Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 2. marts 2022 – S, A og Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie; anden part: United Nations High Commissioner for Refugees

(Sag C-151/22)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøger: S, A og Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

Anden partt: United Nations High Commissioner fore Refugees

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 10, stk. 1, litra e), i direktiv 2011/95 1 fortolkes således, at forfølgelsesgrunden »politisk anskuelse« også kan påberåbes af ansøgere, som blot hævder at repræsentere og/eller ytre en politisk mening, uden de under opholdet i oprindelseslandet og siden under opholdet i modtagelseslandet har været i søgelyset hos en aktør, der kan stå bag forfølgelse?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, og følgelig allerede en politisk mening er tilstrækkeligt for en kvalificering som politisk anskuelse, hvilken værdi skal styrken af denne politiske mening, grundholdning eller anskuelse og udlændingens interesse i de deraf følgende handlinger da tillægges i forbindelse med behandlingen og vurderingen af en asylansøgning, dvs. i forbindelse med prøvelsen af, hvor realistisk den pågældende ansøgers påståede frygt for forfølgelse er?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, gælder i så fald standarden om, at denne politiske anskuelse skal være dybt rodfæstet, og hvis dette besvares benægtende, hvilken standard skal da anvendes og hvordan?

Såfremt der gælder den standard, at denne politiske anskuelse skal være dybt rodfæstet, kan det da forventes af en ansøger, som ikke dokumenterer, at den pågældende repræsenterer en dybt rodfæstet politisk anskuelse, at vedkommende efter at være hjemvendt til sit oprindelsesland afstår fra at ytre sin politiske mening for ikke at komme i søgelyset hos en aktør, der kan stå bag forfølgelse?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).