Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
31. maj 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – kontrol med likvide midler, der indføres i eller forlader Den Europæiske Union – forordning (EF) nr. 1889/2005 – anvendelsesområde – artikel 63 TEUF – frie kapitalbevægelser – tredjelandsstatsborger, der i sin bagage medfører et betragteligt beløb i likvide midler, som ikke er angivet – angivelsespligt knyttet til udførslen af dette beløb fra det spanske område – sanktioner – proportionalitet«
I sag C-190/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid, Spanien) ved afgørelse af 5. april 2017, indgået til Domstolen den 12. april 2017, i sagen
Lu Zheng
mod
Ministerio de Economía y Competitividad,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne C.G. Fernlund (refererende dommer), A. Arabadjiev, S. Rodin og E. Regan,
generaladvokat: M. Wathelet,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den spanske regering ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget,
– den belgiske regering ved P. Cottin og M. Jacobs, som befuldmægtigede,
– den græske regering ved K. Boskovits, E. Zisi og A. Dimitrakopoulou, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved P. Arenas og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet (EUT 2005, L 309, s. 9).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Lu Zheng og Ministerio de Economía y Competitividad (ministerium for økonomi og konkurrencedygtighed, Spanien) vedrørende den bøde, som han er blevet pålagt for manglende overholdelse af pligten til i forbindelse med udrejse fra det spanske område at angive bestemte beløb i likvide midler, som han medførte.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Anden og tredje betragtning til forordning nr. 1889/2005 har følgende ordlyd:
»(2) Indførsel af udbyttet af ulovlige aktiviteter i det finansielle system og investering deraf efter hvidvaskning er til skade for en sund og bæredygtig økonomisk udvikling. Med Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge [(EFT 1991, L 166, s. 77)] indførtes der en fællesskabsmekanisme til forebyggelse af hvidvaskning af penge ved overvågning af transaktioner gennem kredit- og finansieringsinstitutter og visse erhvervstyper. Da der er risiko for, at anvendelsen af den nævnte mekanisme vil føre til øgede bevægelser af likvide midler til ulovlige formål, bør direktiv [91/308] suppleres med et kontrolsystem for likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet.
(3) For tiden anvendes sådanne kontrolsystemer kun af nogle få medlemsstater i henhold til national lovgivning. Forskellene i lovgivning er til skade for et velfungerende indre marked. De grundlæggende elementer bør derfor harmoniseres på fællesskabsplan for at sikre et ensartet kontrolniveau for bevægelser af likvide midler på tværs af Fællesskabets grænser. En sådan harmonisering bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i overensstemmelse med de eksisterende bestemmelser i traktaten at anvende national kontrol med bevægelser af likvide midler inden for Fællesskabet.«
4 Forordningens artikel 1 er sålydende:
»1. Denne forordning supplerer bestemmelserne i direktiv [91/308] vedrørende transaktioner gennem kredit- og finansieringsinstitutter og visse erhverv ved fastlæggelse af harmoniserede regler for de kompetente myndigheders kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet.
2. Denne forordning berører ikke nationale foranstaltninger til kontrol med bevægelser af likvide midler inden for Fællesskabet, hvis disse foranstaltninger er truffet i medfør af [artikel 65 TEUF].«
5 Forordningens artikel 3, stk. 1, fastsætter:
»Alle fysiske personer, som rejser ind i eller forlader Fællesskabet med likvide midler af en værdi på 10 000 EUR eller derover, skal angive dette beløb til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken den pågældende person rejser ind i eller forlader Fællesskabet, i overensstemmelse med denne forordning. Angivelsespligten er ikke opfyldt, hvis oplysningerne er ukorrekte eller ufuldstændige.«
6 Forordningens artikel 9, stk. 1, bestemmer:
»Hver medlemsstat skal indføre sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af, at den i artikel 3 fastsatte angivelsespligt ikke opfyldes. Sådanne sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«
Spansk ret
7 Det fremgår af bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, litra v), i Ley 10/2010 de prevención del blanqueo de capitales y de la financiación del terrorismo (lov nr. 10/2010 om forebyggelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme) af 28. april 2010 (BOE nr.o103 af 29.4.2010), sammenholdt med lovens artikel 34, at fysiske personer, der indrejser i eller forlader det nationale område med betalingsmidler af en værdi på 10 000 EUR eller derover, har pligt til at indgive en forudgående angivelse indeholdende nøjagtige oplysninger vedrørende betalingsmidlernes ihændehaver, ejer, modtager, beløb, art, oprindelse, planlagte anvendelse, rejserute og transportmetoder.
8 Lovens artikel 35, stk. 2, fastsætter, at manglende angivelse, når angivelse er påkrævet, eller de angivne oplysningers manglende korrekthed, når sådanne oplysninger måtte anses for at være særligt vigtige, fører til, at de tjenstgørende toldere eller politibetjente konfiskerer samtlige fundne betalingsmidler, bortset fra et eksistensminimum.
9 I overensstemmelse med artikel 52, stk. 3, litra a), i lov nr. 10/2010 udgør en tilsidesættelse af den nævnte angivelsespligt en alvorlig overtrædelse, som i medfør af lovens artikel 57, stk. 3, medfører pålæggelse af en bøde, hvis mindstebeløb er på 600 EUR, og hvis maksimumsbeløb kan udgøre op til det dobbelte af størrelsen af de likvide midler, der ikke er blevet angivet.
10 Den nævnte lovs artikel 59, stk. 3, har følgende ordlyd:
»Ved fastlæggelsen af, hvilken sanktion der finder anvendelse ved tilsidesættelse af den i artikel 34 omhandlede angivelsespligt, anses følgende omstændigheder for skærpende omstændigheder:
a) bevægelsens væsentlige beløbsmæssige størrelse, idet det dobbelte af tærsklen for angivelsespligtens indtræden i alle tilfælde anses for et væsentligt beløb
b) manglende dokumentation for betalingsmidlernes lovlige oprindelse
c) manglende sammenhæng mellem den berørte parts beskæftigelse og bevægelsens beløbsmæssige størrelse
d) den omstændighed, at betalingsmidlerne blev fundet på et sted eller i en situation, der viser en klar hensigt om at skjule dem
e) den omstændighed, at den berørte person inden for de seneste fem år er blevet pålagt endelige administrative sanktioner for tilsidesættelse af angivelsespligten.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
11 Den 10. august 2014 tjekkede Lu Zheng, der er kinesisk statsborger, sin bagage ind i lufthavnen på Gran Canaria (Spanien) til en flyvning til Hongkong (Kina) med mellemlanding i Madrid (Spanien) og Amsterdam (Nederlandene).
12 Under en kontrol foretaget i forbindelse med mellemlandingen i lufthavnen i Madrid-Barajas blev det konstateret, at Lu Zhengs bagage indeholdt 92 900 EUR i likvide midler, som denne havde undladt at angive i strid med den pligt, der er fastsat i artikel 34 i lov nr. 10/2010.
13 Dette beløb blev konfiskeret med fradrag af 1 000 EUR, svarende til det eksistensminimum, som er omhandlet i lovens artikel 35, stk. 2.
14 Den 15. april 2015 pålagde Secretario General del Tesoro y Política Financiera (generalsekretær for statskassen og finanspolitikken), som henhører under ministeriet for økonomi og konkurrencedygtighed, Lu Zheng en administrativ bøde på 91 900 EUR, idet der med hensyn til de skærpende omstændigheder blev henvist til, at det ikke-angivne beløb var stort, at der ikke forelå nogen dokumentation for de likvide midlers lovlige oprindelse, at den berørte persons erklæringer vedrørende sin erhvervsmæssige beskæftigelse ikke var sammenhængende, og at de likvide midler befandt sig et sted, der viste en bevidst hensigt om at skjule dem.
15 Lu Zheng har anlagt sag ved den forelæggende ret til prøvelse af den afgørelse, hvorved han blev pålagt bøden, med påstand om en annullation heraf, pålæg af en minimal bøde eller pålæg af en sanktion, der står i forhold til den begåede overtrædelse. Han har i denne henseende påberåbt sig en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
16 Den forelæggende ret er i det væsentlige af den opfattelse, at Lu Zheng, selv om de i hovedsagen omhandlede likvide midler var forblevet på Den Europæiske Unions område, var underlagt den i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005 omhandlede angivelsespligt, idet den berørte person ikke inden sin ankomst til det kinesiske område kunne få adgang til de penge, der befandt sig i hans bagage, som var blevet tjekket ind i lufthavnen på Gran Canaria.
17 Henset til den fortolkning, som Domstolen har anlagt af forordningens artikel 9, stk. 1, i dom af 16. juli 2015, Chmielewski (C-255/14, EU:C:2015:475), ønsker den forelæggende ret oplysninger om denne bestemmelses rækkevidde og om, hvorvidt visse aspekter af den nationale lovgivning, der sanktionerer tilsidesættelsen af pligten til at angive bevægelser af likvide midler, er forenelige med denne bestemmelse.
18 På denne baggrund har Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 9, stk. 1, i [forordning nr. 1889/2005] fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omtvistede, der gør det muligt, som sanktion for en tilsidesættelse af den angivelsespligt, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, at pålægge en bøde på op til det dobbelte af de pågældende betalingsmidlers værdi?
2) Skal artikel 9, stk. 1, i [forordning nr. 1889/2005] fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omtvistede, hvorefter manglende dokumentation for betalingsmidlernes lovlige oprindelse og manglende sammenhæng mellem den berørte parts beskæftigelse og bevægelsens beløbsmæssige størrelse anses for at udgøre skærpende omstændigheder i forbindelse med en tilsidesættelse af angivelsespligten?
3) Såfremt de to foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 9, stk. 1, i [forordning nr. 1889/2005] da fortolkes således, at proportionalitetskravet er overholdt, hvis der pålægges en økonomisk sanktion, som uanset bevægelsens beløbsmæssige størrelse kan udgøre op til 25% af de likvide midler, som ikke er angivet?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Hvorvidt det første spørgsmål kan antages til realitetsbehandling
19 Den spanske regering har bestridt, at det første forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den i hovedsagen omhandlede bøde er mindre end beløbet på de ikke-angivne likvide midler, og derfor langt fra udgør det dobbelte af dette beløb. En besvarelse af dette spørgsmål er derfor ikke nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.
20 Det bemærkes i denne henseende, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 24).
21 Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan alene afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i tvisten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 25).
22 I det foreliggende tilfælde har den spanske regering ikke bestridt den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning gør det muligt at pålægge en bøde på op til det dobbelte af beløbet på de likvide midler, der ikke er blevet angivet. Således som det fremgår af nærværende doms præmis 9, fastsætter artikel 57, stk. 3, i lov nr. 10/2010 nemlig, at enhver tilsidesættelse af angivelsespligten, såsom den i hovedsagen omhandlede, medfører pålæggelse af en bøde, hvis mindstebeløb er på 600 EUR, og hvis maksimumsbeløb kan udgøre op til det dobbelte af beløbet på de likvide midler, der ikke er blevet angivet.
23 Selv om det er korrekt, at den i hovedsagen omhandlede bøde ikke udgør det maksimumsbeløb, der er tilladt i henhold til denne lovgivning, forholder det sig ikke desto mindre således, at størrelsen af denne bøde er blevet fastsat i henhold til den nævnte lovgivning under hensyntagen til det heri fastsatte maksimumsbeløb.
24 Det fremgår derfor ikke klart, at det første forelagte spørgsmål er af hypotetisk karakter eller uden forbindelse med tvisten i hovedsagens realitet eller genstand.
25 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at dette spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
Om det første og det andet spørgsmål
Indledende bemærkninger
26 Det første og det andet spørgsmål, der skal behandles samlet, vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005 og nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at den manglende overholdelse af pligten til at angive betragtelige beløb i likvide midler, der indføres i eller forlader denne stats område, medfører en bøde, der beregnes under hensyntagen til bestemte skærpende omstændigheder, og som kan udgøre op til det dobbelte af det ikke-angivne beløb.
27 Indledningsvis bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sine spørgsmål (dom af 13.10.2016, M. og S., C-303/15, EU:C:2016:771, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
28 I denne henseende skal det bemærkes, at den forelæggende ret lægger til grund, at den i hovedsagen omhandlede bevægelse af likvide midler skal anses for en udførsel af Unionen, idet Lu Zheng ikke inden sin ankomst til Kina kunne få adgang til de penge, der befandt sig i hans kuffert, som var blevet tjekket ind i lufthavnen på Gran Canaria.
29 Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at den i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005 fastsatte angivelsespligt kun påhviler de fysiske personer, der rejser ind i eller forlader Unionen med 10 000 EUR eller derover i likvide midler. Desuden fremgår det af denne bestemmelse, at det er den berørte fysiske person, der skal foretage den i forordningen fastsatte angivelse ved de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken den pågældende person rejser ind i eller forlader Unionen.
30 Selv om den nævnte forordning ikke definerer begrebet »fysiske personer, som rejser ind i eller forlader« Unionen, har Domstolen allerede fastslået, at dette begreb ikke er uklart og skal forstås i gængs forstand, dvs. at det henviser til en fysisk persons rejse fra et sted, der ikke er en del af Unionens område, til et sted, der er en del af dette område, eller fra det sidstnævnte sted til et sted, der ikke er en del af det nævnte område (dom af 4.5.2017, El Dakkak og Intercontinental, C-17/16, EU:C:2017:341, præmis 19-21).
31 Det følger heraf, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005 skal fortolkes således, at enhver fysisk person, der som Lu Zheng fysisk forlader Unionen med likvide midler af en værdi på 10 000 EUR eller derover, har en pligt til angive dette medførte beløb til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken den pågældende person fysisk forlader Unionen.
32 I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at Lu Zheng, idet det af forelæggelsesafgørelsen fremgår, at han påtænkte at forlade Unionens område gennem lufthavnen i Amsterdam, i medfør af den nævnte forordning ikke havde en pligt til at angive de i hovedsagen omhandlede likvide midler til de spanske myndigheder, men til de kompetente nederlandske myndigheder.
33 Det skal imidlertid fastslås, at forordning nr. 1889/2005 principielt ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter andre angivelsesforpligtelser end dem, som er fastsat i forordningen.
34 Det fremgår nemlig af tredje betragtning til forordningen og dennes artikel 1, stk. 2, at forordningen ikke berører medlemsstaternes mulighed for i overensstemmelse med de eksisterende bestemmelser i EUF-traktaten, og navnlig dennes artikel 65, at anvende national kontrol med bevægelser af likvide midler inden for Unionen.
35 Det første og det andet forelagte spørgsmål skal derfor forstås således, at den forelæggende ret med disse ønsker oplyst, om artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at den manglende overholdelse af pligten til at angive betragtelige beløb i likvide midler, der indføres i eller forlader denne stats område, medfører en bøde, der beregnes under hensyntagen til bestemte skærpende omstændigheder, og som kan udgøre op til det dobbelte af det ikke-angivne beløb.
Om de frie kapitalbevægelser
36 Artikel 65, stk. 1, litra b), TEUF fastsætter, at artikel 63 TEUF, der ifølge fast retspraksis indeholder et generelt forbud mod restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne (dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis), ikke griber ind i medlemsstaternes ret til af administrative eller statistiske hensyn bl.a. at fastlægge procedurer for anmeldelse af kapitalbevægelser eller til at træffe foranstaltninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.
37 I denne forbindelse kan nationale foranstaltninger, der begrænser de frie kapitalbevægelser, begrundes i de i artikel 65 TEUF nævnte hensyn, for så vidt som de overholder proportionalitetsprincippet, hvilket kræver, at de er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, der legitimt forfølges, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (jf. i denne retning dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 76 og 77 og den deri nævnte retspraksis).
38 I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen allerede har anerkendt, at bekæmpelse af hvidvaskning af penge, som er knyttet til målet om at beskytte den offentlige orden, udgør et legitimt mål, som vil kunne begrunde en hindring for de grundlæggende friheder, der er sikret ved traktaten (dom af 25.4.2013, Jyske Bank Gibraltar, C-212/11, EU:C:2013:270, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).
39 Hvad nærmere bestemt angår den i hovedsagen omhandlede angivelsespligt fremgår det desuden af fast retspraksis, at de frie kapitalbevægelser, således som disse er indført ved traktaterne, ikke er til hinder for, at udførsel af pengesedler gøres betinget af en forudgående angivelse (jf. i denne retning dom af 23.2.1995, Bordessa m.fl., C-358/93 og C-416/93, EU:C:1995:54, præmis 31, og af 14.12.1995, Sanz de Lera m.fl., C-163/94, C-165/94 og C-250/94, EU:C:1995:451, præmis 10).
40 Det forholder sig imidlertid således, at proportionalitetsprincippet ikke blot gælder for så vidt angår fastlæggelsen af de forhold, som udgør en overtrædelse, men ligeledes for så vidt angår fastlæggelsen af bestemmelserne vedrørende bødernes størrelse og vurderingen af de forhold, der kan tages hensyn til ved fastsættelsen af disse (jf. i denne retning dom af 9.2.2012, Urbán, C-210/10, EU:C:2012:64, præmis 53 og 54).
41 Navnlig må de administrative eller repressive foranstaltninger, der er tilladt i en national lovgivning, ikke overskride grænserne for, hvad der er nødvendigt for gennemførelsen af de formål, der lovligt forfølges med denne lovgivning (jf. analogt dom af 16.7.2015, Chmielewski, C-255/14, EU:C:2015:475, præmis 22).
42 I denne forbindelse skal sanktionerne tilpasses overtrædelsernes grovhed (jf. analogt dom af 16.7.2015, Chmielewski, C-255/14, EU:C:2015:475, præmis 23).
43 I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen har fastslået, at selv om medlemsstaterne i medfør af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005 råder over en skønsmargen med hensyn til valget af de sanktioner, som de vedtager for at sikre overholdelsen af den angivelsespligt, der er fastsat i forordningens artikel 3, fremstår en bøde, hvis beløb svarer til 60% af de ikke-angivne likvide midler, når dette beløb er større end 50 000 EUR, og som pålægges i tilfælde af tilsidesættelse af denne pligt, ikke at være forholdsmæssig, henset til arten af den pågældende overtrædelse. Domstolen har nemlig fastslået, at en sådan bøde går ud over grænserne for, hvad der er nødvendigt for at sikre overholdelsen af denne pligt og sikre opfyldelsen af de med denne forordning forfulgte mål, eftersom det med den sanktion, der er fastsat i nævnte artikel 9, ikke tilsigtes at sanktionere eventuelle svigagtige eller ulovlige aktiviteter, men alene en tilsidesættelse af den nævnte pligt (dom af 16.7.2015, Chmielewski, C-255/14, EU:C:2015:475, præmis 29-31).
44 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at formålet med artikel 57, stk. 3, i lov nr. 10/2010, ligesom det er tilfældet med artikel 9 i forordning nr. 1889/2005, ikke er at sanktionere eventuelle svigagtige eller ulovlige aktiviteter, men alene tilsidesættelsen af en angivelsespligt.
45 Desuden forholder det sig således, at selv om en sådan bøde beregnes under hensyntagen til bestemte skærpende omstændigheder, forudsat at de overholder proportionalitetsprincippet, går den omstændighed, at bødens maksimumsbeløb kan udgøre det dobbelte af det ikke-angivne beløb i likvide midler, og at bøden under alle omstændigheder, ligesom det er tilfældet i hovedsagen, kan fastsættes til et beløb svarende til næsten 100% af dette beløb, ud over grænserne for det, der er nødvendigt for at sikre overholdelsen af en angivelsespligt.
46 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at den manglende overholdelse af pligten til at angive betragtelige beløb i likvide midler, som indføres i eller forlader denne stats område, medfører en bøde, der kan udgøre op til det dobbelte af det ikke-angivne beløb.
Om det tredje spørgsmål
47 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de EU-retlige regler, der er relevante i hovedsagen, skal fortolkes således, at pålæggelsen af en bøde, som uanset pengebevægelsens beløbsmæssige størrelse kan udgøre op til 25% af de likvide midler, der ikke er blevet angivet, opfylder proportionalitetskravet.
48 I denne henseende skal det bemærkes, at selv om der som anført i nærværende doms præmis 20 og 21 foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante, følger det af fast retspraksis, at det for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Forelæggelsesafgørelsen skal endvidere angive de nøjagtige grunde til, at den nationale ret har rejst spørgsmål om fortolkningen af EU-retten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (dom af 14.6.2017, Online Games m.fl., C-685/15, EU:C:2017:452, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
49 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den økonomiske sanktion, som den forelæggende ret har henvist til i det tredje præjudicielle spørgsmål, ikke svarer til den, som sagsøgeren i hovedsagen er blevet pålagt, og at den desuden ikke på nuværende tidspunkt findes i den spanske retsorden. Under alle omstændigheder er der ingen oplysninger i de sagsakter, som Domstolen råder over, der bekræfter, at en sådan sanktion findes.
50 Det skal derfor fastslås, at dette spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, da den opgave, som Domstolen varetager inden for rammerne af artikel 267 TEUF, er at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne og ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål (dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
Sagsomkostninger
51 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at den manglende overholdelse af pligten til at angive betragtelige beløb i likvide midler, som indføres i eller forlader denne stats område, medfører en bøde, der kan udgøre op til det dobbelte af det ikke-angivne beløb.
Underskrifter