RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
13. januar 2005 (*)
»Åbenbart, at sagen skal afvises – passivitetssøgsmål – direktivforslag – ikke muligt, at sagsøgeren repræsenteres af en advokat, som ikke er en anden person«
I sag T-184/04,
Sulvida – Companhia de alienação de terrenos, Lda, Lagoa (Portugal), ved Rechtsanwalt N. Buchbinder,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
sagsøgt,
hvorunder der er nedlagt påstand om, at Kommissionen pålægges at fremsætte forslag til et direktiv om grænseoverskridende flytning af kapital- og personselskabers vedtægtsmæssige hjemsted,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne J. Azizi og E. Cremona,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens anlæg
1 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. maj 2004 har sagsøgeren under henvisning til artikel 232 EF anlagt nærværende passivitetssøgsmål mod Kommissionen. Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten fastslår, at Kommissionen er forpligtet til at udstede retsforskrifter for medlemsstaterne, der tillader og muliggør grænseoverskridende flytning af kapital- og personselskabers vedtægtsmæssige hjemsted, uden at en sådan flytning kan vanskeliggøres eller umuliggøres i medfør af medlemsstaternes retsordener, og navnlig omsætte »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets fjortende direktiv om grænseoverskridende flytning af selskabers vedtægtsmæssige hjemsted« til et direktiv.
2 Sagsøgeren er et portugisisk selskab, der repræsenteres af dets direktør, N. Buchbinder. Sagsøgeren har udpeget selskabet Pro-Videntia Rechtsanwaltsaktiengesellschaft, repræsenteret ved dets direktør, advokat N. Buchbinder, som er enetegningsberettiget for dette selskab og identisk med direktøren for sagsøgeren, som rettergangsfuldmægtig. Stævningen er underskrevet af N. Buchbinder som advokat og direktør for Pro-Videntia Rechtsanwaltsaktiengesellschaft.
Retlige bemærkninger
3 Ifølge artikel 111 i Rettens procesreglement kan Retten, når det er åbenbart, at Retten ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at sagen må afvises, eller når sagen er åbenbart ugrundet, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
4 Retten anser i det foreliggende tilfælde sagen for tilstrækkelig oplyst ved de fremlagte dokumenter og har – henset til, at den formelle mangel, som stævningen er behæftet med, ikke kan afhjælpes – besluttet at træffe afgørelse ex officio uden at fortsætte sagens behandling.
5 Artikel 19, stk. 3 og 4, i Domstolens statut, der i medfør af denne statuts artikel 53 finder anvendelse på Retten, bestemmer:
»[...] parter skal repræsenteres af en advokat.
Kun en advokat, som har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.«
6 Artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut bestemmer endvidere følgende:
»Sag anlægges ved Domstolen ved indlevering af stævning til justitssekretæren. Stævningen skal angive sagsøgerens navn og bopæl, underskriverens stilling [...]«
7 Det bestemmes endelig i procesreglementets artikel 43, stk. 1, første afsnit:
»Det originale eksemplar af ethvert processkrift skal underskrives af partens befuldmægtigede eller advokat.«
8 Det fremgår af disse bestemmelser, og navnlig af, at der i artikel 19, stk. 3, i Domstolens statut anvendes udtrykket »repræsenteres«, at når en sag anlægges for Retten, skal en »part« i nævnte artikels forstand lade en anden person møde for sig, og denne person skal have møderet for en ret i en medlemsstat eller i en stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (Domstolens kendelse af 5.12.1996, sag C-174/96 P, Lopes mod Domstolen, Sml. I, s. 6401, præmis 11, Rettens kendelse af 29.11.1999, sag T-131/99, Shaw m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 11).
9 Dette krav om, at en anden person skal møde, er i overensstemmelse med den opfattelse af advokatens rolle, hvorefter denne betragtes som medvirkende i retsplejen, hvorved han i fuld uafhængighed og under varetagelse af det overordnede hensyn til retsplejen skal yde den juridiske bistand, som klienten har behov for. Denne opfattelse er i overensstemmelse med medlemsstaternes fælles retstraditioner og findes også i Fællesskabets retsorden, således som det netop fremgår af artikel 19 i Domstolens statut (Domstolens dom af 18.5.1982, sag 155/79, AM & S mod Kommissionen, Sml. s. 1575, præmis 24, og Rettens kendelse af 8.12.1999, sag T-79/99, Euro-Lex mod KHIM (EU-LEX), Sml. II, s. 3555, præmis 28).
