RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
18. november 2015 (*)
»Voldgiftsbestemmelse – sjette og syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration – førtidig ophævelse af kontrakter – berettiget forventning – proportionalitet – redelighed – erstatningsansvar uden for kontrakt – omkvalificering af søgsmålet – samtidige påstande om erstatningsansvar i og uden for kontrakt – system for tidlig varsling – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – årsagsforbindelse«
I sag T-106/13,
d.d. Synergy Hellas Anonymi Emporiki Etaireia Parochis Ypiresion Pliroforikis, Athen (Grækenland), ved advokaterne M. Angelopoulos og K. Damis,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved R. Lyal og A. Sauka, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne, L. Athanassiou og G. Gerapetritis,
sagsøgt,
angående påstande om erstatningsansvar i og uden for kontrakt fremsat i forbindelse med opfyldelsen af flere kontrakter, som Kommissionen har indgået med sagsøgeren under sjette og syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration som bidrag til realiseringen af det europæiske forskningsrum og til innovation,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne I. Labucka og V. Kreuschitz (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 29. april 2015,
afsagt følgende
Dom (1)
[udelades]
Retlige bemærkninger
I – Om påstanden om erstatningsansvar i kontrakt
[udelades]
A – Formaliteten
[udelades]
1. Formaliteten i forhold til argumenter vedrørende andre programmer end ΑRTreat-programmet
44 Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke med rette kan støtte sig på argumenter, der vedrører andre programmer end ΑRTreat-programmet, der er genstand for den foreliggende sag. Derudover mener Kommissionen, at påstandene vedrørende J-WeB-projektet allerede er blevet fremsat inden for rammerne af sag Τ-365/12, som sagsøgeren har hævet (kendelse Synergy Hellas mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22, EU:T:2012:461). Den mener, at det ville være i strid med retsplejehensyn og princippet om procesøkonomi at give parter lov til på ny at fremsætte krav og påstande, som de er trådt tilbage fra. Sagsøgeren har således tabt enhver legitim interesse i at anfægte resultaterne af den revision, som blev foretaget i forbindelse med J-WeB-kontrakten. Sagsøgeren har bestridt, at disse argumenter skal afvises.
45 I lyset af disse argumenter skal det bemærkes, at Kommissionen har opsagt ARTreat-kontrakten, der var indgået med sagsøgeren under anvendelse af den nævnte kontrakts artikel II.38, stk. 1, litra c), på grund af uregelmæssigheder begået af sagsøgeren i forbindelse med gennemførelsen af J-WeB-kontrakten. Eftersom den mangelfulde gennemførelse af J-WeB-kontrakten er årsagen til opsigelsen af ARTreat-kontrakten, skal sagsøgeren kunne anfægte den mangelfulde gennemførelse i et søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt til prøvelse af den nævnte afgørelse om opsigelse. Følgelig er det med urette, at Kommissionen hævder, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig argumenter med tilknytning til J-WeB-projektet i forbindelse med et søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt baseret på ARTreat-kontrakten.
46 Den omstændighed, at sagsøgeren har hævet sit søgsmål i sag T-365/12, Synergy Hellas mod Kommissionen (jf. præmis 22 ovenfor), hvis genstand var J-WeB-kontrakten, påvirker ikke sagsøgerens ret til i forbindelse med de nærværende påstande vedrørende Kommissionens erstatningsansvar i kontrakt som følge af opsigelsen af ARTreat-kontrakten at påberåbe sig uregelmæssigheder i tilknytning til gennemførelsen af J-WeB-kontrakten.
47 I tilfælde af at sagen hæves, tager Retten nemlig hverken stilling til, om sagen kan antages til realitetsbehandling, eller dens realitet, men tager sagsøgerens ønske om ikke at fortsætte retssagen til efterretning. En kendelse om ophævelse af en sag har ikke retskraft. Det er således allerede blevet fastslået, at når en sagsøger har hævet sit søgsmål, der var en verserende sag, ophører den tvist, der følger heraf, og følgelig litispendensen i forhold til andre sager. Domstolen har præciseret, at interessen i at undgå, at borgerne anvender denne mulighed på en måde, som er i strid med det procesøkonomiske princip, ikke kræver, at litispendensen består, selv for så vidt angår et søgsmål, som sagsøgeren har hævet, idet denne interesse beskyttes i tilstrækkelig grad ved, at sagsøgeren kan tilpligtes at betale sagsomkostningerne (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, Sml., EU:C:2011:368, præmis 32).
2. Formaliteten i forhold til første påstands anden del
48 Ifølge Kommissionen skal påstandene om betaling af et beløb på 343 828,88 EUR afvises med den begrundelse, at revisionen af ARTreat-projektet stadig i gang. Kommissionen har angivet, at de bemærkninger, nye omkostningsanmeldelser og den meget omfangsrige supplerende dokumentation, som sagsøgeren har fremlagt efter fremsendelsen af den foreløbige revisionsrapport for ARTreat-projektet, er ved at blive undersøgt af de kompetente revisorer. Heraf udleder Kommissionen, at dens manglende betaling af det opkrævede beløb på 343 828,88 EUR på tidspunktet for anlæggelsen af nærværende søgsmål er usikker og hypotetisk (jf. i denne retning kendelse af 9.9.2013, Planet mod Kommissionen, T-489/12, EU:T:2013:496, præmis 38 og 42). Sagsøgeren kan ikke påberåbe sig fremtidige og uvisse situationer med henblik på at godtgøre en eksisterende og aktuel interesse i en løsning af den foreliggende tvist. Desuden ville Retten således blive anmodet om, at tage stilling til et spørgsmål, der ikke eksisterer, eller en retsakt, der ikke eksisterer. Sagsøgeren har anfægtet denne vurdering og mener, at denne har krav på et beløb på 343 828,88 EUR.
