PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
14. september 2010
Sag F79/09
AE
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — vedtægtens artikel 73 — afslag på at anerkende en sygdom som en erhvervssygdom — hypersensibilitet over for elektromagnetiske felter«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved AE har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 15. december 2008 om ikke at anerkende hans sygdom som en erhvervssygdom og af Kommissionens afgørelse om at afslå hans klage over denne afgørelse, samt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning på 12 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som han hævder at have lidt.
Udfald: Kommissionen betaler sagsøgeren et beløb på 2 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — lægeudvalg — udpegelse af læger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22)
2. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — lægeerklæring — underskrivelse af erklæringen nægtet af et medlem af lægeudvalget
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)
3. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — lægeerklæring — lægeudvalgets skønsbeføjelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)
4. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — afgørelse af, om en sygdom er en erhvervssygdom
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 3)
5. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — erhvervssygdom — begreb
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 3, stk. 2)
6. EU-retten — principper — overholdelse af en rimelig frist — tilsidesættelse under en administrativ procedure — retsvirkninger
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)
7. EU-retten — principper — overholdelse af en rimelig frist — administrativ procedure — bedømmelseskriterier
1. Den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union indeholder ikke et krav om, at lægeudvalgets medlemmer skal have en særlig grad af specialisering, og både den berørte tjenestemand og administrationen kan fuldstændig frit vælge læge. Det fremgår ganske vist af artikel 22 i den nye dækningsordning, der trådte i kraft den 1. januar 2006, at den tredje læge skal have »ekspertise inden for evaluering af og erstatning for legemsbeskadigelse«. Denne bestemmelse vedrører imidlertid kun udpegelsen af den tredje læge og udgør således ikke et indgreb i den berørte tjenestemands ret til frit at udpege en læge, som han har tillid til, eller en hindring for, at administrationen frit kan udpege den læge, som skal repræsentere administrationen i lægeudvalget.
Dækningsordningen hjemler endvidere ingen ret til at gøre indsigelse for de læger, der er udpeget som medlemmer af et lægeudvalg, eftersom tjenestemandens rettigheder beskyttes af den af ham udpegede læge og af en læge, som de har udpeget i fællesskab.
(jf. præmis 51 og 54)
Henvisning til:
Domstolen: 14. juli 1981, sag 186/80, Suss mod Kommissionen, Sml. s. 2041, præmis 9-11
2. Lægeudvalgets erklæring er ikke behæftet med en formfejl, fordi et af dets medlemmer har nægtet at underskrive den, når det står fast, at det pågældende medlem har haft mulighed for at fremføre sin opfattelse over for de to andre medlemmer.
(jf. præmis 56)
Henvisning til:
Retten: 21. juni 1990, sag T31/89, Sabbatucci mod Parlamentet, Sml. II, s. 265, summarisk offentliggørelse, præmis 2; 27. februar 2003, sag T20/00 OP, Kommissionen mod Camacho-Fernandes, Sml. Pers. IA, s. 75, og II, s. 405, præmis 47 og 48
3. Lægeudvalgets opgave, der er defineret i artikel 23 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union, går ud på objektivt og uafhængigt at bedømme lægelige spørgsmål og forudsætter dels, at udvalget råder over alle de nødvendige oplysninger, dels at udvalget fuldstændig frit kan foretage sin vurdering. De egentlige lægelige vurderinger, som lægeudvalget anlægger, må anses for endelige, når de er resultatet af en forskriftsmæssigt forløbet procedure. Personaleretten er alene beføjet til at efterprøve, om lægeudvalget er blevet oprettet og har fungeret forskriftsmæssigt, samt om udvalgets udtalelse er korrekt, bl.a. ved at foretage en vurdering af, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at forstå de betragtninger, som udvalget støtter sig på, og om der er en sammenhæng mellem udtalelsens konstateringer og dens konklusioner. Når lægeudvalget skal træffe afgørelse om komplekse, lægelige spørgsmål, navnlig vedrørende en vanskelig diagnose eller vedrørende årsagssammenhængen mellem den berørte tjenestemands lidelser og dennes erhvervsmæssige beskæftigelse ved en institution, påhviler det navnlig udvalget i sin udtalelse at angive de elementer i sagen, som udvalget støtter sig på, og i tilfælde af væsentlig uenighed nærmere at anføre grundene til, at udvalget har set bort fra visse tidligere, relevante lægeerklæringer, som er gunstigere for den berørte.
