RETTENS DOM (Tiende Afdeling)
4. oktober 2023 (*)
»Beskyttelsesforanstaltninger – markedet for stålprodukter – import af visse stålprodukter – gennemførelsesforordning (EU) 2021/1029 – annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – søgsmålskompetence – formaliteten – forlængelse af en beskyttelsesforanstaltning – nødvendighed – trussel om alvorlig skade – tilpasningsforanstaltninger – Unionens interesse – åbenbart urigtigt skøn«
I sag T-598/21,
European Association of Non-Integrated Metal Importers & distributors (Euranimi), Bruxelles (Belgien), ved advokaterne M. Campa, D. Rovetta, P. Gjørtler og V. Villante,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved G. Luengo og P. Němečková, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Tiende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, O. Porchia, og dommerne M. Jaeger (refererende dommer) og P. Nihoul,
justitssekretær: fuldmægtig M. Zwozdziak-Carbonne,
på grundlag af den skriftlige forhandling, bl.a. afgørelse af 3. november 2021 om afslag på den af sagsøgeren fremsatte anmodning om, at der træffes afgørelse efter en fremskyndet procedure,
efter retsmødet den 7. marts 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, European Association of Non-Integrated Metal Importers & distributors (Euranimi), nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1029 af 24. juni 2021 om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/159 med henblik på at forlænge beskyttelsesforanstaltningen vedrørende importen af visse stålprodukter (EUT 2021, L 225 I, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«).
Sagens baggrund
2 Sagsøgeren er en sammenslutning af virksomheder i Den Europæiske Union, der repræsenterer interesserne hos importører, distributører, forhandlere og forarbejdere af ikke-integreret stål, rustfrit stål og metalprodukter.
3 Den 23. marts 2018 indførte Amerikas Forenede Stater importafgifter i henhold til Section 232 i Trade Expansion Act (loven om handelsudvikling).
4 På baggrund af de statistiske data, som var blevet indsamlet efter indførelsen af tilsynsforanstaltninger, indledte Europa-Kommissionen en beskyttelsesundersøgelse med henblik på at vurdere situationen for flere kategorier af stålprodukter.
5 Kommissionens analyse af dataene foranledigede den til at drage den foreløbige konklusion, at Unionens stålindustri stod over for en alvorlig trussel for så vidt angik 23 af de 28 varekategorier, der havde været genstand for beskyttelsesundersøgelsen, og den vedtog følgelig gennemførelsesforordning (EU) 2018/1013 af 17. juli 2018 om indførelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger mod importen af visse stålprodukter (EUT 2018, L 181, s. 39).
6 Kommissionen vurderede herefter, at Unionens stålindustri stod over for en alvorlig trussel for så vidt angik 26 kategorier af stålprodukter, og den vedtog gennemførelsesforordning (EU) 2019/159 af 31. januar 2019 om indførelse af endelige beskyttelsesforanstaltninger mod importen af visse stålprodukter (EUT 2019, L 31, s. 27). Med denne gennemførelsesforordning blev der indført en endelig beskyttelsesforanstaltning for en periode på tre år, med en mulighed for forlængelse med op til otte år, i form af specifikke toldkontingenter for hver kategori, hvis kvantitative loft var fastsat til den gennemsnitlige importmængde for de berørte lande i perioden 2015-2017, forhøjet med 5% for at sikre, at de traditionelle handelsstrømme blev opretholdt, og at den eksisterende bruger- og importindustri i Unionen modtog tilstrækkelig støtte. Toldsatsen ud over kontingentet, som var fastsat til 25% på tidspunktet for den midlertidige foranstaltning, blev bekræftet ved vedtagelsen af den endelige foranstaltning.
7 I modsætning til den situation, der forelå i forbindelse med den foreløbige beskyttelsesforanstaltning, blev der i gennemførelsesforordning 2019/159 fastsat specifikke kontingenter pr. land for lande med en betydelig leverandørinteresse (dvs. lande, der tegnede sig for en andel på mere end 5% af importen inden for den omhandlede varekategori). Der blev ligeledes fastsat et »resterende« eller »samlet« toldkontingent for de øvrige lande, som eksporterede til Unionens område. Endvidere fandt Kommissionen, at et eksportørland, som havde opbrugt sit specifikke toldkontingent, burde have mulighed for at få adgang til det resterende toldkontingent, med henblik på ikke blot at sikre opretholdelsen af de traditionelle handelsstrømme, men også, i påkommende tilfælde, at forhindre, at dele af det resterende toldkontingent forblev uudnyttede.
8 Fra den 2. februar 2019, der var ikrafttrædelsesdatoen for gennemførelsesforordning 2019/159, til den 30. juni 2021 blev beskyttelsesforanstaltningen regelmæssigt revurderet og progressivt liberaliseret med regelmæssige mellemrum med henblik på gradvist at forhøje de kvantitative lofter, således at EU-erhvervsgrenen kunne tilpasse sig.
9 I forbindelse med de fornyede undersøgelser, der blev foretaget i september 2019 og i juni 2020, foretog Kommissionen en række ændringer i forvaltningen af toldkontingentordningen for bl.a. at tage hensyn til de seneste handelsdata.
10 Den 15. januar 2021 modtog Kommissionen en begrundet anmodning fra 12 EU-medlemsstater om i henhold til artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (EUT 2015, L 83, s. 16, herefter »grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger«) at undersøge, om den eksisterende beskyttelsesforanstaltning burde forlænges.
11 Den 26. februar 2021 offentliggjorde Kommissionen en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvori den opfordrede interesserede parter til at deltage i en undersøgelse vedrørende en eventuel forlængelse af beskyttelsesforanstaltningen ved at fremsætte deres bemærkninger og dokumentation til støtte herfor.
12 Den 24. juni 2021 vedtog Kommissionen den anfægtede forordning om forlængelse af beskyttelsesforanstaltningen for en periode på tre år indtil den 30. juni 2024, idet den fandt dels, at en ophævelse af beskyttelsesforanstaltningen i forbindelse med covid-19-pandemien kunne medføre en pludselig bølge af import, der i alvorlig grad ville forværre den stadig skrøbelige finansielle situation for Unionens stålindustri, dels at brugerne på tværs af varekategorierne havde haft mulighed for at købe tilstrækkeligt med toldfrit stål fra flere kilder, eftersom ca. 11 mio. ton toldfri toldkontingenter stadig var uudnyttede, dvs. 36% af det samlede tilgængelige toldkontingent.
