Sag anlagt den 29. juli 2009 - Barloworld mod Kommissionen
(Sag T-459/11)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøger: Barloworld International, S.L. (Madrid, Spanien) (ved advokaterne F. Alcaraz Gutierrez og A. J. de la Cruz Martínez)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
Den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 1, annulleres, for så vidt som den erklærer, at artikel 12, stk. 5, i TRLIS indeholder elementer af statsstøtte som fastsat i artikel 107, stk. 1, TEUF, og den mangler den begrundelse, der kræves efter artikel 296 TEUF.
Subsidiært, i medfør af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning annulleres artikel 1, stk. 2 og 3, i den afgørelse, der er genstand for dette søgsmål, for så vidt som den ikke tillader, at transaktioner, der er foretaget mellem tidspunktet for offentliggørelsen af Kommissionens beslutning om iværksættelse af proceduren (21. december 2007) og tidspunktet for offentliggørelsen af den anfægtede afgørelse (21. maj 2011), fortsat kan nyde godt af skattefradrag i medfør af artikel 12, stk. 5, i TRLIS i hele afskrivningsperioden.
Mere subsidiært, annulleres artikel 1, stk. 4 og 5, i den afgørelse, der er genstand for dette søgsmål, for så vidt som der ikke er angivet nogen begrundelse for at indføre en ordning støttet på, at der angiveligt ikke foreligger juridiske hindringer for grænseoverskridende sammenslutninger..
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som artikel 12, stk. 5, i TRLIS ikke opfylder betingelserne for at blive anset for statsstøtte.
Artikel 12, stk. 5, i TRLIS, betragtet på baggrund af det spanske skattesystem i sin helhed, udgør ikke en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Den omtvistede foranstaltning er desuden af generel karakter, hvorfor det ikke kan konkluderes, at den rent faktisk er selektiv ifølge Kommissionens egen sprogbrug og Fællesskabets retspraksis.
Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse savner enhver begrundelse.
Afgørelsen mangler den begrundelse, der kræves efter artikel 296 TEUF, for så vidt som Kommissionen i afgørelsen ikke omhyggeligt og upartisk har undersøgt alle relevante elementer eller givet tilstrækkelig begrundelse for konklusionerne i dens afgørelse. Især henledes opmærksomheden på den manglende begrundelse i forbindelse med undersøgelsen af de eksisterende eller ikke-eksisterende juridiske hindringer ved grænseoverskridende virksomhedssammenslutninger.
Tredje anbringende vedrører foranstaltningens forenelighed med artikel 107, stk. 3, TEUF.
Den skattemæssige afskrivning af finansiel goodwill har til formål, i mangel af EU-skatteretlig harmonisering på området, at fjerne hindringer for grænseoverskridende investeringer, idet den fjerner de negative virkninger af grænseoverskridende virksomhedssammenslutninger og i skattemæssig henseende ligestiller grænseoverskridende og nationale virksomhedssammenslutninger, hvilket sikrer, at de beslutninger, der træffes vedrørende sådanne transaktioner, ikke baserer sig på skattemæssige hensyn, men udelukkende på økonomiske hensyn.
Fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet overgangsordningen, under anvendelse af dette princip, burde finde anvendelse indtil datoen for offentliggørelsen af afgørelsen i EUT, dvs. den 21. maj 2011.
- Afgørelsen vedrørende erhvervelser uden for Den Europæiske Union blev opretholdt indtil nærmere afklaring, idet det i den første afgørelse vedrørende erhvervelser inden for Den Europæiske Union udtrykkeligt var anført, at der uden for Fællesskabet kunne være juridiske hindringer for grænseoverskridende virksomhedssammenslutninger, hvilket kunne bringe disse transaktioner i en retlig eller faktisk situation, der var forskellig fra transaktioner inden for Fællesskabet. Derfor skabte den første afgørelse hos visse virksomheder en berettiget forventning til de spanske retsforskrifter, så meget desto mere da man vidste, at det i langt størstedelen af de pågældende staters retsorden faktisk er umuligt at gennemføre grænseoverskridende virksomhedssammenslutninger uden for Den Europæiske Union.
____________