10 Det følger af det anførte, at N. Buchbinder, der repræsenterer sagsøgeren som advokat, ikke i nærværende sag kan betragtes som en »anden person« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i kendelsen i sagen Lopes mod Domstolen. Stævningen er ganske vist indgivet på sagsøgerens vegne af N. Buchbinder som advokat. Men det følger af sagsøgerens generalforsamlingsbeslutning (»Gesellschafterbeschluss«) af 17. februar 2003, at N. Buchbinder tillige er sagsøgerens direktør, og at han følgelig fungerer som »ledelsesorgan« for sagsøgeren. Under disse omstændigheder har N. Buchbinder ikke beføjelse til at repræsentere sagsøgeren under denne sag.
11 Eftersom N. Buchbinder har underskrevet stævningen, er nærværende sag ikke blevet anlagt i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3 og 4, og artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut eller med procesreglementets artikel 43, stk. 1.
12 Allerede af denne grund er det åbenbart, at sagen bør afvises.
13 Ex tuto er det åbenbart, at sagen tillige må afvises, fordi sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten skal pålægge Kommissionen at forelægge medlemsstaterne et forslag til regler af et nærmere bestemt indhold for grænseoverskridende flytning af kapital- og personselskabers vedtægtsmæssige hjemsted. Efter fast retspraksis tilkommer det ikke Fællesskabets retsinstanser under udøvelsen af deres kompetence til at prøve retsakters lovlighed at give institutionerne pålæg eller at træffe afgørelser på deres vegne (jf. bl.a. Rettens dom af 15.9.1998, forenede sager T-374/94, T-375/94, T-384/94 og T-388/94, European Night Services m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3141, præmis 53, og af 9.9.1999, sag T-127/98, UPS Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 2633, præmis 50).
14 Hertil kommer, at et forslag til et direktiv om grænseoverskridende flytning af kapital- og personselskabers vedtægtsmæssige hjemsted, således som sagsøgeren kræver det af Kommissionen, ikke er en retsakt, der har bindende retsvirkninger for tredjemand, men en rent midlertidig og forberedende foranstaltning. En sådan foranstaltning kan ikke gøres til genstand for et annullationssøgsmål efter artikel 230 EF, og undladelsen af at vedtage en sådan foranstaltning kan heller ikke anfægtes ved et passivitetssøgsmål efter artikel 232 EF (Domstolens dom af 28.3.1979, sag 90/78, Granaria mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1081, præmis 12 ff., Rettens kendelse af 26.11.1996, sag T-167/95, Kuchlenz-Winter mod Rådet, Sml. II, s. 1607, præmis 20 ff., af 15.5.1997, sag T-175/96, Berthu mod Kommissionen, Sml. II, s. 811, præmis 18 ff., og af 1.12.1999, sag T-198/99, Buchbinder og Nöcker mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 11).
15 Det bemærkes tillige, at et annullationssøgsmål, der er anlagt af en borger, afvises, såfremt det er anlagt til prøvelse af et afslag på at udstede en almengyldig forordning (Rettens kendelse af 11.12.1998, sag T-22/98, Scottish Soft Fruit Growers mod Kommissionen, Sml. II, s. 4219, præmis 41). Denne regel finder tilsvarende anvendelse i det foreliggende tilfælde, for så vidt som det direktiv, som sagsøgeren ønsker at forpligte Kommissionen til at fremsætte forslag om, ligeledes har karakter af almengyldig lovgivning. Det følger heraf, at et passivitetssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person med henblik på, at det fastslås, at Kommissionen retsstridigt har undladt at fremsætte et direktivforslag, ligeledes må afvises.
16 Det følger af det ovenfor anførte, at det er åbenbart, at sagen må afvises, uden at det er fornødent at underrette sagsøgte om søgsmålet.
Sagens omkostninger
17 I medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 1, bærer sagsøgeren sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 13. januar 2005.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |