Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. RANTOS
fremsat den 1. februar 2024 (1)
Sag C-70/23 P
Westfälische Drahtindustrie GmbH,
Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG,
Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – konkurrence – karteller – marked for forspændingsstål – sag COMP/38344 – afgørelse om overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – dom om delvis annullation af afgørelsen og om fastsættelse af en bøde på et beløb, som er identisk med beløbet for den oprindeligt pålagte bøde – Kommissionens afgørelse vedrørende det udestående bødebeløb – forfaldsdato for en bøde, hvis beløb blev fastsat af Unionens retsinstanser som led i disses fulde prøvelsesret«
I. Indledning
1. Med deres appel har Westfälische Drahtindustrie GmbH (herefter »WDI«), Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG (herefter »WDV«) og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG (herefter »Pampus« og samlet »appellanterne«) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 23. november 2022, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-275/20, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:723), hvorved nævnte ret frifandt Kommissionen med hensyn til deres principale påstand om for det første, at Europa-Kommissionens skrivelse af 2. marts 2020, hvorved Kommissionen krævede, at de betalte et beløb på 12 236 931,69 EUR, som ifølge Kommissionen svarede til det endnu ubetalte beløb af den bøde, som de var blevet pålagt den 30. september 2010, blev annulleret på grundlag af artikel 263 TEUF, for det andet, at det blev fastslået, at denne bøde blev fuldstændigt betalt den 17. oktober 2019 med betalingen af et beløb på 18 149 636,24 EUR, og for det tredje, at Kommissionen tilpligtedes at betale WDI et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra denne dato som følge af denne institutions ugrundede berigelse, samt deres subsidiære påstand om, at Kommissionen på grundlag af artikel 268 TEUF tilpligtedes at betale dem et beløb på 12 236 931,69 EUR, som var det beløb, som Kommissionen havde krævet af WDI, og et beløb svarende til det af denne institution for meget opkrævede beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019, indtil der var sket endelig betaling af det skyldige beløb.
2. Tvisten udspringer af dom af 15. juli 2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10, herefter »dommen af 15. juli 2015«, EU:T:2015:515), hvori Retten for det første delvist annullerede en afgørelse truffet af Kommissionen, idet den fastslog, at der forelå en overtrædelse af artikel 101 TEUF, for så vidt som den pålagde appellanterne en bøde, med den begrundelse, at Kommissionen havde begået fejl ved vurderingen af deres betalingsevne, og pålagde for det andet, under udøvelse af sin fulde prøvelsesret, appellanterne at betale en bøde, der var identisk med den bøde, som de var blevet pålagt ved denne afgørelse. Efter afsigelsen af denne dom opstod der uenighed om, fra hvilken dato der skulle påløbe renter på denne bøde. Appellanterne var nemlig af den opfattelse, at renterne skulle begynde at løbe fra afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, ved hvilken Retten ex tunc annullerede den af Kommissionen pålagte bøde og fastsatte en ny, selvstændig bøde, mens der ifølge Kommissionen skulle betales renter fra den dato, der var anført i den nævnte afgørelse, dvs. næsten fem år før afsigelsen af denne dom.
3. I overensstemmelse med Domstolens anmodning er dette forslag til afgørelse begrænset til en analyse af det første anbringende, der i det væsentlige drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at Retten i et tilfælde som det foreliggende, hvor Retten først annullerede en afgørelse truffet af Kommissionen, for så vidt som den fastsatte størrelsen af den pålagte bøde, og dernæst under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret fastsatte denne bøde til det samme beløb, udøvede denne kompetence, giver anledning til en bøde, der skal karakteriseres som ny og retligt adskilt fra den bøde, der blev pålagt ved Kommissionens afgørelse, således at den forfaldt til betaling, da Retten afsagde den dom, hvorved bødens størrelse blev fastsat.
4. Den foreliggende sag giver dermed Domstolen anledning til for det første at afklare den retlige karakter af udøvelsen af Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret i henhold til artikel 31 i forordning (EF) nr. 1/2003 (2) og for det andet at præcisere retsvirkningerne af en annullation eller ændring af en bøde, der er blevet pålagt af Kommissionen i henhold til denne forordnings artikel 23, stk. 2, når Unionens retsinstanser udøver en sådan ret, navnlig med henblik på fastlæggelse af, hvornår denne bøde forfalder til betaling, og dermed indirekte, hvornår der begynder at påløbe morarenter.
II. Relevante retsforskrifter
5. Artikel 23 i forordning nr. 1/2003 med overskriften »Bøder« bestemmer følgende i stk. 2 og 3:
»2. Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:
a) overtræder [artikel 101 TEUF] eller [102 TEUF] [...]
[...]
3. Ved fastlæggelse af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.«
6. Nævnte forordnings artikel 31 med overskriften »Prøvelse ved Domstolen« foreskriver:
»Domstolen har fuld prøvelsesret med hensyn til klager over beslutninger, hvorved Kommissionen fastsætter en bøde eller en tvangsbøde. Den kan ophæve, nedsætte eller forhøje den pågældende bøde eller tvangsbøde.«
7. Punkt 35 i retningslinjer for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (3) med overskriften »Betalingsevne« bestemmer:
»Under særlige omstændigheder kan Kommissionen, efter anmodning, tage hensyn til en virksomheds manglende betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst. Kommissionen nedsætter ikke bøden, blot fordi den fastslår, at virksomheden befinder sig i en ugunstig eller tabsgivende økonomisk situation. Der kan kun ydes bødenedsættelse på grundlag af objektive beviser for, at en bøde, der pålægges i overensstemmelse med de foreliggende retningslinjer, ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.«
III. Tvistens baggrund
8. Der er redegjort for tvistens baggrund og indholdet af den omtvistede afgørelse i den appellerede doms præmis 2-26. For så vidt som det er formålstjenligt i forhold til den foreliggende appelsag, kan disse sammenfattes således.
A. Den administrative procedure
9. Ved afgørelse K(2010) 4387 endelig af 30. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.344 – Forspændingsstål) (herefter »afgørelsen om forspændingsstål«) sanktionerede Kommissionen flere virksomheder, der var leverandører af forspændingsstål, herunder appellanterne, for deres deltagelse i et kartel på markedet for forspændingsstål. Kommissionen pålagde WDI en bøde på 56 050 000 EUR. WDV og Pampus blev holdt ansvarlige in solidum for et beløb på henholdsvis 45 600 000 EUR og 15 485 000 EUR. Denne sanktion blev pålagt ved artikel 2, stk. 1, nr. 8), i afgørelsen om forspændingsstål.
10. Under den administrative procedure havde appellanterne anmodet om en ekstraordinær bødenedsættelse på grund af manglende betalingsevne på grundlag af punkt 35 i retningslinjerne af 2006.
