RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
14. april 2021 (*)
»EF-design – samlet ansøgning om EF-design, der gengiver gymnastik- eller sportsapparater – ret til prioritet – artikel 41 i forordning (EF) nr. 6/2002 – ansøgning i henhold til patentsamarbejdstraktaten – artikel 4 i Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret – fortrinsretsfrist«
I sag T-579/19,
The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR, München (Tyskland), ved advokat J. Hellmann-Cordner,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved D. Walicka, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet af Tredje Appelkammer ved EUIPO den 13. juni 2019 (sag R 573/2019-3) vedrørende en ansøgning om registrering af gymnastik- eller sportsapparater som EF-design, hvormed der påberåbes prioritet på grundlag af en international patentansøgning indleveret i henhold til patentsamarbejdstraktaten,
har
RETTEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins, og dommerne G. De Baere og G. Steinfatt (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 20. august 2019,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 15. november 2019,
og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
Folkeretten
1 Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret blev undertegnet i Paris (Frankrig) den 20. marts 1883 og senest revideret i Stockholm (Sverige) den 14. juli 1967 samt ændret den 28. september 1979 (United Nations Treaty Series, bind 828, nr. 11851, s. 305, herefter »Pariserkonventionen«). Alle medlemsstater i Den Europæiske Union er kontraherende parter i denne konvention.
2 Pariserkonventionens artikel 4 A, stk. (1), bestemmer:
»Den, som i [en af de stater, der har tiltrådt Pariserkonventionen,] på foreskreven måde har indgivet andragende om patent, registrering af et brugsmønster, et industrielt mønster eller [en] model eller et varemærke, eller den, til hvem hans ret er overgået, skal, inden for de nedenfor fastsatte frister, nyde fortrinsret med hensyn til indlevering af tilsvarende andragende i de andre lande.«
3 Pariserkonventionens artikel 4 C, stk. (1), har følgende ordlyd:
»De ovennævnte fortrinsretsfrister skal udgøre tolv måneder for patenter og brugsmønstre og seks måneder for [industrielle] mønstre og modeller samt for varemærker.«
4 Pariserkonventionens artikel 4 E bestemmer:
»(1) Når [et] industrielt mønster eller [en] model er anmeldt til beskyttelse i et land med krav om fortrinsret, der grunder sig på en ansøgning om beskyttelse for et brugsmønster, skal fortrinsretsfristen kun være den, der er fastsat for industrielle mønstre og modeller.
(2) Desuden er det tilladt i et land at anmelde et brugsmønster under påberåbelse af en fortrinsret, der støttes på en indgivet ansøgning om patent, og omvendt.«
5 Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen), som er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), blev undertegnet i Marrakesh (Marokko) den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1, herefter »TRIPS-aftalen«). WTO’s medlemmer, heriblandt alle medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Den Europæiske Union selv, er parter i TRIPS-aftalen.
6 TRIPS-aftalens artikel 2 med overskriften »Konventioner om intellektuel ejendomsret« bestemmer:
»1. For så vidt angår del II, III og IV i denne aftale, skal medlemmerne efterkomme artikel 1 til 12 samt artikel 19 i Paris-konventionen [om beskyttelse af industriel ejendomsret, som revideret i Stockholm den 14. juli 1967].
2. Intet i del I til IV i denne aftale må stride mod de eksisterende forpligtelser medlemmerne imellem i medfør af Paris-konventionen, […]«
7 Patentsamarbejdstraktaten blev undertegnet i Washington den 19. juni 1970 og sidst ændret den 3. oktober 2001 (United Nations Treaty Series, bind 1160, nr. 18336, s. 231, herefter »PCT«). Alle Den Europæiske Unions medlemsstater er kontraherende parter i PCT.
8 PCT’s artikel 1, stk. 2, bestemmer:
»Ingen bestemmelse i denne traktat skal kunne fortolkes som en indskrænkning af de rettigheder, der i henhold til Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret tilkommer enhver, der er statsborger eller har bopæl i de stater, der omfattes af denne konvention.«
9 PCT’s artikel 2, i) og ii), bestemmer:
»Ved anvendelsen af denne traktat og gennemførelsesforskrifterne gælder nedennævnte definitioner, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt:
i) Ved »ansøgning« forstås en ansøgning om beskyttelse af en opfindelse; betegnelsen »ansøgning« fortolkes som betegnelse for ansøgninger om patenter på opfindelser, opfindercertifikater, brugsmønstercertifikater, brugsmønstre, tillægspatenter eller tillægscertifikater, tillæg til opfindercertifikater og tillæg til brugsmønstercertifikater.
ii) Betegnelsen »patent« fortolkes [s]om betegnelse for patenter på opfindelser, opfindercertifikater, brugsmønstercertifikater, brugsmønstre, tillægspatenter eller tillægscertifikater, tillæg til opfindercertifikater og tillæg til brugsmønstercertifikater.«
10 PCT’s artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Ansøgninger om beskyttelse af opfindelser i enhver af de kontraherende stater kan indleveres som internationale ansøgninger i henhold til denne traktat.«
EU-retten
11 Artikel 41, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1) har følgende ordlyd:
»Den, der forskriftsmæssigt har indgivet ansøgning om en designrettighed eller en brugsmodel i eller for en af de stater, der har tiltrådt Pariserkonventionen, eller overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, eller den, til hvem retten er overgået, tillægges i forhold til en indgiven ansøgning om registrering af et EF-design for samme design eller brugsmodel prioritet inden for en frist på seks måneder regnet fra datoen for indgivelsen af den første ansøgning.«
Sagens baggrund
12 Den 24. oktober 2018 indgav sagsøgeren, The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR, en samlet ansøgning om registrering af 12 EF-design til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til forordning nr. 6/2002. De produkter, hvori disse design skal inkorporeres, henhører under klasse 21-02 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer, og svarer til følgende beskrivelse: »gymnastik- og sportsapparater og gymnastik- og sportsartikler«. Sagsøgeren påberåbte sig prioritet for alle disse design på grundlag af den internationale patentansøgning PCT/EP2017/077469, som var indgivet til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) den 26. oktober 2017.
