Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. EMILIOU
fremsat den 8. februar 2024 (1)
Sag C-425/22
MOL Magyar Olaj- és Gázipari Nyrt.
mod
Mercedes-Benz Group AG
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (øverste domstol, Ungarn))
»Præjudiciel forelæggelse – retternes kompetence på det civilretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt – erstatningssøgsmål for overtrædelser af konkurrencelovgivningen – skade, som datterselskaber har lidt – det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået – moderselskabets hjemsted – økonomisk enhed«
I. Indledning
1. I 2016 traf Kommission en afgørelse, der konkluderede, at adskillige virksomheder – herunder Mercedes-Benz Group AG (herefter »sagsøgte«) – ved at aftale bruttolistepriser for mellemstore og tunge lastbiler, havde tilsidesat forbuddet i bl.a. artikel 101 TEUF (2). Denne afgørelse har ført til en række erstatningssøgsmål, hvoraf nogle har givet anledning til præjudicielle forelæggelser, hvori Domstolen anmodes om at præcisere, hvorledes kompetencereglerne i forordning (EU) nr. 1215/2012 (3) skal fortolkes med henblik på fastlæggelsen af, ved hvilke domstole disse sager kan anlægges (4).
2. Den foreliggende anmodning udspringer af en lignende sammenhæng, og der anmodes med den om en fortolkning af denne forordning for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt et moderselskab kan påberåbe sig det konkurrenceretlige begreb økonomisk enhed med henblik på at fastlægge kompetence for domstolene på det sted, hvor det har sit hjemsted, til at efterprøve og træffe afgørelse i et erstatningssøgsmål for den skade, som dets datterselskaber har lidt.
3. MOL Magyar Olaj- és Gázipari Nyrt. (herefter »sagsøgeren«), der har hjemsted i Ungarn, har den bestemmende indflydelse i selskaber, der tilhører MOL-koncernen, der har hjemsted i forskellige medlemsstater. Disse datterselskaber har indirekte erhvervet lastbiler fra sagsøgte til priser, der angiveligt var fordrejede som følge af den overtrædelse af konkurrenceretten, der er fastlagt i Kommissionens afgørelse, der nævnes ovenfor. Sagsøgeren anmoder i hovedsagen de ungarske domstole om at tilpligte sagsøgte, der har hjemsted i Tyskland, at betale et beløb svarende til den forskel, der er betalt for meget som følge af overtrædelsen af de konkurrenceretlige regler.
4. I henhold til forordning nr. 1215/2012 fastlægges kompetence på grundlag af hovedreglen om sagsøgtes bopæl (5). Denne regel har adskillige undtagelser, herunder en, der finder anvendelse for erstatningssøgsmål (således som det, der er genstand for hovedsagen), hvorefter kompetence ligeledes kan tillægges domstolene på det sted, hvor den angivelige skadetilføjelse er foregået (6).
5. Både retten i første og i anden instans fastslog, at denne særlige kompetenceregel imidlertid ikke kunne anvendes i hovedsagen, og at de ungarske domstole følgelig ikke havde international kompetence til at efterprøve og afgøre sagsøgerens krav. Årsagen til dette var i korte træk, at de omhandlede lastbiler ikke var blevet købt af sagsøgeren, men af dens datterselskaber (der reelt var de enheder, der havde lidt skade i form af de kunstigt forhøjede priser). Kúria (øverste domstol, Ungarn) ønsker under disse omstændigheder oplyst, hvorvidt der kan fastlægges kompetence på grundlag af den omstændighed, at sagsøgerens hjemsted er beliggende i Ungarn. Den ønsker ligeledes oplyst, om den omstændighed, at visse af de omhandlede datterselskaber ikke var en del af sagsøgerens koncern på det tidspunkt, hvor de pågældende lastbiler blev købt, er relevant for denne vurdering.
6. Den forelæggende rets anmodning kunne synes at være baseret på sagsøgerens opfattelse om, at sagsøgerens hjemsted er det sted, hvor tabet i sidste ende blev lidt, eftersom sagsøgeren og de berørte datterselskaber tilhører den samme økonomiske enhed.
7. Som jeg vil forklare nærmere i dette forslag til afgørelse, er dette begreb blevet udviklet i konkurrenceretten og anvendes bl.a. til at styrke dens håndhævelse. Det er navnlig blevet påberåbt med henblik på at pålægge ansvar for en sagsøgt for overtrædelser, der reelt er blevet begået af en anden (juridisk) person, forudsat at begge selskaber udgør en del af den samme økonomiske enhed. Det centrale spørgsmål, der i denne forbindelse er opstået i den foreliggende sag, er, hvorvidt dette begreb ligeledes kan påberåbes med henblik på at fastlægge kompetence for så vidt angår erstatningskrav, uanset hvorvidt sagsøgeren er den (juridiske) person, der i første omfang har lidt det underliggende tab.
II. Retsforskrifter
8. Det følger af 15. betragtning til forordning nr. 1215/2012, at »[k]ompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium […]«.
9. Af 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012 følger, at »[s]om kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje. Kriteriet nær tilknytning bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse […]«.
10. Kapitel II i forordning nr. 1215/2012 indeholder reglerne om kompetence. Dette kapitels afdeling 1 fastlægger de almindelige bestemmelser, herunder artikel 4, stk. 1, der bestemmer, at »[m]ed forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«.
11. I henhold til artikel 5, stk. 1, der findes i samme afdeling, gælder, at »[p]ersoner, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i [kapitel II, afdeling 2-7]«.
12. Afdeling 2 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 omhandler »specielle kompetenceregler«. Den indeholder bl.a. artikel 7, nr. 2), hvorefter en person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat »i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«.
III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
13. Kommissionen fastslog i sin afgørelse af 19. juli 2016, at sagsøgte, der har hjemsted i Tyskland, sammen med andre virksomheder havde deltaget i et kartel mellem den 17. januar 1997 og den 18. januar 2011 ved at aftale bruttolistepriser for mellemstore og tunge lastbiler i Det Europæiske Samarbejdsområde (EØS), hvilket udgjorde en vedvarende overtrædelse af forbuddene i artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (7). Kommissionen konkluderede, at overtrædelsen omfattede hele EØS.
14. Sagsøgeren er et selskab med hjemsted i Ungarn. Selskabet har den bestemmende indflydelse i selskaber tilhørende MOL-koncernen. Selskabet er enten majoritetsaktionær i eller udøver på anden måde den fulde kontrol over en række selskaber, eksempelvis MOLTRANS, der har hjemsted i Ungarn, INA, der har hjemsted i Kroatien, Panta og Nelsa, der har hjemsted i Italien, ROTH, der har hjemsted i Østrig, og SLOVNAFT, der har hjemsted i Slovakiet. I den overtrædelsesperiode, som Kommissionen har fastslået i afgørelsen, erhvervede disse datterselskaber fra sagsøgte enten som ejere eller som leasingselskaber i alt 71 lastbiler i adskillige medlemsstater.
