DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
25. maj 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – intellektuel ejendomsret – ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og TV-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel – direktiv 93/83/EØF – artikel 1, stk. 2 – tilgængeliggørelse for almenheden via satellit – begreb – udbyder af satellitpakker – udsendelse af programmer i en anden medlemsstat – stedet for den udnyttelse, hvorved denne udbyder medvirker til en sådan tilgængeliggørelse«
I sag C-290/21,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) ved afgørelse af 20. april 2021, indgået til Domstolen den 5. maj 2021, i sagen
Staatlich genehmigte Gesellschaft der Autoren, Komponisten und Musikverleger Reg. Gen. mbH (AKM)
mod
Canal+ Luxembourg Sàrl,
procesdeltagere:
Tele 5 TM-TV GmbH,
Österreichische Rundfunksender GmbH & Co. KG,
Seven.One Entertainment Group GmbH,
ProSiebenSat.1 PULS 4 GmbH,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, Domstolens præsident, K. Lenaerts, som fungerende dommer i Første Afdeling, Domstolens vicepræsident, L. Bay Larsen, som fungerende dommer i Første Afdeling, og dommerne P.G. Xuereb og I. Ziemele (refererende dommer),
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: fuldmægtig S. Beer,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. juni 2022,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Staatlich genehmigte Gesellschaft der Autoren, Komponisten und Musikverleger Reg. Gen. mbH (AKM) ved Rechtsanwalt N. Kraft,
– Canal+ Luxembourg Sàrl ved Rechtsanwalt A. Anderl,
– Seven.One Entertainment Group GmbH og ProSiebenSat.1 PULS 4 GmbH ved Rechtsanwalt M. Boesch,
– Europa-Kommissionen ved J. Samnadda og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 22. september 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra a)-c), i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og TV-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT 1993, L 248, s. 15) og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Staatlich genehmigte Gesellschaft der Autoren, Komponisten und Musikverleger Reg. Gen. mbH (AKM), der er et østrigsk kollektivt forvaltningsselskab for ophavsrettigheder, og Canal+ Luxembourg Sàrl (herefter »Canal+«), der er en satellit-TV-udbyder, vedrørende sidstnævnte selskabs udsendelse af TV-programmer i Østrig.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 93/83
3 I 5., 14., 15. og 17. betragtning til direktiv 93/83 er følgende anført:
»(5) [I]kke desto mindre hæmmes såvel grænseoverskridende programudsendelse via satellit som viderespredning pr. kabel af programmer fra andre medlemsstater stadig af en række forskelle i de nationale bestemmelser om ophavsret og en vis usikkerhed med hensyn til, hvad der er gældende ret; der er derfor risiko for, at rettighedshavernes værker udnyttes, uden at der betales et vederlag, eller at enkelte eneretsindehavere i forskellige medlemsstater blokerer for udnyttelsen af deres værker; den manglende retssikkerhed udgør frem for alt en umiddelbar hindring for programmernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet.
[…]
(14) [M]anglen på retssikkerhed med hensyn til, hvilke rettigheder der skal erhverves, og som lægger hindringer i vejen for den grænseoverskridende programudsendelse via satellit, bør udbedres ved på EF-plan at fremsætte en definition af, hvad der forstås ved tilgængeliggørelse for almenheden via satellit; denne definition skal også præcisere stedet, hvorfra tilgængeliggørelsen for almenheden udgår; en sådan definition er nødvendig for at forhindre, at flere nationale lovgivninger anvendes samtidig på én og samme udsendelse; tilgængeliggørelse for almenheden via satellit finder alene sted i de tilfælde og i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler under radio- og TV-selskabets kontrol og ansvar introduceres i en ubrudt sendekæde op til satellitten og ned mod jorden; de normale tekniske procedurer vedrørende programbærende signaler kan ikke betragtes som afbrydelser af sendekæden.
(15) [A]ftalebaseret erhvervelse af eneretten til radio- og TV-udsendelse bør være underkastet de gældende bestemmelser om ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i den medlemsstat, hvor tilgængeliggørelsen for almenheden via satellit finder sted.