49 I denne henseende skal det bemærkes, at enhver person, der anlægger en retssag, skal have en eksisterende og faktisk søgsmålsinteresse (dom af 30.9.2009, Lior mod Kommissionen og Kommissionen mod Lior, T-192/01 og T-245/04, EU:T:2009:365, præmis 247), og at denne interesse skal forstås således, at søgsmålet med sit resultat kan tilføre sagsøgeren en fordel (jf. i denne retning dom af 6.10.2009, GlaxoSmithKline Services m.fl. mod Kommissionen m.fl., C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, Sml., EU:C:2009:610, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
50 I den foreliggende sag har de pågældende påstande til formål at opnå, at Kommissionen dømmes til at betale vederlag for gennemførelse af ARTreat-kontrakten. Sagsøgeren har nemlig nedlagt påstand om, at Retten pålægger Kommissionen at betale sagsøgeren et beløb på 343 828,88 EUR for de beløb, som Kommissionen skylder for gennemførelsen af ARTreat-kontrakten, med tillæg af renter.
51 Den omstændighed, at Kommissionen er i gang med at vurdere, hvorvidt de af sagsøgeren angivne omkostninger er støtteberettigede, og følgelig hvorvidt der består et krav på et beløb på 343 828,88 EUR, gør det ikke muligt at fastslå, at der ikke foreligger en eksisterende og faktisk søgsmålsinteresse som omhandlet i den ovennævnte retspraksis. Det er nemlig fra tidspunktet for sagens anlæg åbenlyst, at sagsøgeren ved at få medhold i sin sag vil opnå en fordel. Sagsøgeren har således en eksisterende og faktisk søgsmålsinteresse i at opnå, at Retten dømmer Kommissionen til at betale et beløb på 343 828,88 EUR med tillæg af renter for gennemførelsen af ARTreat-kontrakten.
52 Derudover kan Kommissionen ikke påberåbe sig manglende søgsmålsinteresse fra sagsøgerens side med den begrundelse, at Kommissionens manglende betaling til sagsøgeren af et beløb på 343 828,88 EUR på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet var usikker og hypotetisk. I forbindelse med sagsanlægget var det nemlig sikkert, at Kommissionen ikke havde betalt det pågældende beløb.
53 Spørgsmålene om hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at betale det pågældende beløb, inden sagen blev anlagt, om Kommissionen kunne udsætte betalingen på grund af den igangværende revision, og hvorvidt Retten burde udsætte sagen, indtil Kommissionens revision er overstået, eller om Retten derimod direkte skulle træffe afgørelse om, hvorvidt omkostningerne er støtteberettigede, indebærer vurderingen af elementer, der har tilknytning til sagens realitet og ikke til dens formalitet. Således er det allerede i forbindelse med en sag anlagt på grundlag af en voldgiftsbestemmelse blevet fastslået, at det ifølge den lovgivning, der finder anvendelse på tvisten, er en forudsætning for at anse en påstand om betaling, der er nedlagt af kreditor i forhold til en fordring, for velbegrundet, at der foreligger en fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling (jf. i denne retning dom af 16.7.2014, Isotis mod Kommissionen, T-59/11, Sml., EU:T:2014:679, præmis 280).
54 Den omstændighed, at sagsøgerens påstande, hvorefter Kommissionen pålægges at betale et pengebeløb, kan antages til realitetsbehandling berøres ikke af kendelse Planet mod Kommissionen (nævnt i præmis 48 ovenfor, EU:T:2013:496), som Kommissionen har påberåbt sig. Til forskel fra den foreliggende sag, hvor sagsøgeren med sit søgsmål tilsigter en opfyldelse af et krav fra Kommissionens side, var genstanden for det af sagsøgeren for Retten anlagte søgsmål i Planet-sagen nemlig en retsafgørelse fra Unionens retsinstansers side, som anerkendte, at sagsøgeren kunne beholde de beløb, der allerede var betalt af Kommissionen i medfør af de omhandlede kontrakter (jf. dom af 26.2.2015, Planet mod Kommissionen, C-564/13 P, EU:C:2015:124, præmis 18).
55 Som genereladvokat Kokott imidlertid har anført i forslag til afgørelse Planet mod Kommissionen (C-564/13 P, Sml., EU:C:2014:2352), gælder, at hvor den retlige interesse, for så vidt angår søgsmål, der går ud på opfyldelse af et krav, normalt uden videre vil fremgå af sagsøgerens påstand, kræves der nemlig normalt en særlig begrundelse for en sagsøgers interesse i en abstrakt retsafgørelse vedrørende spørgsmålet, om der består eller ikke består et retsforhold – henholdsvis om der består eller ikke består et bestemt krav. Det er nemlig ikke Unionens retsinstansers opgave at afgive abstrakte juridiske responsa (forslaget til afgørelse fra generaladvokat Kokott i sag Planet mod Kommissionen, EU:C:2014:2352, punkt 41).