13 Ved skrivelse af 31. oktober 2018 oplyste undersøgeren ved EUIPO sagsøgeren om, at den samlede ansøgning var imødekommet i sin helhed, men at den påberåbte prioritet var afvist for samtlige design, eftersom den tidligere ansøgning var indgivet mere end seks måneder forud for den samlede ansøgning.
14 Da sagsøgeren fastholdt sin påberåbelse af prioritet og anmodede om en afgørelse, der kunne påklages, gav undersøgeren ved afgørelse af 16. januar 2019 afslag på prioritet for samtlige EF-design.
15 Til støtte for sin afgørelse anførte undersøgeren med henvisning til punkt 6.2.1.1 i retningslinjerne for undersøgelse af EF-design af 1. oktober 2018 (herefter »EUIPO’s retningslinjer«), at selv om en ansøgning i henhold til PCT principielt kunne danne grundlag for en ret til prioritet i henhold til artikel 41 i forordning nr. 6/2002, henset til, at den brede definition af begrebet »patent« i PCT’s artikel 2 også omfatter brugsmønstre, var denne ansøgning på tilsvarende vis genstand for en prioritetsfrist på seks måneder, og at denne frist ikke var blevet overholdt i den foreliggende sag.
16 Den 14. marts 2019 indgav sagsøgeren i medfør af artikel 55-60 i forordning nr. 6/2002 en klage over undersøgerens afgørelse til EUIPO.
17 Ved afgørelse af 13. juni 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Tredje Appelkammer ved EUIPO sagsøgerens klage over undersøgerens afgørelse. Det fandt i det væsentlige, at sidstnævnte havde foretaget en korrekt anvendelse af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, der loyalt afspejler Pariserkonventionens bestemmelser.
18 I denne henseende fastslog appelkammeret, at en person, der på nationalt plan på foreskreven måde indgiver andragende om et mønster eller en model eller et brugsmønster, i henhold til Pariserkonventionens artikel 4 A, stk. (1), og artikel 4 C, stk. (1), skal nyde fortrinsret i tolv måneder for patenter og brugsmønstre og seks måneder for mønstre eller modeller og varemærker. Det fremgår i øvrigt af denne konventions artikel 4 E, stk. (1), at der i tilfælde af en senere ansøgning om registrering af et mønster eller en model kun kan gøres krav på fortrinsret på grundlag af en ansøgning om registrering af et brugsmønster inden for den frist på seks måneder, som gælder for mønstre eller modeller. I henhold til konventionens artikel 4 E, stk. (2), kan fortrinsretten for en ansøgning om patent påberåbes for en senere ansøgning om en brugsmodel inden for fristen på tolv måneder, som gælder for brugsmodeller og patenter, og omvendt. Appelkammeret fandt, at Pariserkonventionen således ikke indeholder nogen bestemmelse, hvorefter en patentansøgning giver ret til prioritet for en ansøgning om registrering af et design.
19 Appelkammeret fastslog ligeledes, at Pariserkonventionens artikel 4 i overensstemmelse med TRIPS-aftalens artikel 2, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på Den Europæiske Union, der er medlem af WTO. Appelkammeret fandt imidlertid, at Pariserkonventionen ikke har forrang for bestemmelserne i forordning nr. 6/2002, eftersom den ikke udgør en særskilt overenskomst som omhandlet i nævnte konventions artikel 19. Spørgsmålet om, hvorvidt der kan påberåbes en ret til prioritet, skal således udelukkende vurderes på grundlag af den nævnte forordning.
20 Appelkammeret fastslog endvidere, at ordlyden af artikel 41 i forordning nr. 6/2002 er entydig, at prioritetsfristen i overensstemmelse hermed er på seks måneder regnet fra datoen for den tidligere ansøgning, og at retten til prioritet udelukkende følger af den forskriftsmæssige indgivelse af en ansøgning om registrering af et mønster eller en model eller en brugsmodel og dermed ikke en patentansøgning. Appelkammeret medgav med henvisning til punkt 6.2.1.1 i EUIPO’s retningslinjer, at begrebet brugsmodel skal fortolkes bredt, således at det omfatter internationale patentansøgninger indgivet i henhold til PCT, eftersom sådanne ansøgninger omfatter brugsmodeller i overensstemmelse med definitionen i PCT’s artikel 2, ii). Ifølge appelkammeret havde denne brede fortolkning imidlertid ikke nogen betydning for varigheden af den lovbestemte prioritetsfrist på seks måneder, således at prioriteten på grundlag af en patentansøgning indgivet i henhold til PCT ligeledes skulle påberåbes inden for denne frist.
21 Appelkammeret fandt i øvrigt, at der ikke var nogen modstrid mellem de to kendelser fra Bundespatentgericht (forbundsdomstol i patentretlige sager, Tyskland) af 10. november 1967, som sagsøgeren havde henvist til, og artikel 41 i forordning nr. 6/2002, eftersom disse kendelser vedrørte påberåbelsen af rettigheder til en prioritet for senere ansøgninger om brugsmodeller og ikke for ansøgninger om design.
22 Appelkammeret fastslog følgelig, at sagsøgeren kun kunne påberåbe sig prioritet på grundlag af den internationale patentansøgning, der i henhold til PCT var indgivet den 26. oktober 2017, inden for en frist på seks måneder regnet fra denne dato, dvs. indtil den 26. april 2018.
Parternes påstande
23 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Undersøgerens afgørelse af 16. januar 2019 annulleres, for så vidt som prioriteten for EF-design nr. 5807179-0001-0012 ikke er blevet anerkendt; den påberåbte prioritet af 26. oktober 2017 anerkendes, og der foretages en korrektion af bekendtgørelsen af EF-designet, idet prioriteten angives.
