C-804/21 PPU
C
og
CD
mod
Syyttäjä
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus)
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 28. april 2022
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 23, stk. 3 – krav om den fuldbyrdende judicielle myndigheds deltagelse – artikel 6, stk. 2 – politimyndighed – ikke omfattet – force majeure – begreb – retlige hindringer for overgivelsen – retlige skridt indledt af den eftersøgte person – ansøgning om international beskyttelse – ikke omfattet – artikel 23, stk. 5 – fristerne for overgivelse udløbet – konsekvenser – løsladelse – pligt til at træffe enhver anden foranstaltning, der er nødvendig for at undgå, at den pågældende forsvinder«
1. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – frist for overgivelse af den eftersøgte – fastsættelse af en ny overgivelsesdato, når det er umuligt at overgive personen inden for den frist, der er fastsat efter et tilfælde af force majeure – begrebet force majeure – streng fortolkning – retlige hindringer for overgivelsen som følge af retlige skridt indledt af den eftersøgte person, og som støttes på den fuldbyrdende medlemsstats ret – force majeure foreligger ikke – konsekvenser – ingen udsættelse af fristerne for overgivelse
(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 23, stk. 3)
(jf. præmis 44-49, 51 og 58 samt domskonkl. 1)
2. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – krav om en fuldbyrdende judiciel myndigheds deltagelse som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 23, stk. 3 – deltagelse af en politimyndighed i den fuldbyrdende medlemsstat – ikke tilladt – konsekvenser – udløb af fristerne for overgivelse af den af den europæiske arrestordre omfattede person – løsladelse af den pågældende – den fuldbyrdende medlemsstats pligt til at fortsætte proceduren for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre – nævnte medlemsstats kompetente myndigheds pligt til at træffe enhver foranstaltning, der er nødvendig for at undgå, at den pågældende forsvinder, med undtagelse af frihedsberøvende foranstaltninger
(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, ottende og niende betragtning samt art. 6, art. 7, art. 15, stk. 1, og art. 23)
(jf. præmis 61-63, 66-69 og 71-76 samt domskonkl. 2)
Resumé
I maj 2015 udstedte en rumænsk judiciel myndighed europæiske arrestordrer mod de to rumænske statsborgere C og CD (herefter »de berørte parter«) med henblik på fuldbyrdelse af frihedsstraffe. I 2020 blev de berørte parter anholdt og varetægtsfængslet i Finland på grundlag af disse europæiske arrestordrer. I april 2021 besluttede Korkein oikeus (øverste domstol, Finland), at de skulle overgives til de rumænske myndigheder, og Keskusrikospoliisi (det centrale kriminalpoliti, Finland) fastsatte en første dato for overgivelse til den 7. maj 2021. Denne overgivelse kunne imidlertid ikke finde sted, idet de berørte parter iværksatte appel for samme ret. Før den øverste domstol forkastede appellen den 31. maj 2021, havde den således nedlagt et foreløbigt forbud mod fuldbyrdelse af disse afgørelser om overgivelse. En anden dato for overgivelse blev fastsat til den 11. juni 2021, men overgivelsen blev på ny udsat, da det ikke var muligt at organisere flytransport inden for den aftalte tidsplan. Den tredje dato, der blev fastsat for de berørte parters overgivelse i slutningen af juni 2021, kunne ikke føre til deres overgivelse, da de nu havde indgivet ansøgninger om international beskyttelse i Finland.
De berørte parter anlagde derefter søgsmål ved Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki, Finland) med påstand om løsladelse og udsættelse af deres overgivelse på grund af deres ansøgninger om international beskyttelse. Denne ret afviste søgsmålene. I denne forbindelse var den øverste domstol, for hvilken der blev iværksat appel til prøvelse af disse afgørelser fra retten i første instans i Helsinki, for det første i tvivl om begrebet force majeure, der i henhold til artikel 23, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 (1) giver mulighed for at udsætte fristen for overgivelse af en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre. Stillet over for de hindringer, der er fastsat i finsk ret, ønskede den forelæggende ret navnlig oplyst, om retlige hindringer, såsom et forbud mod fuldbyrdelse af afgørelser om overgivelse under en retssag eller indgivelse af en ansøgning om international beskyttelse, kan udgøre tilfælde af force majeure i denne bestemmelses forstand. For det andet var den forelæggende ret i tvivl om de processuelle regler for vurderingen af, om der forelå et tilfælde af force majeure, henset til den centrale rolle, som det centrale kriminalpoliti spiller i forbindelse med overgivelsens fuldbyrdelse.