[…]
(17) [N]år rettighederne skal erhverves, bør de berørte parter ved beregningen af vederlaget tage hensyn til samtlige faktorer, der er kendetegnende for udsendelsen, såsom det reelle og potentielle seer- eller lytterantal samt sprogversionen.«
4 Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende i stk. 2, litra a)-c):
»a) I dette direktiv forstås ved »tilgængeliggørelse for almenheden via satellit«: den handling under radio- og TV-selskabets kontrol og ansvar at introducere programbærende signaler, der er beregnet for almenheden, i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden.
b) Tilgængeliggørelse for almenheden via satellit finder kun sted i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler under radio- og TV-selskabets kontrol og ansvar introduceres i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden.
c) Hvis de programbærende signaler udsendes i kodeform, foreligger der tilgængeliggørelse for almenheden via satellit under forudsætning af, at radio- og TV-selskabet giver almenheden midler til at afkode udsendelsen, eller at dette sker med dets samtykke.«
5 Det nævnte direktivs artikel 2 bestemmer:
»I overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel skal medlemsstaterne give en ophavsmand eneret til at tillade tilgængeliggørelse for almenheden via satellit af ophavsretligt beskyttede værker.«
Direktiv 2001/29
6 Artikel 3 i direktiv 2001/29 med overskriften »Retten til overføring af værker til almenheden og retten til tilrådighedsstillelse for almenheden af andre frembringelser« fastsætter følgende i stk. 1:
»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.«
Østrigsk ret
7 § 17b, stk. 1, i Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret) af 9. april 1936 (BGBl. 111/1936) i affattelsen af 27. december 2018 (BGBl. I 105/2018) fastsætter:
»I forbindelse med radio- og TV-udsendelse via satellit består den udnyttelse, der er forbeholdt ophavsmanden, i den under radio- og TV-selskabets kontrol og ansvar foretagne introduktion af de programbærende signaler i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden. Med forbehold af stk. 2 finder radio- og TV-udsendelse via satellit derfor kun sted i den stat, hvor denne introduktion foregår.«
8 Denne lovs § 59a bestemmer:
»1. Kun kollektive forvaltningsselskaber kan gøre retten til at benytte radio- og TV-udsendelse, herunder satellitudsendelse, af værker til samtidig, fuldstændig og uændret viderespredning ved hjælp af kabel gældende. Dette gælder dog ikke for retten til at forfølge ophavsretlige krænkelser retsligt.
2. Radio- og TV-udsendelse må benyttes til viderespredning som omhandlet i stk. 1, såfremt det viderespredende radio- og TV-selskab har fået tilladelse hertil fra det kompetente kollektive forvaltningsselskab.
3. Stk. 1 og 2 finder dog ikke anvendelse, hvis det radio- og TV-selskab, hvis udsendelse viderespredes, har ret til viderespredning som omhandlet i stk. 1.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
9 AKM er indehaver af en licens til brug af musikværker, der giver selskabet ret til, som forvalter, at udøve rettigheder til radio- og TV-udsendelse på østrigsk område.
10 Canal+, der er et luxembourgsk selskab, udbyder i Østrig, via satellit og mod vederlag, kodede programpakker (herefter »de i hovedsagen omhandlede satellitpakker«) fra flere radio- og TV-selskaber i andre medlemsstater, i høj eller standardopløsning.
11 Introduktionen af hvert af de programbærende satellitsignaler i sendekæden (uplink) foretages oftest af disse radio- og TV-selskaberne selv, til tider af Canal+, i disse andre medlemsstater. Et signalbundt, som indeholder hele programmet i høj opløsning og øvrige informationer såsom lyddata og undertekstdata, udsendes. Efter at signalbundtet er blevet »sendt ned« af satellitten, modtages det ved hjælp af satellitmodtageanlæg inden for et dækningsområde. Bundtet bliver herefter opdelt, og brugeren kan tilgå hvert enkelt program på en terminal ved hjælp af en dekoder.
12 De i hovedsagen omhandlede satellitpakker indeholder betalings-TV-programmer og gratis TV-programmer. De gratis programmer er ikke kodede og kan modtages i standardopløsning af hvem som helst på østrigsk område.
13 AKM har anlagt et søgsmål med påstand om i det væsentlige ophør med Canal+’s udsendelse af satellitsignaler i Østrig og betaling af erstatning, idet AKM har gjort gældende, at der i de medlemsstater, hvor udsendelsen eller tilgængeliggørelsen for almenheden via satellit finder sted, ikke er blevet indhentet en tilladelse til en sådan udnyttelse, og at selskabet ikke har tilladt udsendelsen i Østrig. AKM er nemlig af den opfattelse, at denne udsendelse kommer en supplerende kategori af kunder hos Canal+ til gode, der ikke er omfattet af de tilladelser, som de pågældende radio- og TV-selskaber efter omstændighederne har indhentet i sendemedlemsstaterne med henblik på tilgængeliggørelse af de omhandlede værker for almenheden via satellit, og at Canal+ burde have indhentet en tilladelse fra AKM til udsendelsen af satellitsignaler i Østrig. AKM er derfor af den opfattelse, at Canal+ tilsidesætter de rettigheder, som selskabet forvalter.