56 Den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har påberåbt sig i denne henseende, må således forkastes.
B – Realiteten
1. Indledende bemærkninger
57 Artikel II.38, stk. 1, i bilag II til ARTreat-kontrakten bestemmer, at:
»[…] Kommissionen kan opsige tilskudsaftalen eller bringe en tilskudsmodtagers deltagelse til ophør i følgende tilfælde: […]
c) såfremt tilskudsmodtageren forsætligt eller uagtsomt har begået en fejl i forbindelse med gennemførelsen af enhver tilskudsaftale med Kommissionen.«
58 Ved begrebet uregelmæssighed som defineret i artikel II.1, stk. 10, i bilag II til ARTreat-kontrakten forstås »enhver overtrædelse af en bestemmelse i fællesskabslovgivningen eller enhver overtrædelse af en kontraktlig forpligtelse, der skyldes en handling eller en undladelse fra kontrahentens side, som skader eller kan skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget eller budgetter, der administreres af Fællesskabet, på grund af uberettigede udgifter«.
59 Kommissionen har opsagt den for ARTreat-projektet med sagsøgeren indgåede kontrakt under anvendelse af den ovennævnte artikel II.38 som følge af, at den finansielle revision af J-WeB-kontrakten, der blev foretaget af selskabet Kypris & Associates på Kommissionens vegne, angav, at en stor del af de af sagsøgeren angivne omkostninger ikke var støtteberettigede (jf. den endelige revisionsrapport af J-WeB-kontrakten).
60 Sagsøgeren mener, at denne opsigelse er ulovlig, da Kommissionen med urette har vurderet, at omkostningerne for J-WeB-projektet ikke var støtteberettigede. Sagsøgeren støtter sin påstand om erstatningsansvar i kontrakt på påstanden om, at den nævnte opsigelse tilsidesætter dels princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, dels proportionalitetsprincippet (jf. præmis 42 ovenfor). Ifølge sagsøgeren har Kommissionens ulovlige opsigelse af ARTreat-kontrakten forvoldt virksomheden et tab, der beløber sig til 343 828,88 EUR. Af dette beløb skal 94 112,93 EUR betales som følge af tabt fortjeneste i perioden fra datoen for opsigelsen af ARTreat-kontrakten og afslutningen af ARTreat-projektet, og 249 715,95 EUR skal betales som følge af de udgifter, som blev afholdt inden opsigelsen af ARTreat-kontrakten.
2. Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
61 Til støtte for sit anbringende om, at opsigelsen af ARTreat-kontrakten tilsidesætter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, har sagsøgeren for det første anfægtet troværdigheden af den endelige revisionsrapport for J-WeB-projektet. Revisionsrapporterne foretaget af selskabet Ernst & Young for Metabo-projektet og revisionsrapporterne foretaget af firmaet BDO for J-WeB-projektet bekræfter nemlig sagsøgerens timeseddel-system, og at dennes udgifter er støtteberettigede. For det andet mener sagsøgeren, at Retten med henblik på at træffe afgørelse i forhold til nødvendigheden af at beskytte sagsøgerens berettigede forventning skal tage hensyn til den omstændighed, at afvisningen af dennes omkostningsanmeldelser 16 måneder efter Ernst & Youngs revision af Metabo-kontakten udgør en overskridelse af en rimelig frist. For det tredje er sagsøgeren af den opfattelse, at der – som dette er påvist i kraft af referatet af mødet den 22. august 2012 og e-mailen af 24. september 2012 – var indgået en aftale med Kommissionen om, at denne ikke ville opsige ARTreat-kontrakten. Kommissionen er imidlertid uretmæssigt trådt tilbage fra denne aftale og har således forvoldt sagsøgeren en væsentlig økonomisk og ikke-økonomisk skade.
62 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter. I betragtning af Kommissionens klart kontraktmæssige forhold til sagsøgeren har Kommissionen for det første vurderet, at sagsøgeren ikke kan foreholde den, at den har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som den i sin egenskab af administrativ myndighed er forpligtet til at overholde i forhold til borgerne. Derudover mener Kommissionen, at sagsøgeren ikke har fremført nogen anbringender, der vedrører tilkendegivelsen af beskyttelsen af den berettigede forventning i kontraktretten. Desuden skal de klagepunkter, der er støttet på tilsidesættelse af princippet om redelighed og på retsmisbrug, afvises, fordi de er blevet fremlagt for første gang i replikken, og fordi de er for vage. Endelig mener Kommissionen under alle omstændigheder, at den ikke har givet sagsøgeren nogen som helst berettiget forventning, og at den ikke har overskredet en rimelig frist.
63 På grundlag af disse argumenter skal det bemærkes, at EUF-traktaten har indført et system af selvstændige retsmidler. Artikel 272 TEUF bestemmer, at Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen eller i en på dens vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale.
64 Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatningsansvar i kontrakt på grundlag af den voldgiftsbestemmelse, der er indeholdt artikel 9 i ARTreat-kontrakten, som bestemmer, at alene Retten har kompetence til som førsteinstans at træffe afgørelse i enhver retstvist mellem Kommissionen og støttemodtageren for så vidt angår den nævnte støttekontrakts fortolkning, anvendelse og gyldighed (jf. præmis 38 ovenfor).
65 I forbindelse med denne påstand om erstatningsansvar i kontrakt har sagsøgeren af de grunde, der er gengivet i præmis 61 hævdet, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren har præciseret, at den påberåbte berettigede forventning er »vurderet ud fra en borgers synspunkt« og »stiller krav om beskyttelse af sidstnævntes forventning til en løbende og nøjagtigt statslig handling, som denne kan støtte ret på med henblik på at foretage bestemte handlinger, og som kan skabe bestemte forventninger«. Derudover udgør dette princip ifølge sagsøgeren en »indskrænkning af retten til at trække ulovlige administrative retsakter tilbage«.
