Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (Spanien) den 27. januar 2022 – MP mod Consejería de Presidencia

(Sag C-59/22)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Madrid

Parter i hovedsagen

Appellant: MP

Indstævnt: Consejería de Presidencia

Præjudicielle spørgsmål

A)    Skal den »ikke-fastansatte arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse« som beskrevet i den foreliggende sag, i henhold til § 2 i den aftale, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF 1 af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, betragtes som »arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse«, og er denne omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde, navnlig dennes § 5?

B)    Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal der med henblik på anvendelsen af rammeaftalens § 5, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, anses for at have foreligget et tilfælde af »flere på hinanden følgende« tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller på hinanden følgende fornyelser af ansættelseskontrakter i et tilfælde med en ikke-fastansat arbejdstager med en tidsubegrænset kontrakt i den offentlige sektor, når denne kontrakt ikke har fastsat en varighed, men afsluttes ved, at stillingen opslås og besættes, og stillingen ikke opslås mellem datoen for ansættelsesforholdets begyndelse og første halvår af 2021?

C)    Skal § 5 i direktiv 1999/70/EF […], fortolkes således, at den er i strid med en fortolkning af artikel 15.5 i Estatuto de los Trabajadores (som har til formål at gennemføre direktivet og med henblik herpå fastsætter en øvre grænse på 24 måneder for summen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter for arbejdstagere i en referenceperiode på 30 måneder), hvorefter perioder med tidsubegrænset, men ikke fast ansættelse er udelukket fra beregningen, idet der ingen begrænsning gælder for disse kontrakter, hverken med hensyn til varigheden, antallet eller årsagen til deres fornyelse eller deres efterfølgelse af andre kontrakter?

D)    Er § 5 i den aftale, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF […], til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter en grænse (hverken i antal, varighed eller årsag) for udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af en bestemt midlertidig kontrakt, som det er tilfældet med en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse i den offentlige sektor, men blot en begrænsning for den samlede varighed af nævnte kontrakt sammen med andre midlertidige kontrakter?

E)    Idet den spanske lovgiver ikke har fastsat nogen bestemmelse, der begrænser udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af ikke-fastansatte arbejdstageres tidsubegrænsede ansættelsesforhold, skal det da betragtes som en tilsidesættelse af § 5 i aftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, når en arbejdstager i den offentlige sektor som den i hovedsagen omhandlede, der er ansat med en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, hvis varighed aldrig er blevet fastsat eller præciseret, og som er forlænget frem til 2021, uden at der er afholdt nogen udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte stillingen og bringe den midlertidige ansættelse til ophør?

F)    Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for så vidt angår anvendelsen af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dens dom af 7. marts 2018, Santoro (sag C-494/16) 1 , og af 8. maj 2019, Rossato (sag C-494/17) 2 , for så vidt angår erstatning, der genopretter den tidligere tilstand restitutio in integrum, for det tab, som arbejdstageren har lidt, når der i denne lovgivning blot er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår med en øvre grænse på et års løn), men ikke en supplerende erstatning med henblik på at sikre fuld erstatning for det lidte tab, såfremt det overstiger dette beløb?

G)    Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger, for så vidt angår anvendelsen af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dens dom af 7. marts 2018, Santoro (sag C-494/16), og af 8. maj 2019, Rossato (sag C-494/17), med hensyn til erstatning for det tab, som arbejdstageren har lidt, når den blot fastsætter en erstatning ved kontraktens ophør, der er forårsaget af, at stillingen besættes, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at gøre den tidsubegrænset? Skal der i en tvist, der alene omhandler en arbejdstagers status som fastansat, men hvor kontrakten ikke er blevet opsagt, gives erstatning for det tab, der er forårsaget af kontraktens midlertidige karakter, som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

