Language of document : ECLI:EU:T:2022:774

RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

7. december 2022 (*)

»Økonomisk og monetær politik – tilsyn med kreditinstitutter – artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning (EU) nr. 1024/2013 – behov for ECB’s direkte tilsyn med et mindre signifikant kreditinstitut – anmodning fra den kompetente nationale myndighed – artikel 68, stk. 5, i forordning (EU) nr. 468/2014 – ECB’s afgørelse om at klassificere PNB Banka som signifikant enhed under sit direkte tilsyn – begrundelsespligt – proportionalitet – ret til forsvar – aktindsigt i de administrative sagsakter – rapport i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 – procesreglementets artikel 106 – anmodning om afholdelse af et retsmøde uden begrundelse«

I sag T-301/19,

PNB Banka AS, Riga (Letland), ved advokat O. Behrends,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB) ved C. Hernández Saseta, F. Bonnard og D. Segoin, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, S. Gervasoni (refererende dommer), og dommerne L. Madise, P. Nihoul, R. Frendo og J. Martín y Pérez de Nanclares,

justitssekretær: E. Coulon,

på grundlag af den skriftlige forhandling

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, PNB Banka AS, nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Centralbanks (ECB) afgørelse, meddelt ved skrivelse af 1. marts 2019, om at klassificere sagsøgeren som en signifikant enhed under ECB’s direkte tilsyn (herefter »den anfægtede afgørelse«).

I.      Den retlige ramme

2        Artikel 6, stk. 5, litra b), i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63) foreskriver: »Med hensyn til de [mindre signifikante] kreditinstitutter og inden for den ramme, der er defineret i [nævnte artikels] stk. 7, gælder[, at] når det er nødvendigt for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder, kan ECB til enhver tid på eget initiativ efter høring af de kompetente nationale myndigheder eller efter anmodning fra en kompetent national myndighed beslutte selv at udøve alle relevante beføjelser direkte for så vidt angår et eller flere af de [mindre signifikante] kreditinstitutter, herunder i tilfælde, hvor der er anmodet om eller indirekte modtaget finansiel støtte fra [den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF)] eller [den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM)].«

3        Artikel 67 i ECB’s forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem [ECB] og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (EUT 2014, L 141, s. 1) med overskriften »Kriterier for en ECB-afgørelse i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b)[, i forordning nr. 1024/2013]« opregner i stk. 2 forskellige faktorer, som ECB bl.a. skal tage hensyn til, inden den træffer afgørelse om at føre direkte tilsyn navnlig med en mindre signifikant enhed under tilsyn.

4        Artikel 68 i forordning nr. 468/2014 med overskriften »Procedure for udarbejdelse af en ECB-afgørelse i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), [i forordning nr. 1024/2013] på en kompetent national myndigheds anmodning« foreskriver:

»[…]

3.      Den kompetente nationale myndigheds anmodning skal ledsages af en rapport, hvoraf fremgår tilsynshistorikken og risikoprofilen for den pågældende mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn.

[…]

5.      Hvis ECB træffer afgørelse om, at det er nødvendigt, at ECB fører direkte tilsyn med den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder, vedtager den en ECB-afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2 [i del IV i denne forordning].«

II.    Sagens baggrund

5        Sagsøgeren var på tidspunktet for den anfægtede afgørelse et mindre signifikant kreditinstitut som omhandlet i artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1024/2013 (herefter »et mindre signifikant kreditinstitut«), der var etableret i Letland. Selskabet var derfor under Finanšu un kapitāla tirgus komisijas direkte tilsyn (Kommissionen for finans- og kapitalmarkederne, Letland, herefter »finanskommissionen«).

6        På tidspunktet for sagens anlæg var CR sagsøgerens hovedaktionær.

7        Den 25. august 2017 »underrettede« sagsøgeren og CR samt andre medlemmer af sidstnævntes familie, som er aktionærer i sagsøgeren, Republikken Letland om et sagsanlæg med henblik på beskyttelse af deres investeringer. De gjorde gældende, at de tilsynsmæssige krav, som finanskommissionen havde pålagt sagsøgeren, var ubegrundede og urimelige.

8        I løbet af august 2017 indgav CR ifølge sagsøgeren en klage til Det Forenede Kongeriges myndigheder, der vedrørte korruptionshandlinger, som A, chef for Latvijas Banka (Letlands centralbank), skulle have gjort sig skyldig i. Den påtalte korruption bestod i sidstnævntes forsøg på gennem den indflydelse, som han havde over finanskommissionen, at opnå bestikkelse fra CR.

9        I løbet af september 2017 blev sagsøgeren klassificeret som »mindre signifikant institut i krise« som omhandlet i rammen for krisehåndteringssamarbejde for mindre signifikante enheder, hvilket medførte, at sagsøgeren blev undergivet særligt tilsyn af en krisestyringsgruppe bestående af finanskommissionen og ECB.