11. I afgørelsen om forspændingsstål imødekom Kommissionen ikke appellanternes anmodning.
12. Ved stævning registreret på Rettens Justitskontor den 14. september 2010 anlagde appellanterne et søgsmål med påstand om annullation og ændring af afgørelsen om forspændingsstål. Sagen blev registreret under sagsnr. T-393/10.
13. Ved afgørelse K(2010) 6676 endelig af 30. september 2010 (herefter »afgørelsen af 30. september 2010«) rettede Kommissionen visse fejl i bødeberegningen (4) og ændrede afgørelsen om forspændingsstål, navnlig artikel 2, stk. 1, nr. 8), med det formål at nedsætte de bøder, som visse virksomheder var blevet pålagt (herefter samlet »den omtvistede afgørelse«) (5). WDI’s bøde blev således fastsat til 46 550 000 EUR. WDV og Pampus blev holdt ansvarlige in solidum for et beløb på henholdsvis 38 855 000 EUR og 15 485 000 EUR.
14. I afgørelsen af 30. september 2010 blev det fastslået, at de bøder, der var blevet pålagt ved artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse, skulle betales inden for en frist på tre måneder fra datoen for meddelelse af afgørelsen af 30. september 2010, og at der ved udløbet af denne frist automatisk skulle betales renter med den af Den Europæiske Centralbank (ECB) anvendte gennemsnitlige rentesats for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner på den første dag i den måned, hvor afgørelsen af 30. september 2010 blev vedtaget, forhøjet med 3,5 procentpoint. Det blev ligeledes fastsat, at såfremt en sanktioneret virksomhed anlagde et søgsmål, kunne virksomheden ved forfald dække bøden ved enten at stille en bankgaranti eller ved at betale bøden foreløbigt i henhold til artikel 85a, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 (6).
15. Den 3. december 2010 indgav appellanterne en begæring om foreløbige forholdsregler i sag T-393/10 til Rettens Justitskontor med henblik på i det væsentlige at opnå udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil der var afsagt dom i hovedsagen.
16. Ved skrivelse af 14. februar 2011 afviste generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat (GD) »Konkurrence« en ny anmodning fra appellanterne om bødenedsættelse på grund af deres betalingsevne (herefter »skrivelsen af 14. februar 2011«).
17. Ved kendelse af 13. april 2011, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10 R, herefter »kendelsen om foreløbige forholdsregler«, EU:T:2011:178), gav Rettens præsident appellanterne delvist medhold i deres begæring om foreløbige forholdsregler, idet forpligtelsen til at stille en bankgaranti til fordel for Kommissionen med henblik på at undgå en øjeblikkelig inddrivelse af bøderne blev udsat på den betingelse dels, at appellanterne foreløbigt betalte Kommissionen et beløb på 2 000 000 EUR inden den 30. juni 2011, dels at de den 15. i hver måned betalte et beløb på 300 000 EUR fra den 15. juli 2011 og indtil videre, men senest indtil der blev afsagt dom i hovedsagen.
18. Ved dommen af 15. juli 2015 fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde begået en fejl, da den i den omtvistede afgørelse i forhold til appellanterne fastslog, at der forelå en overtrædelse af artikel 101 TEUF. Retten annullerede imidlertid den omtvistede afgørelse, for så vidt som den pålagde appellanterne en bøde, samt skrivelsen af 14. februar 2011 med den begrundelse, at Kommissionen havde begået fejl ved vurderingen af deres betalingsevne. Inden for rammerne af udøvelsen af sin fulde prøvelsesret pålagde Retten appellanterne at betale en bøde, der var identisk med den bøde, som de var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse, således som det fremgår af konklusionen i dommen af 15. juli 2015 (7).
19. Til opfyldelse af kendelsen om foreløbige forholdsregler havde WDI foreløbigt betalt Kommissionen et samlet beløb på 16 400 000 EUR i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015.
20. Efter afsigelsen af dommen af 15. juli 2015 tog appellanternes advokater kontakt til Kommissionens GD »Budget« for at nå frem til en mindelig aftale om en tidsplan for betaling af de bøder, der var fastsat i domskonklusionens punkt 4-6. Der opstod da uenighed om, fra hvilken dato der skulle påløbe renter på disse bøder. Appellanterne var nemlig af den opfattelse, at renterne skulle begynde at løbe fra afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, mens der ifølge GD »Budget« skulle betales renter fra den dato, der fulgte af den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 2 og 3, dvs. for appellanternes vedkommende inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af afgørelsen af 30. september 2010. Denne holdning fremgik af en e-mail fra GD »Budget« af 12. august 2015 som svar på en e-mail fra appellanternes repræsentant af 5. august 2015 og blev gentaget på et møde mellem Kommissionen og WDI den 4. september 2015.
21. Appellanterne appellerede dommen af 15. juli 2015, idet de bl.a. anfægtede, at Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret havde taget hensyn til deres betalingsevne i 2015 og ikke i 2010. Denne appel blev forkastet ved kendelse af 7. juli 2016, Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen (C-523/15 P, herefter »Domstolens kendelse«, EU:C:2016:541).
22. Efter appellens forkastelse anmodede appellanterne Retten om at fortolke dommen af 15. juli 2015 således, at der skulle betales renter af det i denne dom pålagte bødebeløb fra afsigelsen af denne dom. Subsidiært anmodede appellanterne Retten om at berigtige eller supplere denne dom ved at præcisere den dato, hvorfra renterne begyndte at løbe.
23. Ved kendelse af 17. maj 2018, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10 INTP, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:293), afviste Retten disse anmodninger. Hvad angår anmodningen om en fortolkning bemærkede Retten, at anmodningen for at kunne antages til realitetsbehandling skulle vedrøre et punkt, der var blevet afgjort i den dom, der skulle fortolkes. Spørgsmålet om, hvornår de morarenter, der skulle betales i tilfælde af udskudt betaling af de bøder, som appellanterne var blevet pålagt, skulle begynde at løbe, var imidlertid ikke blevet behandlet i dommen af 15. juli 2015. Ifølge Retten havde appellanternes anmodning til formål at få en udtalelse om konsekvenserne af dommen af 15. juli 2015, hvilket ikke er omfattet af en anmodning om fortolkning indgivet på grundlag af artikel 168, stk. 1, i Rettens procesreglement. De to øvrige anmodninger blev af Retten anset for at være fremsat for sent.
24. Den 16. oktober 2019 meddelte WDI Kommissionen dels, at virksomheden allerede havde betalt 31 700 000 EUR, dels at den havde til hensigt at betale den resterende del af den skyldige bøde omgående i form af hovedstol og renter, som den anslog til 18 149 636,24 EUR. Ved denne beregning havde WDI medregnet de renter, der var forfaldet fra og med den 15. oktober 2015, dvs. tre måneder efter afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, og anvendt en rentesats på 3,48%.