H)    Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige myndigheder og enheder inden for den offentlige sektor, for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at forhindre og pålægge sanktioner for den ansættende enheds misbrug af tidsbegrænsede kontrakter i forhold til andre arbejdstagere og fremtidige arbejdstagere, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dens dom af 7. marts 2018, Santoro (sag C-494/16), og af 8. maj 2019, Rossato (sag C-494/17), når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 (supplerende bestemmelse 34.ª i lov nr. 3/2017 af 27.6.2017 om det almindelige statsbudget for 2017, supplerende bestemmelse 43.ª i lov nr. 6/2018 af 3.7.2018 om det almindelige statsbudget for 2018 og kongeligt lovdekret nr. 14/2021 af 6.7.2021), hvori det er fastsat, at disse myndigheder og enheder vil blive stillet til ansvar for »retsstridige handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generel henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der i noget konkret tilfælde er pålagt et ansvar i forbindelse med tusindvis af domme, hvor det som følge af brud på reglerne om midlertidig ansættelse fastslås, at der foreligger et tidsubegrænset ansættelsesforhold uden fastansættelse?

I)    Såfremt disse bestemmelser anses for at være tilstrækkeligt afskrækkende, kan de, idet de blev indført for første gang i 2017, da anvendes til at forhindre, at kontrakter omdannes til tidsubegrænsede kontrakter, når betingelserne for en sådan omdannelse som følge af tilsidesættelse af rammeaftalens § 5 er opstået forud for dette tidspunkt, eller vil dette derimod udgøre en anvendelse af disse bestemmelser med tilbagevirkende kraft og en fratagelse af en erhvervet rettighed?

J)    Såfremt det fastslås, at den spanske lovgivning ikke indeholder tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers tilsidesættelse af rammeaftalens § 5 i bilaget til direktiv 1999/70/EF, da være, at ansættelseskontrakten betragtes som en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, eller skal arbejdstageren betragtes som fuldgyldigt fastansat?

K)    Skal en kontrakt omdannes til en kontrakt om fastansættelse i henhold til rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og til Domstolens retspraksis vedrørende fortolkningen heraf, selv om den anses for at være i strid med den spanske forfatnings artikel 23.2 og 103.3, såfremt disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes således, at adgangen til enhver offentlig stilling – herunder som kontraktansat – er betinget af, at ansøgeren forud for ansættelsen har bestået en offentlig udvælgelsesprocedure, hvori lighedsprincippet, princippet om fortjeneste, princippet om kompetence og offentlighedsprincippet finder anvendelse?

L)    Skal en konkret arbejdstagers kontrakt ikke omdannes til en kontrakt om fastansættelse af den grund, at loven indeholder bestemmelser, som fastsætter en konsolideringsproces for midlertidig ansættelse med offentligt stillingsopslag med henblik på besættelse af den stilling, som arbejdstageren bestrider, idet det skal sikres, »at princippet om fri konkurrence, lighedsprincippet, princippet om fortjeneste, princippet om kompetence og offentlighedsprincippet overholdes« i denne proces, således at den arbejdstager, med hvilken der er indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, eller som flere gange har fået fornyet sin kontrakt, ikke kan beholde sin stilling, idet den kan tildeles en anden person, i hvilket tilfælde arbejdstagerens kontrakt ophører med en erstatning beregnet med 20 dages løn pr. arbejdsår med en øvre grænse på et års løn?

M)    Har arbejdstageren, selv i det tilfælde hvor den pågældende ikke afskediges, ret til en erstatning, som er lig med eller større end dette beløb, og som skal fastsættes af domstolene, såfremt den ikke er fastsat ved lov, som følge af anvendelse af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af kontrakter i strid med § 5?

N)    Har den omstændighed, at der er tale om et periodisk tidsubegrænset ansættelsesforhold, som førte til en lang række af midlertidige kontrakter sæson efter sæson, således som det fremgår af arbejdstagerens appel, nogen betydning for ovenstående og i bekræftende fald på hvilken måde?

____________

1     EFT 1999, L 175, s. 43.

1     EU:C:2018:166.

1     EU:C:2019:387.