I forbindelse med den præjudicielle hasteprocedure besvarede Domstolen det første af disse spørgsmål benægtende, idet den fastslog, at begrebet »force majeure« ikke omfatter retlige hindringer for overgivelsen som følge af retlige skridt indledt af den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, og som støttes på den fuldbyrdende medlemsstats ret, når den endelige afgørelse om overgivelse er blevet truffet af den fuldbyrdende judicielle myndighed (2). Domstolen præciserede i øvrigt, at den fuldbyrdende medlemsstat, som overlader det til en politimyndighed at efterprøve, om der foreligger et tilfælde af force majeure, og om betingelserne for at opretholde varetægtsfængslingen af den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, er opfyldt, og i givet fald at fastsætte en ny dato for overgivelse, ikke opfylder det i artikel 23, stk. 3, fastsatte krav om den fuldbyrdende judicielle myndigheds deltagelse, hvilket gælder, selv om den pågældende til enhver tid har ret til at indbringe sagen for den fuldbyrdende judicielle myndighed, således at denne kan træffe afgørelse om disse forskellige spørgsmål.
Domstolens bemærkninger
Domstolen bemærkede for det første, at begrebet »force majeure« forudsætter, at der foreligger usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og hvis konsekvenser den pågældende ikke har mulighed for at undgå, heller ikke selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed. I denne henseende kan retlige skridt, indledt af den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, inden for rammerne af procedurer, der er fastsat i den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, med henblik på at anfægte overgivelsen, eller som har til virkning at forsinke denne, ikke anses for en uforudseelig omstændighed. Retlige hindringer for overgivelse som følge af denne type retlige skridt kan derfor ikke udgøre et tilfælde af force majeure som omhandlet i artikel 23, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584. Når den endelige afgørelse om at overgive denne person er blevet truffet af den fuldbyrdende judicielle myndighed, kan de i rammeafgørelsens artikel 23 fastsatte frister for overgivelse ikke anses for at være suspenderet på grund af sådanne verserende sager, der er anlagt i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstats myndigheder er derfor fortsat forpligtet til at overgive denne person til myndighederne i den udstedende medlemsstat inden for de nævnte frister.
For det andet bemærkede Domstolen, at en medlemsstats politimyndigheder ikke er omfattet af begrebet »judiciel myndighed« i artikel 6 i rammeafgørelse 2002/584. Den fuldbyrdende judicielle myndigheds deltagelse, som kræves i henhold til samme rammeafgørelses artikel 23, stk. 3, med henblik på at vurdere, om der foreligger et tilfælde af force majeure, og fastsætte en eventuel ny dato for overgivelsen, kan således ikke overlades til en politimyndighed. Uanset om der faktisk foreligger et tilfælde af force majeure, opfylder en sådan myndigheds deltagelse i vedtagelsen af disse to former for afgørelser nemlig ikke de formelle krav, der er fastsat i denne bestemmelse. Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke deltager, kan fristerne for overgivelse i rammeafgørelsens artikel 23, stk. 2‑4, følgelig ikke forlænges i tilfælde af force majeure. I en sådan situation skal disse frister anses for udløbet, hvilket indebærer, at den pågældende skal løslades. Der er ikke fastsat nogen undtagelser fra denne forpligtelse for den fuldbyrdende medlemsstat i et sådant tilfælde. Den omstændighed alene, at de i artikel 23 i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte frister er udløbet, kan imidlertid ikke fritage den fuldbyrdende medlemsstat fra sin forpligtelse til at fortsætte proceduren til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og foretage en overgivelse af den eftersøgte, idet de berørte myndigheder skal aftale en ny overgivelsesdato. I tilfælde af løsladelse af den pågældende er den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat således forpligtet til at træffe enhver foranstaltning, der er nødvendig for at undgå, at vedkommende forsvinder, med undtagelse af frihedsberøvende foranstaltninger.
Nærmere bestemt fastsætter artikel 23 i rammeafgørelse 2002/584 fristerne for overgivelse af eftersøgte personer til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, når den fuldbyrdende judicielle myndighed har truffet endelig afgørelse om overgivelse af disse personer. Hvis overgivelsen forhindres på grund af et tilfælde af force majeure, kan denne frist forlænges i henhold til artikel 23, stk. 3. Hvis den eftersøgte person ikke overgives inden for de i rammeafgørelsen fastsatte frister, skal den pågældende løslades i henhold til artikel 23, stk. 5.