25. Den 17. oktober 2019 overførte WDI det nævnte beløb på 18 149 636,24 EUR til Kommissionens bankkonto, hvorefter det samlede beløb, der siden den 29. juni 2011 var blevet betalt af bøden, beløb sig til 49 849 636,24 EUR.
26. Ved skrivelse af 2. marts 2020 (herefter »den omtvistede retsakt«) meddelte Kommissionen, at den ikke var enig i den holdning, som WDI havde givet udtryk for i sin skrivelse af 16. oktober 2019. Kommissionen anførte, at renterne i overensstemmelse med de kriterier, der var fastsat i dom af 14. juli 1995, CB mod Kommissionen (T-275/94, herefter »CB-dommen«, EU:T:1995:141), ikke var begyndt at løbe fra afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, men fra den dato, der var fastsat i den omtvistede afgørelse, nemlig den 4. januar 2011, og med en rentesats på 4,5%. Kommissionen opfordrede derfor WDI til at betale den et beløb på 12 236 931,69 EUR svarende til det endnu ubetalte beløb, idet den tog udgangspunkt i valørdatoen den 31. marts 2020.
B. Sagen for Retten
27. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. maj 2020 anlagde appellanterne søgsmål med principal påstand om for det første annullation af den omtvistede retsakt, for det andet om, at det blev fastslået, at Kommissionen skulle modregne de betalinger, som WDI havde foretaget i perioden fra den 29. juni 2011 til den 16. juni 2015, med tillæg af herpå påløbne renter i denne periode, altså et samlet beløb på 17 820 610 EUR, i den af Retten under dennes udøvelse af sin fulde prøvelsesret i dommen af 15. juli 2015 pålagte bøde med virkning fra denne dato, og at denne bøde dermed allerede var fuldstændigt betalt med WDI’s betaling af 17. oktober 2019 på 18 149 636,24 EUR, og for det tredje om, at Kommissionen tilpligtedes at betale WDI et beløb på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra den 17. oktober 2019, indtil det skyldige beløb var fuldstændigt betalt, som følge af denne institutions ugrundede berigelse. Subsidiært nedlagde appellanterne påstand om, at Den Europæiske Union, repræsenteret af Kommissionen, tilpligtedes dels at betale appellanterne en erstatning svarende til det i den omtvistede retsakt krævede beløb, dvs. 12 236 931,69 EUR, dels at betale WDI et beløb svarende til det beløb, som denne institution opkrævede for meget den 17. oktober 2019, på 1 633 085,17 EUR med tillæg af renter fra denne dato, indtil det skyldige beløb var fuldstændigt betalt.
28. I den appellerede dom undersøgte Retten indledningsvis den fjerde påstand om et erstatningskrav støttet på Kommissionens ulovlige adfærd som følge af, at Kommissionen ikke opfyldte dommen af 15. juli 2015 korrekt og derved tilsidesatte de forpligtelser, som påhviler den i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF (8). Til støtte for dette erstatningskrav fremsatte appellanterne i det væsentlige fire anbringender. I denne forbindelse fandt Retten, at alle de af appellanterne påtalte ulovligheder tog udgangspunkt i den antagelse, at den bøde, der blev pålagt ved den omtvistede afgørelse, ikke blev »opretholdt« eller »tiltrådt« ved dommen af 15. juli 2015, men blev annulleret ex tunc og erstattet af en ny bøde, som appellanterne betegnede som en »retslig bøde«, der først forfaldt til betaling på datoen for afsigelsen af denne dom (9).
29. Efter at have fastslået, at påstanden om erstatning kunne antages til realitetsbehandling (10), konstaterede Retten indledningsvis, at eftersom spørgsmålet om, hvornår de morarenter, der skulle betales af bøden, skulle begynde at løbe, ikke havde været genstand for nogen udveksling mellem parterne under retssagen, og det ikke blev udtrykkeligt behandlet i dommen af 15. juli 2015, hverken i dommens præmisser eller i domskonklusionen (11), skulle det afgøres, om det kunne udledes af denne dom, at den af Retten fastsatte bøde retligt adskilte sig fra den, som Kommissionen pålagde i den omtvistede afgørelse (12). I denne henseende fremhævede Retten i overensstemmelse med retspraksis efter CB-dommen, at det allerede af ordlyden af artikel 31 i forordning nr. 1/2003 følger, at den fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser på konkurrenceområdet, gælder for og er begrænset til den bøde, Kommissionen oprindeligt har pålagt, og at den af Unionens retsinstanser fastsatte bøde således ikke udgør en ny bøde, der er retligt forskellig fra den bøde, som Kommissionen pålagde (13). Når Unionens retsinstanser sætter deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og nedsætter bøden under udøvelsen af deres fulde prøvelsesret, erstatter de, ifølge Retten, således i Kommissionens afgørelse det beløb, der oprindeligt blev fastsat i denne afgørelse, med det beløb, som følger af deres egen vurdering, hvorfor Kommissionens afgørelse på grund af den af Unionens retsinstanser afsagte doms erstatningseffekt stedse må anses for at have været den, der følger af Unionens retsinstansers vurdering (14).
30. Dernæst bemærkede Retten med henvisning til Domstolens kendelse, at Domstolen i den foreliggende sag havde fastslået dels, at selv om Rettens udøvelse af sin prøvelse af lovligheden af den anfægtede afgørelse medførte annullation af afgørelsen, i det omfang Kommissionen pålagde appellanterne en bøde, indebar denne prøvelse på ingen måde, at Retten af denne grund var frataget muligheden for at udøve sin fulde prøvelsesret, dels at den omstændighed, at Retten i sidste ende vurderede, at det var passende at fastsætte en bøde i den foreliggende sag, der størrelsesmæssigt svarede til den, der var fastsat i den omtvistede afgørelse, var uden betydning for lovligheden af udøvelsen af dens fulde prøvelsesret (15). Retten udledte heraf, at Kommissionen derfor med rette kunne hævde, at eftersom den af Retten fastsatte bøde ikke var en ny bøde, forfaldt den til betaling på den i den omtvistede afgørelse anførte dato (16).
31. Ifølge Retten rejste den omstændighed, at Retten bl.a. annullerede den oprindeligt pålagte bøde, inden den fastsatte et nyt beløb på grundlag af forhold fra tiden efter den omtvistede afgørelse (17), og at Rettens præsident ved dennes kendelse om foreløbige forholdsregler udsatte forpligtelsen til at stille en bankgaranti, heller ikke tvivl om denne vurdering. For så vidt angår denne udsættelse bemærkede Retten, at vedtagelsen af kendelsen om foreløbige forholdsregler ikke indebar en udsættelse af fordringens forfald, idet der fortsat påløb morarenter på fordringen under retssagen (18).