– EUIPO tilpligtes at tilbagebetale klagegebyret.
– EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
– Subsidiært foretages mundtlig forhandling.
24 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Formaliteten
25 Sagsøgerens anden påstand består af to led. Med det første led har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af undersøgerens afgørelse af 16. januar 2019, for så vidt som prioriteten for den tidligere internationale patentansøgning ikke er blevet anerkendt for de omhandlede EF-design.
26 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i henhold til artikel 61, stk. 1 og 3, i forordning nr. 6/2002 kan den anfægtede afgørelse, og ikke undersøgerens afgørelse, indbringes for Retten, som har kompetence til at ophæve eller omgøre den indklagede afgørelse.
27 I medfør af samme forordnings artikel 61, stk. 6, skal EUIPO desuden træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Rettens afgørelse. Eftersom undersøgerens afgørelse af 16. januar 2019 var genstand for den klage, der førte til den anfægtede afgørelse, tilkommer det i tilfælde af, at sidstnævnte afgørelse annulleres, appelkammeret på ny at undersøge undersøgerens afgørelse i lyset af nærværende dom.
28 Den anden påstands første led skal dermed afvises.
29 Hvad angår den anden påstands andet led, hvorved sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten anerkender den påberåbte prioritet og foretager en korrektion af bekendtgørelsen af de omhandlede EF-design med angivelse af prioriteten, skal det bemærkes, at i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt for Unionens retsinstanser til prøvelse af en afgørelse truffet af et appelkammer ved EUIPO, er Retten i overensstemmelse med artikel 61, stk. 6, i forordning nr. 6/2002 ikke forpligtet til at give EUIPO pålæg, men det påhviler EUIPO at drage konsekvenserne af konklusionen og præmisserne i Rettens dom (jf. i denne retning dom af 27.2.2018, Gramberg mod EUIPO – Mahdavi Sabet (Beskyttelseshylster til mobiltelefon), T-166/15, EU:T:2018:100, præmis 96; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 25.11.2015, Jaguar Land Rover mod KHIM (En bils form), T-629/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:878, præmis 10).
30 Følgelig skal sagsøgerens anden påstands andet led ligeledes afvises og dermed denne påstand i sin helhed.
31 Hvad angår sagsøgerens femte påstand, der er nedlagt subsidiært, skal det fastslås, at den i stævningen fremsatte anmodning om afholdelse af et retsmøde var fremsat for tidligt i henhold til bestemmelserne i Rettens procesreglement. Det fremgår nemlig af retspraksis, at anmodninger om retsmøde og Rettens undersøgelse af, om et sådant retsmøde kan være nyttigt, kun kan fremsættes efter afslutningen af den skriftlige forhandling, når parterne og Retten råder over alt materiale i sagen og alle parters argumenter med henblik på at kunne udtale sig om denne nytte (jf. i denne retning dom af 26.10.2017, Erdinger Weißbräu Werner Brombach mod EUIPO (Formen på et stort glas), T-857/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:754, præmis 13; jf. også analogt dom af 3.3.2015, Schmidt Spiele mod KHIM (Gengivelse af spilleplader), T-492/13 og T-493/13, EU:T:2015:128, præmis 10).
32 Ved skrivelse af 18. november 2019, hvorved sagsøgeren fik tilsendt svarskriftet og blev meddelt, at den skriftlige forhandling var afsluttet, henledte Rettens Justitskontor sagsøgerens opmærksomhed på bestemmelserne i procesreglementets artikel 106 og anførte, at fristen for en sådan anmodning kun løber én gang, hvilket er fra den nævnte forkyndelse. Sagsøgeren har imidlertid ikke indgivet en ny anmodning om afholdelse af et retsmøde inden for fristen på tre uger som fastsat i den nævnte bestemmelse.
33 Det er under disse omstændigheder, at Retten i medfør af procesreglementets artikel 106, stk. 3, har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.
Realiteten
34 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, og det andet vedrører tilsidesættelse af forordning nr. 6/2002, sammenholdt med en retsregel vedrørende forordningens gennemførelse i overensstemmelse med denne forordnings artikel 61, stk. 2.
35 Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge sagsøgerens andet anbringende. Det andet anbringende skal forstås således, at det vedrører en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002. Selv om stævningens afsnit II ganske vist har overskriften »Uanvendeligheden af artikel 41 i [forordning nr. 6/2002]«, har sagsøgeren imidlertid i stævningens punkt 12 og 21 præciseret, at selskabet »navnlig påberåber sig en tilsidesættelse af forordning [nr. 6/2002], sammenholdt med en retsregel vedrørende forordningens anvendelse i overensstemmelse med artikel 61, stk. 2, [i forordning nr. 6/2002]«, og at det er af den opfattelse, at »det i den foreliggende sag i forbindelse med fortolkningen af [denne forordnings] bestemmelser er af særlig betydning at tage hensyn til samtlige relevante bestemmelser i Pariserkonventionen«.
36 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret med urette konkluderede, at prioriteten for de 12 EF-design i den samlede registreringsansøgning af 24. oktober 2018, som var støttet på den internationale patentansøgning af 26. oktober 2017, blev påberåbt efter fristens udløb. Sagsøgeren har i denne forbindelse støttet sig på fortrinsretsfristen på tolv måneder for patenter, der er fastsat i Pariserkonventionen, og anført, at den frist på seks måneder, der er fastsat for brugsmodeller i forordning nr. 6/2002, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.
37 Det andet anbringende består af to led. For det første har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at dette begik en fejl ved at fastslå, at alle ansøgninger, der var indgivet i henhold til PCT, var omfattet af begrebet »brugsmodel« som omhandlet i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.