10      Den 16. november 2017 anmodede finanskommissionen ECB om at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren. Denne anmodning var navnlig baseret på tre forhold: for det første resultaterne af en inspektion på stedet foretaget af finanskommissionen og disses indvirkning på sagsøgerens kapitalprocent, for det andet den vedvarende overtrædelse af begrænsningen for store eksponeringer, hvis bortfald kunne have en yderligere negativ indvirkning på kapitalprocenten, og for det tredje sagsøgerens og dennes hovedaktionærs anmeldelse af et søgsmål om investeringsbeskyttelse.

11      Efter at have undersøgt den i præmis 10 ovenfor omtalte anmodning til et møde i Tilsynsrådet den 28. november 2017 afviste ECB anmodningen.

12      Den 12. december 2017 anlagde sagsøgeren samt CR og andre medlemmer af sidstnævntes familie, der er aktionærer i sagsøgeren, en voldgiftssag mod Republikken Letland ved Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID) på grundlag af traktaten af 24. januar 1994 om fremme og beskyttelse af investeringer mellem Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Republikken Letland (herefter »voldgiftssagen«). De gjorde gældende, at sagsøgeren siden slutningen af 2015 havde været genstand for et urimeligt og vilkårligt tilsyn fra finanskommissionens side, hvilket gav sig udslag i forhøjelser af den lovpligtige kapital og aktivitetsbegrænsninger. De anførte, at dette urimelige og vilkårlige tilsyn skyldtes den indflydelse, som A udøvede over finanskommissionen med henblik på at opnå bestikkelse fra sagsøgeren og CR.

13      I løbet af december 2017 anmeldte CR ifølge sagsøgeren de ovenfor i præmis 8 omhandlede korruptionshandlinger til de lettiske myndigheder.

14      Den 17. februar 2018 blev A anholdt efter, at Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption, Letland, herefter »KNAB«) den 15. februar 2018 havde iværksat en indledende strafferetlig efterforskning mod ham. Denne efterforskning vedrørte beskyldninger om korruption i forbindelse med en tilsynsprocedure mod en anden lettisk bank end sagsøgeren. Ved afgørelse af 19. februar 2018 pålagde KNAB i forbindelse med A’s løsladelse A en række sikkerhedsforanstaltninger, herunder et forbud mod at udføre sit hverv som chef for Letlands centralbank.

15      Den 28. juni 2018 blev A tiltalt af den for den i præmis 14 ovenfor omhandlede sag ansvarlige anklagemyndighed. Anklageskriftet, der blev udfyldt den 24. maj 2019, indeholdt tre anklagepunkter. Det første anklagepunkt vedrørte en accept i 2010 af et tilbud om bestikkelse, som formanden for tilsynsrådet for en anden lettisk bank end sagsøgeren tilbød, og selve bestikkelsen, til gengæld for hvilken A ydede rådgivning med henblik på at gøre det muligt for denne bank at unddrage sig finanskommissionens tilsyn og afholdt sig fra at deltage i de møder i finanskommissionen, hvorunder spørgsmålene om tilsyn med den nævnte bank blev drøftet. Den anden anklage vedrørte dels dennes accept efter den 23. august 2012 af et tilbud om bestikkelse fra næstformanden for bestyrelsen i samme bank til gengæld for A’s rådgivning med henblik på at opnå ophævelsen af aktivitetsbegrænsninger, som finanskommissionen havde pålagt, og for at forebygge andre begrænsninger, dels A’s accept af betalingen af halvdelen af denne bestikkelse. Den tredje anklage vedrørte hvidvask af penge med henblik på at skjule oprindelsen, overførslen og ejerskabet af de midler, der blev udbetalt til A svarende til den i det andet anklagepunkt omhandlede bestikkelse.

16      Ved skrivelser af 5. juli og 12. september 2018 meddelte sagsøgeren og CR formanden for ECB’s tilsynsråd, at den korruptionsefterforskning, der er omhandlet i præmis 8 ovenfor, var igangværende. De anførte, at A efter sin anholdelse i februar 2018 havde afgivet fjendtlige og fejlagtige offentlige erklæringer, idet han gjorde gældende, at CR’s erhvervelse af sagsøgeren var svigagtig. Sagsøgeren og CR anførte, at finanskommissionens tilsynsmæssige krav over for sagsøgeren var urimelige og diskriminerende. De anmodede ECB om at gribe ind ved at foretage en undersøgelse og træffe passende foranstaltninger, såsom passende ændringer af det personale, der var ansvarligt for tilsynet med sagsøgeren. De skrev ved denne lejlighed: »En af de underliggende tanker bag [Den Fælles Tilsynsmekanisme (FTM)] var, at et mere objektivt og upartisk tilsyn kunne føres af ECB frem for af lokale tilsynsmyndigheder. [Sagsøgeren] og [CR] ser frem til at samarbejde med ECB med henblik herpå« (skrivelse af 5.7.2018, s. 13).

