Sag C-192/18
Europa-Kommissionen
mod
Republikken Polen
Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. november 2019
»Traktatbrud – artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – retsstat – effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten – princippet om dommeres uafsættelighed og princippet om domstolenes uafhængighed – nedsættelse af pensionsalderen for dommere ved de polske almindelige domstole – mulighed for at fortsætte i dommerembedet ud over den nyligt fastsatte alder i kraft af en tilladelse fra justitsministeren – artikel 157 TEUF – direktiv 2006/54/EF – artikel 5, litra a), og artikel 9, stk. 1, litra f) – forbud mod forskelsbehandling baseret på køn med hensyn til løn, beskæftigelse og erhverv – indførelse af forskellig pensionsalder for kvinder og mænd, der varetager hvervet som dommer ved de polske almindelige domstole og ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) samt som offentlig anklager ved den polske anklagemyndighed«
1. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist
(Art. 258 TEUF)
(jf. præmis 38)
2. Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – ligeløn – løn – begreb – ordning for pension for dommere og anklagere, der udbetales til disse som følge af arbejdsrelationen – omfattet
(Art. 157 TEUF)
(jf. præmis 52-60)
3. Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse og arbejdsvilkår – ligebehandling – direktiv 2006/54 – anvendelsesområde – ordning for pension for dommere og anklagere, der udbetales til disse som følge af arbejdsrelationen – omfattet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54, 14. betragtning, og art. 5, art. 7, stk. 2, og art. 9)
(jf. præmis 64-66)
4. Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – ligeløn – adgang til beskæftigelse og arbejdsvilkår – ligebehandling – direktiv 2006/54 – forskellig pensionsalder for kvindelige og mandlige dommere ved de almindelige domstole og den øverste domstol og for kvindelige og mandlige offentlige anklagere ved anklagemyndigheden – direkte forskelsbehandling på grund af køn – begrundelse – foreligger ikke
[Art. 157 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54, art. 3, art. 5, litra a), og art. 9, stk. 1, litra f)]
(jf. præmis 70, 71, 73, 75 og 77 samt domskonkl. 1)
5. Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse – rækkevidde
(Art. 2 TEU og art. 19 TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)
(jf. præmis 91-96)
6. EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – princippet om dommeres uafhængighed – rækkevidde
(Art. 2 TEU og art. 19, stk. 1, andet afsnit, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)
(jf. præmis 98, 99 og 101-108)
7. Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse – overholdelse af princippet om dommeres uafsættelighed og princippet om dommernes uafhængighed – national lovgivning, der giver justitsministeren beføjelse til at træffe afgørelse om at tillade eller ikke at tillade, at dommere ved de almindelige domstole fortsætter i deres embede ud over en nedsat pensionsalder – tilsidesættelse
(Art. 2 TEU og art. 19 TEU)
(jf. præmis 111-113, 115-117, 119-123 og 129 samt domskonkl. 2)
Resumé
De polske regler om pensionsalderen for dommere og offentlige anklagere, der blev vedtaget i juli 2017, er i strid med EU-retten
I dommen i sagen Kommissionen mod Polen (De almindelige domstoles uafhængighed) (sag C-192/18), afsagt den 5. november 2019, gav Domstolen (Store Afdeling) Kommissionen medhold i det traktatbrudssøgsmål, som den havde anlagt mod Republikken Polen, og fastslog, at denne medlemsstat havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten, idet den dels havde indført en forskellig pensionsalder for mandlige og kvindelige dommere ved de polske domstole og for mandlige og kvindelige offentlige anklagere ved den polske anklagemyndighed, dels havde nedsat pensionsalderen for dommerne ved de almindelige domstole samtidig med, at justitsministeren blev givet beføjelse til at forlænge disse dommeres embedsperiode.
En polsk lov af 12. juli 2017 nedsatte pensionsalderen for dommere ved de polske almindelige domstole og for offentlige anklagere såvel som alderen for tidlig pensionering for dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) til 60 år for kvinder og 65 år for mænd, hvor denne alder tidligere var fastsat til 67 år for begge køn. Derudover tildelte denne lov justitsministeren beføjelse til at forlænge embedsperioden for dommerne ved de almindelige domstole ud over de nye pensionsaldre, der således var fastsat særskilt for kønnene. Da disse regler efter Kommissionens opfattelse var i strid med EU-retten (1), anlagde den et traktatbrudssøgsmål ved Domstolen.