Parternes påstande
13 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
14 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Formaliteten
15 Uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse har Kommissionen bestridt, at det foreliggende søgsmål kan antages til realitetsbehandling, idet den er af den opfattelse, at sagsøgeren hverken har søgsmålsinteresse eller søgsmålskompetence. Sagsøgeren har for sin del gjort gældende, at denne sammenslutning har søgsmålsinteresse og søgsmålskompetence i forhold til den anfægtede forordning.
Søgsmålsinteressen
16 For det første er Kommissionen af den opfattelse, at sagsøgeren på tidspunktet for anlæggelsen af nærværende søgsmål ikke påviste, at sammenslutningen opfyldte betingelserne om påvisning af en søgsmålsinteresse.
17 Indledningsvis er den anfægtede forordning ikke til hinder for importen af de pågældende kategorier af stålprodukter til Unionen, idet beskyttelsestolden kun finder anvendelse i tilfælde af, at der opstår en alvorlig skade som følge af en stigning i importen ud over de traditionelle handelsstrømme. For så vidt angår forpligtelsen til at betale toldsatsen på 25% ud over kontingentet er sagsøgerens interesse således hypotetisk.
18 Dernæst var toldkontingentet for de varekategorier, som blev indført af de af sagsøgeren repræsenterede selskaber, ikke blevet opbrugt på tidspunktet for sagsanlægget. Ifølge Kommissionen kan en annullation af den anfægtede forordning derfor ikke bibringe sagsøgeren nogen fordel, eftersom denne forordning endnu ikke har haft retsvirkninger i forhold til denne sammenslutning eller i forhold til dens medlemmer. Sagsøgerens søgsmålsinteresse er således hverken eksisterende eller faktisk.
19 Kommissionen er i denne forbindelse af den opfattelse, at den omstændighed, at sagsøgerens medlemmer tager hensyn til tilstedeværelsen af toldkontingenter i deres forretningsplanlægning, ikke betyder, at deres retsstilling er blevet ændret af den anfægtede forordning. I øvrigt er antagelsen om, at toldkontingenter skulle have virkninger, allerede blevet forkastet af Retten i dom af 20. oktober 2021, Novolipetsk Steel mod Kommissionen (T-790/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:706). Kommissionen har endvidere gjort gældende, at den omstændighed, at importen forbliver konstant, mens niveauet for de uudnyttede toldkontingenter stiger, viser, at beskyttelsesforanstaltningen ikke har de negative virkninger på handelsstrømmene, som sagsøgeren har påberåbt sig.
20 Endelig pålægger den omstændighed, at importen er undergivet toldkontingenter, ikke importørerne nogen særlig byrde. Sagsøgeren kan således ikke i denne henseende drage nogen fordel af en annullation af den anfægtede forordning.
21 For det andet har Kommissionen fremhævet, at det er usikkert, om den anfægtede forordning på et givet tidspunkt kan have retsvirkninger for de af sagsøgerens medlemmer importerede produkter, eftersom denne institution med jævne mellemrum foretager fornyede undersøgelser i den periode, hvor beskyttelsesforanstaltningen finder anvendelse.
22 For det tredje har Kommissionen anført, at den omstændighed, at sagsøgeren og dennes medlemmer har søgsmålsinteresse, hvis og når toldsatsen på 25% ud over kontingentet finder anvendelse, ikke betyder, at der ikke findes effektive retsmidler. Ifølge Kommissionen vil de nemlig i denne situation have mulighed for at anfægte de nationale toldmyndigheders opkrævning af denne told ved de nationale retter, og disse retter vil i så fald kunne forelægge Domstolen spørgsmålet om den anfægtede forordnings gyldighed i henhold til artikel 267 TEUF.
23 Sagsøgeren har bestridt Kommissionens argumenter.
24 Ifølge fast retspraksis er søgsmålsinteresse den væsentligste og første betingelse for ethvert søgsmål. Et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kan således alene antages til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren har en interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sagsøgers søgsmålsinteresse foreligger kun, såfremt en annullation af den anfægtede retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, såfremt søgsmålet med sit resultat således kan tilføre sagsøgeren en fordel, og såfremt sagsøgeren godtgør, at han har en eksisterende og faktisk interesse i annullation af denne retsakt (jf. dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
25 I den foreliggende sag fremgår det af den mekanisme, som er indført ved den anfægtede forordning, at den retlige ordning, som importen af de omhandlede produkter til Unionen er omfattet af, er mindre gunstig end den ordning, der gjaldt, da beskyttelsesforanstaltningerne ikke forelå (jf. analogt dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 33).
26 En annullation af den anfægtede forordning ved en for sagsøgeren gunstig afgørelse ville således i sig selv kunne have retsvirkninger og med sit resultat tilføre sagsøgeren en fordel, og sagsøgeren har derfor søgsmålsinteresse (jf. analogt dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 34).
27 I denne henseende fastsætter 85. og 86. betragtning til den anfægtede forordning en procedure for fornyet undersøgelse og liberalisering af beskyttelsesforanstaltningen (jf. i denne forbindelse præmis 8 ovenfor). Denne procedure har bl.a. til formål at gøre det muligt at indføre en mere åben importordning, som således kommer importørerne til gode. Den gradvise liberalisering af toldkontingenterne ændrer importørernes retsstilling. En annullation af den anfægtede forordning ville således kunne sammenlignes med en fuldstændig liberalisering af de nævnte kontingenter. Det er følgelig ubestrideligt, at sagsøgeren har en interesse i, at den nævnte forordning annulleres, med henblik på at udøve sin virksomhed inden for rammerne af en retlig ordning uden begrænsninger forbundet med kvantitative tærskler.
28 I modsætning til, hvad Kommissionen har anført (jf. præmis 18 ovenfor), var denne interesse desuden eksisterende og faktisk på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet. Det fremgår således af første betragtning til den anfægtede forordning, at den indførte beskyttelsesmekanisme består af to faser, hvoraf den første består i pålæggelse af toldkontingenter, og den anden består i opkrævning af en tillægstold på importen, når de fastsatte kvantitative tærskler for disse toldkontingenter overskrides. Selv om den anden fase pr. definition kun finder sted senere end den første, eksisterer denne sidstnævnte fase på datoen for anvendelsen af den forordning, hvori den er fastsat, dvs. i det foreliggende tilfælde den 1. juli 2021. Sagsøgeren anlagde imidlertid sit søgsmål den 20. september 2021.
