Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 24. september 2014 – Bayer CropScience SA-NV og Stichting De Bijenstichting mod College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden

(Sag C-442/14)

Processprog: Nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bayer CropScience SA-NV og Stichting De Bijenstichting

Sagsøgt: College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden

Præjudicielle spørgsmål

Har artikel 14 direktiv 91/414 1 henholdsvis artikel 63, læst i sammenhæng med artikel 59, i plantebeskyttelsesforordningen 2 (nr. 1107/2009 af 21.10.2009) henholdsvis artikel 19 i direktiv 98/8 3 den virkning, at en anmodning om fortrolighed som omhandlet i de nævnte artikel 14, 63 og 19 fra den i disse artikler omhandlede ansøger skal afgøres for hver informationskilde før eller i forbindelse med godkendelsen henholdsvis før eller i forbindelse med ændringen af godkendelsen i form af en afgørelse, der er kendelig for tredjemand/de pågældende?

2.    Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende: skal miljøinformationsdirektivets 4 artikel 4, stk. 2, fortolkes således, at når der ikke er truffet en afgørelse som omhandlet i spørgsmål 1, skal sagsøgte som national myndighed udlevere den miljøoplysning, der anmodes om, hvis en sådan anmodning er indgivet efter meddelelse af godkendelsen henholdsvis efter ændringen af godkendelsen?

3.    Hvorledes skal begrebet »emissioner til miljøet« i miljøinformationsdirektivets artikel 4, stk. 2, fortolkes, henset til hvad parterne som gengivet i denne mellemafgørelses punkt 5.5 har anført herom på baggrund af dokumenternes indhold som gengivet i denne mellemafgørelses punkt 5.2?

4.    a)    Kan oplysninger, der giver en vurdering af udledningerne af et middel, dets virksom(me) stof(fer) og andre bestanddele til miljøet som en følge af midlets anvendelse, betragtes som »oplysninger om emissioner til miljøet«?

b)    Hvis ja, har det herved nogen betydning, om disse oplysninger er erhvervet ved hjælp af (semi)markstudier eller ved andetsteds gennemførte studier (eksempelvis laboratorie- eller translokationsstudier)?

5.    Kan laboratoriestudier – hvor forsøgsanlægget er indrettet med henblik på at undersøge isolerede aspekter under standardiserede betingelser, hvorved der udelukkes mange faktorer (som eksempelvis klimatologisk påvirkninger), og forsøgene ofte, sammenlignet med brugen i praksis, gennemføres med høje doseringer – anses for »oplysninger om emissioner til miljøet«?

6.    Må man efter midlets anvendelse i forsøgsanlægget i denne sammenhæng også betragte restforekomster i f.eks. luften eller på jorden, blade, pollen eller nektar fra en plante (der hidrører fra behandlet udsæd), i honning eller på organismer, der ikke var tilsigtet omfattet af forsøget, »som emissioner til miljøet«?

7.    Gælder dette også for omfanget af afdrift ved anvendelsen af midlet i forsøgsanlægget?

8.    Har ordene »oplysninger om emissioner til miljøet« i miljøinformationsdirektivets artikel 4, stk. 2, andet afsnit, tredje punktum, den virkning, at når der er tale om emissioner til miljøet, skal hele informationskilden udleveres og ikke kun de (måle)data, der eventuelt kan udledes heraf?

9.    Skal der ved anvendelsen af undtagelsen i den førnævnte artikel 4, stk. 2, litra d), for forretnings- og fabrikshemmeligheder sondres mellem på den ene side »emissioner« og på den anden side »udledninger og andre udslip i miljøet« som omhandlet i miljøoplysningsdirektivets artikel 2, nr. 1), litra b)?

____________

1     Rådets direktiv 91/414/EØF af 15.7.1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT L 230, s. 1).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT L 309, s.1).

3     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16.2.1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123, s. 1).

4     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28.1.2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (EUT L 41, s. 26).