Domstolen udtalte sig for det første om de forskelle, der således blev indført ved denne lov for så vidt angår pensionsalderen for henholdsvis mandlige og kvindelige dommere og offentlige anklagere. Domstolen anførte i denne henseende indledningsvis, at den alderspension, som disse dommere og offentlige anklagere er berettiget til, er omfattet af artikel 157 TEUF, hvorefter hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. De omhandlede pensionsordninger er ligeledes omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne i direktiv 2006/54 om ligebehandling i forbindelse med de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. Domstolen fastslog endvidere, at denne samme lov havde indført betingelser, der udgør direkte forskelsbehandling på grundlag af kønnet, bl.a. for så vidt angår det tidspunkt, hvor de berørte personer faktisk har adgang til de fordele, der er fastsat i henhold til omhandlede pensionsordninger. Endelig forkastede Domstolen Republikken Polens argument om, at de således fastsatte forskelle mellem kvindelige og mandlige dommere og offentlige anklagere med hensyn til den alder, hvor de har adgang til alderspension, udgjorde en foranstaltning til positiv forskelsbehandling. Disse forskelle er ikke foranstaltninger, der efter deres art kan kompensere for de ulemper, som kvindelige tjenestemænd er udsat for i deres karriere, ved at støtte kvinderne på arbejdsmarkedet og afhjælpe de problemer, de kan møde i løbet af deres karriere. Domstolen fastslog derfor, at den omhandlede lovgivning er i strid med artikel 157 TEUF og direktiv 2006/54.
Domstolen undersøgte for det andet den foranstaltning, der består i at tildele justitsministeren beføjelse til at træffe afgørelse om at tillade eller ikke at tillade, at dommere ved de almindelige domstole fortsætter i deres embede ud over den nye, nedsatte pensionsalder. I lyset af navnlig dom af 24. juni 2019, Kommissionen mod Polen (Den øverste domstols uafhængighed) (2), tog Domstolen først stilling til anvendeligheden og rækkevidden af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, som pålægger medlemsstaterne at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Den anførte i denne henseende, at de polske almindelige domstole kan anmodes om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, der er forbundet med EU-retten, således at de skal opfylde kravene til denne beskyttelse. Med henblik på at sikre, at de er i stand til at tilbyde en sådan beskyttelse, er det afgørende, at deres uafhængighed bevares.
Denne uafhængighed kræver i henhold til fast retspraksis, at den pågældende ret udøver sit hverv helt uafhængigt og upartisk. Domstolen har i denne henseende anført, at den omstændighed, at et organ såsom justitsministeren er tildelt beføjelse til at afgøre, om en forlængelse af dommerembedet ud over den normale pensionsalder skal indrømmes eller ej, ganske vist ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om uafhængighed. Domstolen fastslog imidlertid, at de materielle betingelser og den processuelle fremgangsmåde, som ledsager denne beslutningskompetence, i den foreliggende sag har en sådan karakter, at der kan opstå rimelig tvivl i offentligheden om, at de pågældende dommere er uimodtagelige for påvirkninger udefra og neutrale. Dels er de kriterier, på grundlag af hvilke ministeren skal træffe sin afgørelse, således for vage og kan ikke efterprøves, og denne afgørelse skal ikke begrundes og kan ikke gøres til genstand for prøvelse ved domstolene. Dels afhænger varigheden af den periode, hvorunder dommerne afventer ministerens afgørelse, af dennes skønsbeføjelse.
I øvrigt fremgår det af fast retspraksis, at dommernes uomgængeligt nødvendige uimodtagelighed i forhold til ethvert indgreb og pres udefra fordrer visse garantier, som er egnede til at beskytte dem, der har til opgave at udøve dømmende myndighed, på det personelle plan, som f.eks. uafsættelighed. Princippet om uafsættelighed kræver navnlig, at dommerne kan forblive i embedet, så længe de ikke har opnået den obligatoriske pensionsalder, eller indtil afslutningen af deres mandat, når dette er af tidsbegrænset varighed. Selv om dette princip ikke har en fuldstændig absolut karakter, kan der kun undtages derfra, når dette er begrundet med henvisning til tvingende legitime hensyn og under overholdelse af proportionalitetsprincippet. I den foreliggende sag tilsidesætter kombinationen af foranstaltningen til nedsættelse af den normale pensionsalder for dommerne ved de almindelige domstole og den foranstaltning, der giver justitsministeren en skønsbeføjelse til at tillade disse dommere at fortsætte i embedet i ti år efter denne nyligt fastsatte pensionsalder for de kvindelige dommere og i fem år for de mandlige, dette princip. Denne kombination af foranstaltninger kan således rejse rimelig tvivl i offentligheden om, hvorvidt den nye ordning i virkeligheden tilsigter at give ministeren mulighed for at skaffe sig af med visse grupper af dommere, når de har nået den nyligt fastsatte normale pensionsalder, samtidig med, at andre dele af dommerstanden fortsætter i embedet. Da ministerens afgørelse derudover ikke er underlagt nogen frist, og den berørte dommer fortsætter i embedet, indtil en sådan afgørelse er truffet, kan en eventuel negativ afgørelse fra ministeren træffes, efter at den berørte er fortsat i embedet ud over den nye pensionsalder.