15. Sagsøgeren nedlagde ved Fővárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest, Ungarn) (herefter »retten i første instans«) påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale 530 851 EUR med tillæg af renter og omkostninger, idet sagsøgeren gjorde gældende, at det var det beløb, som sagsøgerens datterselskaber havde betalt for meget som følge af den konkurrencebegrænsende adfærd, der er fastlagt i Kommissionens afgørelse. Den rettede med støtte i begrebet økonomisk enhed datterselskabernes erstatningssøgsmål mod sagsøgte. Sagsøgeren anførte i denne forbindelse, at der var kompetence for de ungarske domstole baseret på artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, idet sagsøgeren gjorde gældende, at selskabets hjemsted, der var centret for koncernens økonomiske og finansielle interesser, var det sted, hvor skadetilføjelsen som omhandlet i denne bestemmelse i sidste ende var foregået.
16. Sagsøgte gjorde gældende, at de ungarske domstole savnede kompetence.
17. Retten i første instans tog denne indsigelse til følge og bemærkede, at den særlige kompetenceregel i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes strengt og alene kan anvendes, såfremt der foreligger en særlig nær tilknytning mellem den ret, hvor sagen er anlagt, og genstanden for tvisten. Den fastslog, at det ikke var sagsøgeren, der havde betalt de kunstigt forhøjede priser, men sagsøgerens datterselskaber (der følgelig led skade ved den pågældende konkurrencefordrejning). Den skade, som sagsøgeren har lidt, var omvendt rent økonomisk, hvilket ikke gør det muligt at anse selskabets hjemsted for at være det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, og ikke kan føre til, at der fastlægges kompetence for den ungarske domstol.
18. Fővárosi Ítélőtábla (den regionale appeldomstol i Budapest, Ungarn) (herefter »retten i anden instans«) stadfæstede under appelsagen denne afgørelse ved kendelse. Denne ret anførte, at i overensstemmelse med Domstolens praksis finder princippet om økonomisk enhed alene anvendelse med henblik på fastlæggelsen af ansvar for overtrædelser af konkurrenceretten, og at den nærmere bestemt ikke finder anvendelse i forhold til den skadelidte parts fastlæggelse af et kompetencegrundlag. Den tilføjede med henvisning til dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide (8), at kompetence i henhold til artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fastlægges med henvisning til hjemstedet for det selskab, der har lidt tabet, og ikke et moderselskabs hjemsted.
19. Sagsøgeren har iværksat kassationsappel ved Kúria (øverste domstol), som er den forelæggende ret. Sagsøgeren har gjort gældende, at den kendelse, der blev afsagt af retten i anden instans, skal ophæves, og at sagen skal fortsætte for de retter, der tidligere har behandlet den. Den har nærmere bestemt gjort gældende, at princippet om økonomisk enhed er relevant med henblik på fastlæggelse af kompetence i den foreliggende sammenhæng, og at det som enekontrollerende selskab i koncernen er direkte berørt af en rentabel eller tabsgivende drift af selskaberne inde for koncernen.
20. Sagsøgte gjorde i sit svar gældende, at sagsøgeren ikke havde erhvervet nogle af de lastbiler, der er omfattet af kartellet, og følgelig ikke har lidt nogen skade. Den har yderligere gjort gældende, at princippet om økonomisk enhed ikke finder anvendelse med henblik på fastlæggelsen af kompetence, og at denne tilgang ikke støttes af Domstolens praksis.
21. Kúria (øverste domstol) besluttede under disse omstændigheder at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:
»1) Når et moderselskab anlægger en erstatningssag på grund af et andet selskabs konkurrencebegrænsende adfærd med henblik på at opnå erstatning for den skade, som denne adfærd udelukkende har forvoldt dets datterselskaber, skal retternes kompetence da fastlægges på grundlag af moderselskabets hjemsted som det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, nr. 2), i [forordning nr. 1215/2012]?
2) Er det relevant for anvendelsen af [artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012,] at visse af datterselskaberne ikke tilhørte moderselskabets koncern på tidspunktet for de forskellige erhvervelser, der er genstand for tvisten?«
22. Der er indgivet skriftlige indlæg af sagsøgeren, sagsøgte, den tjekkiske regering samt Kommissionen.
IV. Bedømmelse
23. Med anmodningen om en præjudiciel afgørelse ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, hvorvidt en domstols kompetence, såfremt et moderselskab anlægger et erstatningssøgsmål om skade, der udelukkende er lidt af dets datterselskaber som følge af hemmelige aftaler om prissætning og prisstigninger (og følgelig derved overtrædelser af artikel 101 TEUF) (9), kan fastlægges på grundlag af den omstændighed, at moderselskabets hjemsted er det sted, hvor »skadetilføjelsen er foregået« som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012. Denne domstol ønsker for det andet ligeledes oplyst, hvorvidt svaret på dette spørgsmål berøres af, at nogle af datterselskaberne på det tidspunkt, hvor de købte de omhandlede varer, ikke endnu var en del af sagsøgerens koncern.
24. Jeg vil forud for, at jeg tager stilling til disse spørgsmål (under C), fremføre en række indledende bemærkninger om de omhandlede specielle kompetenceregler og navnlig karakteren af den skade, der kan føre til deres anvendelse (under A). Jeg skal ligeledes erindre om den præcisering, som Domstolen har foretaget vedrørende nær tilknytning ved fastlæggelsen af, ved hvilken ret sagen skal anlægges, specifikt i forbindelse med erstatningssøgsmål for overtrædelser af artikel 101 TEUF (således som det, der verserer ved den forelæggende ret) (under B).
A. Den omhandlede kompetenceregel og skadens karakter
25. Inden for EU-retten løses spørgsmålet om, hvilken domstol der har international kompetence til at tage stilling i en sag, der involverer et grænseoverskridende element, på grundlag af de regler, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012. Som det allerede kort er blevet nævnt, er hovedreglen i henhold til denne forordning sagsøgtes bopæl (10).
26. Der gælder adskillige undtagelser i form af specielle kompetenceregler og regler om enekompetence, der beskriver de situationer, hvor sagsøgte kan eller skal sagsøges ved domstolene i en anden medlemsstat.
27. Den foreliggende sag drejer sig om en af reglerne om speciel kompetence, nærmere bestemt den regel, der er fastsat i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, der tillægger (alternativ og valgfri) kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt »ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«.
