Language of document : ECLI:EU:T:2007:39

Sag T-317/05

Kustom Musical Amplification, Inc.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om et tredimensionalt varemærke – en guitars form – absolut registreringshindring – tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet – begrundelse – artikel 73 i forordning (EF) nr. 40/94«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – procedureregler – Harmoniseringskontorets afgørelser – overholdelse af retten til kontradiktion

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 73)

2.      EF-varemærker – procedureregler – begrundelse af afgørelserne

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 73)

1.      En afgørelse truffet af et appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) om afslag på en EF-varemærkeansøgning, hvorved der er taget hensyn til faktiske forhold, som ikke er blevet meddelt ansøgeren forud for nævnte afgørelses vedtagelse, udgør en tilsidesættelse af artikel 73 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, hvorefter Harmoniseringskontorets afgørelser kun må støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om. Denne tilsidesættelse påvirker selve afgørelsens konklusion, når denne er baseret på disse faktiske forhold.

(jf. præmis 45, 46 og 55)

2.      Den forpligtelse til at begrunde individuelle afgørelser, der er knæsat ved artikel 73, første punktum, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, har det dobbelte formål dels, at den berørte part kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, således at vedkommende kan forsvare sine rettigheder, dels at Fællesskabets retsinstanser kan efterprøve afgørelsens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en afgørelse opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til afgørelsens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Meddelelsen af faktiske forhold, som danner grundlag for en afgørelse fra appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), i form af internetlinks, der er utilgængelige på det tidspunkt, hvor Retten behandler sagen, eller i form af tilgængelige links, hvis indhold har ændret sig eller kan have ændret sig siden undersøgerens eller appelkammerets undersøgelse, udgør ikke en tilstrækkelig begrundelse, da den ikke gør det muligt for Retten at efterprøve lovligheden af den anfægtede afgørelse.

(jf. præmis 57 og 59)