Sag C-216/22
A.A.
mod
Forbundsrepublikken Tyskland
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Sigmaringen)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 8. februar 2024
»Præjudiciel forelæggelse – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32/EU – artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2 og 3 – fornyet ansøgning – betingelser for at afvise en sådan ansøgning fra realitetsbehandling – begrebet »nye elementer eller oplysninger« – dom afsagt af Domstolen om et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten – artikel 46 – adgang til effektive retsmidler – den nationale domstols kompetence til at træffe afgørelse om realiteten af en sådan ansøgning i tilfælde af, at afgørelsen om afvisning af en ansøgning er ulovlig – processuelle garantier – artikel 14, stk. 2«
1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – begrundelse – fornyet ansøgning, hvori der ikke anføres nye elementer eller oplysninger – begrebet »nyt element« – dom afsagt af Domstolen, der vedrører bedømmelsen af kriterierne for at opnå status som en person med international beskyttelse – dom, der vedrør rækkevidden af fortolkningen af en bestemmelse, der allerede var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af en tidligere afgørelse – omfattet – dommens afsigelsesdato – ingen betydning
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 2, litra f), art. 33, stk. 2, litra d), og art. 40, stk. 2 og 3]
(jf. præmis 38, 40, 44, 49 og 54 samt domskonkl. 1)
2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – sag til prøvelse af en afgørelse vedrørende en ansøgning om international beskyttelse – adgang til effektive retsmidler – afvisning af en fornyet ansøgning – forpligtelse til at henvise behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse til den besluttende myndighed – foreligger ikke – medlemsstaternes mulighed for at bemyndige deres retter til selv at træffe afgørelse vedrørende denne ansøgning – betingelse – overholdelse af de garantier, der er fastsat i bestemmelserne i kapitel II i direktiv 2013/32
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 40, stk. 3, og art. 46, stk. 1, litra a), nr. ii), og stk. 3]
(jf. præmis 58-65 og 67 samt domskonkl. 2)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Verwaltungsgericht Sigmaringen (forvaltningsdomstolen i Sigmaringen, Tyskland) tog Domstolen (Store Afdeling) navnlig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en præjudiciel afgørelse fra Domstolen udgør et nyt element, der indebærer, at en fornyet asylansøgning skal realitetsbehandles og ikke afvises.
Den 26. juli 2017 indgav en syrisk statsborger en asylansøgning i Tyskland. Under sin samtale ved den tyske kompetente myndighed oplyste sagsøgeren i hovedsagen, at han havde aftjent sin værnepligt i Syrien mellem 2003 og 2005, og at han havde forladt dette land af frygt for igen at blive indkaldt til militærtjeneste eller anholdt, hvis han ikke meldte sig til aftjening.
Ved afgørelse af 16. august 2017 tildelte den tyske kompetente myndighed ham subsidiær beskyttelsesstatus, men afviste hans ansøgning om flygtningestatus. Myndigheden lagde bl.a. til grund, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren i sit land ville blive anset for at være en desertør eller en modstander af regimet, idet han havde forladt Syrien, inden han blev indkaldt til at slutte sig til den syriske hær. Han havde i øvrigt ikke godtgjort, at værnepligten var årsagen til hans afrejse. Han havde nemlig i det store og hele kun påberåbt sig faresituationen som følge af krigen i Syrien.
Ansøgeren anfægtede ikke denne afgørelse, som derfor blev endelig. Den 15. januar 2021 indgav han imidlertid en ny asylansøgning (»fornyet asylansøgning«), hvori han påberåbte sig Domstolens dom af 19. november 2020, Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (Militærtjeneste og asyl) (1). Han anførte, at Domstolen i denne dom havde fastslået, at der under visse omstændigheder foreligger en »stærk formodning« for, at nægtelse af militærtjeneste er knyttet til en af de forfølgelsesgrunde, der er opregnet i artikel 10 i direktiv 2011/95 (2).
Ved afgørelse af 22. marts 2021 afviste den kompetente tyske myndighed ansøgerens fornyede asylansøgning med den begrundelse, at den påberåbte dom fra Domstolen ikke indebar, at den skulle realitetsbehandle denne ansøgning.
I en sag anlagt af ansøgeren til prøvelse af denne afgørelse var Verwaltungsgericht Sigmaringen (forvaltningsdomstolen i Sigmaringen), som var den forelæggende ret, i tvivl om, hvorvidt en dom fra Domstolen, der begrænser sig til at fortolke en bestemmelse i EU-retten, der allerede var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om en tidligere ansøgning, kan udgøre et »nyt element eller forhold«, som udelukker muligheden for at afvise en fornyet asylansøgning.
Domstolens bemærkninger
Domstolen henviste indledningsvis til, at det fremgår af ordlyden af og formålet med artikel 33, stk. 2, i direktiv 2013/32 samt af opbygningen af dette direktiv, at muligheden for at afvise en ansøgning om international beskyttelse, der er omhandlet i denne bestemmelse, fraviger forpligtelsen til at realitetsbehandle en sådan ansøgning. Domstolen havde således allerede fastslået, at det følger såvel af den udtømmende karakter af opregningen i den nævnte bestemmelse som af den omstændighed, at afvisningsgrundene har karakter af undtagelser, at denne opregning indebærer, at disse grunde skal fortolkes indskrænkende (3). De tilfælde, hvor direktiv 2013/32 kræver, at en fornyet ansøgning skal antages til realitetsbehandling, skal derfor omvendt fortolkes bredt.
Det fremgår desuden af selve ordlyden af samme artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 og navnlig af anvendelsen af udtrykket »nye elementer eller oplysninger«, at denne bestemmelse ikke blot omhandler en ændring af de faktiske omstændigheder, der er indtrådt i en ansøgers personlige forhold eller i den pågældendes oprindelseslands situation, men også nye retlige omstændigheder.
Det fremgår navnlig af retspraksis, at en fornyet ansøgning ikke kan afvises i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 (4), når den besluttende myndighed som omhandlet i dette direktiv (5) konstaterer, at en endelig afvisning af den tidligere ansøgning er i strid med EU-retten. En sådan konstatering påhviler nødvendigvis denne myndighed, når denne modstrid følger af en dom fra Domstolen eller er blevet fastslået af en national retsinstans efter indsigelse (6).
Det følger heraf, i den særlige sammenhæng, som direktiv 2013/32 indgår i, at enhver dom afsagt af Domstolen kan være omfattet af begrebet nyt element som omhandlet i artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2 og 3, i dette direktiv (7). Dette gælder uanset om denne dom er blevet afsagt før eller efter vedtagelsen af afgørelsen vedrørende den tidligere ansøgning, eller om den nævnte dom fastslår, at en national bestemmelse, som denne afgørelse er baseret på, er uforenelig med EU-retten, eller begrænser sig til at fortolke EU-retten, herunder den, der allerede var i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte afgørelse.
For at en fornyet ansøgning kan realitetsbehandles, skal de nye elementer eller oplysninger derudover i overensstemmelse med artikel 40, stk. 3, i direktiv 2013/32 »i væsentligt omfang gøre det sandsynligt, at ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95]«.
Det følger heraf, at enhver dom afsagt af Domstolen, herunder en dom, der er begrænset til fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, der allerede var trådt i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af en afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning, udgør et nyt element som omhandlet i artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2 og 3, i direktiv 2013/32, uanset hvornår dommen blev afsagt, hvis den i væsentlig grad øger sandsynligheden for, at ansøgeren opfylder betingelserne for at have ret til international beskyttelse.