Language of document : ECLI:EU:C:2024:123

Sag C-566/22

Inkreal s.r.o.

mod

Dúha reality s.r.o.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší soud České republiky)

 Domstolens dom (Første Afdeling) af 8. februar 2024

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – anvendelsesområde – artikel 25 – værnetingsaftale – parter i en aftale, der har hjemsted i samme medlemsstat – tildeling af kompetence til retterne i en anden medlemsstat til at påkende tvister, der udspringer af aftalen – grænseoverskridende element«

Retligt samarbejde på det civilretlige område – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – anvendelsesområde – grænseoverskridende element – aftale om værneting – værnetingsaftale – parter i en aftale, der har hjemsted i samme medlemsstat – tildeling af kompetence til retterne i en anden medlemsstat til at påkende tvister, der udspringer af denne aftale, som ikke har nogen anden tilknytning til denne anden medlemsstat – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1896/2006, art. 3, stk. 1, og nr. 1215/2012, 3. og 26. betragtning og art. 25, stk. 1)

(jf. præmis 17-25, 28, 32, 33 og 39 samt domskonkl.)

Resumé

I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse i en tvist, der vedrørte en konflikt om international kompetence, præciserede Domstolen, at Bruxelles Ia-forordningen (1) med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et grænseoverskridende element, finder anvendelse på værnetingsaftaler.

Mellem 2016 og 2017 indgik FD, der var bosiddende i Slovakiet, og Dúha reality, der er et slovakisk selskab med hjemsted i Slovakiet, to aftaler om pengelån, som omfattede en værnetingsaftale, hvorefter enhver tvist, som ikke kan løses ved forhandling, vil »blive løst af den materielt og stedligt kompetente tjekkiske domstol«.

I 2021 overdrog FD fordringerne i henhold til aftalerne om pengelån til Inkreal, der er et slovakisk selskab med hjemsted i Slovakiet. Da Dúha reality ikke tilbagebetalte pengelånene, anlagde Inkreal sag ved Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) med påstand om bl.a. udpegelse af den stedligt kompetente ret til at træffe afgørelse om sagens realitet. Anmodningen blev fremsat på grundlag af den værnetingsaftale, der var indeholdt i aftalerne om pengelån, som Inkreal anser for at være gyldig i henhold til Bruxelles Ia-forordningen.

Den nævnte øverste domstol præciserede, at anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningen ifølge Domstolens praksis er betinget af, at der foreligger et grænseoverskridende element. Med sin præjudicielle forelæggelse anmodede den første ret Domstolen om at afgøre, om denne forordning fandt anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation, hvor det grænseoverskridende element var begrænset til en værnetingsaftale, som omfattede retterne i en anden medlemsstat end den, hvor parterne havde deres hjemsted.

Domstolens bemærkninger

For det første bemærkede Domstolen, at ordlyden af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, der regulerer værnetingsaftaler (2), ikke er til hinder for, at en værnetingsaftale, hvorved parterne i en aftale, der har hjemsted i samme medlemsstat, aftaler, at retterne i en anden medlemsstat har kompetence til at påkende tvister, der udspringer af aftalen, er omfattet af denne bestemmelse, selv om den nævnte aftale ikke har nogen anden tilknytning til denne anden medlemsstat.

Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, fremgår det af fast retspraksis, at anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningens kompetenceregler kræver, at der foreligger et grænseoverskridende element, som imidlertid ikke er defineret i forordningen.

På grundlag af det tilsvarende begreb »grænseoverskridende sag«, der er defineret i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006 (3) som »en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som har fået forelagt en anmodning, er beliggende«, fastslog Domstolen for det første, at tvisten i hovedsagen opfyldte denne definition, eftersom tvistens parter havde hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, ved hvilken sagen var anlagt, var beliggende på grundlag af den omhandlede værnetingsaftale. For det andet rejste tvisten i hovedsagen i overensstemmelse med Domstolens praksis om, hvorvidt der foreligger et grænseoverskridende element, et spørgsmål vedrørende fastlæggelsen af den internationale kompetence, nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt de retter, der havde kompetence til at påkende denne tvist, var retterne i Den Tjekkiske Republik eller i Den Slovakiske Republik.

Under disse omstændigheder viste den omstændighed, at der forelå en værnetingsaftale til fordel for retterne i en anden medlemsstat end den, hvor de kontraherende parter havde hjemsted, i sig selv, at tvisten i hovedsagen havde grænseoverskridende virkninger.

Endelig bemærkede Domstolen, at fortolkningen af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, hvorefter en værnetingsaftale som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af denne bestemmelse, er i overensstemmelse med det formål om retssikkerhed, der forfølges med denne forordning. Dette formål ville derimod blive bragt i fare, hvis den nævnte bestemmelse kun fandt anvendelse på betingelse af, at der ud over værnetingsaftalen til fordel for retterne i en anden medlemsstat forelå yderligere oplysninger, der kunne godtgøre den pågældende tvists grænseoverskridende virkninger. Ikke alene ville forudsigeligheden for aftaleparterne nemlig blive svækket med hensyn til, hvilken ret der har kompetence til at påkende deres tvist, men den prøvelse, som den ret, for hvilken sagen er indbragt, skulle foretage af sin egen kompetence, ville blive mere kompleks.

Domstolen konkluderede derfor, at artikel 25, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse på en værnetingsaftale, hvorved parterne i en aftale, der har hjemsted i en og samme medlemsstat, aftaler, at retterne i en anden medlemsstat har kompetence til at påkende tvister, der udspringer af denne aftale, selv om den nævnte aftale ikke har nogen anden tilknytning til denne anden medlemsstat.


1      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).


2      Denne bestemmelse har følgende ordlyd: »Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. [...]«


3      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT 2006, L 399, s. 1).