38 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at henset til manglende klare regler i forordning nr. 6/2002 om, hvornår der kan afledes prioritet på grundlag af en international patentansøgning, burde appelkammeret have taget hensyn til de relevante bestemmelser i Pariserkonventionen, som udgør grundlaget for denne forordning. Eftersom denne konventions artikel 4 C, stk. (1), fastsætter en fortrinsretsfrist på tolv måneder for patenter, og eftersom konventionen er baseret på princippet om, at den tidligere ansøgning er afgørende for fortrinsretsfristen, hvis fortrinsretten er baseret på en rettighed af en anden art – uafhængigt af arten af den rettighed, som den senere ansøgning er støttet på – burde appelkammeret ikke have anvendt fristen på seks måneder.
39 Det skal indledningsvis bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelse anerkendte, at retten til prioritet fulgte af en international patentansøgning indgivet i henhold til PCT. Appelkammeret støttede sig i denne henseende på punkt 6.2.1.1 i EUIPO’s retningslinjer, hvoraf det fremgår, at der ved undersøgelsen af registrerede EF-design »kan påberåbes prioritet på grundlag af en international ansøgning, der er indgivet i henhold til [PCT], eftersom artikel 2 i PCT definerer ordet »patent« bredt, således at brugsmodeller er omfattet«.
40 Appelkammeret anerkendte følgelig, at den internationale patentansøgning PCT/EP2017/077469, som var indgivet af sagsøgeren den 26. oktober 2017, gav ret til prioritet i forhold til den senere ansøgning om EF-design. I den foreliggende sag er der ikke rejst tvivl om denne konstatering.
Det andet anbringendes første led om en fejlagtig fortolkning af begrebet »brugsmodel« i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002
41 Med det andet appelanbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret på baggrund af en forkert læsning af PCT’s artikel 2 med urette har anlagt en bred fortolkning af begrebet »brugsmodel« i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.
42 Sagsøgeren har anfægtet EUIPO’s fortolkning, hvorefter en ansøgning indleveret i henhold til PCT alene er en ansøgning om et brugsmønster eller i det mindste svarer til en ansøgning om en brugsmodel. PCT’s artikel 2, ii), som EUIPO har påberåbt sig, definerer ikke begrebet ansøgning indleveret i henhold til PCT som sådan. En international patentansøgning er både en patentansøgning og en ansøgning om en brugsmodel.
43 EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.
44 Det skal indledningsvis konstateres, at sagsøgerens argumentation er tvetydig. Sagsøgeren har nemlig anfægtet appelkammerets brede fortolkning af begrebet »brugsmodel«, selv om denne fortolkning, som det fremgår af præmis 39 ovenfor, gjorde det muligt for appelkammeret at fastslå, at en international patentansøgning kunne danne grundlag for en ret til prioritet som omhandlet i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002. Som bemærket af appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 16 kan der ikke af ordlyden af denne bestemmelse udtrykkeligt udledes en ret til prioritet, der følger af en international patentansøgning. Det er således alene i lyset af EUIPO’s brede fortolkning af det nævnte begreb, at den ret til prioritet, som sagsøgeren har påberåbt sig i forbindelse med sin senere ansøgning om design, er blevet undersøgt. Som EUIPO har anført i sit svarskrift, indrømmer sagsøgerens argumentation ikke selskabet nogen fordel, og den skal derfor forkastes.
45 Det skal under alle omstændigheder fremhæves, at det af definitionen i PCT’s artikel 2, ii), fremgår, at »[b]etegnelsen »patent« fortolkes [s]om betegnelse for patenter på opfindelser, opfindercertifikater, brugsmønstercertifikater, brugsmønstre […]«. Det følger heraf, at patentansøgninger, som indgives i henhold til PCT, omfatter brugsmodeller således som anført af appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 16.
46 Det er korrekt, således som sagsøgeren med rette har gjort gældende, at begrebet »patent« og begrebet »brugsmodel« ikke er identiske, og at det heller ikke betyder, at begrebet »brugsmodel« omfatter begrebet »patent«.
47 I denne forbindelse skal det bemærkes, at i henhold til PCT’s artikel 3, stk. 1, kan ansøgninger om beskyttelse af opfindelser i enhver af de kontraherende stater indleveres som internationale ansøgninger i henhold til denne traktat. Dens artikel 2, i), bestemmer i øvrigt, at »betegnelsen »ansøgning« fortolkes som betegnelse for ansøgninger om patenter på opfindelser, opfindercertifikater, brugsmønstercertifikater, brugsmønstre, tillægspatenter eller tillægscertifikater, tillæg til opfindercertifikater og tillæg til brugsmønstercertifikater«. PCT synes således ikke at sondre mellem de forskellige rettigheder, som de forskellige designerede stater kan henvise til for at beskytte en opfindelse.
48 Med henblik på ikke uberettiget at udelukke en del af ansøgningerne om en brugsmodel kan alle internationale patentansøgninger indleveret i henhold til PCT i henhold til EUIPO’s brede fortolkning danne grundlag for en ret til prioritet, og herved kan det undgås, at der opstilles forhindringer for den retlige beskyttelse af den i PCT omhandlede industrielle ejendomsret. Selv om internationale patentansøgninger således kan give anledning til en ret til prioritet for design i henhold til artikel 41 i forordning nr. 6/2002, bevirker dette imidlertid ikke, at patentansøgninger omdannes til ansøgninger om en brugsmodel, og de underkastes heller ikke automatisk de regler, der er udformet for sidstnævnte.
49 På baggrund af det ovenstående skal det fastslås, at selv om ordlyden af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ikke udtrykkeligt omfatter påberåbelse af en ret til prioritet på grundlag af et patent, har appelkammeret med hensyn til denne artikel med rette taget hensyn til internationale patentansøgninger. Denne brede fortolkning af den nævnte bestemmelse er i overensstemmelse med PCT’s opbygning, der i forbindelse med en international ansøgning er at sikre, at brugsmodeller og patenter ydes samme beskyttelse.
50 Det følger heraf, at appelkammeret ikke begik en fejl, da det fandt, at påberåbelsen af retten til prioritet på grundlag af den internationale patentansøgning, som sagsøgeren havde indleveret i henhold til PCT, er omfattet af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt en sådan international patentansøgning kan danne grundlag for en ret til prioritet.