28. Domstolen har med udgangspunkt i Bier-dommen og gennem dens efterfølgende praksis fortolket begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« således, at det omfatter to kategorier: for det første stedet for den relevante skadevoldende handling (stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade) og for det andet stedet for skadens indtræden (det sted, hvor skaden har manifesteret sig) (11). I henhold til artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 kan sagsøgte følgelig sagsøges ved domstolene på det ene eller det andet af disse steder, afhængigt af hvilket af dem sagsøgeren vælger (12).
29. Denne kompetenceregel er baseret på, at der foreligger en særlig nær tilknytning mellem tvisten og den domstol, der skal behandle og påkende den, »bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes« (13), under hensyntagen til vigtigheden af i erstatningssager at fastlægge en årsagsforbindelse mellem den angivelige skade og dens årsag (14).
30. Denne regel udgør samtidig en fravigelse af hovedreglen om, at retterne i den stat, hvor sagsøgte har sin bopæl, er kompetente. Den skal følgelig fortolkes strengt (15).
31. Det følger i denne forbindelse af Domstolens praksis, at selv om »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, ligeledes omfatter det sted, hvor den skadevoldende handling har haft mærkbare konsekvenser (jf. punkt 28 ovenfor), er dette ikke et muligt kompetencegrundlag for en ret, trods den omstændighed at forholdet ligger inden for dens kompetence, når der er tale om, at offeret oplever skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtrådt et andet sted(16).
32. Under hensyntagen til, at sådanne skadevirkninger således uundgåeligt i sidste ende kan mærkes på sagsøgerens bopæl, ville en omvendt løsning være i strid med kravet om en nær tilknytning mellem den ret, hvor sagen er anlagt, og tvistens genstand, idet der ikke nogen grund til at antage, at sagsøgerens bopæl i sig selv er det bedst egnede sted til at fremme retssager af den grund, at der er let adgang til beviser for, at der foreligger en skade og dennes omfang. Det ville endvidere i mange situationer gøre det muligt for sagsøgeren at anlægge sag mod sagsøgte ved retterne på vedkommendes egen bopæl og derved reelt vende udgangspunktet om sagsøgtes bopæl efter sagsøgerens eget forgodtbefindende (17).
33. Domstolen har af samme grund fastslået (hvilket i det væsentlige kræver, at den ret, som sagen skal anlægges ved i henhold til artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, skal være retten på stedet for den oprindelige skade), at »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« som omhandlet i denne bestemmelse, ikke omfatter det sted, hvor et indirekte offers formue berøres (18).
34. Domstolen nåede frem til denne konklusion i en sag, hvor to franske selskaber med hjemsted i Paris (Frankrig) oprettede datterselskaber i Tyskland med henblik på et byggeprojekt. Tyske banker trak imidlertid deres finansiering tilbage, hvilket førte til, at disse datterselskaber gik konkurs. De franske moderselskaber sagsøgte de tyske banker i Paris, idet det blev anført, at dette var stedet, hvor de oplevede de deraf følgende økonomiske tab.
35. Domstolens svar i denne dom er efter min opfattelse direkte relevant for den foreliggende sag. Ligesom de faktiske omstændigheder i Dumez-dommen følger det af sagens akter, at den skade, som sagsøgeren gør gældende, ikke berørte den direkte, men derimod var en skade, som dets datterselskaber i første omgang havde lidt, og som alene kunne berøre det som et »indirekte tab« (19). Det ligger fast, at sagsøgeren hverken (direkte eller indirekte) har købt nogle lastbiler fra sagsøgte eller er indtrådt i de berørte datterselskabers rettigheder baseret på en overdragelse af de relevante krav eller på anden vis (20).
36. Det er, som sagsøgeren har anført, korrekt, at Domstolen i Tibor-Trans-dommen (der vedrørte den samme hemmelige samordning som den, der fastlægges i den i den foreliggende sag omhandlede afgørelse fra Kommissionen) anså denne sag for at adskille sig fra Dumez-dommen. De særlige faktiske omstændigheder i Tibor-Trans-dommen betød, at sagsøgeren i denne sag, som var en slutbruger af lastbilerne, ikke købte nogle lastbiler direkte fra sagsøgte, men derimod gennem forhandlere. Dette forhindrede imidlertid ikke Domstolen i at fastslå, at sagsøgerens krav i denne sag omhandlede direkte skade, idet det blev fastslået, at denne skade var den umiddelbare følge af en overtrædelse af artikel 101 TEUF, under hensyntagen til, at den overpris, der er resultatet af den hemmelige aftale, blev overvæltet til denne sagsøger af forhandlerne (21).
37. Denne overvæltning kan finde sted inden for en forsyningskæde, hvor det angivelige offer erhverver varer (eller tjenesteydelser), der har været genstand for et kartel (22). Det anføres imidlertid ikke, at dette er tilfældet i hovedsagen. Sagsøgeren kunne synes i stedet at fremstille den oprindelige skade, som dens datterselskaber har lidt, som dens egen.
38. Disse betragtninger peger i retning af, at sagsøgeren, som det allerede er blevet nævnt, optræder som et indirekte offer. Sagsøgeren søger at opnå erstatning for et tab, der allerede og i første omgang har berørt en anden juridisk person. Jeg fortolker i denne forbindelse det første præjudicielle spørgsmål således, at det ønskes oplyst, hvorvidt det på trods af denne omstændighed er muligt at fastlægge kompetence på grundlag af tilknytningen til sagsøgerens hjemsted under hensyntagen til, at sagsøgeren og de berørte datterselskaber udgør en økonomisk enhed.
39. Det er forud for en stillingtagen til dette spørgsmål nødvendigt at forklare, hvorfor sagsøgerens hjemsted i første omgang anvendes som grundlag for fastlæggelsen af, at der foreligger en nær tilknytning. Dette kræver på sin side en forklaring med hensyn til det tilknytningselement, der er blevet identificeret af Domstolen som relevant med henblik på anvendelsen af den omhandlede kompetenceregel i forbindelse med erstatning for overtrædelser af artikel 101 TEUF.
B. Tilknytningselementer i forbindelse med erstatningssøgsmål for så vidt angår overtrædelser af artikel 101 TEUF
40. Jeg vil i dette afsnit først foretage en behandling af den relevante praksis fra Domstolen (under 1) forud for en stillingtagen til Kommissionens anmodning om, at Domstolen præciserer et specifikt aspekt deraf (under 2).
1. Relevant retspraksis
41. Såfremt man vender tilbage til de to kategorier af steder, der kan udgøre »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, som beskrevet ovenfor i punkt 28 i det foreliggende forslag til afgørelse, har Domstolen fastslået, at den kompetente ret i henhold til den første kategori (den skadevoldende begivenhed for tabet) nærmere bestemt er retten på det sted, hvor kartellet definitivt blev dannet (23).
42. For så vidt angår den anden kategori, nærmere bestemt det sted, hvor skadestilføjelsen er foregået (er kommet til udtryk), er de regler, der finder anvendelse, mere komplicerede.