32. Retten fremhævede endvidere, at når Unionens retsinstanser under udøvelsen af deres fulde prøvelsesret opretholder en del af eller hele bødebeløbet, udgør forpligtelsen til at betale morarenter ab initio ikke en sanktion, som pålægges ud over den af Kommissionen oprindeligt pålagte bøde. Såvel den omstændighed, at bøden retligt ikke skifter karakter, fordi den ændres af Unionens retsinstanser, som princippet om, at søgsmål ikke har opsættende virkning, er nemlig til hinder for, at Kommissionen fritager den virksomhed, som ikke har betalt denne bøde omgående, og hvis påstande delvis er blevet taget til følge, fra den forpligtelse, den har til med virkning fra forfaldstiden af den af Kommissionen pålagte bøde at betale renter af den af Unionens retsinstanser fastsatte bøde (19).
33. På baggrund af disse betragtninger konkluderede Retten, at der ikke forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af Kommissionens forpligtelser i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, og forkastede appellanternes erstatningspåstand. Da appellanternes øvrige påstande i det væsentlige ligeledes var baseret på den antagelse, at Kommissionen havde tilsidesat denne bestemmelse, frifandt Retten Kommissionen i det hele (20).
IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
34. Med appellen har appellanterne nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, og har i det væsentlige gentaget de påstande, som de nedlagde i første instans (21). Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
V. Bedømmelse
35. Til støtte for deres appel har appellanterne fremsat tre anbringender, hvoraf det første vedrører en retlig fejl på grund af manglende efterkommelse af dommen af 15. juli 2015 og en fejlagtig og selvmodsigende begrundelse af den appellerede dom, det andet vedrører en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF på grund af den manglende overholdelse af den retsregel, der følger af kassationsvirkningen sammenholdt med den retlige erstatningskarakter, og det tredje vedrører en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang. Som Domstolen har anmodet om, vil dette forslag til afgørelse fokusere på en analyse af det første anbringende.
36. Det fremgår af beskrivelsen af sagens baggrund, at den foreliggende appel ved Domstolen, og navnlig det første anbringende, i lighed med søgsmålet i første instans ved Retten, i det væsentlige drejer sig om, hvorvidt Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret ved dommen af 15. juli 2015 gav anledning til en bøde, der må karakteriseres som ny og retligt adskilt i forhold til den bøde, der blev pålagt af Kommissionen ved den omtvistede afgørelse.
37. I forbindelse med dette første anbringende er appellanternes antagelse nærmere bestemt i det væsentlige, at Retten ved dommen af 15. juli 2015 dels annullerede den af Kommissionen pålagte bøde ex tunc, hvorved denne annullation resulterede i en fordring i deres favør svarende til det beløb, som de foreløbigt havde betalt til opfyldelse af kendelsen om foreløbige forholdsregler med tillæg af renter, dels fastsatte en ny, særskilt bøde med virkning fra datoen for afsigelsen af dommen af 15. juli 2015, som de har betegnet som den »retslige bøde« i modsætning til den »annullerede bøde«, som Kommissionen pålagde i 2010.
38. For så vidt som de forskellige argumenter, som appellanterne har påberåbt sig i forbindelse med det første anbringende, tager udgangspunkt i den antagelse, at Retten i det væsentlige begik en retlig fejl ved at fastslå, at den bøde, som Retten pålagde i dommen af 15. juli 2015, ikke udgjorde en ny bøde, der var retligt adskilt fra den bøde, som Kommissionen pålagde ved den omtvistede afgørelse, finder jeg det for det første hensigtsmæssigt at fremsætte nogle indledende betragtninger om karakteren af den fulde prøvelsesret og bl.a. konsekvenserne af dens anvendelse (A) og dernæst at analysere Rettens argumentation i den appellerede dom samtidig med, at de forskellige argumenter, som appellanterne har fremsat i forbindelse med det første anbringende i deres appel, undersøges (B).
A. Den fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser med hensyn til anvendelsen af konkurrencereglerne
39. Der skal i første række mindes om, at systemet med retslig prøvelse af Kommissionens afgørelser vedrørende procedurerne i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF består i en legalitetskontrol af institutionernes retsakter, som er fastsat i artikel 263 TEUF, hvilken kontrol i henhold til artikel 261 TEUF og til artikel 31 i forordning nr. 1/2003 (22), og efter anmodning fra sagsøgeren kan suppleres af Rettens udøvelse af en fuld prøvelsesret vedrørende de sanktioner, som Kommissionen pålægger på dette område (23). Den fulde prøvelsesret kan derfor kun udøves supplerende i forbindelse med legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF og udgør ikke en selvstændig sag som de i artikel 256 TEUF omhandlede sager (24).
40. I denne forbindelse skal jeg erindre om, at denne legalitetskontrol omfatter samtlige elementer ved Kommissionens afgørelser vedrørende procedurerne i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF, med hensyn til hvilke Retten sikrer en grundig kontrol, såvel retligt som faktisk, i lyset af de af sagsøgeren rejste anbringender og henset til samtlige de oplysninger, som denne sidstnævnte har fremlagt. EU-retsinstanserne kan dog under alle omstændigheder ikke i forbindelse med denne kontrol sætte deres egen begrundelse i stedet for den, som udstederen af den omhandlede retsakt har angivet (25).
41. Når Unionens retsinstanser derimod udøver deres fulde prøvelsesret, er de beføjet til, ud over en legalitetskontrol af sanktionen, ved udmålingen af denne sanktions beløb at sætte deres egen vurdering i stedet for dén, der er foretaget af Kommissionen som udsteder af den retsakt, hvori dette beløb oprindeligt blev fastsat. Som følge heraf kan Unionens retsinstanser ændre den anfægtede retsakt, også selv om denne ikke annulleres, med henblik på at ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde, idet denne kompetence udøves under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder (de novo-kontrol) (26).
42. Det følger heraf, at selv om omfanget af denne prøvelsesret, til forskel fra legalitetskontrollen, er strengt begrænset til fastsættelsen af bødens størrelse (27), har Unionens retsinstanser kompetence til at udøve deres fulde prøvelsesret, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges dem til vurdering (28), idet udøvelsen af denne prøvelsesret indebærer den endelige overførsel til Unionens retsinstanser af beføjelsen til at pålægge sanktioner (29).
43. Ud fra et metodisk synspunkt følger det heraf, at det således først er efter, at Unionens retsinstans har afsluttet sin legalitetskontrol af den afgørelse, der er blevet forelagt den på baggrund af de anbringender, som fremsættes for den, at det påhviler den at udøve sin fulde prøvelsesret med henblik på dels at drage konsekvenserne af sin bedømmelse af lovligheden af denne afgørelse, dels på baggrund af de oplysninger, der forelægges til behandling, at afgøre, om den, under hensyn til alle omstændigheder i sagen, skal sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens, således at bøden er passende (30).