66 I denne henseende skal det bemærkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som påberåbt af sagsøgeren regulerer borgerens underordnelsesforhold over for administrationen, og der skal i henhold til en fast retspraksis mindes om, at retten til at påberåbe sig beskyttelsen af den berettigede forventning over for EU-administrationen omfatter enhver privatperson, hos hvem den nævnte administration har givet anledning til begrundede forhåbninger ved at afgive præcise løfter. Sådanne løfter skal, uanset under hvilken form de er afgivet, være præcise, ubetingede og samstemmende og stamme fra pålidelige og troværdige kilder. Derimod kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter (jf. dom af 19.3.2003, Innova Privat-Akademie mod Kommissionen, T-273/01, Sml., EU:T:2003:78, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Princippet henhører således under den prøvelse, som Retten under anvendelse af artikel 263 TEUF kan foretage af lovligheden af de retsakter, som institutionerne vedtager.
67 I den foreliggende sag skal Retten imidlertid træffe afgørelse i sin egenskab af den ret, der har kompetencen med hensyn til kontrakten. Det er rigtigt, at selv om ARTreat-kontrakten i henhold til dens artikel 9 (jf. præmis 39 ovenfor) bl.a. er reguleret af EU-retten, gør denne omstændighed det ikke muligt at ændre Rettens kompetence, således som denne er defineret ved det retsmiddel, som sagsøgeren har valgt. I sit krav om kontraktlig erstatning kan sagsøgeren således alene foreholde Kommissionen, at denne har tilsidesat den lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten – dvs. tilsidesættelser af de kontraktlige bestemmelser, finansforordningen eller principperne i den EU-retlige aftaleret og, subsidiært, principperne i den belgiske aftaleret (jf. i denne retning dom af 3.6.2009, Kommissionen mod Burie Onderzoek en Advies, T-179/06, EU:T:2009:171, præmis 118).
68 I forbindelse med den påstand om erstatningsansvar i kontrakt, som sagsøgeren har nedlagt, skal Retten følgelig afvise et klagepunkt om, at Kommissionen i forbindelse med sin opfyldelse af ARTreat-kontrakten har tilsidesat princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning som defineret i præmis 66 ovenfor.
69 I replikken har sagsøgeren imidlertid præciseret, at dennes klagepunkt om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal bedømmes inden for rammerne af loyal opfyldelse af aftaler og forbuddet mod urimelig anvendelse af kontraktlige bestemmelser.
70 I modsætning til det, Kommissionen har hævdet i sine svar på Rettens skriftlige spørgsmål, skal denne påstand ikke afvises på grund af, at den er fremsat for sent, eller fordi den er upræcis. Et anbringende eller et argument, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, bør nemlig antages til realitetsbehandling (jf. dom af 14.3.2007, Aluminium Silicon Mill Products mod Rådet, T-107/04, Sml., EU:T:2007:85, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis). I den foreliggende sag har sagsøgeren i sin stævning imidlertid påberåbt sig anvendelsen af artikel 1134 i den belgiske code civil, der finder anvendelse på ARTreat-kontrakten i henhold til dennes artikel 9. Denne bestemmelse i den belgiske code civil fastsætter, at parterne i en aftale har pligt til loyalt at opfylde denne. Derudover vil der inden for aftaleretten kunne gøres en form for berettiget forventning gældende, idet denne udgør et element i kontraktparternes overholdelse af forpligtelsen til loyalt at opfylde denne.
71 I øvrigt kan Kommissionen ikke påberåbe sig, at sagsøgerens klagepunkt er upræcist, idet den i duplikken har argumenteret for, at en modtager af finansiel støtte fra Unionen, der ikke overholder en væsentlig betingelse, som tildelingen af støtten er underlagt, ikke kan henholde sig til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med henblik på at anfægte Kommissionens afslag på at tildele virksomheden den støtte, der oprindeligt var blevet vedtaget, og at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når denne ikke har overholdt de økonomiske forpligtelser, som det finansielle bidrag er underlagt.
72 Den omstændighed, at det ikke kan udelukkes, at en form for berettiget forventning kan gøres gældende inden for aftaleretten, idet denne udgør et element i kontraktparternes overholdelse af forpligtelsen til loyalt at opfylde denne, følger af den omstændighed, at dette princip om loyal opfyldelse af aftaler er til hinder for kontraktopfyldelse, der udgør retsmisbrug.
73 Den belgiske Cour de cassation har således fastslået, at det princip, der er fastsat i artikel 1134 i den belgiske code civil, i henhold til hvilken aftaler loyalt skal opfyldes, forbyder en part at misbruge en rettighed, som denne har i medfør af aftalen. Retsmisbrug består i at gøre brug af en rettighed på en måde, der åbenbart overskrider grænserne for en forsigtig og påpasselig persons normale udøvelse af denne rettighed (dom nr. C.06.0349.F.1 af 16.11.2007). Det kan imidlertid ikke udelukkes, at den omstændighed, at indehaveren af en rettighed gør denne gældende efter hos den anden part – gennem en adfærd, der objektivt er uforenelig med den sædvanlige udøvelse af denne rettighed – at have skabt en berettiget forventning om, at han ikke vil gøre den gældende, kan udgøre retsmisbrug.
74 I den foreliggende sag har Kommissionen dog på ingen måde givet sagsøgeren en berettiget forventning om, at Kommissionen ikke ville opsige ARTreat-kontrakten under anvendelse af artikel II.38, stk. 1, litra c), i bilag II til den nævnte kontrakt, efter resultaterne af den af selskabet Kypris & Associates foretagne revision af J-WeB-kontrakten, der afdækkede et stort antal omkostninger, som ikke var støtteberettigede.