43. I dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide fastslog Domstolen for det første, at dette sted er offerets hjemsted. Den begrundede denne tilgang ved at fremhæve, at den relevante vurdering afhænger af faktorer, der specifikt knytter sig til sagsøgerens (det angivelige offers) situation (24).
44. Denne løsning er blevet modtaget med en del kritik. Det blev for det første fremhævet, at Domstolen synes at have accepteret stedet for formuetabet som et gyldigt tilknytningselement (25). Det blev for det andet anført, at offerets hjemsted som tilknytningselement ikke stemmer godt overens med kravet om nærhed mellem den ret, som sagen er anlagt ved, og genstanden for tvisten. Det blev navnlig anført, at selv om det ikke kan udelukkes, at der kan findes bevismateriale på offerets hjemsted, vil den skade, der er lidt i en bestemt sammenhæng, typisk fastlægges ved at sammenligne kartelpriser med de hypotetiske markedspriser, der generelt kan fastlægges på grundlag af de økonomiske data, der knytter sig til det berørte marked (26).
45. Når det er sagt, har Domstolens praksis udviklet sig. Domstolen har i forbindelse med udviklingen af sin praksis fremhævet forbindelsen mellem det marked, der berøres af den konkurrencebegrænsende adfærd, og det sted, hvor sagsøgerne gør gældende, at de har lidt skade. Denne udvikling er navnlig blevet behandlet nærmere af generaladvokat Richard de la Tour i hans forslag til afgørelse i Volvo-sagen(27). Det er med henblik på den foreliggende sag tilstrækkeligt at påpege, at Tibor-Trans-dommen på den ene side ganske vist pegede i retning af, at det sted, hvor skaden kommer til udtryk, er det marked, der berøres af den omhandlede konkurrencebegrænsende adfærd (uden yderligere præcisering) (28). Domstolen præciserede på den anden side i Volvo-dommen (der udgør den seneste relevante udvikling) i forbindelse med et erstatningssøgsmål, der udspringer af en aftale om prissætning og prisstigninger, at »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, er det sted på det berørte marked, hvor de varer, der er genstand for kartellet blev købt (29). Dette tilknytningselement kunne følgelig synes at identificere det sted, som sagsøgeren har gjort gældende, som det sted, hvor den specifikke skade blev påført sagsøgeren inden for det bredere område, der berøres af den pågældende konkurrencefordrejning (30).
46. Domstolen har i denne dom samtidig bekræftet den fortsatte relevans af det angivelige offers hjemsted i situationer, hvor der blev foretaget flere køb forskellige steder (31). Heraf følger efter min opfattelse, at tilknytningen til offerets hjemsted skal anvendes subsidiært, såfremt den omstændighed, at der er tale om flere køb, der foretages forskellige steder, ikke gør det muligt at fastlægge den kompetente ret på grundlag af en primær nær tilknytning til det (ene) sted, hvor købet eller købene blev foretaget (32).
47. Kommissionen er af den opfattelse, at selv om hjemstedet kan være beliggende inden for det berørte marked (således som det var tilfældet i Volvo-dommen), giver gældende retspraksis ikke plads til tvivl med hensyn til, hvorvidt denne tilknytning ligeledes kan anvendes, såfremt offerets hjemsted er beliggende uden for det berørte marked. Dette ville efter dens opfattelse stride mod principperne om nærhed, forudsigelighed med hensyn til, hvilken ret der er kompetent, og overensstemmelse mellem de retter, der har kompetence, og den lovgivning, der finder anvendelse. Den anmoder følgelig Domstolen om at benytte denne anledning til at udelukke dette scenario og bekræfte, at den primære nære tilknytning, således som jeg forstår argumentet, er til det berørte marked.
48. Jeg vil tage stilling til dette spørgsmål nedenfor.
2. Det angivelige offers hjemsted og det berørte marked
49. Domstolen har for det første og som allerede anført gjort det klart i Volvo-dommen, at det berørte marked ikke nødvendigvis udgør et tilstrækkeligt specifikt tilknytningselement til brug for fastlæggelsen af kompetence. Såfremt en hemmelig aftale således har virkninger på tværs af hele Den Europæiske Union, gør artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 det ikke muligt at anlægge et erstatningssøgsmål hvor som helst i Unionen (33). Den kompetente domstol skal fastlægges på grundlag af en mere specifik tilknytning (primært købsstedet).
50. De faktiske omstændigheder i Volvo-dommen var for det andet sådanne, at både det sted, hvor købene fandt sted, og offerets hjemsted ikke alene var beliggende inden for en medlemsstat, men ligeledes på det samme sted inden for den omhandlede medlemsstat. Offerets hjemsted var således beliggende i Córdoba (Spanien), hvilket ligeledes var det sted, hvor de lastbiler, der var genstand for kartellet, blev købt. Som Domstolen har bemærket, udgjorde Spanien endvidere (nødvendigvis) en del af det (bredere) berørte marked (der omfattede hele EØS) således som defineret i den respektive afgørelse fra Kommissionen (34).
51. Begge former for tilknytning (købsstedet og offerets hjemsted) vedrørte med andre ord under alle omstændigheder det samme berørte marked (og de samme lokale og nationale segmenter deraf). Domstolens konklusion kunne i denne forbindelse synes at være (eller i det mindste anses for) præget af udgangspunktet om, at der blev taget stilling til begge kategorier af tilknytningselementer på denne faktuelle baggrund (35).
52. Dette lader spørgsmålet stå åbent om, hvorvidt en omvendt løsning kunne nås i en anden faktuel sammenhæng, hvor sagsøgerens hjemsted er beliggende uden for det berørte marked (36)(og hvor dette marked ikke omfatter hele Den Europæiske Unions område).
53. Jeg er prima facie enig med Kommissionen i, at såfremt en rets kompetence uden for det marked, der er berørt af en bestemt konkurrencebegrænsende adfærd, skulle fastlægges for så vidt angår et erstatningskrav, der angiveligt er resultatet af en sådan adfærd, ville det ikke stemme vel overens med den udvikling, der er beskrevet ovenfor, hvor Domstolen begyndte at fremhæve tilknytningen mellem det berørte marked og det angivelige sted, hvor skaden fandt sted. I sit forslag til afgørelse i flyLAL anførte generaladvokat Bobek tilsvarende, at det var »umuligt at forestille sig, at der fastslås kompetence på grundlag [af den omhandlede kompetenceregel] og »det sted, hvor skaden er indtrådt«, for domstolene uden for de markeder, der berøres af overtrædelsen« (37).
54. I lyset af og som svar på Kommissionens anmodning er jeg af den opfattelse, at det er en vanskelig opgave at udelukke relevansen af et særligt element i absolut forstand, uden at der foreligger en konkret række faktiske omstændigheder, der så meget desto mere i lyset af den seneste retspraksis bør anvendes med forsigtighed.