29 På samme måde ligger det fast, at sagsøgeren i den konkrete sag har søgsmålsinteresse ifølge den faste retspraksis, hvorefter søgsmålsinteressen ikke kan vedrøre en fremtidig og hypotetisk situation og ikke kan følge af simple antagelser (jf. kendelse af 28.9.2021, Airoldi Metalli mod Kommissionen, T-611/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:641, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis), i modsætning til, hvad Kommissionen har anført (jf. præmis 17 og 21 ovenfor), eftersom kvoteordningen i medfør af den anfægtede forordnings artikel 2 træder i kraft på anvendelsesdatoen for nævnte forordning. I denne forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionens argument om, at der med jævne mellemrum foretages fornyede undersøgelser (jf. præmis 21 ovenfor), ikke er relevant, idet situationen mellem hver fornyet undersøgelse ikke frembyder nogen usikkerhed med hensyn til pålæggelse af toldkontingent og, følgelig, med hensyn til de retsvirkninger, der er knyttet til kvoteordningen.
30 Kommissionens standpunkt om, at søgsmålsinteressen først kan foreligge på det eventuelle tidspunkt, hvor der som følge af overskridelsen af tærsklerne pålægges tillægstold, synes at bero på en sammenblanding af de to faser, der er omtalt i præmis 28 ovenfor. Sagsøgerens søgsmålsinteresse er ikke begrænset til at anfægte pålæggelsen af tillægstolden, men omfatter også anfægtelsen af den kvoteordning, som på grund af selve sin eksistens ændrer retsstillingen for sagsøgerens medlemmer. En annullation af den anfægtede forordning vil derfor indebære, at denne ændring vendes, idet den vil genoprette den tidligere retsstilling for sagsøgerens medlemmer, som var gunstigere end den retsstilling, der er forbundet med at være underlagt en kvoteordning, og en sådan annullation vil derfor, i modsætning til det af Kommissionen hævdede, give dem en fordel (jf. præmis 20 ovenfor).
31 Det er i denne forbindelse irrelevant at fremføre – således som Kommissionen har gjort (jf. præmis 19 ovenfor) – dels, at toldkontingenterne angiveligt bevarer de historiske importniveauer, dels at den anfægtede forordning ikke forhindrer importen, så meget desto mere i forhold til, at toldkontingenterne ikke er blevet opbrugt. Uden at tage stilling til de vanskeligheder, som sagsøgeren har fremført i sine skriftlige indlæg og i retsmødet med henblik på at forklare årsagerne til, at toldkontingenterne ikke er blevet opbrugt, skal det understreges, at disse betragtninger under alle omstændigheder ikke vedrører retlige, men faktiske konsekvenser, som i givet fald vil indtræde senere.
32 Det at gøre sagsøgerens søgsmålsinteresse med hensyn til at anfægte kvoteordningen betinget af, at der pålægges en tillægstold, kan i øvrigt medføre, at sagsøgeren forpligtes til at indføre mængder over de kvantitative tærskler for at kunne anfægte den nævnte ordning og til at se bort fra den ugunstige situation for en importør, som anvendelsen af en sådan ordning i sig selv udgør.
33 Endelig skal det bemærkes, at den argumentation fra Kommissionen er irrelevant, som er nævnt i præmis 19 ovenfor og blev gentaget i retsmødet, og som tilsigter at hævde, at Retten i dom af 20. oktober 2021, Novolipetsk Steel mod Kommissionen (T-790/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:706), forkastede antagelsen om, at toldkontingenterne ikke havde nogen virkning.
34 For det første tog Retten i dom af 20. oktober 2021, Novolipetsk Steel mod Kommissionen (T-790/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:706), ikke stilling til, om det søgsmål, der var anlagt ved den, kunne antages til realitetsbehandling. De betragtninger, som Kommissionen har støttet sig på, er således uden relevans i forbindelse med undersøgelsen af sagsøgerens søgsmålsinteresse inden for rammerne af den foreliggende sag.
35 For det andet bemærkede Retten i den sag, der gav anledning til dom af 20. oktober 2021, Novolipetsk Steel mod Kommissionen (T-790/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:706), at sagsøgeren ikke i retligt tilstrækkeligt omfang havde påvist, at der forelå virkninger, før der blev pålagt told ud over kontingentet. Denne konklusion fulgte imidlertid af en undersøgelse af toldkontingenternes virkninger, der havde til formål at fastslå, om der var blevet anlagt et åbenbart urigtigt skøn i Kommissionens analyse. I denne sammenhæng er graden af Rettens prøvelse et væsentligt element, som derimod er uvedkommende for den undersøgelse, som Retten skal foretage ved efterprøvelsen af, om en sagsøger har søgsmålsinteresse.
36 For det tredje skal de omhandlede virkninger i forbindelse med denne efterprøvelse være af retlig karakter, således som det er fremhævet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 24 ovenfor. Rettens undersøgelse i dom af 20. oktober 2021, Novolipetsk Steel mod Kommissionen (T-790/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:706), vedrørte imidlertid de beviser, der blev fremlagt for at godtgøre, at der forelå virkninger, der opfyldte den påkrævede grad af intensitet, inden toldkontingenterne var opbrugt. Rettens ræsonnement hvilede således på statistiske data om handelsstrømme og en importørs erklæring, der tog sigte på at godtgøre, at der forelå handelsmæssige virkninger af en tilstrækkelig intensitet, således som det krævedes i henhold til den i denne sag omhandlede lovgivning.