75 For så vidt som sagsøgeren mener, at denne kunne have haft en berettiget forventning om, at omkostningerne for J-WeB-projektet var støtteberettigede, fordi selskabet Ernst & Young havde foretaget en lignende revision i forhold til Metabo-projektet og havde vurderet, at disse omkostninger var støtteberettigede, skal det nemlig bemærkes, at revisionsrapporten for Metabo-projektet, som sagsøgeren har påberåbt sig, alene var et udkast til en revisionsrapport. Denne rapports foreløbige karakter er til hinder for, at der kan skabes nogen som helst berettiget forventning hos sagsøgeren.
76 Derudover har sagsøgeren undladt tilstrækkeligt præcist at angive, hvorfor denne mener, at bedømmelsen af omkostningerne for Metabo-kontrakten kunne overføres på J-WeB-projektet. Sagsøgeren har heller ikke angivet, på hvilket grundlag denne mener, at revisionsrapporten vedrørende Metabo-projektet er blevet accepteret af Kommissionen. Udkastet til revisionsrapporten angiver, at den nævnte rapport er blevet udarbejdet på Kommissionens foranledning, men at de holdninger, der er givet udtryk for, er den uafhængige revisors egne og ikke repræsenterer Kommissionens officielle synspunkt. Derudover har Kommissionen i duplikken anført, at dette rapportudkast aldrig blev færdiggjort, idet det ikke blev accepteret, og at det skulle erstattes med revisionsrapporten for ARTreat-projektet.
77 Disse konklusioner kan ikke drages i tvivl af den af sagsøgeren fremførte omstændighed, at der er gået 16 måneder mellem vedtagelsen af udkastet til revisionsrapport foretaget af selskabet Ernst & Young vedrørende opfyldelsen af Metabo-kontrakten og afvisningen af et stort antal omkostninger efter revisionen af opfyldelsen af J-WeB-kontrakten. Den tid, der er forløbet mellem disse to bedømmelser, har nemlig ingen betydning for rigtigheden eller urigtigheden af de vurderinger, der er indeholdt i de pågældende revisionsrapporter. Den omstændighed, at den nævnte periode er forløbet, giver ikke den vurdering, der er indeholdt i den første revisionsrapport, en øget troværdighed.
[udelades]
3. Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
a) Opsigelsens proportionalitet
87 Sagsøgeren er i det væsentlige af den opfattelse, at opsigelsen af ARTreat-kontrakten efter revisionsrapporten for J-WeB-kontrakten er uforholdsmæssig. Til støtte for dette klagepunkt har sagsøgeren hævdet, at revisionsrapporten for J-WeB-projektet fejlagtigt har konstateret økonomiske uregelmæssigheder, hvilket revisionsrapporterne foretaget af selskaberne BDO og Ernst & Young påviser, og at revisionsrapporten for J-WeB-projektet er resultatet af en vilkårlig vurdering på grund af selskabet Kypris & Associates’ manglende upartiskhed. For det andet mener sagsøgeren, at den pågældende opsigelse var i strid med det, sagsøgeren havde aftalt med Kommissionen under mødet den 22. august 2012. For det tredje hævder sagsøgeren, at der er sket en overskridelse af de frister, der er fastsat dels i afsnit 5.3 i bilaget til afgørelse 2011/161 for klageudvalgets fornyede undersøgelse af opsigelsen af ARTreat-kontrakten, dels i artikel II.22 i bilag II til ARTreat-kontrakten for fremsendelsen af den endelige revisionsrapport. For det fjerde er sagsøgeren af den opfattelse, at opsigelsen af ARTreat- og Metabo-kontrakterne var ulovlig, fordi den fandt sted såvel inden udløbet af fristen for indsendelse af klagen til klageudvalget som inden klageudvalgets afgørelse. Kommissionen har bestridt disse påstande og mener, at den nævnte opsigelse var forholdsmæssig.
88 I betragtning af disse klagepunkter skal det bemærkes, at proportionalitetsprincippet hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, der er fastholdt i artikel 5, stk. 4, TEU. Dette princip indeholder et krav om, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt og passende for at nå det forfulgte formål (jf. Dom af 13.9.2013, Makhlouf mod Rådet, T-383/11, Sml., EU:T:2013:431, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).
89 Princippet omfatter alle former for handlinger fra Unionen, uanset om de er kontraktlige eller ikke (dom af 25.5.2004, Distilleria Palma mod Kommissionen, T-154/01, Sml., EU:T:2004:154, præmis 44). Inden for rammerne af opfyldelsen af kontraktmæssige forpligtelser indgår overholdelsen af dette princip nemlig i aftaleparternes mere generelle forpligtelse til loyalt at opfylde kontrakten. I henhold til den belgiske lovgivning, der finder anvendelse på ARTreat-kontrakten (jf. præmis 39 ovenfor), forbyder pligten til loyal opfyldelse af aftaler i en part at gøre brug af en rettighed på en måde, der åbenbart overskrider grænserne for en forsigtig og påpasselig persons normale udøvelse af denne rettighed (jf. præmis 73 ovenfor).
90 I den foreliggende sag har Kommissionen under anvendelse af artikel II.38, stk. 1, litra c), i bilag II til ARTreat-kontrakten ensidigt opsagt sagsøgerens deltagelse i denne kontrakt efter den endelige revisionsrapport af J-WeB-kontrakten. Kommissionen vurderede, at den endelige revisionsrapport vedrørende J-WeB-projektet viste, at sagsøgeren havde begået en uregelmæssighed som omhandlet i artikel II.1 i bilag II til ARTreat-kontrakten, der gjorde de muligt for Kommissionen ensidigt at opsige den nævnte kontrakt under anvendelse af artikel II.38, stk. 1, litra c), i bilag II til kontrakten.