55. Det scenario, som Kommissionen ønsker at udelukke, kan efter min opfattelse og efter Volvo-dommen opstå i tilfælde af flere køb foretaget på forskellige steder i medlemsstat A af en sagsøger, der har sit hjemsted i medlemsstat B, hvor medlemsstat B er uden for det marked, der berøres af den relevante konkurrencebegrænsende adfærd. Anvendelsen af løsningen i Volvo-dommen i forbindelse med en sådan grænseoverskridende situation må udelukkes for at forhindre dette resultat (38)
56. Et andet eksempel, der falder mig ind, er en situation, der omhandler indirekte aftagere, der gør gældende, at der er betalt for meget som følge af hemmelige aftaler, der er blevet overvæltet til dem. Domstolen har, som allerede anført, i Tibor-Trans-dommen fastslået, at en sådan skade anses for at være direkte med henblik på anvendelsen af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 (39). Det kan i lyset heraf ikke udelukkes, at den relevante nære tilknytning under de særlige omstændigheder, der er knyttet til en kompliceret forsyningskæde, peger i retning af et område, som ligger uden for det marked, der berøres af den konkurrencebegrænsende adfærd, der angiveligt har forårsaget skaden (40).
57. På trods heraf er dette spørgsmål ikke som sådan genstand for tvisten ved den forelæggende ret, hvilket Kommissionen har anerkendt. Selv om denne udvikling i en vis grad forklarer, hvorfor sagsøgeren har påberåbt sig sit hjemsted med henblik på at fastlægge de ungarske domstoles kompetence, har sagsøgeren påberåbt sig dette i en sammenhæng, der i væsentlig grad adskiller sig fra dem, der er genstand for de ovennævnte sager. Sagsøgeren ønsker at udvide anvendelsen af denne nære tilknytning med henblik på at fastlægge kompetence for så vidt angår dens krav, hvor den ønsker at opnå erstatning for skade, som udelukkende er lidt af andre medlemmer af dens økonomiske enhed.
58. I dette lys og som en påmindelse ønskes med den forelæggende rets første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, hvorvidt begrebet økonomisk enhed kan anvendes til et andet formål end formålet om at pålægge ansvar for overtrædelse af konkurrenceretten for en bestemt sagsøgt (hvilket, som jeg vil forklare nedenfor, er den måde, som det traditionelt er blevet anvendt på) navnlig med henblik på at fastlægge kompetence uafhængigt af de (juridiske) personer, der oprindeligt har lidt den angivelige skade.
59. Jeg vil tage stilling til dette nedenfor.
C. Skade lidt af et datterselskab: Kan moderselskabets hjemsted være »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«?
60. Jeg vil med henblik på at tage stilling til den forelæggende rets spørgsmål for det første tage stilling til begrebet økonomisk enhed (under 1) og forklare, hvorfor det første præjudicielle spørgsmål skal besvares benægtende (under 2). Selv om det foreslåede svar ikke gør det nødvendigt at besvare det andet præjudicielle spørgsmål, vil jeg for fuldstændighedens skyld kort besvare dette spørgsmål (under 3).
1. Begrebet økonomisk enhed
61. Begrebet økonomisk enhed (eller en enkelt økonomisk enhed) er blevet udviklet i Domstolens praksis med henblik på nærmere bestemt at beskrive udtrykket »virksomhed«, der findes i artikel 101 TEUF og 102 TEUF. Dette udtryk anses for at være »afgørende« (41) for området for konkurrenceretten, idet denne lovgivning ikke regulerer juridiske og fysiske personer, men derimod »virksomheder« (42). En virksomhed svarer i denne sammenhæng i visse tilfælde til en fysisk eller juridisk person, men kan i andre tilfælde omfatte adskillige af den slags personer (43).
62. Det er i forhold til den foreliggende sag relevant, at et moderselskab og dets datterselskab generelt anses for at udgøre en økonomisk enhed, når sidstnævnte i det væsentlige er genstand for en afgørende indflydelse, der udøves af førstnævnte, og ikke agerer selvstændigt (44). I sådanne tilfælde vil hele koncernen blive anset for at være en »virksomhed«, som konkurrencereglerne er rettet mod, som de som helhed skal efterleve, og som udløser et solidarisk ansvar (45).
63. Dette har vigtige konsekvenser for anvendelsen af visse materielle konkurrenceretlige regler og berører ansvaret for konkurrenceretlige overtrædelser.
64. For så vidt angår for det første det materielretlige aspekt og med henblik på at give et eksempel er aftaler, der er blevet indgået mellem personer, der udgør en del af en økonomisk enhed, ikke omfattet af artikel 101 TEUF (46), idet koordination inden for koncernen nærmere bestemt ikke kan påvirke konkurrencen, eftersom der ikke gælder nogen konkurrence inden for enheden til at begynde med.
65. Når det for det andet kommer til håndhævelsen, berører begrebet økonomisk enhed grundlæggende den logik, der ligger til grund for ansvaret for en overtrædelse af konkurrenceretten. Den giver, hvad der er mere vigtigt, Kommissionen (eller en national konkurrencemyndighed) muligheden for i princippet at holde et moderselskab ansvarlig for en sådan overtrædelse, selv om den faktisk blev begået af dets datterselskab (47). Domstolen har endvidere præciseret, at såfremt et moderselskab og dets datterselskab udgør en økonomisk enhed, og såfremt alene moderselskabet er omfattet af Kommissionens afgørelse og straffes for en konkurrencebegrænsende praksis, kan der anlægges et erstatningssøgsmål mod hver af dem under særlige betingelser (48). Domstolen forklarede nærmere bestemt, at begrebet »virksomhed« som omhandlet i artikel 101 TEUF ikke kan have forskellig rækkevidde afhængigt af, hvorvidt det gøres gældende i forbindelse med en håndhævelse mod offentlige myndigheder eller en privat håndhævelse af konkurrenceretten (49).
66. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at under hensyntagen til, at en overtrædelse af konkurrenceretten udløser solidarisk ansvar for hele den økonomisk enhed, hvilket betyder, at et medlem kan holdes ansvarlig for et andet medlems handlinger, skal et spejlbillede (eller det omvendte) af det samme princip finde anvendelse, således som jeg forstår argumentet, for så vidt angår håndhævelsen af krav for overtrædelse af konkurrenceretten, der berører et medlem af den økonomiske enhed. Med sagsøgerens ord (der synes at være inspirerede af Domstolens konklusioner, der er omskrevet i det forudgående punkt) kan begrebet økonomisk enhed ikke have forskellige betydninger afhængigt af, hvorvidt virksomheden optræder som sagsøger eller sagsøgt. I forbindelse med den foreliggende sag ville dette synspunkt betyde, at det krav, der er genstand for hovedsagen, kan håndhæves af et moderselskab, uafhængigt af den omstændighed, at det var dets datterselskaber, der led skade. For at følge sagsøgerens argument yderligere skal moderselskabets hjemsted følgelig anses for at være »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, med henblik på anvendelsen af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.