14 Canal+ har heroverfor anført, at det – med radio- og TV-selskabernes samtykke – blot stiller en infrastruktur til rådighed, der gør det muligt at kode et signal, som disse selskaber har introduceret uden for Østrig i en sendekæde, der fører op til en satellit. I overensstemmelse med sendelandsprincippet som opstillet i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 er det ikke AKM, men alene selskaberne til kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder i sendemedlemsstaterne, der er berettigede til at handle vedrørende den i hovedsagen omhandlede udnyttelse. Desuden er den udnyttelse, som Canal+ foretager, omfattet af de tilladelser, som de pågældende radio- og TV-selskaber har opnået i sendemedlemsstaterne.
15 Fire selskaber – heriblandt Seven.One Entertainment Group GmbH, der er et tysk radio- og TV-selskab, og ProSiebenSat.1 PULS 4 GmbH, der er et østrigsk radio- og TV-selskab – har fået tilladelse til at intervenere i hovedsagen til støtte for Canal+.
16 Ved dom af 31. oktober 2019 frifandt Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien, Østrig) sagsøgte for påstanden om ophør med udsendelse af satellitsignaler i Østrig, men gav i det store og hele sagsøgeren medhold i både den – delvis subsidiære – påstand om ophør med satellitudsendelse rettet mod østrigsk område af de omhandlede programsignaler og påstanden om fremlæggelse af relevante dokumenter. Der blev iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien, Østrig), som ved dom af 30. juni 2020 i vid udstrækning udtalte sig i samme retning. Den fandt bl.a., at de i hovedsagen omhandlede satellitpakker nåede ud til et nyt publikum, dvs. et andet publikum end publikummet for radio- og TV-selskabernes frit tilgængelige udsendelser. Både AKM og Canal+ samt Seven.One Entertainment Group og ProSiebenSat.1 PULS 4 har iværksat revisionsanke for den forelæggende ret til prøvelse af denne dom.
17 Den forelæggende ret har under henvisning til præmis 61 og 69 i dom af 13. oktober 2011, Airfield og Canal Digitaal (C-431/09 og C-432/09, EU:C:2011:648), der ligeledes vedrørte en udbyder af satellitpakker, anført, at det kunne antages, at både radio- og TV-selskabets udnyttelse og satellitpakkeudbyderens deltagelse skal være lokaliseret i udelukkende den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres i den omhandlede sendekæde, idet en sådan udbyder ved udøvelsen af sin virksomhed ved siden af radio- og TV-selskabet blot medvirker til den oprindelige, samlede og uadskillelige satellitudsendelse.
18 Hvis dette ikke var tilfældet, ville spørgsmålet være, i hvilket omfang satellitpakkeudbyderens konkrete udnyttelse gør indgreb i ophavsretten, fordi der potentielt nås et nyt publikum i den medlemsstat, hvor signalerne modtages. I denne sammenhæng ville det skulle afgøres, om den omstændighed, at denne udbyder i de i hovedsagen omhandlede satellitpakker ligeledes tilbyder gratis TV-programmer, er relevant, eftersom disse programmer allerede vil være frit tilgængelige for alle brugere i dækningsområdet.
19 På denne baggrund har Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 1, stk. 2, litra b), i [direktiv 93/83] fortolkes således, at ikke kun radio- og TV-selskabet, men også en satellitpakkeudbyder, som medvirker til den uadskillelige og samlede udsendelse, kun foretager en udnyttelse – som eventuelt kræver samtykke – i den stat, hvor de programbærende signaler under radio- og TV-selskabets kontrol og ansvar introduceres i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden, med den konsekvens, at satellitpakkeudbyderens medvirken til udsendelsen ikke kan udgøre en tilsidesættelse af ophavsrettigheder i modtagelsesstaten?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:
Skal begrebet »tilgængeliggørelse for almenheden« i artikel 1, stk. 2, litra a) og c), i [direktiv 93/83] og i artikel 3, stk. 1, i [direktiv 2001/29] fortolkes således, at en satellitpakkeudbyder, der medvirker som øvrig aktør ved en tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, og som efter sit eget valg samler flere krypterede high definition-signaler fra free- og pay-TV-programmer fra forskellige radio- og TV-selskaber til en pakke og mod et vederlag tilbyder sine kunder det således skabte selvstændige audiovisuelle produkt, skal have en særskilt tilladelse fra indehaveren af de berørte rettigheder, også hvad angår det beskyttede indhold i de free-TV-programmer, der er indeholdt i programpakken, selv om udbyderen for så vidt blot giver sine kunder adgang til værker, der alligevel allerede er frit tilgængelige for alle i sendeområdet – om end i dårligere standard-definition-kvalitet?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
20 Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 skal fortolkes således, at såfremt en udbyder af satellitpakker skal indhente tilladelse til den tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, som vedkommende deltager i, fra indehaverne af de omhandlede ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, skal denne tilladelse, ligesom den, der tildeles det pågældende radio- og TV-selskab, alene opnås i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres i den sendekæde, der fører op til satellitten.
