Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 10. august 2005 - Microsoft / Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-313/05)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Microsoft Corporation (Washington, USA) [ved: lawyer J.-F. Bellis og I. Forrester, QC]

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 1. juni 2005 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til Kommissionens beslutning af 24. marts 2004, der anfægtes i sag T-201/04 1, og hvorefter sagsøgeren skulle gøre oplysninger om visse Windows protokoller tilgængelige for at sikre interoperabilitet med Windows, meddelte Kommissionen sagsøgeren pr. skrivelse af 1. juni 2005, at sagsøgeren efter Kommissionens opfattelse er forpligtet til at tillade salg til tredjeparter, der ikke er licenshavere, af software i kildekodeform, der er udviklet af konkurrenter på grundlag af de tilgængelige oplysninger om Windows protokoller, medmindre det omhandlede software indeholder en opfindelse fra sagsøgeren, der opfylder betingelserne om nyhedselement og opfindsomhed.

Sagsøgeren har gjort indsigelse mod Kommissionens skrivelse af 1. juni 2005, idet sagsøgeren gør gældende, at salg af det omhandlede software i kildekodeform ville give ikke-licenshavere adgang til sagsøgerens forretningshemmeligheder uden at sagsøgeren har mulighed for at sikre, at de holdes fortrolige under anvendelse af licensbetingelserne, som det er tilfældet for licenshavere.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at skrivelsen af 1. juni 2005 indebærer en ulovlig tilsidesættelse af selskabets ejendomsret, og at Kommissionen manglede kompetence til at pålægge forpligtelser, der gik ud over de i beslutning af 24. marts 2004 fastsatte, da Kommissionens skrivelse af 1. juni 2005 angiveligt gennemfører den nævnte beslutning.

Sagsøgeren har endvidere påstået, at skrivelsen af 1. juni 2005 tilsidesætter proportionalitetsprincippet, da den går ud over, hvad der er nødvendigt for at råde bod på det misbrug, der blev konstateret i beslutningen af 24. marts 2004.

Sagsøgeren har tillige påstået, at kriteriet vedrørende nyhedselementet og opfindsomheden, der opstilles i skrivelsen af 1. juni 2005, er i strid med princippet om retssikkerhed, da det er uklart, upræcist og meget vanskeligt at anvende på en relevant måde i forbindelse med forretningshemmeligheder.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at skrivelsen af 1. juni 2005 tilsidesætter folkeretsprincipperne, der er bindende for Fællesskabet, da den indebærer en verdensomspændende, og dermed en ekstraterritorial tilgængelighed af sagsøgerens ejendomsret.

____________

1 - EUT C af 10.7.2004, s. 18.