67. Jeg er af den opfattelse, at Domstolen på et mere generelt niveau (der ikke er knyttet til kompetencespørgsmål) afviste tanken om »omvendt anvendelse« af begrebet økonomisk enhed, da den fastslog, at dette begreb ikke finder anvendelse i den (åbenlyst anderledes) sammenhæng af et erstatningssøgsmål, der støttes på Den Europæiske Unions ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF. I dommen i sagen Guardian Europe mod Den Europæiske Union udelukkede Retten nærmere bestemt et krav fra et moderselskab om, at det havde lidt et tab af indtægter som følge af betalingen af en bøde, der var blevet pålagt af Kommissionen og efterfølgende delvist var blevet annulleret, hvor den byrde, der var forbundet med bøden, reelt blev båret af dets datterselskaber. Domstolen tilsluttede sig i appelsagen Rettens afvisning af en »omvendt« fortolkning af begrebet økonomisk enhed og forklarede, at et søgsmål, der var støttet på Den Europæiske Unions ansvar uden for kontraktforhold, var »reguleret af de generelle procedureregler, som […] er uafhængige af logikken med hensyn til fordeling af ansvaret med hensyn til kartelretten«(50).
68. Uanset om der kan nås en anden materiel løsning i forbindelse med et privat erstatningssøgsmål (51), skal jeg påpege, at generaladvokat Szpunar for nylig afviste et tilsvarende argument og på overbevisende vis forklarede, at begrebet økonomisk enhed ikke kan få indflydelse på fortolkningen af reglerne om forkyndelse af retslige dokumenter inden for Unionen (52) og ikke gør det muligt gyldigt at foretage forkyndelse i et erstatningssøgsmål, der er rettet mod et moderselskab, over for selskabets datterselskab (53).
69. På baggrund af denne mere generelle udvikling skal det forklares, om begrebet økonomisk enhed kan anvendes i forbindelse med artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, således at der nærmere bestemt er grundlag for forum actoris for et angiveligt indirekte offer for adfærd, der tilsidesætter artikel 101 TEUF.
2. Kan begrebet økonomisk enhed påvirke omfanget af det sted, hvor skaden indtrådte?
70. Jeg er i overensstemmelse med den holdning, som sagsøgte, den tjekkiske regering og Kommissionen har givet udtryk for, af den opfattelse, at dette spørgsmål bør besvares benægtende.
71. Det følger for det første af de tidligere afsnit i det foreliggende forslag til afgørelse, at sagsøgerens opfattelse om, at det modsatte gør sig gældende, helt enkelt ikke støttes i Domstolens praksis.
72. Såfremt man for det andet anvender denne tilgang, ville det være i strid med de principper, der ligger til grund for den omhandlede kompetenceregel. Det ville skade dens rationale om nærhed og det tilknyttede krav om en individuel vurdering af den nære tilknytning [under a)]. Under den foreliggende sags omstændigheder ville det ligeledes ikke opfylde kravet om forudsigelighed med hensyn til, hvilken ret der er kompetent, og formålet om overensstemmelse mellem retternes kompetence og den lovgivning, der finder anvendelse [under b)].
73. Jeg vil endelig med henblik på at tage stilling til sagsøgerens bekymringer forklare, at denne konklusion ikke skader effektiviteten af håndhævelsen af de rettigheder, der udspringer af en tilsidesættelse af konkurrencelovgivningen [under c)].
a) Nærhedskravet og kravet om en individuel vurdering
74. Som jeg har forklaret ovenfor, anses de retter, hvis kompetence kan fastlægges på grundlag af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, for at være de bedst egnede til at påkende sagen som følge af »nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes« (54).
75. Set ud fra denne synsvinkel anerkender jeg med sikkerhed den kompleksitet, der ligger i at indsamle dokumentation i grænseoverskridende erstatningssøgsmål (55), herunder i forbindelse med krav (eller forsvar), hvori der fremføres argumenter om, at den overpris, der er resultatet af hemmelige aftaler, er blevet overvæltet (56).
76. Når det er sagt, er det sted, hvor moderselskabets kontor er beliggende, ikke umiddelbart et meningsfyldt tilknytningselement, der taler for, at det skulle være bedre egnet end (særligt) det sted, hvor købet fandt sted (57).
77. Den løsning, der støttes af sagsøgeren, ville i denne forbindelse være i strid med kravet om, at der skal foretages en individuel vurdering af tilknytningen for hvert offer. Dette fremgik klart af dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide, der omhandlede et søgsmål vedrørende flere krav, der var blevet overdraget til et enkelt selskab (58).
78. Det er, som sagsøgeren har anført, korrekt, at Domstolen i Volvo-dommen anvender udtrykket »virksomhed« med henblik på at beskrive sagsøgeren i denne sag, som var det angivelige offer for den pågældende konkurrencebegrænsende praksis. Jeg er imidlertid ikke af den opfattelse, at dette udtryk blev anvendt med henblik på at supplere den udvikling, der behandles ovenfor, hvor Domstolen nuancerede definitionen af »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, således at der blev taget hensyn til de særlige forhold i konkurrencelovgivningen (ved at foretage tilføjelser til definitionen af »sagsøger« i denne sammenhæng).
79. Den måde, hvorpå Domstolen for det første anvender udtrykket »virksomhed« som beskrevet ovenfor, fremgår allerede af dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide, der ligger forud for denne udvikling. Som Kommissionen og Den Tjekkiske Republik mere vigtigt har anført, fremgår det tydeligt af en nærmere gennemgang af både dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide og Volvo-dommen, at udtrykket virksomhed ikke anvendes i en specifik konkurrenceretlig forstand, men i udtrykkets sædvanlige forstand og som et synonym for »selskab« eller »juridisk person« (59). En anden konklusion ville ydermere være i direkte strid med behovet for en individuel vurdering, hvilket var en af hovedkonklusionerne i dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide, og som senere blev bragt i erindring i Volvo-dommen (60).
80. Sagsøgte, den tjekkiske regering og Kommissionen har endvidere gjort gældende, at EU-lovgiveren anvendte den samme »individuelle tilgang« til definitionen af det angivelige offer for den konkurrencebegrænsende adfærd i direktiv 2014/104 (61). Vedtagelsen af dette instrument er i det væsentlige blevet opfattet som en vigtig milepæl, der bidrager til effektiv privat håndhævelse af rettigheder, der udspringer af overtrædelser af konkurrenceretten (62). Dette direktiv fastsætter med henblik herpå regler, der bl.a. koordinerer håndhævelsen af konkurrenceretlige regler i erstatningssøgsmål med henblik på at sikre, at alle, der har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, effektivt kan udøve retten til at kræve fuld erstatning fra den ansvarlige virksomhed (63).
