Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 10. august 2005 - Arko m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-314/05)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Eva Arko (Bruxelles, Belgien) og 28 andre tjenestemænd [ved avocat S. Rodrigues, avocat A. Jaume]

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Principalt:

Annullation af de af Kommissionen trufne afgørelser om udnævnelse, for så vidt som sagsøgernes lønklasse herved fastsættes i henhold til artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, og deres løntrin i henhold til de bestemmelser, der har været gældende siden den 1. maj 2004.

Retten oplyser Kommissionen om de retsvirkninger, der følger af annullationen af de anfægtede afgørelser, og navnlig af sagsøgernes omplacering i henhold til sammenligningstabellen i artikel 2, stk. 1, i vedtægtens bilag XIII, og dette med tilbagevirkende kraft fra ikrafttrædelsestidspunktet for afgørelserne om udnævnelse af sagsøgerne.

Subsidiært:

Kommissionen tilpligtes at erstatte det tab, sagsøgerne har lidt som følge af ikke at være blevet indplaceret i henhold til artikel 2, stk. 1, i vedtægtens bilag XIII, fra ikrafttrædelsestidspunktet for afgørelserne om udnævnelse af sagsøgerne.

Under alle omstændigheder:

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne, som er tjenestemænd ved Kommissionen, bestod udvælgelsesprøver, som fandt sted forud for ikrafttrædelsen af vedtægtsændringerne den 1. maj 2004. Sagsøgerne blev ansat efter denne dato og blev udnævnt i den lønklasse og på det løntrin, der er fastsat i den nye vedtægt, og som de finder mindre gunstige. Sagsøgerne har med nærværende søgsmål anfægtet deres udnævnelser.

Sagsøgerne har gjort gældende, at artikel 12 i vedtægtens bilag XIII ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, subsidiært, at denne bestemmelse er ulovlig, idet den tilsidesætter adskillige fællesskabsretlige principper. Sagsøgerne har i denne forbindelse for det første henvist til principperne om forbud mod forskelsbehandling, om ligebehandling og om arbejdskraftens frie bevægelighed. Sagsøgerne er af den opfattelse, at disse principper er blevet tilsidesat, eftersom størstedelen af de pågældende tjenestemænd er statsborgere fra de nye medlemsstater. Sagsøgerne er ligeledes af den opfattelse, at de har været genstand for forskelsbehandling i forhold til de tjenestemænd, der er opført på den samme liste over egnede ansøgere, og som blev udnævnt forud for den 1. maj 2004.

Sagsøgerne har i samme forbindelse anført, at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 31, som bestemmer, at nye tjenestemænd udnævnes i den lønklasse og den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at der er sket tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning, om retssikkerhed, om god forvaltningsskik og om proportionalitet, og af administrationens omsorgspligt, samt at der foreligger magtfordrejning.

____________