44. I anden række skal jeg erindre om, at Unionens retsinstanser med henblik på at opfylde kravene til en fuld prøvelse som omhandlet artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder hvad angår bøden under udøvelsen af de i artikel 261 TEUF og 263 TEUF fastsatte kompetencer er forpligtede til at undersøge ethvert retligt eller faktisk klagepunkt, der har til formål at godtgøre, at bødens størrelse ikke er i overensstemmelse med overtrædelsens grovhed og dens varighed (31). Det er således takket være denne fulde prøvelsesret, at den domstolsprøvelse, der er fastsat bestemmelse om i traktaterne, er i overensstemmelse med princippet om effektiv retsbeskyttelse i chartrets artikel 47 (32). Dette indebærer derfor, at Unionens retsinstanser i henhold til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, for hver virksomhed, der pålægges sanktioner, tager hensyn til grovheden af den omhandlede overtrædelse og varigheden heraf, under overholdelse af navnlig begrundelsespligten, proportionalitetsprincippet, princippet om individuelle sanktioner og ligebehandlingsprincippet, og dette uden at disse retsinstanser er bundet af de vejledende bestemmelser, som Kommissionen har fastsat i sine retningslinjer, selv om de sidstnævnte kan være vejledende for Unionens retsinstanser, når disse udøver deres fulde prøvelsesret (33).
45. I tredje række skal det fremhæves, at udøvelsen af denne fulde prøvelsesret ikke svarer til en kontrol af egen drift, og at proceduren er kontradiktorisk. Med undtagelse af spørgsmål om grundlæggende retsprincipper, som dommeren er forpligtet til at tage under påkendelse af egen drift, såsom en manglende begrundelse af den omtvistede afgørelse (34), er det op til sagsøgeren at gøre anbringender gældende til prøvelse af afgørelsen og at fremlægge oplysninger til støtte for disse anbringender (35). Domstolen har imidlertid fastslået, at manglende kontrol af hele den omtvistede afgørelse af egen drift ikke er i strid med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse. Det er således ikke nødvendigt for at overholde dette princip, at Retten, der godt nok er forpligtet til at besvare de påberåbte anbringender og til at udøve en såvel retlig som faktisk kontrol, er forpligtet til af egen drift at foretage en ny og fuldstændig undersøgelse af sagen (36). I forbindelse med udøvelsen af den fulde prøvelsesret kan Unionens retsinstanser derfor ligeledes fastslå, at ingen af parternes argumenter kan begrunde, at den pågældende instans gør brug af denne ret med henblik på at nedsætte bødebeløbet (37).
46. Det er i lyset af disse generelle konstateringer, at appellanternes første anbringende skal behandles.
B. Det første anbringende
47. Med det første anbringende – der er opdelt i en række klagepunkter, som i vidt omfang overlapper hinanden, og som tager sigte på den appellerede doms præmis 98, 99, 102, 105, 107, 111, 113, 115, 117, 118, 125 og 127 – har appellanterne i det væsentlige foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved ikke at efterkomme sin egen dom af 15. juli 2015 og ved at give en fejlagtig og selvmodsigende begrundelse i forhold til denne dom, der således var i strid med retskraften.
48. Eftersom hele appellanternes argumentation er baseret på den antagelse, at Retten ved dommen af 15. juli 2015 pålagde en ny bøde, som retligt set var forskellig fra den bøde, som Kommissionen havde pålagt i den omtvistede afgørelse, er jeg af den opfattelse, at det af klarheds- og retsplejehensyn skal undersøges, om denne antagelse er korrekt. Hvis dette ikke er tilfældet, vil alle appellanternes klagepunkter i det første anbringende savne grundlag og skulle forkastes, idet der i så fald ikke er nogen uoverensstemmelser mellem dommen af 15. juli 2015 og den appellerede dom.
1. Spørgsmålet om forudsætningen for det første anbringende er korrekt
49. Indledningsvis er jeg af den opfattelse, at det bør fastslås, at Retten med rette konstaterede i den appellerede doms præmis 96 og 97, at eftersom spørgsmålet om, hvornår de morarenter, der skulle betales af bøden, skulle begynde at løbe, ikke blev udtrykkeligt behandlet i dommen af 15. juli 2015, skulle det afgøres, om det kunne udledes af denne dom, at den af Retten fastsatte bøde retligt adskilte sig fra den, som Kommissionen pålagde i den omtvistede afgørelse (38).
50. I denne henseende skal det påpeges, at udgangspunktet for analysen af en eventuel uoverensstemmelse mellem den appellerede dom og dommen af 15. juli 2015 nødvendigvis skal være indholdet og mere konkret præmisserne og konklusionen i dommen af 15. juli 2015, også sammenholdt med Domstolens kendelse. Desangående er Rettens resumé af indholdet af dommen af 15. juli 2015 i den appellerede doms præmis 95 og 100, der dannede grundlag for dens analyse, præcist og således også i overensstemmelse med Domstolens fortolkning, således som den fremgår af sidstnævntes kendelse (39).
51. Til støtte for deres søgsmål til prøvelse af den omtvistede afgørelse, der gav anledning til dommen af 15. juli 2015, påberåbte appellanterne sig nemlig som bekendt ni anbringender, hvoraf alene det sjette og det niende er relevante for nærværende appelsag. Ved det sjette anbringende blev det for det første navnlig gjort gældende, at det var i strid med proportionalitetsprincippet, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til appellanternes betalingsevne i den anfægtede afgørelse. For det andet vedrørte det niende anbringende den i skrivelsen af 14. februar 2011 foretagne fejlagtige vurdering af deres betalingsevne, som appellanterne ligeledes havde påstået annulleret.
52. I dommen af 15. juli 2015 tog Retten disse to anbringender til følge og annullerede den anfægtede afgørelse, for så vidt som appellanterne herved blev pålagt en bøde, samt skrivelsen af 14. februar 2011 under henvisning til, at Kommissionen heri havde begået fejl ved vurderingen af deres betalingsevne, som omhandlet i punkt 35 i retningslinjerne af 2006. Nærmere bestemt fastslog Retten inden for rammerne af legalitetsprøvelsen af den omtvistede afgørelse i præmis 285-332 i dommen af 15. juli 2015, at Kommissionen havde begået fejl i sin vurdering af appellanternes betalingsevne, og at disse fejl dels kunne bevirke en annullation af den omtvistede afgørelse, for så vidt som den pålagde appellanterne en bøde, og af skrivelsen af 14. februar 2011, dels begrunde, at Retten udøvede sin fulde prøvelsesret (40).