81. Det er i denne forbindelse afgørende, at EU-lovgiveren ikke anså det for at være nødvendigt at definere udtrykket »skadelidte« (64) mere bredt, således at det ikke alene omfatter direkte, men ligeledes indirekte ofre (65). Såfremt dette ikke anses for at være nødvendigt i forbindelse med et instrument, der specifikt er udformet med henblik på at fremme den private håndhævelse af konkurrenceretten, kan jeg ikke få øje på nogen grund til at indtage en sådan tilgang i forbindelse med forordning nr. 1215/2012, der, som sagsøgeren selv i det væsentlige har anført, er en generelt gældende lov, der regulerer enhver form for tvist, som er omfattet af dens anvendelsesområde (særligt når en sådan tilgang ville skade aspekter af anvendelsen af den pågældende kompetenceregel, som jeg netop har henvist til, samt dem, som jeg vil gennemgå nedenfor).
b) Formålet om overensstemmelse mellem tildeling af kompetence og den lovgivning, der finder anvendelse, og kravet om høj forudsigelighed af, hvilken ret der er kompetent
82. Domstolen fremhævede i den praksis, der nævnes ovenfor, relevansen af overensstemmelse mellem den kompetente domstol og den lovgivning, der finder anvendelse, på den ene side og kravet om forudsigelighed af tildeling af kompetence på den anden side.
83. Domstolen bemærkede for så vidt angår det første punkt, at fastlæggelsen af det sted, hvor skaden er indtrådt, inden for det berørte marked opfyldte kravet om overensstemmelse mellem den lovgivning, der finder anvendelse, og den kompetente domstol, således som det kommer til udtryk i syvende betragtning til Rom II-forordningen under hensyntagen til, at den lov, der finder anvendelse for erstatningssøgsmål om skade, der udspringer af en overtrædelse af konkurrencelovgivningen, i henhold til denne forordning er loven i det land, hvor markedet påvirkes eller vil kunne blive påvirket (66).
84. Domstolen begrundede for så vidt angår det andet punkt i Volvo-dommen den (sekundære) nære tilknytning til offerets hjemsted med henvisning til den omstændighed, at »de sagsøgte parter, der er medlemmer af kartellet, ikke kan være uvidende om den omstændighed, at køberne af de pågældende varer er etableret på det marked, der er berørt af den ulovlige praksis« (67).
85. I tillæg til de spørgsmål, der rejses i det forrige underafsnit for så vidt angår nærhed og den individuelle vurdering, kunne påberåbelsen af moderselskabets hjemsted under den foreliggende sags omstændigheder synes at være utilstrækkelig i begge henseender.
86. Det er korrekt, at sagsøgerens hjemsted ligger inden for det berørte marked som defineret ved Kommissionens afgørelse (hvilket er en naturlig konsekvens af det paneuropæiske omfang af det pågældende kartel). Jeg har imidlertid allerede forklaret, at der bør anvendes en mere specifik faktor såsom købsstedet eller det direkte offers hjemsted i overensstemmelse med Volvo-dommen.
87. Det følger af sagens akter, at de respektive køb, der blev foretaget af de forskellige datterselskaber, fandt sted i adskillige medlemsstater (herunder, men ikke begrænset til Ungarn) (68), hvis lovgivning følgelig finder anvendelse i henhold til Rom II-forordningens artikel 6, stk. 3, litra a). Under disse omstændigheder kan formålet om at sikre overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse, ikke opnås (såfremt krav vedrørende skade, der indtræder uden for Ungarn, skal afgøres af de ungarske domstole).
88. For så vidt angår forudsigeligheden af, hvilken ret der har kompetence, gælder, at såfremt kompetence skal fastlægges på grundlag af stedet for moderselskabets hjemsted, ville dette indebære den medfølgende risiko for at gøre den deraf følgende kompetente ret til et mål i stadig bevægelse. Hver gang der foretages en transaktion, der ændrer, hvilken person der kontrollerer et bestemt datterselskab, ville den kompetente ret i den pågældende sammenhæng ændre sig afhængigt af det nye moderselskabs hjemsted (69). Det andet præjudicielle spørgsmål illustrerer denne risiko ganske godt, idet det afslører, at nogle af de berørte datterselskaber ikke på det tidspunkt, hvor købene blev foretaget, tilhørte sagsøgerens koncern. Selv om man i denne forbindelse kunne foreslå, at ønsket om forudsigelighed af retternes kompetence, når det kommer til fastlæggelsen af det specifikke sted, »hvor skadetilføjelsen er foregået«, i en vis grad bliver illusorisk (i forbindelse med et paneuropæisk kartel), er dette ikke en grund til helt at opgive disse bestræbelser eller at tilføre dem yderligere usikkerhed.
89. Jeg skal efter denne præcisering tage stilling til sagsøgerens argument om, at undladelsen af at anvende begrebet økonomisk enhed under de foreliggende omstændigheder alvorligt underminerer muligheden for ofrene for den konkurrencebegrænsende adfærd for at håndhæve deres rettigheder.
c) Effektiviteten af håndhævelsen af rettigheder
90. Sagsøgeren har udførligt forklaret de vanskeligheder, der efter dens opfattelse opstår for et offer for konkurrencebegrænsende adfærd, når det kommer til grænseoverskridende håndhævelse af de tilknyttede rettigheder. Sagsøgeren har bl.a. anført, at overtrædere systematisk hindrer denne håndhævelse ved navnlig at modsætte sig international kompetence for de domstole, hvor sagen er anlagt. Sagsøgeren er i det væsentlige af den opfattelse, at disse vanskeligheder kan undgås (hvad specifikt angår det omhandlede lastbilkartel), såfremt kompetence er centraliseret for så vidt angår al den skade, der indtræffer forskellige steder for forskellige medlemmer af en økonomisk enhed, og såfremt denne centraliserede kompetence er baseret på moderselskabets hjemsted. Den aktuelle situation berører efter dens opfattelse effektiviteten af håndhævelsen af de underliggende rettigheder, idet offeret, der driver virksomhed i forskellige medlemsstater (såsom sagsøgeren selv, såfremt jeg følger dette argument korrekt til ende), skal indlede retssager i fem forskellige medlemsstater af den ene grund, at lastbilerne blev købt af dets datterselskaber. Den henviser endvidere til de øgede omkostninger, som sådanne fragmenterede retssager medfører, og har bemærket, at idet størstedelen af overtræderne har hjemsted i de stiftende medlemsstater (eller dem, der er tiltrådt »først«), betyder de gældende regler, at ofrene skal indlede retssagsbehandlingen i disse stater, selv om de selv kan have deres hjemsted i de andre medlemsstater.