(jf. præmis 64 og 65)
Henvisning til:
Retten: 15. december 1999, sag T300/97, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 259, og II, s. 1263, præmis 41 og 78; 15. december 1999, sag T27/98, Nardone mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 267, og II, s. 1293, præmis 30, 68 og 87; 26. februar 2003, sag T145/01, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 59, og II, s. 337, præmis 47
Personaleretten: 28. juni 2006, sag F39/05, Beau mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 51, og IIA1, s. 175, præmis 35
4. Det fremgår af artikel 3, stk. 2, i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union, at når en sygdom ikke er optaget i den europæiske liste over erhvervssygdomme, bilagt Kommissionens henstilling 90/326, påhviler det den berørte tjenestemand at føre tilstrækkeligt bevis for, at hans problemer er opstået som følge af eller i sammenhæng med tjenesteudøvelsen ved en af Unionens institutioner. Dette er baggrunden for, at den kompetente myndighed kan nægte at anerkende en sygdom som en erhvervssygdom, når der opstår tvivl om årsagen til sygdommen. Der findes ikke en regel eller et princip om, at tvivlen skal komme tjenestemanden til gode.
(jf. præmis 82)
Henvisning til:
Domstolen: 11. februar 2004, sag C180/03 P, Latino mod Kommissionen, Sml. I, s. 1587, præmis 36-39
5. I komplekse situationer, hvor en tjenestemands sygdom beror på flere årsager, såsom arbejds- og fritidsrelaterede årsager, fysiske eller psykiske årsager, der alle har bidraget til sygdommens opståen, tilkommer det lægeudvalget at afgøre, om tjenesten ved Unionens institutioner har direkte sammenhæng med tjenestemandens sygdom, f.eks. som værende det forhold, der var årsag til sygdomsudbruddet. I sådanne situationer er det ikke nødvendigt, for at sygdommen kan anerkendes som erhvervssygdom, at den udelukkende, væsentligt, overvejende eller sandsynligt er opstået som følge af tjenesteudøvelsen.
(jf. præmis 83)
Henvisning til:
Retten: 9. juli 1997, sag T4/96, S mod Domstolen, Sml. II, s. 1125, præmis 79 og 80
6. Forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist i forbindelse med gennemførelsen af administrative procedurer udgør et generelt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og er som en del af retten til god forvaltningsskik anført i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan imidlertid ikke i almindelighed begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglede overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure. Den omstændighed, at behandlingen af en ansøgning om anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom har varet urimeligt lang tid, kan således ikke i princippet påvirke selve indholdet af lægeudvalgets udtalelse eller institutionens endelige afgørelse. En sådan forsinkelse kan nemlig ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, ændre ved lægeudvalgets vurdering af, om en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom. Såfremt Personaleretten på baggrund af lægeudvalgets udtalelse annullerer den trufne afgørelse, vil dette i praksis navnlig have den paradoksale virkning, at sagen forlænges yderligere med den begrundelse, at den allerede har varet for længe.
Unionens retsinstanser kan imidlertid af egen drift pålægge administrationen at betale erstatning, når en rimelig frist er overskredet, eftersom en sådan erstatning udgør den bedste form for erstatning for en tjenestemand, forudsat at parterne har haft mulighed for at fremkomme med deres bemærkninger til denne løsning.
(jf. præmis 99-101 og 104)
Henvisning til:
Domstolen: 13. december 2000, sag C39/00 P, SGA mod Kommissionen, Sml. I, s. 11201, præmis 44; 17. december 2009, sag C197/09 RX-II, M mod EMEA, præmis 41
Retten: 13. januar 2004, sag T67/01, JCB Service mod Kommissionen, Sml. II, s. 49, præmis 36 og 40 og den deri nævnte retspraksis; 11. april 2006, sag T394/03, Angeletti mod Kommissionen, Sml. Pers. IA2, s. 95, og IIA2, s. 441, præmis 162-167
Retten: 12. maj 2010, sag T491/08 P, Bui Van mod Kommissionen, Sml. Pers. IB1, s. 0000, og IIB1, s. 0000, præmis 88
Personaleretten: 21. oktober 2009, sag F33/08, V mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 403, og IIA1, s. 2159, præmis 211, som i øjeblikket verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T510/99 P
7. Spørgsmålet om, hvorvidt varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, skal vurderes ud fra omstændighederne i hver enkelt sag, herunder navnlig den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i den administrative procedure, som institutionen har fulgt, parternes adfærd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter.
(jf. præmis 105)
Henvisning til:
Domstolen: 17. december 1998, sag C185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 29; 16. juli 2009, sag C385/07 P, Der Grüne Punkt — Duales System Deutschland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6155, præmis 182-188
Retten: 22. oktober 1997, forenede sager T213/95 og T18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, præmis 55