Language of document : ECLI:EU:F:2008:147

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

25. november 2008

Sag F-50/07

Valentina Hristova

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – ansættelse – almindelig udvælgelsesprøve – adgangsbetingelser– afslag på ansøgningen – begrundelse – eksamensbeviser«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Valentina Hristova har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelse truffet af udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve EPSO/AST/14/06 om ikke at give hende adgang til prøverne, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det tab, som hun angiveligt har lidt.

Udfald: Afgørelsen truffet af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AST/14/06 den 3. april 2007 om ikke at give sagsøgeren adgang til prøverne annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen betaler alle sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – udvælgelseskomité – afslag på deltagelse i prøverne

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

2.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse

1.      Pligten til at begrunde en bebyrdende afgørelse har til formål dels at give afgørelsens adressat oplysninger, der er tilstrækkelige til at fastslå, om afgørelsen er korrekt, dels at muliggøre en retslig kontrol. Hvad navnlig angår afgørelser om ikke at give en ansøger adgang til en udvælgelsesprøve skal udvælgelseskomitéen præcist angive, hvilke af betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven ansøgeren ikke anses for at have opfyldt.

(jf. præmis 22)

Henvisning til:

Domstolen: 21. juni 1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, præmis 36.

Retten i Første Instans: 21. maj 1992, sag T-55/91, Fascilla mod Parlamentet, Sml. II, s. 1757, præmis 32; 25. marts 2004, sag T-145/02, Petrich mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 101, og II, s. 447, præmis 54; 5. april 2005, sag T-376/03, Hendrickx mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 379, præmis 68.

2.      Flere betingelser skal være opfyldt, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar. For det første skal de handlinger, institutionerne foreholdes at have begået, være ulovlige, for det andet skal der være lidt et tab, og for det tredje skal der være årsagsforbindelse mellem handlingerne og det påberåbte tab.

En sådan årsagssammenhæng foreligger i princippet, hvis der kan fremlægges bevis for, at der med sikkerhed består en direkte forbindelse mellem den fejl, som den pågældende fællesskabsinstitution har begået, og det påståede tab.

I det særlige tilfælde af en udvælgelsesprøve er den krævede grad af sikkerhed for, at der består en årsagssammenhæng, opfyldt, når en fællesskabsinstitutions fejl med sikkerhed har medført, at en person er blevet frataget ikke nødvendigvis tildelingen af den omhandlede stilling, hvilket den pågældende aldrig ville kunne bevise at have haft ret til, men en reel chance for at blive udnævnt til stillingen, med den følge, at den pågældende har lidt et økonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste.

(jf. præmis 38, 40 og 41)

Henvisning til:

Domstolen: 16. december 1987, sag 111/86, Delauche mod Kommissionen, Sml. s. 5345, præmis 30.

Retten i Første Instans: 9. februar 1994, sag T-3/92, Latham mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 23, og II, s. 83, præmis 63; 15. februar 1996, sag T-589/93, Ryan-Sheridan/FEACVT, Sml. Pers. I-A, s. 27, og II, s. 77, præmis 141; 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 149 og 150; 12. september 2007, sag T-250/04, Combescot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 0000, og II-A-2, s. 0000, præmis 95 og 96.

Personaleretten: 22. oktober 2008, sag F-46/07, Tzirani mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 215.