Det andet anbringendes andet led om manglende hensyntagen til Pariserkonventionens artikel 4 C, stk. (1), ved fastsættelsen af prioritetsfristen
51 Med det andet anbringendes andet led har sagsøgeren gjort gældende, at eftersom fristen på seks måneder i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, burde appelkammeret have anvendt reglerne i Pariserkonventionen, der i dens artikel 4 C, stk. (1), fastsætter en fortrinsretsfrist på tolv måneder på grundlag af et andragende om patent.
– Hvorvidt Pariserkonventionen er relevant for fortolkningen af artikel 41 i forordning nr. 6/2002
52 Sagsøgeren har anfægtet appelkammerets fortolkning af forordning nr. 6/2002, hvorefter der i denne forordning er fastsat udtømmende betingelser for påberåbelse af en ret til prioritet, og at forordningen afspejler Pariserkonventionens bestemmelser, således, at der ikke skal henvises til konventionen.
53 Sagsøgeren er af den opfattelse, at eftersom der ikke er nogen klar bestemmelse i forordning nr. 6/2002 vedrørende de betingelser, der gør det muligt at påberåbe sig en ret til prioritet på grundlag af indgivelsen af en international patentansøgning, skal Pariserkonventionens bestemmelser tages i betragtning inden for rammerne af registreringsproceduren ved EUIPO.
54 EUIPO har bestridt sagsøgerens argumentation. Forordning nr. 6/2002 gennemfører de relevante bestemmelser om design i Pariserkonventionen korrekt. Den entydige ordlyd af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 afspejler udtrykkeligt EU-lovgivers ønske om en udtømmende lovgivning om fristerne for påberåbelse af prioritet i forbindelse med ansøgninger om EF-design. En direkte eller analog anvendelse af Pariserkonventionen er derfor hverken nødvendig eller hensigtsmæssig.
55 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at med hensyn til fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal der ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af. En EU-retlig bestemmelses tilblivelseshistorie kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (jf. dom af 11.11.2020, EUIPO mod John Mills, C-809/18 P, EU:C:2020:902, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
56 Hvad angår ordlyden af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 skal det bemærkes, at den ikke omhandler den situation, hvor en ansøgning om et design indgives med påberåbelse af en ret til prioritet på grundlag af en patentansøgning, og den regulerer derfor heller ikke fristen for at påberåbe sig prioritet i denne situation.
57 I modsætning til, hvad EUIPO synes at gøre gældende, regulerer artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 således ikke udtømmende spørgsmålet om den frist, inden for hvilken der kan påberåbes prioritet i forbindelse med en senere ansøgning om design.
58 Hvad angår tilblivelsen af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 skal det bemærkes, at det fremgår af uddragene af forarbejderne, at forordningens bestemmelser om retten til prioritet har til formål at efterkomme Pariserkonventionen med hensyn til retten til prioritet og fristen herfor (jf. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EF-design af 3.12.1993 KOM(93) 342 endelig udg., COD 463, begrundelse, del II, afsnit IV, punkt 2).
59 Forbindelsen mellem retten til prioritet i henhold til artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 og Pariserkonventionen er ligeledes afspejlet i selve ordlyden af denne bestemmelse, som tillægger prioritet til »[d]en, der forskriftsmæssigt har indgivet ansøgning […] i eller for en af de stater, der har tiltrådt Pariserkonventionen, eller overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen […]«. Denne henvisning gør det muligt at konkludere, at formålet med artikel 41 i forordning nr. 6/2002 er at tage hensyn til den forpligtelse, der er indført ved Pariserkonventionen, og som påhviler WTO’s medlemmer, til at overholde de prioriteter, der følger af indgivelsen af en forskriftsmæssig ansøgning om beskyttelse i en af de stater, der er parter i en af disse konventioner.
60 Eftersom Unionen som WTO-medlem har indgået TRIPS-aftalen, er den nemlig forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke sin lovgivning om intellektuel ejendomsret i lyset af ordlyden af og formålet med denne aftale. TRIPS-aftalens artikel 2, stk. 1, bestemmer, at for så vidt angår del II, III og IV i denne aftale skal medlemmerne efterkomme Pariserkonventionens artikel 1-12 og artikel 19 (jf. hvad angår varemærker dom af 16.11.2004, Anheuser-Busch, C-245/02, EU:C:2004:717, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.11.2020, EUIPO mod John Mills, C-809/18 P, EU:C:2020:902, præmis 64). Denne konstatering, der er afledt af retspraksis vedrørende varemærkeretten, kan overføres på designretten, eftersom reglerne om retten til prioritet i forordning nr. 6/2002, som det fremgår af begrundelsen til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EF-design af 3.12.1993 (KOM(93) 342 endelig udg., COD 463, bl.a. blev udarbejdet analogt med de næsten identiske bestemmelser i forslaget til forordningen om EF-varemærker.
61 Der skal endvidere henvises til Domstolens praksis, hvoraf fremgår, at selv om Unionen ikke er kontraherende part i en international konvention, der er indgået af dens medlemsstater, men den i henhold til en international traktat, hvori den er part, er forpligtet til ikke at hindre medlemsstaternes forpligtelser i henhold til denne konvention, skal de begreber, der er indeholdt i en afledt EU-retsakt, fortolkes på en sådan måde, at de forbliver forenelige med den nævnte konvention og denne traktat, og ligeledes under hensyntagen til den sammenhæng, som disse begreber indgår i, samt til det formål, som forfølges med de relevante bestemmelser i konventionerne på området for intellektuel ejendomsret, finder denne retspraksis ikke alene anvendelse på varemærkeretten, men også på andre områder af intellektuel ejendomsret (jf. i denne retning og analogt dom af 15.3.2012, SCF, C-135/10, EU:C:2012:140, præmis 50 og 56, og af 15.11.2012, Bericap Záródástechnikai, C-180/11, EU:C:2012:717, præmis 69 og 70).