91 Med henblik på vurderingen af, hvorvidt Kommissionen har anvendt artikel II.38, stk. 1, litra c), i bilag II til ARTreat-kontrakten proportionalt, skal det bemærkes, at revisorerne fra selskabet Kypris & Associates i den endelige revisionsrapport vedrørende den kontrakt, som Kommissionen indgik med sagsøgeren med henblik på støtte til J-WeB-projektet, afviste alle de anmeldte personaleomkostninger, idet de erklærede, at de ikke var støtteberettigede. De nåede frem til denne konklusion ved at tage hensyn til følgende konstateringer:
– den manglende troværdighed af sagsøgerens timeseddel-system
– manglen på tilstrækkelige og egnede beviser til at bekræfte antallet af arbejdstimer og det af sagsøgeren anmeldte bidrag fra personalet til projektets gennemførelse og
– tilstedeværelsen af en underentreprisekontrakt indgået mellem sagsøgeren og et tredje selskab, der gav anledning til regninger, der henviste til J-WeB-kontrakten, som Kommissionen hverken havde fået meddelelse om eller godkendt, der rejser tvivl om, hvilket selskab der reelt gennemførte J-WeB-projektet.
92 Heraf følge, at sagsøgerens anmeldelse af disse omkostninger med henblik på Kommissionens godtgørelse heraf ikke var pålidelig, og at sagsøgeren ikke havde efterkommet sine kontraktlige forpligtelser til kun at anmelde støtteberettigede omkostninger. Disse mangler udgør uregelmæssigheder som omhandlet i artikel II.1, stk. 10, i bilag II til ARTreat-kontrakten. De har eller ville nemlig kunne have til følge at skade Unionens almindelige budget. Uregelmæssighederne retfærdiggør under anvendelse af artikel II.38, stk. 1, litra c), i bilag II til ARTreat-kontrakten opsigelsen af den nævnte kontrakt, uden at denne opsigelse kan anses for at være uforholdsmæssig eller et udtryk for retsmisbrug. Sagsøgeren har ikke stillet spørgsmålstegn ved lovligheden af opsigelsesbestemmelserne i artikel II.38, stk. 1, litra c), i bilag II til ARTreat-kontrakten. Desuden er de uregelmæssigheder, som revisionen har påvist, tilstrækkeligt alvorlige til, at opsigelsen af ARTreat-kontrakten ikke udgør en udøvelse af retten til ensidig opsigelse, der åbenbart overskrider grænserne for en forsigtig og påpasselig persons normale udøvelse af denne ret.
[udelades]
II – Kravet om erstatning uden for kontrakt
[udelades]
A – Realiteten
[udelades]
1. Tilsidesættelsen af fortrolighedsforpligtelsen og den aftale, der er omtalt i mødereferatet af 22. august 2012, den manglende accept af bemærkningerne til den foreløbige revision af ARTreat- og Metabo-kontrakterne, undladelsen af at vedtage en endelig revisionsrapport og tilsidesættelsen af princippet om »god forvaltningskik«
141 Kommissionen mener, at genstanden for sagsøgerens påstand om erstatningsansvar uden for kontrakt i den foreliggende sag vedrører en kontraktlig skade. Heraf udleder Kommissionen, at sagsøgerens argumenter til støtte for sin påstand om erstatningsansvar uden for kontrakt skal vurderes i lyset af de kontraktlige bestemmelser.
142 I denne henseende skal det bemærkes, at der ved EUF-traktaten er indført et fuldstændigt retsmiddelsystem. Hvert af disse retsmidler er selvstændige og har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål (jf. i denne retning dom af 23.3.2004, Den Europæiske Ombudsmand mod Frank Lamberts, C-234/02 P, Sml., EU:C:2004:174, præmis 59, og af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, Sml., EU:C:2008:461, præmis 281).
143 Genstanden for søgsmålet om erstatningsansvar uden for kontrakt som nedfældet i artikel 268 TEUF er erstatning for en skade, der er en følge af en retsakt eller en ulovlig adfærd, der kan tilregnes en institution eller et EU-organ (dom Den Europæiske Ombudsmand mod Frank Lamberts, nævnt ovenfor i præmis 142, EU:C:2004:174, præmis 59). Som nævnt i præmis 124 ovenfor, forudsætter Unionens ansvar uden for kontrakt opfyldelse af en række betingelser vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som EU-institutionen hævdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt vedrørende årsagsforbindelsen mellem den nævnte institutions adfærd og den påberåbte skade.
144 Søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt som indeholdt i artikel 272 TEUF har til formål at kræve erstatning for en skade, der følger af en af Unionen eller i en på dens vegne indgået kontrakt. Unionens retsinstansers kompetence og de kontraherende parters ansvar afhænger af kontraktbestemmelsernes rækkevidde og bl.a. bestemmelserne om tillæggelse af kompetence og lovvalg i forhold til kontrakten. Denne kompetence udgør en undtagelse fra de almindelige retsregler og skal derfor fortolkes snævert (dom af 18.12.1986, Kommissionen mod Zoubek, 426/85, Sml., EU:C:1986:501, præmis 11, og af 16.12.2010, Kommissionen mod Arci Nuova associazione comitato di Cagliari og Gessa, T-259/09, EU:T:2010:536, præmis 39). Således kan Retten kun påkende de påstande, der hviler på en kontrakt, som indeholder en voldgiftsbestemmelse, eller som står i direkte forbindelse med de forpligtelser, der følger af denne kontrakt (dom Kommission mod Zoubek, EU:C:1986:501, præmis 11).
