Appel iværksat den 8. januar 2013 af Dana Mocová til prøvelse af Personalerettens dom af 13. juni 2012 i sag F-41/11, Mocová mod Kommissionen

(Sag T-347/12 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Dana Mocová (Prag, Den Tjekkiske Republik) (ved advokaterne D. Abreu Caldas, S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og É. Marchal)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Den af Personaleretten (Tredje Afdeling) afsagte dom af 13. juni 2012 i sag F-41/11, Mocová mod Europa-Kommissionen, ophæves.

Afgørelsen om afslag på ansøgningen om forlængelse af sagsøgerens kontrakt annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

Det første anbringende vedrører en retlig fejl hvad angår rækkevidden af legalitetsprincippet, idet Personaleretten dels fandt, at ansættelsesmyndighedens begrundelse på tidspunktet for afslaget på klagen kan træde i stedet for og ændre den begrundelse, der blev givet i forbindelse med afslaget på appellantens ansøgning om forlængelse af hendes kontrakt som midlertidigt ansat, dels var af den opfattelse, at begrundelsen er gyldig, når den baserer sig på omstændigheder, der er godtgjort efter den anfægtede retsakt. Appellanten har gjort gældende at:

hvis appellantens kontrakt i det foreliggende tilfælde ikke blev forlænget som følge af antikumulationsregel på otte år, vil ansættelsesmyndigheden ikke efterfølgende i svaret på klagen kunne påstå, at kontrakten ikke blev forlænget som følge af budgetbegrænsninger, appellantens fortjenester og tjenestens interesse, for dernæst for Retten at indskrænke denne begrundelse til budgetbegrænsninger.

Personaleretten er, i modsætning til det i den appellerede doms præmis 50 hævdede, forpligtet til at undersøge ulovlighedsindsigelsen mod reglen på otte år, en begrundelse, som blev fremført på tidspunktet for afslaget på ansøgningen om forlængelsen af kontrakten som midlertidigt ansat.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl, idet Personaleretten fandt, at ansættelsesmyndigheden havde truffet den anfægtede afgørelse under overholdelse af tjenestens interesse, til trods for at Personaleretten havde konstateret, at Kommissionen under retsmødet erkendte, at alene budgetbegrænsninger kunne have været påberåbt som begrundelse for den anfægtede retsakt i første instans. Appellanten har desuden anført, at Personaleretten har tilsidesat sin begrundelsespligt og sin forpligtelse til at undersøge alle de retskrænkelser, som blev gjort gældende for den, ved ikke at henvise til appellantens argumentation vedrørende modsætningen mellem begrundelsen om nedlæggelsen af stillinger som følge af budgetbegrænsninger og oprettelsen af nye stillinger som midlertidigt ansatte i lønklasse AD9.

____________