21 Ifølge ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 finder tilgængeliggørelse for almenheden via satellit kun sted i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler under radio- og TV-selskabets kontrol og ansvar introduceres i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden.
22 For at reglen i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 finder anvendelse, skal der være tale om en »tilgængeliggørelse for almenheden via satellit« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a) og c), der opstiller kumulative betingelser herfor. En udsendelse udgør således en enkelt »tilgængeliggørelse for almenheden via satellit«, hvis den for det første udløses af »den handling […] at introducere« programbærende signaler »under radio- og TV-selskabets kontrol og ansvar«, hvis disse signaler for det andet introduceres »i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden«, hvis disse signaler for det tredje er »beregnet for almenheden«, og for det fjerde – såfremt signalerne er kodede – hvis »radio- og TV-selskabet giver almenheden midler til at afkode udsendelsen, eller […] dette sker med dets samtykke« (jf. i denne retning dom af 13.10.2011, Airfield og Canal Digitaal, C-431/09 og C-432/09, EU:C:2011:648, præmis 52).
23 Med hensyn til en udsendelse som den i hovedsagen omhandlede har Domstolen allerede fastslået, at såvel indirekte som direkte udsendelser af TV-programmer, der opfylder samtlige disse kumulative betingelser, skal anses for hver især at udgøre én enkelt tilgængeliggørelse for almenheden via satellit og dermed for værende udelelige. Imidlertid betyder det forhold, at en sådan tilgængeliggørelse er udelelig som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a) og c), dog ikke, at udbyderen af satellitpakker kan deltage i denne tilgængeliggørelse uden tilladelse fra de berørte rettighedshavere (jf. i denne retning dom af 13.10.2011, Airfield og Canal Digitaal, C-431/09 og C-432/09, EU:C:2011:648, præmis 69 og 70).
24 Det bemærkes nemlig, at det fremgår af artikel 2 i direktiv 93/83, sammenholdt med 17. betragtning hertil, at indehaverne af ophavsrettighederne skal give tilladelse til enhver tilgængeliggørelse for almenheden via satellit af beskyttede værker, og at der ved fastsættelsen af det rimelige vederlag til disse rettighedshavere for en sådan tilgængeliggørelse af deres værker skal tages hensyn til samtlige faktorer, der er kendetegnende for udsendelsen, såsom det reelle og potentielle seer- eller lytterantal (jf. i denne retning dom af 13.10.2011, Airfield og Canal Digitaal, C-431/09 og C-432/09, EU:C:2011:648, præmis 71 og 73).
25 En sådan tilladelse skal bl.a. indhentes af den, som iværksætter tilgængeliggørelsen, eller som deltager i denne, således at vedkommende ved denne tilgængeliggørelse gør beskyttede værker tilgængelige for et nyt publikum, dvs. et publikum, som ophavsmændene til de beskyttede værker ikke havde taget i betragtning, da de gav en anden person tilladelse (jf. i denne retning dom af 13.10.2011, Airfield og Canal Digitaal, C-431/09 og C-432/09, EU:C:2011:648, præmis 72).
26 I denne henseende har Domstolen allerede udtalt, at i henhold til artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 93/83 iværksættes en tilgængeliggørelse for almenheden via satellit som den i hovedsagen omhandlede af radio- og TV-selskabet, under hvis kontrol og på hvis ansvar de programbærende signaler introduceres i sendekæden op til satellitten. Det er derudover ubestridt, at radio- og TV-selskabet dermed som hovedregel gør de beskyttede værker tilgængelige for et nyt publikum. Det er dermed forpligtet til at indhente en tilladelse som foreskrevet i artikel 2 i direktiv 93/83 (dom af 13.10.2011, Airfield og Canal Digitaal, C-431/09 og C-432/09, EU:C:2011:648, præmis 75).
27 For så vidt som en sådan tilgængeliggørelse for almenheden via satellit i henhold til reglen i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 anses for kun at finde sted i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres i den sendekæde, der fører op til satellitten, skal radio- og TV-selskabet alene indhente tilladelsen i denne medlemsstat.
28 Som anført i denne doms præmis 24 skal der imidlertid ved fastsættelsen af det rimelige vederlag til indehaverne af ophavsrettighederne for en sådan tilgængeliggørelse af deres værker tages hensyn til samtlige faktorer, der er kendetegnende for den pågældende udsendelse, såsom det reelle og potentielle seer- eller lytterantal. Når en del af dette reelle eller potentielle seer- eller lytterantal befinder sig i andre medlemsstater end den, hvori de programbærende signaler introduceres i den sendekæde, der fører op til satellitten, er det derfor, efter omstændighederne, de forskellige berørte kollektive forvaltningsselskabers opgave at finde passende løsninger for at sikre et rimeligt vederlag til rettighedshaverne.
29 Det kan imidlertid ikke udelukkes, at andre operatører medvirker i forbindelse med en tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, således at de gør de pågældende værker eller andre beskyttede frembringelser tilgængelige for et større publikum end det, som det omhandlede radio- og TV-selskab havde påtænkt, dvs. et publikum, som ophavsmændene til disse værker eller frembringelser ikke tog i betragtning, da de gav tilladelse til, at radio- og TV-selskabet kunne anvende disse. I en sådan situation er disse operatørers medvirken ikke omfattet af den tilladelse, som radio- og TV-selskabet har indhentet. Dette kan bl.a. være tilfældet, når en operatør udvider kredsen af personer, som har adgang til denne tilgængeliggørelse, og dermed gør de beskyttede værker tilgængelig for et nyt publikum (dom af 13.10.2011, Airfield og Canal Digitaal, C-431/09 og C-432/09, EU:C:2011:648, præmis 76 og 77).
30 Det følger af ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 og af opbygningen af artikel 1, stk. 2, litra a)-c), at såfremt en udbyder af satellitpakker skal indhente tilladelse til den tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, som vedkommende deltager i, fra indehaverne af de omhandlede ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, skal denne tilladelse, ligesom den, der tildeles det pågældende radio- og TV-selskab, alene opnås i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres i den sendekæde, der fører op til satellitten.
31 Denne konklusion støttes desuden af det formål, der forfølges med artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83. I denne henseende bemærkes for det første, at det fremgår af 5. og 14. betragtning til dette direktiv, at den usikkerhed med hensyn til, hvad der er gældende ret, som følger af forskellene i de nationale bestemmelser om ophavsret, udgør en umiddelbar hindring for programmernes frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union, og at manglen på retssikkerhed med hensyn til, hvilke rettigheder der skal erhverves, som lægger hindringer i vejen for den grænseoverskridende programudsendelse via satellit, antages at blive udbedret ved på EU-plan at fremsætte en definition af, hvad der forstås ved tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, bl.a. for at forhindre, at flere nationale lovgivninger anvendes samtidig på én og samme udsendelse. For det andet er det i 15. betragtning til dette direktiv tilføjet, at aftalebaseret erhvervelse af eneretten til radio- og TV-udsendelse bør være underkastet de gældende bestemmelser om ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i den medlemsstat, hvor tilgængeliggørelsen for almenheden via satellit finder sted.
32 Det følger således af 5., 14. og 15. betragtning til direktiv 93/83, at artikel 1, stk. 2, litra b), heri har til formål at sikre, at enhver »tilgængeliggørelse for almenheden via satellit« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a) og c), kun er underkastet den gældende lovgivning om ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres i den sendekæde, der fører op til satellitten. Det ville derfor være i strid med dette formål, hvis en udbyder af satellitpakker også skulle indhente tilladelse fra indehaverne af de omhandlede ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder i andre medlemsstater.
33 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 skal fortolkes således, at såfremt en udbyder af satellitpakker skal indhente tilladelse til den tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, som vedkommende deltager i, fra indehaverne af de omhandlede ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, skal denne tilladelse, ligesom den, der tildeles det pågældende radio- og TV-selskab, alene opnås i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres i den sendekæde, der fører op til satellitten.
Det andet spørgsmål
34 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.
Sagsomkostninger
35 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 1, stk. 2, litra b), i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og TV-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel
skal fortolkes således, at
såfremt en udbyder af satellitpakker skal indhente tilladelse til den tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, som vedkommende deltager i, fra indehaverne af de omhandlede ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, skal denne tilladelse, ligesom den, der tildeles det pågældende radio- og TV-selskab, alene opnås i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres i den sendekæde, der fører op til satellitten.
Underskrifter