53. Under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret vurderede Retten imidlertid, at appellanterne ikke med rette kunne hævde, at en nedsættelse af bøden skulle indrømmes som følge af deres manglende betalingsevne, og dermed fastsatte Retten et beløb svarende til det, som de havde fået pålagt i den anfægtede afgørelse. I præmis 333-358 i dommen af 15. juli 2015 og under henvisning til retningslinjerne af 2006 samt på grundlag af det af appellanterne oplyste vedrørende deres økonomiske situation, således som denne havde udviklet sig efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, fastslog Retten nærmere bestemt, at appellanterne ikke med føje kunne hævde, at en nedsættelse af bøden skulle indrømmes som følge af deres manglende betalingsevne af grunde, som svarer til dem, der er anført i punkt 35 i nævnte retningslinjer af 2006, og dermed fastsatte Retten betaling af en bøde på et beløb svarende til det, som appellanterne havde fået pålagt i den anfægtede afgørelse (41).
54. I denne forbindelse forekommer det mig relevant at fremhæve, at selv om Retten kun tog stilling til annullationsanbringenderne vedrørende vurderingen af appellanternes betalingsevne, blev alle anbringenderne vedrørende lovligheden af overtrædelsen og størrelsen af den bøde, der blev pålagt som følge heraf, forkastet. Retten fandt med andre ord ingen grund til at anse beløbet for de bøder, som appellanterne blevet pålagt, og som fremgår af den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, nr. 8) (42), for upassende på grundlag af de fire første søgsmålsanbringender, idet undersøgelsen af disse ikke havde påvist nogen fejl, der kunne indebære, at den omtvistede afgørelse var ulovlig. Det er ligeledes af denne grund, at Retten fastsatte en bøde på det samme beløb som den bøde, som Kommissionen tidligere havde pålagt appellanterne i den omtvistede afgørelse. Det skal i øvrigt erindres, at punkt 35 i retningslinjerne af 2006 udgør det sidste element, som tages i betragtning ved fastsættelsen af størrelsen af de bøder, som pålægges for tilsidesættelse af konkurrenceregler (43).
55. For så vidt angår dommen af 15. juli 2015 annullerede Retten ganske vist i punkt 2 i konklusionen i nævnte dom dels artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse, hvorved appellanterne blev pålagt en bøde, dels i denne konklusions punkt 4-6 fastsatte bødebeløb svarende til beløbene i den omtvistede afgørelse. En tilgang, hvorefter dette valg var udtryk for et ønske fra Rettens side om at fastsætte en ny bøde, der var retligt forskellig fra den af Kommissionen fastsatte, ville imidlertid være udtryk for en overdreven formalisme og ville efter min opfattelse udgøre en hindring for den grundlæggende regel efter fast retspraksis, hvorefter en doms konklusion skal forstås på grundlag af de præmisser, der har ført til den, og som danner det fornødne grundlag for den (44). Der findes i øvrigt talrige eksempler på, at Retten har annulleret konklusionen i en bødeafgørelse truffet af Kommissionen og dernæst har fastsat det nye beløb under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret (45). Som Kommissionen har anført, har Retten i visse tilfælde, som i dommen af 15. juli 2015, først annulleret den artikel i Kommissionens afgørelse, hvori bøden var fastsat, og dernæst fastsat bøden igen i konklusionen (46). I andre tilfælde har Retten blot ændret bøden uden at annullere den pågældende artikel i Kommissionens afgørelse (47). Selv om denne mangel på konsekvens i Rettens praksis er uheldig og på det rent formelle plan kan være en kilde til forvirring, vil den – eftersom den fulde prøvelsesret i overensstemmelse med CB-dommen »gælder for og er begrænset til den bøde, Kommissionen oprindeligt har pålagt« (48) – i realiteten principielt være uden betydning for retsvirkningerne (49).
56. På baggrund af ovenstående er jeg af den opfattelse, at forudsætningen for appellanternes argumentation i forbindelse med det første anbringende, hvorefter Retten ved dommen af 15. juli 2015 pålagde en ny bøde, som retligt set var forskellig fra den bøde, som Kommissionen havde pålagt i den omtvistede afgørelse, ikke fremgår af denne doms præmisser og er grundlæggende forkert.
57. Denne konklusion er efter min opfattelse tilstrækkelig til at forkaste hele appellanternes argumentation som ugrundet, uden at det er nødvendigt at foretage en mere indgående gennemgang af de forskellige klagepunkter i det første anbringende.
58. Såfremt Domstolen imidlertid finder det nødvendigt at behandle de forskellige argumenter, som appellanterne har fremsat subsidiært, og for fuldstændighedens skyld, foreslår jeg, at de forkastes på grundlag af nedenstående analyse.
2. De forskellige klagepunkter i det første anbringende
59. For det første har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 98 fejlagtigt fastslog, at »[d]en af Unionens retsinstanser fastsatte bøde udgør [...] ikke en ny bøde, der er retligt forskellig fra den bøde, som Kommissionen pålagde (jf. i denne retning [CB-dommen], præmis 58 og 60)«. Denne konstatering var urigtig, eftersom den ikke gav svar på spørgsmålet om, hvori ændrings- og erstatningseffekten af dommen af 15. juli 2015 bestod med hensyn til den bøde, der blev annulleret ved den omtvistede afgørelse.
60. Til støtte for deres argument har appellanterne gjort gældende, at det var med urette, at Retten henviste til præmis 58 og 60 i CB-dommen, idet denne dom adskiller sig fra dommen af 15. juli 2015. I modsætning til CB-dommen traf Retten i dommen af 15. juli 2015 for det første afgørelse om betaling af en »retslig bøde« på grundlag af »nye faktiske omstændigheder« og ophævede for det andet først den pålagte bøde i dens helhed og helt fra begyndelsen (nedsættelse ex tunc), inden den fastsatte den »retslige bøde«, og Retten valgte derfor ikke at opretholde Kommissionens oprindelige afgørelse eller blot at nedsætte den i denne afgørelse pålagte bøde (med tilbagevirkende kraft).
61. Disse anbringender kan efter min opfattelse ikke tiltrædes.
62. Som fastslået i punkt 52-56 i dette forslag til afgørelse pålagde Unionens retsinstanser i dommen af 15. juli 2015 for det første ikke en bøde i stedet for de af Kommissionen pålagte bøder, hvilket den i øvrigt ikke er i stand til at gøre, men »ændrede« blot den bøde, der oprindeligt blev fastsat i den omtvistede afgørelse. Der foreligger med andre ord identiske faktiske og retlige omstændigheder med hensyn til den bøde, der blev pålagt af Kommissionen i den omtvistede afgørelse, og den bøde, der blev fastsat i dommen af 15. juli 2015 efter Rettens prøvelse.