145 I betragtning af de ovennævnte søgsmålstypers selvstændige karakter og de for hver enkelt af disse søgsmålstyper særegne betingelser for, at der ifaldes ansvar, er Retten forpligtet til at efterprøve, om genstanden for det søgsmål, som den er blevet forelagt, er erstatningspåstande, der objektivt bygger på rettigheder eller forpligtelser med oprindelse i eller uden for kontraktforhold (jf. analogt dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg, C-103/11 P, Sml., EU:C:2013:245, præmis 66).
146 Det er således blevet fastslået, at den blotte påberåbelse af retsregler eller principper, der ikke følger af den kontrakt, som binder parterne, men som finder anvendelse på parterne, ikke kan ændre tvistens kontraktmæssige karakter (jf. dom af 20.5.2009, Guigard mod Kommissionen, C-214/08 P, EU:C:2009:330, præmis 43, dom Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg, nævnt i præmis 145 ovenfor, EU:C:2013:245, præmis 65, og dom af 19.5.2010, Nexus Europe (Ireland) mod Kommissionen, T-424/08, EU:T:2010:211, præmis 60).
147 Eftersom Unionens retsinstanser imidlertid i henhold til EUF-traktaten i princippet er kompetente til at træffe afgørelse såvel i en sag om institutionernes ansvar uden for kontraktforhold som i en sag vedrørende institutionernes kontraktretlige ansvar, når disse har indgået en kontrakt, som indeholder en voldgiftsbestemmelse, er det blevet fastslået, at når Retten skal tage stilling til en sag om erstatningsansvar uden for kontraktforhold, mens tvisten i realiteten er af kontraktmæssig karakter, foretager den en omkvalificering af søgsmålet, såfremt betingelserne for en sådan omkvalificering er opfyldt (dom af 19.9.2001, Lecureur mod Kommissionen, T-26/00, Sml., EU:T:2001:222, præmis 38, kendelse af 10.5.2004, Musée Grévin mod Kommissionen, T-314/03 og T-378/03, Sml., EU:T:2004:139, præmis 88, og dom af 24.10.2014, Technische Universität Dresden mod Kommissionen, T-29/11, Sml., EU:T:2014:912, præmis 42).
148 Således som dette er blevet fastslået i retspraksis, kan Retten nærmere bestemt i forbindelse med en sådan sag ikke foretage en omkvalificering af søgsmålet, dels når sagsøgerens udtrykkelige ønske om ikke at basere sit søgsmål på artikel 272 TEUF er til hinder for en sådan omkvalificering (jf. i denne retning kendelse Musée Grévin mod Kommissionen, nævnt i præmis 147 ovenfor, EU:T:2004:139, præmis 88, dom CEVA mod Kommissionen, nævnt i præmis 99 ovenfor, EU:T:2010:240, præmis 59, og kendelse af 6.9.2012, Technion og Technion Research & Development Foundation mod Kommissionen, T-657/11, EU:T:2012:411, præmis 55), dels når søgsmålet ikke er baseret på en påstand om tilsidesættelse af de bestemmelser, der finder anvendelse på det omhandlede kontraktforhold, uanset om der er tale om kontraktbestemmelser eller bestemmelser i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på aftalen (jf. dom af 16.10.2014, Federación Española de Hostelería mod EACEA, T-340/13, EU:T:2014:889, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
149 Derudover skal det bemærkes, at en institutions tilsidesættelse af en kontraktbestemmelse ikke i sig selv kan bevirke, at den nævnte institution ifalder erstatningsansvar uden for kontrakt i forhold til en af de parter, med hvem den har indgået den kontrakt, der indeholder den nævnte bestemmelse. I et sådant tilfælde har den uregelmæssighed, som kan tilskrives den nævnte institution, nemlig et rent kontraktmæssigt grundlag og udspringer af dens forpligtelser som kontraherende part og ikke på grund af nogen anden egenskab, såsom egenskaben af en administrativ myndighed. Følgelig skal påstanden om en tilsidesættelse af en kontraktbestemmelse til støtte for et krav om erstatning uden for kontraktforhold under sådanne omstændigheder erklæres for irrelevant.
150 Det kan dog ikke udelukkes, at en EU-institutions erstatningsansvar i og uden for kontrakt kan sameksistere i forhold til en af dens kontrahenter. Karakteren af den ulovlige adfærd, der kan tilregnes en institution, som har forvoldt en skade, der kan være genstand for et krav om erstatning uden for kontraktforhold, er nemlig ikke fastsat på forhånd (jf. i denne retning dom Europæiske Ombudsmand mod Frank Lamberts, nævnt i præmis 142 ovenfor, EU:C:2004:174, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 18.12.2009, Arizmendi m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-440/03, T-121/04, T-171/04, T-208/04, T-365/04 og T-484/04, Sml., EU:T:2009:530, præmis 65). Såfremt det antages, at en sådan sameksistens af institutionernes ansvar eksisterer, vil denne alene være mulig på den betingelse dels, at den ulovlighed, der kan tilregnes den pågældende institution, udgør en undladelse af ikke alene at opfylde en kontraktmæssig forpligtelse, men ligeledes en generel pligt, der påhviler institutionen, dels at denne ulovlighed i forhold til den nævnte generelle forpligtelse har forvoldt en anden skade end den, der følger af den mangelfulde opfyldelse af kontrakten.
151 I den foreliggende sag er tre ud af de fire klagepunkter, som sagsøgeren har fremsat til støtte for sin påstand om erstatning uden for kontrakt – som sammenfattet i præmis 125 ff. ovenfor – objektivt set baseret på påståede fejl, der følger af kontraktforhold, og der er ikke angivet nogen anden skade end den, der følger af den mangelfulde opfyldelse af kontrakten.