62 Med hensyn til retten til prioritet skal det bemærkes, at den går tilbage til Pariserkonventionens artikel 4 (jf. hvad angår retten til prioritet i henhold til artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994, L 11, s. 1) dom af 15.11.2001, Signal Communications mod KHIM (TELEYE), T-128/99, EU:T:2001:266, præmis 37).
63 Det følger heraf, at der ved fortolkningen af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 skal tages hensyn til Pariserkonventionens bestemmelser.
64 Sagsøgeren har derfor med rette gjort gældende, at eftersom der i forordning nr. 6/2002 ikke er fastsat nogen prioritetsfrist, der kan afledes af en tidligere international patentansøgning, skal der henvises til den lovgivning, der ligger til grund for forordningen, dvs. Pariserkonventionen, hvis bestemmelser om fastsættelse af fristen for påberåbelse af en fortrinsretsfrist baseret på en patentansøgning i forbindelse med en senere ansøgning om design skal tages i betragtning som referencegrundlag og bidrag ved fortolkningen af denne forordning.
65 Endelig skal det bemærkes, at appelkammeret, selv om det af samme grunde som sagsøgeren har anerkendt, at Pariserkonventionen finder tilsvarende anvendelse på Den Europæiske Union, i denne henseende fastslog, at denne konvention ikke har forrang for bestemmelserne i forordning nr. 6/2002, med den begrundelse, at forordningen ikke udgør en særskilt overenskomst som omhandlet i den nævnte konventions artikel 19, og at spørgsmålet om, hvorvidt en ret til prioritet kan gøres gældende, udelukkende skal vurderes på grundlag af denne forordning.
66 Hvad angår spørgsmålet om prioritetsfristen under omstændigheder som de i denne sag foreliggende er der imidlertid ikke tale om et spørgsmål om, hvorvidt Pariserkonventionen har forrang for forordning nr. 6/2002. Som det fremgår af præmis 56 og 57 ovenfor, har anvendelsen af denne konvention nemlig til formål at afhjælpe en lakune i den nævnte forordning, som ikke regulerer den prioritetsfrist, der følger af en international patentansøgning.
– Den prioritetsfrist, der kan afledes af en international patentansøgning i henhold til Pariserkonventionens artikel 4
67 Sagsøgeren har påberåbt sig Pariserkonventionens artikel 4, herunder bl.a. artikel 4 C, stk. (1). Eftersom ansøgningen om prioritet i det foreliggende tilfælde vedrører en ansøgning indgivet i henhold til PCT og dermed et andragende om patent som omhandlet i Pariserkonventionens artikel 4 A, stk. (1), følger det heraf, at den prioritetsfrist, der finder anvendelse på indgivelsen af sagsøgerens samlede ansøgning om registrering af et design, er 12 måneder i henhold Pariserkonventionens artikel 4 C, stk. (1).
68 EUIPO har heroverfor i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Pariserkonventionen indeholder regler vedrørende den omtvistede frist. For det første har sagsøgeren ikke påberåbt sig nogen bestemmelse i Pariserkonventionen, der specifikt regulerer påberåbelsen af en prioritet, der er støttet på en tidligere patentansøgning, i forbindelse med en ansøgning om et design, og for det andet fastsætter denne konvention ikke nogen generel regel, der finder anvendelse på alle situationer med senere ansøgninger.
69 Ifølge EUIPO regulerer Pariserkonventionen kun to situationer, hvor der kan gøres krav på prioritet for en ret til beskyttelse i forbindelse med en senere ansøgning om en anden ret til beskyttelse. Disse to situationer reguleres af konventionens artikel 4 E, og i begge tilfælde afhænger fristen af arten af den senere ansøgning.
70 Det er i denne forbindelse ubestridt, at sagsøgeren i forbindelse med en ansøgning om design har påberåbt sig en ret til prioritet, som er støttet på en tidligere international patentansøgning.
71 De prioritetsfrister, der finder anvendelse, afhænger imidlertid ifølge Pariserkonventionens artikel 4 C, stk. (1), af arten af den pågældende rettighed. Hvis det antages, at den efterfølgende ansøgning og den ansøgning, der ligger til grund for påberåbelsen af retten til prioritet, har samme genstand, er prioritetsfristen ifølge denne bestemmelse tolv måneder for et patent og for en brugsmodel, hvorimod den er seks måneder for designet.
72 Som EUIPO med rette har konstateret, indeholder Pariserkonventionen ingen udtrykkelig regel om, hvilken fortrinsretsfrist der finder anvendelse på en situation, hvor den senere ansøgning vedrører et design, og i den foreliggende sag er påberåbelsen af prioritet baseret på en tidligere international patentansøgning.
73 EUIPO har ligeledes med rette anført, at Pariserkonventionens artikel 4 E, stk. (1), indeholder en regel, hvorefter den fortrinsretsfrist, der gælder for en senere ret, er afgørende, hvis den senere ret er et design, og hvis den tidligere rettighed er et brugsmønster.
74 Hvad derimod angår Pariserkonventionens artikel 4 E, stk. (2), der bestemmer, at indgivelsen af en patentansøgning kan tjene som grundlag og danne grundlag for en fortrinsret i forhold til den senere indgivelse af en ansøgning om brugsmønster, og omvendt, skal det derimod bemærkes, at denne bestemmelse i modsætning til, hvad EUIPO synes at antyde, ikke indeholder nogen angivelse af fortrinsretsfristen.
75 Dette rejser spørgsmålet, om Pariserkonventionens artikel 4 E, stk. (1) – som er den eneste regel, der udtrykkeligt vedrører tilfældet med to på hinanden følgende ansøgninger, der vedrører rettigheder, hvortil der er knyttet forskellige fortrinsretsfrister – afspejler en generel regel, hvorefter den fortrinsretsfrist, der følger af arten af den senere ret, er afgørende, eller om der derimod er tale om en undtagelse til en hovedregel, hvorefter det er arten af den tidligere lovgivning, som er afgørende for fortrinsretsfristens længde.