91. Såfremt jeg for det første forholder mig til den sidste betragtning, forekommer det mig, at sagsøgeren i det væsentlige, såfremt jeg følger argumentet korrekt, kritiserer hovedreglen om sagsøgtes bopæl, der ligger til grund for forordning nr. 1215/2012. Denne regel påfører således sagsøgeren ulejlighed (en hvilken som helst sagsøger for den sags skyld), idet det er sagsøgeren, der skal »rejse« til sagsøgtes bopælsland og overholde de gældende processuelle regler (og ikke omvendt). Dette er ikke desto mindre den måde, som forordning nr. 1215/2012 er udformet på (i overensstemmelse med en veletableret regel, der gælder på tværs af nationale retssystemer) (70).
92. Det skal for det andet påpeges, at sidstnævnte forordning vender denne hovedregel om for så vidt angår visse kategorier af sagsøgere, der anses for at være den svage part, ved at yde dem stærkere beskyttelse i form af muligheden for at anlægge sager på det sted, hvor de har deres bopæl (eller arbejde) (71). De angivelige ofre for konkurrencebegrænsende adfærd er som sådan ikke blandt disse kategorier (medmindre de i den enkelte sag handler som forbrugere). Denne status quo er uafhængig af den faktiske omstændighed, at der består en offentlig interesse i at sikre overholdelsen af konkurrenceretten, og med henblik på at fremme denne interesse besluttede EU-lovgiveren at vedtage visse fælles regler på området for den private håndhævelse af denne lovgivning (72). Det, der er relevant for den foreliggende sag, er, at dette valg ikke har noget modstykke i de »beskyttende« kompetenceregler, således som de for tiden er fastsat i forordning nr. 1215/2012.
93. I modsætning til disse beskyttelsesregler støtter den omhandlede kompetenceregel sig for det tredje på et grundlæggende set andet rationale som forklaret ovenfor. Det følger heraf, at sagsøgeres og sagsøgtes respektive interesser skal anses for at svare til hinanden. Som en fravigelse fra hovedreglen skal denne kompetenceregel endvidere fortolkes strengt.
94. I dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide gik Domstolen for det fjerde ikke desto mindre så langt som til at skabe et forum actoris for det (direkte) offer for et priskartel, og dette forum actoris blev subsidiært bekræftet i Volvo-dommen. Som Kommissionen har anført, har Domstolen ligeledes fastslået i dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide, at den kompetente ret i henhold til reglen om offerets hjemsted kan træffe afgørelse om den fulde angivelige skade (73) (hvilket synes at være den logiske konsekvens af at vælge ofrenes hjemsted som tilknytningselement).
95. Som det for det femte allerede er blevet forklaret, og som Kommissionen har fremhævet, kan offeret ikke alene indlede retssag mod moderselskabet, som er adressaten for den respektive afgørelse fra Kommissionen, der fastlægger en overtrædelse, men ligeledes under visse betingelser mod et datterselskab inden for dette moderselskabs økonomiske enhed (74). Dette skaber muligheden for et yderligere kompetencegrundlag (afhængigt af, hvor datterselskabet er beliggende) og kan derfor lette håndhævelsen yderligere.
96. Såfremt en sagsøger endelig anser centraliseringen af kompetence for at være sin første prioritet, kan dette altid afhjælpes universelt ved domstolene på sagsøgtes hjemsted. Dette valg fører med sikkerhed til besværet ved at skulle »rejse«, men kan ikke kritiseres for at føre til fragmenteret retssagsbehandling.
97. Jeg kan under disse omstændigheder ikke se, på hvilken måde de aktuelle kompetenceregler grundlæggende hindrer de angivelige ofre for konkurrencebegrænsende adfærd i at gøre deres rettigheder gældende, eller fejlbehæfter den gældende ordning med forordning nr. 1215/2012, der gør det nødvendigt at anvende det »omvendte« begreb økonomisk enhed til at udvide anvendelsesrådet for begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 (og nærmere bestemt det, der vedrører stedet, hvor skadetilføjelsen er foregået som omhandlet i Domstolens praksis som forklaret ovenfor).
98. Jeg skal i lyset af de ovennævnte betragtninger konkludere, at udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 ikke omfatter hjemstedet for et moderselskab, der anlægger et erstatningssøgsmål for den skade, som en tredjeparts konkurrencebegrænsende adfærd udelukkende har forvoldt dets datterselskaber, og hvor det gøres gældende, at dette moderselskab og disse datterselskaber udgør en del af den samme økonomiske enhed.
3. Det andet præjudicielle spørgsmål: betydningen af tidspunktet for foretagelsen af købene (og tidspunktet for erhvervelsen af datterselskaberne)
99. Under hensyntagen til min konklusion ovenfor er der ikke behov for at tage stilling til det andet præjudicielle spørgsmål, hvorved den forelæggende ret ønsker oplyst, hvorvidt muligheden for, at et moderselskab påberåber sig sit hjemsted – og begrebet økonomisk enhed – til at fastlæge kompetence, berøres af den omstændighed, at nogle af de berørte datterselskaber først blev erhvervet af sagsøgeren, efter at de havde betalt de kunstigt forhøjede priser og havde lidt det dertil hørende tab.
100. Når det er sagt, kan der efter min opfattelse ganske let tages stilling til substansen i dette spørgsmål. Jeg er i denne forbindelse enig med sagsøgeren i, at dette spørgsmål berører kernen i kravet og følgelig er irrelevant for tidspunktet for fastlæggelsen af kompetencespørgsmålet (75).
101. Såfremt det indrømmes, at begrebet økonomisk enhed omdanner sagsøgerens hjemsted til et gyldigt tilknytningselement med henblik på artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, skal det påpeges, at det forhold, der rejses med det andet spørgsmål, vedrører omfanget af den erstatning, som sagsøgeren kan kræve (navnlig hvorvidt den ligeledes kan kræve erstatning for det tab, som datterselskaberne har lidt forud for, at de blev opkøbt af sagsøgeren). Dette aspekt vedrører følgelig sagens realitet og ikke kompetencespørgsmålet.
V. Forslag til afgørelse
102. Jeg vil i lyset af det ovenstående foreslå, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Kúria (øverste domstol, Ungarn) som følger:
»Artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« ikke omfatter hjemstedet for et moderselskab, der anlægger et erstatningssøgsmål for den skade, som en tredjeparts konkurrencebegrænsende adfærd udelukkende har forvoldt dets datterselskaber, og hvor det gøres gældende, at dette moderselskab og disse datterselskaber udgør en del af den samme økonomiske enhed.«