Language of document :

Sag anlagt den 19. juli 2010 - Wam mod Kommissionen

(Sag T-303/10)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Wam SpA (Modena, Italien) (ved avvocati G. Roberti og I. Perego)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres helt eller delvist for så vidt den:

fastslår, at WAM har modtaget en ulovlig statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF i medfør af finansieringsaftalen af 1995 og finansieringsaftalen af 2000, som begge blev indgået i henhold til artikel 2 i lov nr. 394/1981,

fastslår, at støtten i henhold til finansieringsaftalen af 1995 og finansieringsaftalen af 2000 er uforenelige med fællesmarkedet,

foreskriver, at den uforenelige støtte, som den er opgjort, skal tilbagesøges, hvorved det ligeledes bestemmes, at de skyldige beløb forrentes fra den dato, hvor støtten blev tildelt WAM,

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den anfægtede beslutning er den samme som i sag T-257/10, Italien mod Kommissionen 1.

VAM har fremsat syv anbringender, hvorved selskabet har gjort gældende, at Europa-Kommissionen:

har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF i denne sag og under alle omstændigheder har anlagt en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og undladt at angive en begrundelse, for så vidt den har lagt til grund, at de pågældende lempelser af WAM's renteudgifter for initiativer med forretningsmæssig indtrængen i tredjelande kunne skade konkurrencen i Fællesskabet eller fordreje konkurrencen, hvorved Kommissionen har fjernet sig fra de tidligere afgørelser herom fra Domstolen (sag C-94/06 P) 2 og Retten (sag T-316/04) 3 i strid med artikel 366 TEUF

urigtigt og ubegrundet har lagt til grund, at artikel 107, stk. 1, TEUF finder anvendelse på den pågældende finansiering uden at tage hensyn til, at Kommissionen i henhold til de principper og regler, som den har anvendt på tilsvarende støtteforanstaltninger for forretningsmæssig indtrængen i tredjelande, ikke har fundet, at finansieringen blev ydet som led i den ordning, der er fastsat ved lov nr. 394/1981, og ligeledes har tilsidesat artikel 108, stk. 1, TEUF og artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/99

selv om der ikke foreligger en passende begrundelse, har konkluderet, at den støtte, WAM har modtaget, var delvist uforenelig med fællesmarkedet, hvorved artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF samt de minimis-forordningen og de relevante gruppefritagelsesforordninger blev tilsidesat

har opgjort den pågældende støtte urigtigt svarende til lempelsen af WAM's renteudgifter

ikke har indledt proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF for atter at vedtage en beslutning, der var blevet annulleret af Domstolen og Retten, hvorved WAM's ret til forsvar er blevet tilsidesat

har tilsidesat principperne om god forvaltningsskik og omhu særligt ved den urimeligt langvarige administrative sagsbehandling.

____________

1 - Endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

2 - Domstolens dom af 30.4.2009, sag C-494/06 P, Kommissionen mod Italien og Wam (Sml. I, s. 3639)

3 - Rettens kendelse af 10.11.2004, sag T-316/04, Wam mod Kommissionen (Sml. II, s. 3917).