37 Afvisningspåstanden vedrørende sagsøgerens manglende søgsmålsinteresse skal derfor forkastes.
Søgsmålskompetencen
38 Ifølge fast retspraksis omhandler artikel 263, stk. 4, TEUF to tilfælde, hvori en fysisk eller juridisk person har kompetence til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, som vedkommende ikke er adressat for. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart (jf. dom af 16.5.2019, Pebagua mod Kommissionen, C-204/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:425, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
39 Henset til oplysningerne i sagsakterne skal det andet tilfælde undersøges først.
40 Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af retspraksis, at sagsøgeren som en sammenslutning, der repræsenterer interesserne hos importører, distributører, forhandlere og forarbejdere af ikke-integreret stål, rustfrit stål og metalprodukter, kun kan anlægge et annullationssøgsmål, hvis den kan gøre en egen interesse gældende, eller, hvis dette ikke er tilfældet, hvis de virksomheder, som den repræsenterer, eller nogle af dem har en individuel retlig interesse i søgsmålet (dom af 13.3.2018, European Union Copper Task Force mod Kommissionen, C-384/16 P, EU:C:2018:176, præmis 87).
41 I det foreliggende tilfælde følger det af artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, at hvis den anfægtede retsakt for det første er en regelfastsættende retsakt, som berører sagsøgerens medlemmer umiddelbart, og denne retsakt for det andet ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, er disse medlemmers søgsmålskompetence godtgjort.
42 I denne sammenhæng er Kommissionen af den opfattelse, at sagsøgeren ikke kan anlægge et søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede forordning på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, eftersom sagsøgeren dels ikke har godtgjort, at dennes medlemmer var umiddelbart berørt af den nævnte forordning, dels ikke har påvist, at der ikke var tale om gennemførelsesforanstaltninger i forhold til dennes medlemmer.
– Den anfægtede retsakts regelfastsættende karakter
43 Det følger af fast retspraksis, at begrebet regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, som udgangspunkt omfatter alle almengyldige retsakter bortset fra lovgivningsmæssige retsakter (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 23 og 28 og den deri nævnte retspraksis). Sondringen mellem en lovgivningsmæssig retsakt og en ikke-lovgivningsmæssig retsakt hviler ifølge EUF-traktaten på det kriterium, om retsakten er vedtaget efter en lovgivningsmæssig procedure (jf. i denne retning dom af 6.9.2017, Slovakiet og Ungarn mod Rådet, C-643/15 og C-647/15, EU:C:2017:631, præmis 58, og kendelse af 6.9.2011, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-18/10, EU:T:2011:419, præmis 65).
44 I den foreliggende sag er den anfægtede forordning for det første almengyldig, for så vidt som den forlænger en beskyttelsesforanstaltning over for importen af visse stålprodukter. For det andet er denne forordning ikke en lovgivningsmæssig retsakt, da den ikke er blevet vedtaget efter en almindelig eller særlig lovgivningsmæssig procedure.
45 Følgelig er den anfægtede forordning en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.
– Om at være umiddelbart berørt
46 Betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den foranstaltning, der er genstand for søgsmålet, kræver, at to kumulative kriterier er opfyldt, nemlig for det første at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til de adressater, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dom af 3.12.2020, Changmao Biochemical Engineering mod Distillerie Bonollo m.fl., C-461/18 P, EU:C:2020:979, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).
47 I den foreliggende sag har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerens situation ikke opfylder betingelserne for at være umiddelbart berørt. Kommissionen er nemlig af den opfattelse, at den anfægtede forordnings retsvirkninger ikke kan materialiseres uden videre alene ved denne forordning, idet sagsøgerens medlemmer på tidspunktet for sagsanlægget kunne fortsætte med at udøve deres virksomhed på samme måde som før vedtagelsen af den nævnte forordning.
48 Kommissionen har i denne forbindelse anført, at enhver importør i Unionen først bliver berørt, når medlemsstaternes toldmyndigheder har taget stilling til størrelsen af beskyttelsestolden ved at anvende den anfægtede forordning i form af en meddelelse om toldskyld eller en lignende erklæring.
49 Med hensyn til opfyldelsen af det første kriterium, der er anført i præmis 46 ovenfor, skal det bemærkes, at den anfægtede forordning fastlægger den retlige ramme og betingelserne for sagsøgerens medlemmers mulighed for at importere til Unionen med hensyn til såvel mængder som priser, eftersom deres varer er omfattet af en kvoteordning og ikke længere kan bringes i fri omsætning i Unionen, uden at der skal være fastsat bestemte mængder eller opnået tilladelse fra Kommissionen. Inden for rammerne af en sådan kvoteordning afhænger sagsøgerens medlemmers mulighed for at anvende det toldfrie kontingent af, hvilke mængder af dette kontingent Kommissionen har fastsat for deres produkter (jf. analogt dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 44). Det må derfor konkluderes, at den anfægtede forordning har umiddelbare virkninger for sagsøgerens medlemmers retsstilling.
50 Det skal i denne sammenhæng fremhæves, at såfremt Kommissionens standpunkt blev fulgt, ville dette være ensbetydende med at formindske betydningen af både adskillelsen af de to faser, som beskyttelsesmekanismen består af (jf. præmis 28 ovenfor), og af den væsentlige forskel mellem de retlige virkninger og de forretningsmæssige virkninger (jf. præmis 31 ovenfor).
51 Med hensyn til opfyldelsen af det andet kriterium, der er anført i præmis 46 ovenfor, er den relevante retlige test, at der ikke må være overladt nogen som helst skønsbeføjelser til adressaterne for den omhandlede retsakt, der skal gennemføre den (jf. i denne retning kendelse af 14.1.2015, SolarWorld m.fl. mod Kommissionen, T-507/13, EU:T:2015:23, præmis 40).
52 I det foreliggende tilfælde overlader den anfægtede forordning ikke medlemsstatens kompetente myndigheder nogen skønsbeføjelser i forbindelse med gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltningerne (jf. analogt dom af 3.12.2020, Changmao Biochemical Engineering mod Distillerie Bonollo m.fl., C-461/18 P, EU:C:2020:979, præmis 59, og af 12.12.2014, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-643/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1076, præmis 28), hverken i beskyttelsesmekanismens første fase, idet kvoteordningen træder i kraft på anvendelsesdatoen for den anfægtede forordning (jf. præmis 28 ovenfor), eller i denne mekanismes anden fase, idet de kompetente myndigheder er forpligtet til at pålægge en toldsats på 25% ud over kontingentet, når toldkontingenterne er opbrugt (jf. analogt dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 46).
53 Sagsøgerens medlemmer er følgelig umiddelbart berørt af den anfægtede forordning som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 46 ovenfor.