63. For det andet skal jeg erindre om, at Retten i præmis 58-60 i CB-dommen fastslog, at den fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser på konkurrenceområdet, »gælder for og er begrænset til den bøde, Kommissionen oprindeligt har pålagt« (præmis 58), at disse instanser »ikke har kompetence til at pålægge en bøde«, men alene kan udøve deres fulde prøvelsesret »med henblik på en stillingtagen til de bøder, der er fastsat ved en kommissionsbeslutning« (præmis 59), og at de således ikke har kompetence til at »sætte en ny bøde i stedet for den bøde, Kommissionen har pålagt, og som retligt adskiller sig fra denne« (præmis 60). Disse betragtninger af generel karakter, som blev formuleret af Retten i 1995, forekommer mig – selv om de aldrig er blevet stadfæstet af Domstolen – fortsat at være gyldige i dag (50).
64. Hvad for det tredje angår argumentet om, at Retten i CB-sagen opretholdt den omhandlede del af bøden efter at have revurderet de samme kendsgerninger som dem, der lå til grund for den omtvistede afgørelse, mens Retten i dommen af 15. juli 2015 besluttede at opretholde den samme bøde, idet den også støttede sig på en undersøgelse af nye faktiske omstændigheder, er denne sondring fra appellanternes side uden relevans på det retlige plan. Som det nemlig fremgår af fast retspraksis, skal den domstol, der har den fulde prøvelsesret, i princippet og med forbehold af undersøgelsen af de oplysninger, som fremlægges for den af parterne, tage hensyn til den retlige og faktiske situation, som foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse, når den finder det berettiget at udøve sin beføjelse til at omgøre (51). Dette indebærer a fortiori, at den domstol, der har den fulde prøvelsesret, ikke blot kan tage hensyn til tidligere oplysninger, der ikke er nævnt i den appellerede retsakt (52), men efter omstændighederne og rent undtagelsesvis også til oplysninger, der er fremkommet efter vedtagelsen af afgørelsen. Som Domstolen fastslog i præmis 43 i Domstolens kendelse har Unionens retsinstanser kompetence til at inddrage alle omstændigheder, såfremt de anses for relevante, uanset om disse omstændigheder foreligger før eller efter den trufne beslutning (53). Dette gælder a fortiori, når udøvelsen af den fulde prøvelsesret, således som det er tilfældet i nærværende sag, vedrører undersøgelsen af den pågældende virksomheds betalingsevne. Såfremt Unionens retsinstanser ikke havde mulighed for at vurdere den faktiske situation på det tidspunkt, hvor de træffer afgørelse, ville de, som Domstolen har fastslået, kunne være forpligtede til at nægte eller at indrømme en bødenedsættelse eller at ophæve en sådan retmæssig eller uretmæssig bøde, hvilket kunne medføre en uberettiget konkurrencemæssig ulempe eller fordel (54). I øvrigt vil jeg minde om, at prøvelsen af betalingsevnen som omhandlet i punkt 35 i retningslinjerne af 2006 forudsætter en analyse af »en given social og økonomisk kontekst« på tidspunktet for pålæggelsen af bøden med henblik på at vurdere, om dette vil »medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed«. En sådan prøvelse er således, efter sin art og sin genstand, fremadskuende og kan helt undtagelsesvis forudsætte, at der tages hensyn til omstændigheder, der er indtrådt efter pålæggelsen af bøden.
65. For det andet har appellanterne gjort gældende, at begrundelsen i den appellerede dom er selvmodsigende hvad angår erstatningseffekten af dommen af 15. juli 2015. Nærmere bestemt fastslog Retten i den appellerede doms præmis 99, at »[n]år Unionens retsinstanser sætter deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og nedsætter bøden under udøvelsen af deres fulde prøvelsesret, erstatter de i Kommissionens afgørelse det beløb, der oprindeligt blev fastsat i denne afgørelse, med det beløb, som følger af deres egen vurdering«. Såfremt denne bemærkning kunne være en korrekt forudsætning, burde Retten ifølge appellanterne have draget følgende konklusioner: i) I dommen af 15. juli 2015 satte Retten i fuldt omfang sin egen vurdering i stedet for Kommissionens, ii) på grundlag af denne vurdering nedsatte den størrelsen af den annullerede bøde i forbindelse med udøvelsen af sin fulde prøvelsesret gennem annullation og udtrykkelig godtgørelse af allerede foretagne betalinger, og iii) Retten erstattede den annullerede bøde med den således ændrede retslige bøde. I stedet for at drage disse konklusioner fastslog Retten imidlertid i samme præmis 99 i den appellerede dom, at »Kommissionens afgørelse må derfor på grund af den af Unionens retsinstanser afsagte doms erstatningseffekt stedse anses for at have været den, der følger af Unionens retsinstansers vurdering (jf. i denne retning [CB-dommen], præmis 60-65 og 85-87)«.
66. Det må i denne henseende imidlertid konstateres, at selv om Retten ved dommen af 15. juli 2015 i første omgang annullerede den omtvistede afgørelse om kartellet, for så vidt som den fastsatte størrelsen af den bøde, der blev pålagt appellanterne, og i anden omgang fastsatte bødens størrelse til det samme beløb under udøvelse af sin fulde prøvelsesret af de grunde, der er anført i punkt 53 og 54 i dette forslag til afgørelse, og således som Domstolen redegjorde for præmis 38 og 40 i Domstolens kendelse, hvortil der henvises i den appellerede doms præmis 101, skete der hverken nogen grundlæggende ændring eller nogen »novation« af bøden ved denne lejlighed.
67. For det tredje har appellanterne gjort gældende, at ændringen af bøden er til hinder for, at denne forfaldt med tilbagevirkende kraft den 4. januar 2011. De har derfor bestridt Rettens bemærkning i den appellerede doms præmis 102, hvori den anførte, at »[i] den foreliggende sag kunne Kommissionen [...] med rette hævde, at eftersom den af Retten fastsatte bøde ikke var en ny bøde, forfaldt den til betaling den 4. januar 2011«. Ifølge appellanterne var den fuldstændige annullation og fjernelse af bøden til hinder for, at denne forfaldt med tilbagevirkende kraft, idet tidspunktet for den retslige bødes forfald utvetydigt fremgår af præmis 302 og 356 i dommen af 15. juli 2015. I perioden mellem Kommissionens afgørelse og afsigelsen af dommen af 15. juli 2015 havde Kommissionen nemlig ikke nogen tilsvarende fordring.
68. Med dette argument har appellanterne blot konstrueret en argumentation, der imidlertid ligeledes er irrelevant, eftersom den er baseret på en urigtig fortolkning af dommen af 15. juli 2015. Appellanterne har således med urette gjort gældende, at erstatningseffekten af den bøde, som Retten i den forelæggende sag fastsatte ved den appellerede dom, har virkning ex nunc, og at Retten således overskred sin fulde prøvelsesret med hensyn til sanktioner. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at erindre om, at Domstolen i sin kendelse fastslog, at den af Retten pålagte bøde ikke var en ny bøde (55). Således som det er fremhævet i punkt 53 og 54 i dette forslag til afgørelse, anså Retten i øvrigt ikke beløbet for de bøder, som appellanterne var blevet pålagt, og som fremgår af den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, nr. 8), for upassende på grundlag af de fire første søgsmålsanbringender, idet undersøgelsen af disse ikke havde påvist nogen fejl, der kunne indebære, at den omtvistede afgørelse var ulovlig, hvilket begrundede pålæggelsen af en bøde med samme beløb som den bøde, som Kommissionen tidligere havde pålagt appellanterne i den omtvistede afgørelse.