76 Sagsøgeren har med henvisning til to kendelser afsagt af Bundespatentgericht (forbundsdomstol i patentretlige sager) den 10. november 1967 og tyske retsvidenskabelige artikler anført, at der med hensyn til prioritetsfristen skal tages udgangspunkt i den tidligere rettighed i tilfælde, hvor der påberåbes prioritet for forskellige beskyttelsesrettigheder. I de nævnte kendelser citerer Bundespatentgericht (forbundsdomstol i patentretlige sager) bl.a. Memorandummet om Bruxelles tillægsaftale (Denkschrift zur Brüsseler Zusatzakte), der er et forklarende dokument fra 1903 om ændring – under Bruxelleskonventionen i 1900 – af Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret fra 1883, hvoraf det fremgår, at formålet med opstillingen af de internationale prioriteter var at gøre det muligt for personer, som ønskede international beskyttelse af industrielle rettigheder at søge beskyttelse i etaper ved at lade ansøgningen i andre stater afhænge af, om en ansøgning blev imødekommet i den første stat, som oftest var hjemlandet. Ifølge dette dokument var det i lyset heraf, at fortrinsretsfristen på grundlag af et patent skulle forlænges fra seks til tolv måneder, eftersom den første fase af undersøgelsen af muligheden for at opnå beskyttelse af et patent i bl.a. Tyskland allerede i sig selv varede syv måneder.
77 Det fremgår af logikken bag prioritetsordningen, at det som hovedregel er arten af den tidligere rettighed, der afgør fortrinsretsfristens længde. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at grunden til, at den fortrinsretsfrist, der finder anvendelse på patenter og brugsmønstre i henhold til Pariserkonventionens artikel 4 C, stk. (1), er længere end den, der gælder for mønstre eller modeller samt varemærker, skyldes den mere komplekse beskaffenhed af patenter og brugsmønstre. Eftersom fortrinsretsfristen i henhold til Pariserkonventionens artikel 4 C, stk. (2), begynder at løbe fra indgivelsen af det første andragende, og eftersom proceduren for registrering af patenter eller brugsmønstre er længere end proceduren for registrering af modeller eller mønstre eller varemærker, risikerer den fortrinsretsret, der følger af indgivelsen af et andragende om patent eller et andragende om registrering af et brugsmønster, nemlig at udløbe, hvis den samme relativt korte frist på seks måneder finder anvendelse på alle rettigheder, som kan danne grundlag for en fortrinsret. Den fordel, som fortrinsretten skal give, er imidlertid at gøre det muligt for en ansøger at vurdere mulighederne for at opnå beskyttelse for en given opfindelse på grundlag af en tidligere patentansøgning indgivet i en stat, inden vedkommende eventuelt gennem et fornyet andragende søger at opnå beskyttelse i en anden stat for samme opfindelse ved at vedkommende foretager de nødvendige skridt og forberedelser, uden at dette medfører hermed forbundne omkostninger og formaliteter. Hvad angår varemærker har Retten allerede bemærket, at Pariserkonventionens ophavsmænd ønskede at åbne mulighed for, at indehaveren af retten fra en af konventionens kontraktstater – i betragtning af umuligheden af samtidig at lade et varemærke registrere i alle disse stater – successivt kan ansøge om registrering af varemærket i disse stater, og således give den i disse stater opnåede beskyttelse en international dimension, uden at der hver gang skal opfyldes nye formkrav (dom af 15.11.2001, TELEYE, T-128/99, EU:T:2001:266, præmis 38).
78 Det synes endvidere logisk, at arten af den tidligere rettighed fastlægger varigheden af prioritetsfristen, eftersom det som fastslået af Retten i varemærkeretlig sammenhæng (dom af 15.11.2001, TELEYE, T-128/99, EU:T:2001:266, præmis 42) er ansøgningen om registrering af denne tidligere rettighed, der udløser en ret til prioritet. Desuden begynder prioritetsfristen at løbe fra indleveringen af denne ansøgning. Da selve opnåelsen af retten til prioritet og starten på fristen for denne ret afhænger af den tidligere rettighed og af ansøgningen om registrering af denne rettighed, er det logisk, at varigheden af retten til prioritet også afhænger af den tidligere rettighed. Der er derimod intet, der giver anledning til at formode, at varigheden af retten til prioritet som hovedregel afhænger af den senere ret.
79 Dette bekræftes af forarbejderne til den første ændring af Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret fra 1883, der fandt sted i 1900. Det fremgår nemlig af materialet om og mødereferatet fra den konference, der fandt sted i Bruxelles fra den 1.-14. december 1897 og den 11.-14. december 1990 – bl.a. henset til hele punkt 1 i erklæringen fra den tyske delegation under det forberedende møde den 1. december 1897 – af mødereferatet fra fjerde møde den 7. december 1897 og af mødereferatet fra det andet møde den 12. december 1900 (jf. akterne fra konferencen i Bruxelles d. 1.-14.12.1897 og d. 11.-14.12.1990, Den Internationale Union til Beskyttelse af Industriel Ejendomsret, Bern, 1901, herefter »akterne fra Bruxelleskonferencen«, henholdsvis s. 169, 209-212 og 379-382), at prioritetsfristen blev forlænget fra seks til tolv måneder for retten til prioritet på grundlag af et patent med den begrundelse, at den forudgående undersøgelse, som patentsansøgningerne blev underlagt i henhold til bl.a. den tyske, den østrigske og den ungarske lovgivning, krævede mere tid. Af denne grund var de berørte stater af den opfattelse, at de var forhindret i at tiltræde konventionen på grund af den efter deres opfattelse for korte varighed af prioritetsfristen for patenter, eftersom varigheden af den forudgående undersøgelse næsten altid oversteg prioritetsfristen (jf. akterne fra Bruxelleskonferencen, s. 37). Det var det internationale bureau ved Den Internationale Union til Beskyttelse af Industriel Ejendomsret, som foreslog en forlængelse af prioritetsfristen for patenter »for at tage hensyn til de særlige behov i de stater, hvor den indledende undersøgelse [fandt] sted« (jf. akterne fra Bruxelleskonferencen, s. 144), og dette forslag blev taget til følge og gennemført ved artikel 1, nr. II, i tillægsakten af 14. december 1900 om ændring af konventionen af 20. marts 1883 (jf. akterne fra Bruxelleskonferencen, s. 410).