– Fraværet af gennemførelsesforanstaltninger
54 Ifølge Kommissionen kommer virkningerne af den fælles handelspolitik til udtryk ved gennemførelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne anvender på en importørs individuelle situation. På området for den fælles handelspolitik er det nemlig kun ved gennemførelsesforanstaltninger, at virkningerne af en forordning udmøntes.
55 Den nævnte importør kan derefter anfægte disse gennemførelsesforanstaltninger ved de pågældende nationale retter, og disse retter har dernæst i henhold til artikel 267 TEUF mulighed for at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål med henblik på en vurdering af gyldigheden af den forordning, som de nævnte foranstaltninger er baseret på.
56 Kommissionen har i denne forbindelse anført, at de begrænsninger, som sagsøgeren har anfægtet, og som følger af retsmidlernes komplementaritet, har deres grundlag i EUF-traktaten og således ikke kan ignoreres.
57 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at den anfægtede forordning forlænger den beskyttelsesforanstaltning, som består dels i fastsættelse af toldkontingenter, der gælder for visse stålprodukter, dels i pålæggelse af en toldsats på 25% ud over kontingentet for al import, der overstiger de kvantitative tærskler for disse kontingenter. Det følger således af denne ordning, at der indføres en betingelse, som er knyttet til et volumenniveau for indførslerne, og at der pålægges en toldforhøjelse for de importører, der ønsker at forsyne sig ud over dette niveau.
58 Det skal hertil bemærkes, at selv hvis det antages, at de foranstaltninger, der i den konkrete sag anvendes på en importørs individuelle situation, er gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, fremgår det af retspraksis, at den omstændighed, at en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, således at visse retsvirkninger af denne forordning kun opnås gennem disse foranstaltninger, ikke udelukker, at denne forordning har andre retsvirkninger på en fysisk eller juridisk persons retsstilling, som ikke afhænger af vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger (jf. i denne retning dom af 13.3.2018, European Union Copper Task Force mod Kommissionen, C-384/16 P, EU:C:2018:176, præmis 45).
59 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at indførelsen af kvoteordningen – som udgør en virkning af den anfægtede forordning på samme måde som pålæggelsen af tolden ud over kontingentet – skete samtidigt med vedtagelsen af forordningen. Fra og med vedtagelsen af den anfægtede forordning skal en importør derfor handle inden for en ny retlig ramme, som adskiller sig fra den tidligere retlige ramme. Fremkaldelsen af kvoteordningens retsvirkninger, således som identificeret i præmis 49 ovenfor, afhænger imidlertid ikke af nogen gennemførelsesforanstaltning. Det kan i denne forbindelse bemærkes, at de foranstaltninger, på grundlag af hvilke Kommissionen finder, at kriteriet om, at der ikke foreligger gennemførelsesforanstaltninger, ikke er opfyldt, ikke vedrører de nævnte retsvirkninger (jf. præmis 58 ovenfor).
60 Heraf følger, at før toldkontingentet er opbrugt, findes der ikke nødvendigvis nogen gennemførelsesforanstaltninger, som sagsøgerens medlemmer, hvis retsstilling påvirkes af indførelsen af kvoteordningen, kan anfægte ved de nationale domstole.
61 Følgelig befinder importørerne, såsom sagsøgerens medlemmer, sig i en situation, der svarer til det tilfælde, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, og de kan således anlægge et søgsmål til prøvelse af den anfægtede forordning.
62 Under disse omstændigheder og i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 40 ovenfor, har sagsøgeren som repræsentativ sammenslutning søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF i forhold til den anfægtede forordning.
63 Søgsmålet skal derfor antages til realitetsbehandling.
Realiteten
64 Sagsøgeren har fremsat to anbringender til støtte for sit søgsmål.
65 Med sit første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at betingelserne for at forlænge beskyttelsesforanstaltningen i henhold til artikel 19 i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger ikke er opfyldt.
66 Med sit andet anbringende har sagsøgeren anført, at den nævnte forlængelse ikke er i Unionens interesse.
67 Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Unionens institutioner på området for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, de skal undersøge. Hvad angår domstolsprøvelsen af et sådant skøn skal den således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 19.9.2019, Trace Sport, C-251/18, EU:C:2019:766, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 74 og 75).
Det første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 19 i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger
68 Sagsøgerens første anbringende er i det væsentlige opdelt i to led.
69 Sagsøgeren har med det første led gjort gældende, at de data, der ligger til grund for Kommissionens analyse for at vedtage den anfægtede forordning, ikke giver grundlag for at konkludere, at forlængelsen af beskyttelsesforanstaltningen var nødvendig for at forebygge eller råde bod på en alvorlig skade som omhandlet i artikel 19, stk. 2, litra a), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger.
70 Sagsøgeren har med det andet led anført, at Kommissionen begik en fejl ved at konkludere, at der forelå oplysninger, der beviste, at EU-erhvervsgrenen tilpassede sig, således som krævet i artikel 19, stk. 2, litra b), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger.
71 Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende er ugrundet.
– Det første anbringendes første led om nødvendigheden af at forlænge beskyttelsesforanstaltningen for at forebygge eller råde bod på en alvorlig skade
72 I henhold til artikel 19, stk. 2, litra a), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger kan en beskyttelsesforanstaltning forlænges, hvis det fastslås, at en sådan forlængelse er nødvendig for at forebygge eller råde bod på en alvorlig skade.
73 For det første er sagsøgeren af den opfattelse, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved afgørelsen af, om forlængelsen var nødvendig i henhold til artikel 19, stk. 2, litra a), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger, ved ikke at tage hensyn til visse aspekter af markedet i den periode, der var omfattet af undersøgelsen vedrørende den eventuelle forlængelse af beskyttelsesforanstaltningen, dvs. årene 2018-2020 (herefter »undersøgelsesperioden«), som modsiger konklusionen om, at forlængelsen af beskyttelsesforanstaltningen var nødvendig for at råde bod på en alvorlig skade.
74 I første omgang har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den ikke tog hensyn til de faktorer, der angik EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet og denne erhvervsgrens markedsandele i Unionen.
75 I første række skal den relevans, som sagsøgeren tillægger hver af disse faktorer, nuanceres.
76 På den ene side har sagsøgeren gjort gældende, at EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet forblev stabil. Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af den analyse, der er indeholdt i 12. betragtning til den anfægtede forordning – som sammenkæder udviklingen i produktionsmængden, produktionskapaciteten og udnyttelsen af denne kapacitet – at udnyttelsen af produktionskapaciteten faldt med 13 procentpoint.
77 På den anden side har sagsøgeren angivet, at EU-erhvervsgrenens markedsandele steg fra år til år. Denne positive tendens fremgår ligeledes af Kommissionens supplerende analyse pr. vareart eller ‑kategori. Som det fremgår af 13. betragtning til den anfægtede forordning, var denne stigning imidlertid kombineret med et fald i forbruget i hele den pågældende periode. Betydningen af stigningen i markedsandelene skal således relativiseres i forbindelse med en analyse af den økonomiske situation for Unionens stålindustri, eftersom denne stigning i praksis ikke gav sig udslag i en forbedring af rentabiliteten. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at denne situation specifikt er nævnt i 15. betragtning til den anfægtede forordning, hvori det præciseres, at EU-erhvervsgrenen blev tabsgivende mellem 2018 og 2019, og at rentabiliteten fortsatte med at falde mellem 2019 og 2020.
78 I anden række skal den metode, der ligger til grund for den af sagsøgeren foreslåede analyse i forhold til disse faktorer, relativiseres.
79 På den ene side lider sagsøgerens tilgang af en mangel på kontekstualisering. Det er nemlig vigtigt at være opmærksom på, at når betydningen af en positiv eller negativ udvikling af en faktor skal fastlægges, skal denne udvikling ses i den korrekte sammenhæng. Stigningen i EU-erhvervsgrenens markedsandele i den betragtede periode skal således vurderes på baggrund af, at niveauet for de pågældende markedsandele i 2019 og 2020 var tæt på niveauet i 2017, hvor EU-erhvervsgrenen var påvirket af en stigning i importen. Det kan derfor ikke udledes af stigningen i EU-erhvervsgrenens markedsandele, at EU-erhvervsgrenens situation ikke længere var skrøbelig eller sårbar. Da beskyttelsesforanstaltningen hviler på en opretholdelse af de traditionelle handelsstrømme med hensyn til importmængde på grundlag af perioden 2015-2017, viser en stigning i Unionens markedsandele på disse niveauer desuden ikke, at der ikke foreligger en skade.
80 På den anden side skal det påpeges, at den analyse af stålindustriens økonomiske situation, som Kommissionen skal foretage, kræver en hensyntagen til flere faktorer, og ingen af disse er isoleret set afgørende. Ved påvisningen af, at Kommissionen eventuelt har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved gennemførelsen af sin analyse, skal der således tages hensyn til den metode, den har fulgt. Det fremgår imidlertid bl.a. af de konstateringer, der udtrykkeligt er anført i den anfægtede forordnings punkt 3.1, at den konklusion, som Kommissionen nåede frem til i 17. betragtning til denne forordning, nemlig at EU-erhvervsgrenens situation var skrøbelig og sårbar, er støttet på talrige andre skadesindikatorer, som næsten alle udviste stærke negative tendenser. Indikatorerne vedrørende produktionen, salgene, kapitalafkastet og beskæftigelsen udviste således alle et fald i en sammenhæng, hvor salgene og salgspriserne på hjemmemarkedet også var faldet, hvilket førte til et fald i EU-erhvervsgrenens rentabilitet.
81 I betragtning af det foregående må det fastslås, at sagsøgerens vurderinger er usammenhængende og isolerede.
82 I anden omgang har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den ikke tog hensyn til faldet i importen i undersøgelsesperioden, således som dette fald fremgår af dataene i den anfægtede forordning.
83 For at forkaste dette klagepunkt er det imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgerens vurderinger ikke er relevante, eftersom de ikke indgår i en sammenhæng. Dels svarer det volumenniveau, som importen nåede i 2020, nemlig til niveauet i 2015, som allerede blev anset for skadeligt, dels fører faldet i importen målt i markedsandele til et niveau svarende til det, der blev konstateret i 2017, således som det udtrykkeligt er anført i 25. betragtning til den anfægtede forordning. Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgeren ikke har gjort nogen direkte indsigelse mod Kommissionens konklusion om, at importen til EU-markedet for stål ud fra den sammenhængsbaserede tilgang, der er beskrevet ovenfor, derimod er steget relativt set i forhold til perioden før indførelsen af beskyttelsesforanstaltningen.
84 Kommissionen kan derfor ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn til det angivelige fald i importen.
85 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen på grundlag af en positiv og objektiv undersøgelse af de data, der er nævnt i præmis 74 og 82 ovenfor, ikke kunne konkludere, at det var nødvendigt at forlænge beskyttelsesforanstaltningen for at forebygge en alvorlig skade, uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn i forhold til artikel 19, stk. 2, litra a), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger.
86 Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af den anfægtede forordning, at Kommissionen foretog en fremadskuende undersøgelse, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt. Sagsøgeren har i denne forbindelse fremsat to klagepunkter.
87 For det første har sagsøgeren kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til stigningen i EU-erhvervsgrenens hovedaktørers fortjenester. For så vidt som dette klagepunkt er støttet på forhold, der tidsmæssigt overskrider den periode, som Kommissionen har taget i betragtning, skal det imidlertid forkastes som uvirksomt.
88 For det andet har sagsøgeren kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til, at importen fra Folkerepublikken Kina ikke lagde pres på EU-erhvervsgrenen. Det fremgår imidlertid af 39. og 43. betragtning til den anfægtede forordning, at den fremadskuende undersøgelse, som Kommissionen foretog, tog hensyn til overproduktionen og overkapaciteten på verdensplan. Dette klagepunkt må således også forkastes.
89 Det følger af det ovenstående, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, hverken har set bort fra visse data eller deres betydning. For så vidt som sagsøgeren har støttet sin anfægtelse på denne hævdede manglende hensyntagen til data, må det i henhold til de principper, der er henvist til i præmis 67 ovenfor, imidlertid konkluderes, at Kommissionen ikke anlagde noget åbenbart urigtigt skøn i den analyse, der førte den til at fastslå, at forlængelsen af beskyttelsesforanstaltningen var nødvendig for at forebygge eller råde bod på en alvorlig skade.
90 For det tredje og slutteligt har sagsøgeren kritiseret Kommissionen for ikke at have foretaget en passende ikke-tilskrivningsanalyse vedrørende de ekstraordinære omstændigheder på markedet i løbet af 2020, som var forårsaget af covid-19-pandemien. Sagsøgeren har hertil anført, at dette spørgsmål kun er behandlet accessorisk i den anfægtede forordning.
91 Det skal indledningsvis bemærkes dels, at det er ubestridt, at det fremgår af adskillige passager i den anfægtede forordning, at Kommissionen undersøgte virkningerne af covid-19-pandemien i forbindelse med sin analyse, dels at sagsøgeren ikke med sin argumentation præcist har identificeret de nævnte passager, som ifølge sagsøgeren viser, at dette aspekt er blevet behandlet utilstrækkeligt, men blot har kvalificeret den analyse, som Kommissionen foretog i denne henseende, som ufuldstændig. Dette klagepunkts vage karakter er derfor til hinder for, at det kan fastslås, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
92 For det første skal det under alle omstændigheder påpeges, at sagsøgeren i retsmødet, som svar på Rettens anmodning om at præcisere indholdet af dette klagepunkt, har fastholdt sine indsigelser vedrørende den ufuldstændige karakter af Kommissionens analyse i forhold til de data, der var til rådighed på daværende tidspunkt. Sagsøgeren har imidlertid undladt at præcisere indholdet af de nævnte data og har på generel vis henvist til, at Kommissionen rådede over detaljerede oplysninger om situationen som følge af undersøgelser foretaget som led i andre handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger. Desuden har sagsøgeren ikke udtrykkeligt taget stilling til, hvorledes betragtningerne i den anfægtede forordning på dette punkt er mangelfulde.
93 For det andet skal der – som led i den prøvelse, som Retten i henhold til de principper, der er nævnt i præmis 67 ovenfor, skal foretage i den foreliggende sag – ved vurderingen af Kommissionens fremadskuende analyser tages hensyn til den særligt væsentlige usikkerhedsfaktor, der er forbundet med en ekstraordinær krise. Sagsøgerens argument om, at Kommissionen kunne have støttet sig på mere præcise data, som den angiveligt var i besiddelse af, for at foretage en ikke-tilskrivningsanalyse, tager imidlertid ikke hensyn til den meget høje grad af usikkerhed, der er forbundet med udviklingen af en krise af ekstraordinært omfang såsom covid-19-pandemien.
94 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det første anbringendes første led forkastes.
– Det første anbringendes andet led om beviset for tilpasninger
95 I henhold til artikel 19, stk. 2, litra b), i grundforordningen om beskyttelsesforanstaltninger kan en beskyttelsesforanstaltning forlænges, hvis det findes godtgjort, at EU-producenterne tilpasser sig.
96 For det første er sagsøgeren af den opfattelse, at Kommissionen begik en fejl ved at konkludere, at der forelå sådanne beviser, eftersom den anfægtede forordning ikke indeholder tilstrækkelige beviser, der gør det muligt at konkludere, at EU-erhvervsgrenen traf passende foranstaltninger for at tilpasse sig stigningen i importen. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at der ikke er fremlagt nogen tilpasningsplan, og har anført, at det klart fremgår, at EU-producenterne ikke har truffet nogen passende tilpasningsforanstaltninger i løbet af de sidste to og et halvt år.
97 Indledningsvis fremgår det af den anfægtede forordning, at Kommissionen tog hensyn til et vist antal forhold, der afslørede de tilpasningsforanstaltninger, som EU-erhvervsgrenen havde vedtaget. Selv om det i 68. betragtning til den anfægtede forordning er angivet, at Kommissionen fik tilsendt fortrolige oplysninger om de af EU-producenterne vedtagne justeringsforanstaltninger, findes der ikke desto mindre detaljerede oplysninger i 69. og 70. betragtning til den nævnte forordning. Det må konstateres, at sagsøgeren har undladt at foretage nogen analyse af disse oplysninger og blot har hævdet, at ingen af Kommissionens henvisninger til tilpasningsaktiviteterne var understøttet af noget bevis.
98 I henhold til de principper, der er nævnt i præmis 67 ovenfor, er det imidlertid uden betydning, at sagsøgeren har anført, at andre typer af oplysninger ville have været relevante, uden specifikt at anfægte de forhold, som Kommissionens analyse er baseret på.
99 For det andet er der ifølge sagsøgeren hverken fremlagt noget bevis for EU-erhvervsgrenens manglende produktionskapacitet eller for dennes manglende evne til at levere alle de nødvendige varer til EU-markedet.
100 Dette klagepunkt skal forkastes på grund af manglende relevans, da det forholder sig således, at selv om alle EU-erhvervsgrenens foranstaltninger vedrørte tiltag, der havde til formål at øge effektiviteten af indsatserne til støtte for EU-erhvervsgrenens effektivitet og til korrekt støtte for konkurrencen i et markedsscenarie, der var kendetegnet ved en stigning i importen, havde disse foranstaltninger derimod ikke til formål at sætte EU-erhvervsgrenen i stand til at dække forsyningsbehovene på EU-markedet.
101 Sagsøgerens udsagn om, at Kommissionen ikke tog hensyn til stigningen i EU-erhvervsgrenens markedsandele og faldet i importen – som er blevet gentaget i denne sammenhæng – skal i denne forbindelse forkastes af de grunde, der er redegjort for i præmis 77, 83 og 84 ovenfor.
102 For det tredje er sagsøgeren af den opfattelse, at EU-erhvervsgrenen ikke foretog nogen tilpasning, eftersom den ikke befandt sig i en situation med skade eller trussel om skade, hvilket illustreres af de betydelige fortjenester, som EU-produktionsvirksomhederne havde opnået, og det manglende pres fra importen fra Folkerepublikken Kina. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at det i præmis 87 og 88 ovenfor er blevet konkluderet, at forudsætningerne for dette ræsonnement skal forkastes.
103 På baggrund af ovenstående betragtninger skal det første anbringendes andet led forkastes som ugrundet.
104 Da det er blevet fastslået, at de to led, der udgør det første anbringende, er ugrundede, skal dette anbringende forkastes i sin helhed.
Det andet anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl ved vurderingen af Unionens interesse i at forlænge beskyttelsesforanstaltningen
105 Sagsøgeren har med sit andet anbringende gjort gældende, at Kommissionens standpunkt om, at der ikke foreligger nogen tvingende økonomiske grunde, der kan føre til den konklusion, at det ikke er i Unionens interesse at forlænge den eksisterende beskyttelsesforanstaltning, er fejlagtigt.
106 For det første har sagsøgeren bestridt rigtigheden af udsagnet i den anfægtede forordning om, at de toldfrie toldkontingenter stod i rimeligt forhold til efterspørgslen. Sagsøgeren har således anført, at der i forbindelse med den generelle økonomiske genopretning, der fulgte efter covid-19-pandemien, opstod en uligevægt mellem den store efterspørgsel på råvarer og det lave udbud fra EU-producenterne, som ikke kunne tilfredsstille denne efterspørgsel, hvilket medførte en betydelig prisstigning inden for Unionen. Sagsøgeren har i denne sammenhæng anført, at det i tredje kvartal af 2021 blev vanskeligt at forsyne brugerne og importørerne med stål, fordi kontingenterne for de største stålleverandører i tredjelande var opbrugt.
107 Det må fastslås, at sagsøgerens argument hviler på en tilgang, der ikke tager hensyn til beskyttelsesforanstaltningens mekanisme, som foranlediger importøren til at diversificere sine forsyningskilder ved i givet fald at henvende sig til producenter i tredjelande, hvis toldkontingentet ikke er opbrugt. I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af sagsakterne, at der stadig var uudnyttede toldfri toldkontingenter, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt.
108 Det må i denne sammenhæng konkluderes, at der ikke er påvist noget åbenbart urigtigt skøn, som påvirkede Kommissionens analyse.
109 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at de data, som Kommissionens analyse er baseret på, ikke understøtter udsagnene i den anfægtede forordning om dels, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem beskyttelsesforanstaltningen og stigningen i stålpriserne, dels at niveauet for disse priser ikke bliver opretholdt efter tilpasningen af markedet til situationen efter covid-19-pandemien.
110 Indledningsvis skal det imidlertid påpeges, at selv hvis prisstigningen skyldtes beskyttelsesforanstaltningen, ville det i så fald fremgå af dataene i analysen, at Unionens stålindustri kunne frigøre sig fra ethvert bindende konkurrencepres. Kommissionen kunne imidlertid ikke nå frem til en sådan konklusion, når der i løbet af beskyttelsesforanstaltningens sidste periode var et stort antal ikke-opbrugte toldfri toldkontingenter, som hidrørte fra flere kilder i praktisk taget alle varekategorierne, hvilket var tilfældet i den foreliggende sag således som påpeget i præmis 107 ovenfor.
111 Dernæst kan indvirkningen fra andre faktorer – såsom den parallelle stigning i råvarepriserne, der er nævnt i 100. betragtning til den anfægtede forordning – ikke udelukkes ved fastlæggelsen af årsagerne til prisstigningen på EU-markedet.
112 Endelig fremgår det af sagsakterne, at eftersom disse prisstigninger blev observeret på de vigtigste stålmarkeder på verdensplan, hvor beskyttelsesforanstaltningen ikke fandt anvendelse, er sagsøgerens bemærkninger vedrørende årsagsforbindelsen mellem beskyttelsesforanstaltningen og prisstigningen ikke overbevisende.
113 Kommissionens vurdering af prisstigningen i forbindelse med vurderingen af Unionens interesse i, at beskyttelsesforanstaltningen forlænges, er derfor ikke åbenbart urigtig.
114 For det tredje har sagsøgeren anfægtet den omstændighed, at Kommissionen i den anfægtede forordning har kvalificeret de forsyningsproblemer, der sås efter den generelle økonomiske genopretning, som »midlertidige«, idet sagsøgeren i modsætning til denne institution er af den opfattelse, at en genoptagelse af driften af de fabrikker, som EU-erhvervsgrenen standsede, ikke er i stand til at sikre genoprettelsen inden for en rimelig kort frist af de normale stålforsyningsvilkår, der forelå forud for covid-19-pandemien.
115 Sagsøgeren har således gjort gældende, at stigningen i efterspørgslen efter den generelle økonomiske genopretning bl.a. har medført en tiltagende mangel på råvarer, der har påvirket aktiviteterne for de virksomheder, der forarbejder disse varer. Leveringerne bliver således regelmæssigt annulleret eller suspenderet. Desuden er søtransportomkostningerne steget eksponentielt, og logistikken bliver stadig vanskeligere at forvalte.
116 Indledningsvis skal det anføres, at eftersom toldkontingenterne ikke var opbrugt (jf. præmis 107 ovenfor), kan beskyttelsesforanstaltningen ikke være årsagen til EU-erhvervsgrenens påståede manglende evne til at dække efterspørgslen på EU-markedet.
117 Dernæst er sagsøgerens argumenter om leveringstider og logistikomkostninger uden relevans, da denne sammenslutning ikke har godtgjort, at udbuddet på EU-markedet var utilstrækkeligt.
118 Endelig kan oplysningerne i 110. og 111. betragtning til den anfægtede forordning vedrørende EU-erhvervsgrenens evne til at sikre genoprettelsen af de normale forsyningsvilkår inden for en rimelig frist ikke anfægtes ved, at sagsøgeren blot hævder det modsatte uden at fremlægge beviser til støtte herfor.
119 Følgelig har sagsøgeren ikke godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn hvad angik Unionens interesse i at forlænge beskyttelsesforanstaltningen.
120 For fuldstændighedens skyld skal det bemærkes, at sagsøgerens argumenter, der er støttet på data om udviklingen efter undersøgelsesperioden, er uvirksomme, for så vidt som disse argumenter ikke kan godtgøre, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, som påvirkede Kommissionens analyse af Unionens interesse i, at beskyttelsesforanstaltningen blev forlænget, idet disse data ikke kunne tages i betragtning i undersøgelsen vedrørende en eventuel forlængelse af beskyttelsesforanstaltningen.
121 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet anbringende forkastes som ugrundet, og følgelig skal Kommissionen frifindes i søgsmålet som helhed.
Sagsomkostninger
122 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
123 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tiende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) European Association of Non-Integrated Metal Importers & distributors (Euranimi) betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. oktober 2023.
Underskrifter