69. For det fjerde har appellanterne gjort gældende, at Retten anlagde en urigtig fortolkning af Trioplast-dommen (præmis 15 og 56-62), idet den i den appellerede doms præmis 105 henviste hertil til støtte for konklusionen, hvorefter »[e]n erstatningseffekt svarende til den, der er omhandlet i denne doms præmis 99, er [...] allerede blevet anerkendt i forbindelse med en domskonklusion, hvori Retten først annullerede det beløb, for hvilket et moderselskab blev holdt solidarisk ansvarligt til betaling af en af Kommissionen pålagt bøde, for derefter igen at fastsætte dette beløb under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret«. Ifølge appellanterne er denne retspraksis ikke relevant og viser, at der ikke findes nogen præcedens, der er anerkendt af Unionens retsinstanser, som har en ugunstig virkning, hvorved der påløber renter, og som allerede er blevet fastslået endegyldigt i tilfælde af en annullation og en domskonklusion med en domfældelse.
70. I lighed med Kommissionen og i lyset af den retspraksis, der er anført i punkt 55 i dette forslag til afgørelse er jeg af den opfattelse, at Trioplast-dommen er relevant med hensyn til, hvornår der begynder at påløbe renter. I denne dom annullerede Retten nemlig først på en måde svarende til den i denne sag anvendte de bødebeløb, for hvilket et moderselskab blev holdt solidarisk ansvarligt, inden den igen fastsatte dette beløb under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret. Den bøde, der oprindeligt var blevet pålagt af Kommissionen, blev således klart erstattet ex tunc. Eftersom omstændighederne i Trioplast-sagen fuldt ud kan sammenlignes med omstændighederne i den foreliggende sag, kan dette fjerde klagepunkt ligeledes forkastes.
71. For det femte har appellanterne gjort gældende, at Retten anlagde et urigtigt skøn med hensyn til appellanternes nye betalingsevne, der blev fastslået i 2015, og konsekvenserne af denne for størrelsen af den »retslige bøde«. Nærmere bestemt fastslog Retten i den appellerede doms præmis 107, at »Retten begrænsede sig [...] i forbindelse med sin prøvelse til at fastslå, at Kommissionen havde begået fejl ved vurderingen af sagsøgernes betalingsevne, uden at anføre, at de ikke kunne pålægges nogen bøde i 2010 og 2011«, idet den i den appellerede doms præmis 109 tilføjede, at »Retten fastslog [...] i dommen af 15. juli 2015, at sagsøgerne i modsætning til det af sagsøgerne hævdede havde en vis betalingsevne i 2010 og 2011«. Ifølge appellanterne tyder intet i dommen af 15. juli 2015 på, at Retten på grund af »en vis betalingsevne« besluttede at opretholde sit oprindelige bødepålæg og dermed bekræfte det upassende beløb for den annullerede bøde.
72. I modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, skal jeg imidlertid påpege, at Retten i den appellerede doms præmis 108 og 109 som svar på et af appellanternes argumenter og med henvisning til præmis 346 i dommen af 15. juli 2015 blot forklarede, at den i denne dom havde fastslået, at appellanterne på grundlag af den foreløbige betalingsplan, der var fastsat i kendelsen om foreløbige forholdsregler, allerede havde været i stand til at betale et beløb på mere end 15 000 000 EUR siden 2011, hvilket gjorde det muligt at fastslå, at appellanterne havde en »vis betalingsevne« i 2010 og 2011.
73. For det sjette har appellanterne kritiseret Rettens forklaring i den appellerede doms præmis 125, hvorefter »Kommissionen [...] [blev] pålagt at betale halvdelen af de omkostninger, som sagsøgerne havde afholdt, [...] hvilket skyldtes, at artikel 2, stk. 1, nr. 8), i den omtvistede afgørelse blev annulleret«. Ifølge appellanterne »understreger [den vedtagne omkostningsafgørelse], at Rettens afgørelse var gunstig i materiel henseende for så vidt angår bøden, der i væsentligt omfang blev ændret til [deres] fordel ved dommen af 15. juli 2015«.
74. Det må imidlertid fastslås, at dette argument hviler på den fejlagtige antagelse, at der er en forbindelse mellem den påståede foretagne ændring af den annullerede oprindeligt pålagte bøde og fastsættelsen af sagsomkostningerne, og derfor skal forkastes som uvirksomt.
75. For det syvende og sidste har appellanterne bestridt konklusionen i den appellerede doms præmis 127, ifølge hvilken »forpligtelsen til at betale morarenter ab initio ikke [udgør] en sanktion, som pålægges ud over den af Kommissionen oprindeligt pålagte bøde, og som udgør en hindring for søgsmålsretten«.
76. I denne henseende skal det for det første erindres, at forpligtelsen til at betale morarenter i tilfælde af manglende betaling af en bøde inden for fristen er en direkte konsekvens af retskraften af Kommissionens retsakter, der indebærer en forpligtelse til at betale en pengeydelse, som defineret i artikel 299 TEUF. Tvangsfuldbyrdelsen af disse retsakter kan kun udsættes efter en afgørelse truffet af Domstolen. Forpligtelsen til at betale morarenter tager således sigte på at sikre effektiviteten af de bøder, som Kommissionen pålægger på det konkurrenceretlige område, og at tilskynde dem, der pålægges bøderne, til at betale disse inden for de fastsatte frister. Forpligtelsen til at betale morarenter ab initio udgør derfor ikke en sanktion, som pålægges ud over den af Kommissionen oprindeligt pålagte bøde.
77. For det andet skal det fremhæves, at Retten ved sin dom af 15. juli 2015 ikke annullerede bestemmelserne om morarenter i afgørelsen vedrørende kartellet og ej heller fastsatte en ny betalingsfrist eller en ny sats for morarenterne. I sin kendelse af 17. maj 2018, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (56) bekræftede Retten tværtimod udtrykkeligt, at dommen af 15. juli 2015 ikke havde nogen betydning for spørgsmålet om morarenter. Appellanterne kan derfor ikke med rette gøre gældende, at der ikke skulle betales morarenter fra vedtagelsen af Kommissionens afgørelse.
C. Forslag til afgørelse
78. På baggrund af ovenstående betragtninger, og for så vidt som dette forslag til afgørelse alene vedrører det første anbringende, foreslår jeg Domstolen, at den forkaster dette anbringende som ugrundet.