80 Samtlige disse forhold bekræfter, at det ifølge det begreb, der ligger til grund for ordningen med prioritetsfrister, er den tidligere rettighed, der er afgørende for prioritetsfristens varighed.
81 Den omstændighed, at Pariserkonventionens artikel 4 E, stk. (1), synes at være en særregel, der udgør en undtagelse til princippet om, at den tidligere rettighed er afgørende for fastlæggelsen af prioritetsfristen, fremgår endvidere af selve ordlyden af denne bestemmelse. Eftersom ordet »når« i relation til denne bestemmelse betyder »i det tilfælde af«, finder denne regel nemlig kun anvendelse i de tilfælde, der udtrykkeligt er nævnt heri. På samme måde angiver den negative formulering, der består i brugen af udtrykket »kun være«, den usædvanlige karakter af fastsættelsen af prioritetsfristen med henvisning til den senere ret, dvs. designet, som en undtagelse fra hovedreglen.
82 Den undtagelsesmæssige karakter af Pariserkonventionens artikel 4 E, stk. (1), fremgår ligeledes af en historisk analyse, hvoraf det fremgår, at konventionens artikel 4 E er udformet med henblik på udelukkende at finde anvendelse på brugsmønstre. Pariserkonventionens artikel 4 E blev vedtaget i 1925. Tilføjelsen af denne regel vedrørende brugsmønstre ansås for hensigtsmæssig, efter at anvendelsesområdet for Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret i 1911 var blevet udvidet til også at omfatte brugsmønstre, idet de var blevet omfattet af opregningen af de industrielle ejendomsrettigheder, som denne konvention sikrede beskyttelsen af i henhold til dens artikel 2 (nu Pariserkonventionens artikel 1, stk. (2)). Tilføjelsen i 1925 af artikel 4 E gjorde det muligt at undgå, at et brugsmønster, der længe havde været offentliggjort, og som fristen på 12 måneder i Pariserkonventionens artikel 4 C, stk. (1), fandt anvendelse på, ikke kunne gøres til genstand for en ny ansøgning som design.
83 Sagsøgeren har således med rette gjort gældende, at den forskellige behandling i det særlige tilfælde, der er nævnt i Pariserkonventionens artikel 4 E, stk. (1), mellem patenter og brugsmønstre, navnlig skyldes den forskellige varighed af deres respektive registreringsprocedurer, idet brugsmodeller registreres og offentliggøres efter en kort formel undersøgelse, hvorimod patentansøgninger generelt ikke offentliggøres inden udløbet af fortrinsretsfristen på tolv måneder. Artikel 4 E skal dermed alene anses for at omfatte brugsmønstre i modsætning til, hvad der synes hævdet af EUIPO, som har foreslået, at den frist på seks måneder, som i henhold til artikel 41 i forordning nr. 6/2002 – der loyalt afspejler Pariserkonventionens artikel 4 E – gælder for indgivelsen af en ansøgning om en brugsmodel, skal finde anvendelse på indgivelsen af en international patentansøgning.
84 Hvad angår den i den foreliggende sag omhandlede rækkefølge mellem indgivelsen af en tidligere patentansøgning og en senere ansøgning om en brugsmodel har sagsøgeren med rette anført, at det mål, der ligger til grund for Pariserkonventionens artikel 4 E, stk. (1), ikke er møntet på patentansøgninger. Risikoen for, at et patent, der er blevet offentliggjort mange år tilbage, skulle være genstand for en ny ansøgning om design, eksisterer nærmest ikke, hvilket bekræftes af den foreliggende sag, hvor sagsøgeren indgav patentansøgning PCT/EP2017/077469 til EPO den 26. oktober 2017, mens artikel 93, stk. 1, i konventionen om meddelelse af europæiske patenter af 5. oktober 1973 først foreskriver offentliggørelse efter 18 måneder regnet fra ansøgningsdatoen.
85 Det skal fastslås, at de argumenter, som EUIPO har fremført til støtte for det modsatte standpunkt, ikke kan rejse tvivl om konklusionen om, at den almindelige regel, der ligger til grund for Pariserkonventionen, er, at karakteren af den tidligere rettighed er afgørende for fastsættelsen af prioritetsfristens længde. EUIPO har navnlig ikke fremført noget argument, der kan godtgøre, at den særlige regel, der er indført for brugsmodeller, ligeledes skal finde anvendelse på patenter.
86 Det må følgelig konkluderes, at appelkammeret begik en fejl, da det fastslog, at den frist, der finder anvendelse på sagsøgerens påberåbelse af prioritet på grundlag af den internationale patentansøgning PCT/EP2017/077469 for alle de 12 design, som sagsøgeren har søgt registreret, er seks måneder.
87 Følgelig skal der gives medhold i det andet anbringende.
88 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, og uden at det er fornødent at undersøge sagsøgerens første anbringende, at påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse skal tages til følge, og EUIPO i øvrigt skal frifindes.
Sagsomkostninger
89 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 190, stk. 2, betragtes nødvendige udgifter, som er afholdt af parterne i forbindelse med sagen for appelkammeret, som omkostninger, der kan kræves erstattet. Da EUIPO i det væsentlige har tabt sagen, pålægges det EUIPO at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Afgørelsen truffet den 13. juni 2019 af Tredje Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 573/2019-3) annulleres.
2) I øvrigt frifindes EUIPO.
3) EUIPO betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. april 2021.
Underskrifter