Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 22. april 2022 – CH mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-279/22)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CH

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2 i direktiv 2013/34/EU 1 fortolkes således, at dets anvendelsesområde ikke omfatter privatpersoner men udelukkende selskaber og andre virksomhedsformer, der er opregnet i bilag I og II til nævnte direktiv?

Såfremt spørgsmålet skal besvares bekræftende, betyder dette da, at de bestemmelser i direktiv 2013/34, som pålægger forpligtelser, ikke kan anvendes på privatpersoner, dvs. at de forpligtelser, som er rettet til virksomheder omfattet af direktivets anvendelsesområde, ikke kan pålægges privatpersoner eller anses for at belaste disse personer, når deres skattemæssige forpligtelser undersøges?

Såfremt det foregående spørgsmål skal besvares bekræftende, handler en medlemsstats skatteforvaltning da i overensstemmelse med regnskabsprincipperne og offentliggørelsespligtens formål og funktion, som fastsat i artikel 4, 30 og 33 i direktiv 2013/34/EU, med retten til en retfærdig rettergang, der er anerkendt som et almindeligt retsprincip ved artikel 47 i Unionens charter om grundlæggende rettigheder, og med det grundlæggende retssikkerhedsprincip og det grundlæggende proportionalitetsprincip, når skatteforvaltningen på grundlag af regnskabslovens bestemmelser konstaterer en skattedifference hos en privatperson alene af den grund, at den pågældende ikke er i stand til at stille samtlige regnskabsdokumenter i et af denne privatperson uafhængigt selskab til rådighed for forvaltningen, med henblik på at bevise at det er i nævnte selskabs interesse i dets egenskab af arbejdsgiver, at den pågældende inden for rammerne af sit arbejde har anvendt kontantbeløb forvaltet i henhold til instruktioner eller et mandat, idet skatteforvaltningen som en konsekvens heraf lader den manglende dokumentation være til skade for privatpersonen, som ikke har pligt til at være i besiddelse heraf, og som i øvrigt ikke kan være i besiddelse heraf som følge af objektive hindringer, idet selskabets årsregnskaber er tilgængelige for offentligheden takket være den offentliggørelsespligt, der påhviler virksomhederne?

Kan bestemmelserne i direktiv 2013/34/EU – navnlig betragtningerne hertil og dets artikel 4, 6, 30 og 33 – fortolkes således, at overholdelsen af de forpligtelser, der er fastsat i disse artikler, afføder en retlig formodning om, at årsregnskabernes indhold er i overensstemmelse med de grundlæggende regnskabsprincipper, navnlig nøjagtighedsprincippet og begrundelsesprincippet?

Handler skatteforvaltningen i overensstemmelse med artikel 4, 6, 30 og 33 i direktiv 2013/34/EU og med retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, og det grundlæggende retssikkerhedsprincip, når forvaltningen uden at afkræfte den retlige formodning om overensstemmelse, som overholdelsen af direktivbestemmelserne afføder, og uden at undersøge erklæringens indhold, afviser at acceptere de af selskabet offentliggjorte regnskaber som bevis for deres indhold, med den begrundelse at de ikke er tilstrækkelige til på en pålidelig måde at bevise dette indhold – dvs. til at bevise at den pågældende privatperson har givet selskabet de hævede beløb tilbage – men at samtlige selskabets regnskabsdokumenter er nødvendige med henblik herpå?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26.6.2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT 2013, L 182., s. 19).