Language of document :

Sag anlagt den 19. november 2009 - Stelzer mod Kommissionen

(Sag T-467/09)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Dierk Stelzer (Berlin, Tyskland) (ved Rechtsanwalt F. Weiland)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Beslutningerne om afslag truffet den 6. august 2009 af Kommissionens Generaldirektorat for Miljø og den 29. oktober 2009 (må være den 29. september 2009) af Kommissionens Generalsekretariatet erklæres ugyldige.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har navnlig anfægtet Kommissionens beslutning dateret den 29. oktober 2009, hvorved sagsøgerens genfremsatte begæring om aktindsigt i konformitetsundersøgelsen angående gennemførelsen af direktiv 2003/35/EF 1 delvis blev afslået.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at de grunde om beskyttelsen af formålet med undersøgelser (artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 2) og beskyttelsen af beslutningsprocessen (artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001), som Kommissionen har anført til støtte for afslaget på aktindsigt i det anmodede dokument, ikke er tilstrækkelige. Desuden har sagsøgeren gjort gældende, at den i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 krævede delvise adgang til det anmodede dokument med urette blev afslået. Endvidere foreligger der en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af den pågældende undersøgelse. Endelig kritiserer sagsøgeren Kommissionen for at have tilsidesat begrundelsespligten.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26.5.2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse (EUT L 156, s. 17).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).