Sag C-283/21
VA
mod
Deutsche Rentenversicherung Bund
(anmodning om præjudiciel afgørelse,
indgivet af Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen)
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. februar 2024
»Præjudiciel forelæggelse – social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EF) nr. 987/2009 – artikel 44, stk. 2 – anvendelsesområde – pension på grund af fuldstændig uarbejdsdygtighed – beregning – hensyntagen til børnepasningsperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat – anvendelighed – artikel 21 TEUF – borgernes frie bevægelighed – tilstrækkelig forbindelse mellem de børnepasnings- og forsikringsperioder, der er tilbagelagt i den medlemsstat, der udbetaler pensionen«
1. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – grænser – spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 44 i forordning nr. 987/2009 – bestemmelsen finder ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen – den ønskede fortolkning ikke nødvendig for løsningen af tvisten – afvisning
(Art. 267 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 87, stk. 3, og forordning nr. 987/2009, art. 44, stk. 2, og art. 93)
(jf. præmis 33 og 36-38)
2. Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – pension på grund af fuldstændig uarbejdsdygtighed – pligt til i forbindelse med tildelingen af en sådan pension at tage hensyn til børnepasningsperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat – person, der alene har tilbagelagt forsikringsperioder i den medlemsstat, der udbetaler pensionen – ingen bidragsbetaling i den sidstnævnte medlemsstat før eller umiddelbart efter disse børnepasningsperioder – ingen betydning for pligten til at tage hensyn til de nævnte perioder
[Art. 21 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 1, litra t)]
(jf. præmis 46-49 og 52-55 samt domskonkl.)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen (den regionale appeldomstol i socialretlige sager i Nordrhein-Westfalen, Tyskland) præciserede Domstolen fortolkningen af artikel 21 TEUF i en tvist i hovedsagen, som vedrørte den omstændighed, at en pensionsforsikringskasse i forbindelse med beregningen af pension på grund af fuldstændig uarbejdsdygtighed ikke tog hensyn til de børnepasningsperioder, som den person, der skulle modtage pensionen, havde tilbagelagt i en anden medlemsstat.
VA er tysk statsborger og boede fra 1962 til 2010 i Nederlandene i nærheden af den tyske grænse.
Efter at have gennemført en erhvervsuddannelse i Tyskland, som blev afsluttet i juli 1980, havde hun ikke nogen erhvervsmæssig beskæftigelse i hverken Tyskland eller Nederlandene.
Mellem den 15. november 1986 og den 31. marts 1999 tilbagelagde VA perioder, hvori hun varetog pasningen af sine to børn i Nederlandene, uden at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse (herefter »de omtvistede perioder«). På dette tidspunkt havde hun ikke betalt bidrag til den lovpligtige tyske pensionsforsikringsordning.
Fra april 1999 til oktober 2012 havde hun beskæftigelse i Tyskland, som ikke var omfattet af den obligatoriske forsikring. Fra oktober 2012 udøvede hun lønnet beskæftigelse i denne medlemsstat, hvor hun flyttede til i 2010, og indbetalte i denne forbindelse bidrag til den lovpligtige tyske pensionsforsikringsordning.
Sagsøgeren i hovedsagen havde siden marts 2018 modtaget pension på grund af fuldstændig uarbejdsdygtighed fra Deutsche Rentenversicherung Bund (den føderale pensionsforsikringskasse, Tyskland). Med henblik på beregningen af størrelsen af denne pension tog pensionsforsikringskassen ud over de perioder, hvori VA havde betalt bidrag til den lovpligtige tyske pensionsforsikringsordning, hensyn til de perioder, hvor hun havde gennemført en erhvervsuddannelse, og en to måneders beskæftigelsesperiode tilbagelagt i 1999, idet den dog nægtede at tage hensyn til de omtvistede perioder.
VA anlagde sag til prøvelse heraf. Da hun ikke fik medhold i første instans, iværksatte hun appel ved den forelæggende ret.
I denne sammenhæng besluttede den forelæggende ret at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål med henblik på nærmere bestemt at få oplyst, om artikel 21 TEUF i en situation, hvor den person, der skal modtage pension, ikke opfylder den betingelse om at udøve lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed, der er fastsat i artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 987/2009 (1), sammenholdt med den retspraksis, der følger af Reichel-Albert-dommen (2), indebærer en forpligtelse for den medlemsstat, der udbetaler pensionen, til at tage hensyn til børnepasningsperioder, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, hvor den pågældende har haft bopæl i adskillige år, selv om vedkommende ikke har indbetalt bidrag til forsikringsordningen i den første medlemsstat før eller umiddelbart efter de nævnte børnepasningsperioder.
Domstolens bemærkninger
Efter at have bekræftet, at artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 987/2009 ikke fandt anvendelse på tvisten i hovedsagen, bemærkede Domstolen, at den lære, der kan udledes af Reichel-Albert-dommen, kunne overføres på denne sag.
Domstolen udledte heraf, at artikel 21 TEUF forpligter den medlemsstat, der udbetaler den omhandlede pension, til med henblik på tildelingen af denne pension at tage hensyn til de børnepasningsperioder, som den pågældende person har tilbagelagt i en anden medlemsstat, når det er godtgjort, at der foreligger en tilstrækkelig forbindelse mellem de nævnte børnepasningsperioder og de forsikringsperioder, som personen har tilbagelagt som følge af udøvelsen af en erhvervsmæssig beskæftigelse i den første medlemsstat.
En sådan »tilstrækkelig forbindelse« skal anses for godtgjort, når den pågældende person udelukkende har tilbagelagt forsikringsperioder på grundlag af uddannelses- eller beskæftigelsesperioder i den medlemsstat, der udbetaler dennes pension, såvel før som efter, at personen har varetaget pasningen af sine børn i en anden medlemsstat.
Domstolen konkluderede dernæst på grundlag af artikel 1, litra t), i forordning nr. 883/2004 (3), der ligeledes er relevant i forbindelse med fortolkningen af artikel 21 TEUF, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning kan fastsætte, at visse perioder i en persons liv, i hvilke den pågældende ikke har udøvet lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed, som er omfattet af den obligatoriske forsikring, og således ikke har indbetalt bidrag, sidestilles med »forsikringsperioder«, der er tilbagelagt i den pågældende medlemsstat.
I et sådant tilfælde kan den omstændighed, at den pågældende person ikke har betalt bidrag i denne medlemsstat i de perioder, der i henhold til den nationale lovgivning således sidestilles med sådanne forsikringsperioder, ikke udelukke, at der foreligger en tilstrækkelig forbindelse mellem de børnepasningsperioder, som denne person har tilbagelagt i en anden medlemsstat, og de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i den første medlemsstat.
I denne henseende bemærkede Domstolen med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, at der i hovedsagen forelå en tilstrækkelig forbindelse mellem de børnepasningsperioder, som VA havde tilbagelagt i Nederlandene, og de forsikringsperioder, som hun udelukkende havde tilbagelagt i Tyskland såvel før disse børnepasningsperioder for så vidt angår de uddannelsesperioder, der i tysk ret sidestilles med forsikringsperioder, som efter disse perioder for så vidt angår beskæftigelsesperioderne, og dette til trods for den omstændighed, at denne person ikke havde betalt bidrag i sidstnævnte medlemsstat før eller umiddelbart efter de nævnte børnepasningsperioder.
Domstolen fastslog, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede er varigheden af den periode, hvori den pågældende har haft bopæl i den medlemsstat, hvor vedkommende har varetaget pasningen af sine børn, uden betydning.
I en sådan situation kan den medlemsstat, der udbetaler den i hovedsagen omhandlede pension, således ikke udelukke, at der tages hensyn til børnepasningsperioder alene af den grund, at disse perioder er tilbagelagt i en anden medlemsstat, idet den i så fald ville stille de af medlemsstatens egne statsborgere, der har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, ringere og dermed tilsidesætte artikel 21 TEUF. Følgelig er den medlemsstat, som udbetaler pensionen, forpligtet til med henblik på tildelingen af denne pension at tage hensyn til disse børnepasningsperioder på trods af den omstændighed, at denne person ikke har betalt bidrag i denne første medlemsstat før eller umiddelbart efter de nævnte børnepasningsperioder.