152 Hvad angår Kommissionens påståede videregivelse af fortrolige oplysninger skal det nemlig bemærkes, at disse består i at have informeret koordinatorerne af ARTreat- og Metabo-projekterne om opsigelsen af henholdsvis ARTreat-kontrakten og Metabo-kontrakten. Den angiveligt fortrolige oplysning – dvs. Kommissionens opsigelse af ARTreat- og Metabo-kontrakterne indgået med sagsøgeren – er en oplysning, der stammer fra Kommissionen, og som den råder over i sin egenskab af kontraherende part og ikke i sin egenskab af administrativ myndighed. I øvrigt er koordinatorerne af de omhandlede projekter, til hvilke den angiveligt fortrolige oplysning blev meddelt, ikke udenforstående tredjemænd i forhold til de omtvistede kontrakter De er sagsøgerens og Kommissionens medkontrahenter. Endelig har sagsøgeren selv til støtte for dette klagepunkt påberåbt sig tilsidesættelsen af artikel II.22, stk. 8, i bilag II til kontrakterne, ifølge hvilke Kommissionen kan udføre inspektioner på stedet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2185/96 og forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT L 136, s. 1), og undlader at tage højde for den omstændighed, at artikel II.38, stk. 2, i bilag II til de nævnte kontrakter fastslår, at ophøret af deltagelsen af en eller flere af de støttemodtagere, der er omfattet af Kommissionens initiativ, meddeles de pågældende modtagere med kopi til koordinatoren. Følgelig er den fortrolighedsforpligtelse, som sagsøgeren har foreholdt Kommissionen af have tilsidesat, objektivt set støttet på rettigheder og pligter, der følger af et kontraktforhold, og ikke på de forpligtelser, der følger af artikel 339 TEUF og artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, der ligeledes er blevet påberåbt.
153 I øvrigt bemærker Retten, at sagsøgeren ikke har præciseret og i endnu mindre grad påvist, at den nævnte videregivelse af den angiveligt fortrolige oplysning til koordinatorerne af kontrakterne har forvoldt denne en anden skade end den, der følger af den mangelfulde fuldbyrdelse af kontrakten og navnlig tilsidesættelsen af artikel II.22 og II.38 i bilag II til de nævnte kontrakter.
154 Hvad angår tilsidesættelsen af den angivelige aftale mellem sagsøgeren og Kommissionen, der er omtalt i beretningen af 22. august 2012, skal det konstateres, at dette klagepunkt har tilknytning til den måde, hvorpå parterne har udført ARTreat- og Metabo-kontrakterne. Den omstændighed, at sagsøgeren mener, at Kommissionen ved ikke at overholde den nævnte aftale har tilsidesat reglerne om redelighed og loyalitet, foretaget magtmisbrug, udøvet forskelsbehandling og tilsidesat proportionalitetsprincippet og princippet om kontinuitet i forvaltningen, drager ikke denne konstatering i tvivl. Disse klagepunkter er i virkeligheden rettet mod påståede tilsidesættelser, der objektivt set kan henføres til rettigheder og pligter, der følger af kontraktforhold. Endvidere og under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke præciseret og i endnu mindre grad påvist, at de nævnte tilsidesættelser har forvoldt virksomheden en anden skade end den, der følger af den mangelfulde fuldbyrdelse af de omtvistede kontrakter.
155 Hvad endelig angår den påståede manglende accept af bemærkningerne til de foreløbige revisionsrapporter for ARTreat- og Metabo-projekterne samt påståede forsinkelser i vedtagelsen af de endelige revisionsrapporter vedrørende opfyldelsen af ARTreat- og Metabo-kontrakterne har disse klagepunkter objektivt set tilknytning til Kommissionens opfyldelse af de omtvistede kontrakter i dens egenskab af kontraherende part. Sagsøgeren har i øvrigt til støtte for disse klagepunkter påberåbt sig tilsidesættelse af artikel II.22, stk. 5, i de omtvistede kontrakter. Den blotte påberåbelse af overholdelsen af principperne om rimelig frist og retten til forsvar, som Kommissionen skal tage i betragtning, kan ikke have til følge, at tvistens kontraktmæssige karakter ændres. Endelig og under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke præciseret og i endnu mindre grad påvist, at de nævnte tilsidesættelser har påført virksomheden en anden skade end den, der følger af den mangelfulde fuldbyrdelse af de omtvistede kontrakter.
156 Under retsmødet spurgte Retten sagsøgeren, om denne var imod, at Retten omkvalificerede sagsøgerens påstand om erstatningsansvar uden for kontrakt til en påstand om erstatningsansvar i kontrakt for så vidt angår den del af sagsøgerens påstand om erstatning uden for kontrakt, der er baseret på klagepunkterne vedrørende tilsidesættelse af bestemmelserne i de omtvistede kontrakter. Som svar på dette spørgsmål erklærede sagsøgeren, at denne var imod en sådan omkvalificering.
157 På baggrund af sagsøgerens indsigelse mod en omkvalificering, og de de tre klagepunkter, der er anført ovenfor i præmis 151 ff., der er blevet fremført til støtte for sagsøgerens påstand om erstatningsansvar uden for kontrakt, objektivt set har tilknytning til gennemførelsen af de omtvistede kontrakter, skal sagsøgerens påstand om erstatningsvar uden for kontrakt baseret på de nævnte klagepunkter forkastes som irrelevante.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) d.d. Synergy Hellas Anonymi Emporiki Etaireia Parochis Ypiresion Pliroforikis betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. november 2015.
Underskrifter