17      Den 30. september 2018 udstedte ICSID foreløbige foranstaltninger, der anbefalede Republikken Letland at afholde sig fra at træffe foranstaltninger med henblik på at tilbagekalde sagsøgerens tilladelse, idet ICSID henviste til en hævdet manglende overholdelse af et af de lovbestemte krav, der var genstand for den endelige frist som fastsat i finanskommissionens afgørelse af 27. februar 2018 (herefter »ICSID’s anbefaling«).

18      Den 8. oktober 2018 meddelte formanden for ECB’s tilsynsråd sagsøgeren og CR som svar på deres skrivelser af 5. juli og 12. september 2018, at ECB i forbindelse med sin opgave med overvågning af driften af FTM delte finanskommissionens opfattelse, hvorefter sagsøgerens situation med hensyn til egenkapital nødvendiggjorde et særligt tilsyn. Tilsynsrådet anførte, at sagsøgeren havde fået gentagne forlængelser af fristerne for at vedtage foranstaltninger på området for egenkapital, og at sagsøgeren på trods af, at problemerne i denne henseende fortsat bestod, ikke havde været genstand for andre strenge tilsynsforanstaltninger fra finanskommissionens side end anmodninger om forøgelse af egenkapitalen, foranstaltninger til inddrivelse og yderligere hensættelser. Det fandt, at sagsøgeren i flere år havde overskredet grænsen for store eksponeringer i forhold til tredjemand og gentagne gange fået forlænget fristen til at afhjælpe disse. Tilsynsrådet fandt, at det ikke havde noget grundlag for at antage, at de tilsynsforanstaltninger, som sagsøgeren var blevet underlagt, var urimelige eller uforholdsmæssige. Det fastslog afslutningsvis, at det havde til hensigt at udføre sin tilsynsopgave ved at have særligt fokus på de foranstaltninger, som sagsøgeren havde iværksat for at afhjælpe tilsidesættelsen af de tilsynsmæssige krav.

19      Den 21. december 2018 anmodede finanskommissionen atter ECB om at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren. Finanskommissionen mindede om sin tidligere anmodning af 16. november 2017 og henviste til ICSID’s anbefaling. Den anførte, at der kunne gå flere måneder, før ICSID traf afgørelse om foreløbige forholdsregler, hvilket indebar, at finanskommissionen ville være forhindret i at udføre sine tilsynsopgaver i en ubestemt periode. Ifølge finanskommissionen ville ECB’s overtagelse af det direkte tilsyn forhindre sagsøgeren i at anvende den hævdede interessekonflikt som argument mod tilsynet og gøre det muligt at komme ud af en situation, hvor en bank til stadighed tilsidesatte sine forpligtelser, og hvor reguleringsmyndigheden var forhindret i at træffe passende foranstaltninger med henblik på at bringe disse handlinger til ophør. Finanskommissionen var af den opfattelse, at de oplysninger, som ECB allerede var i besiddelse af, ville gøre det lettere at overføre tilsynsopgaverne. Finanskommissionen præciserede, at dens afgørelse af 27. februar 2018 ikke var blevet gennemført, dvs. at sagsøgerens situation stadig var i strid med egenkapitalkravene og grænserne for store eksponeringer, og at der ikke kunne forudses nogen brugbar og troværdig løsning i den nære fremtid. Finanskommissionen anførte, at sagsøgerens reaktion på næsten alle interaktioner i forbindelse med tilsynet siden indledningen af voldgiftssagen ikke viste nogen vilje til at indgå i et vellykket samarbejde. Finanskommissionen anførte, at det var sagsøgerens opfattelse, at hver anmodning fra finanskommissionens side var genstand for voldgiftssagen og udgjorde et yderligere bevis for en vilkårlig tilgang. Finanskommissionen tilføjede, at CR bekræftede, at denne kun ville gennemføre dens anmodninger, dvs. en styrkelse af sagsøgerens egenkapital, hvis disse blev efterprøvet af en uafhængig tredjemand. Finanskommissionen konkluderede heraf, at den ikke havde mulighed for at føre tilsyn på højt niveau med sagsøgeren.

20      Den 11. februar 2019 fremsendte ECB et udkast til afgørelse til sagsøgeren om, at ECB skulle føre direkte tilsyn med sagsøgeren.

21      Den 22. februar 2019 svarede sagsøgeren, at denne afviste udsagnet om, at man ikke havde vist vilje til at indgå et vellykket samarbejde. Sagsøgeren anførte tværtimod, at hverken finanskommissionen eller ECB indtil da havde givet et passende svar på sagsøgerens og dennes aktionærers talrige forsøg på at søge et konstruktivt samarbejde, navnlig hvad angår de korruptionshandlinger, som ECB havde kendskab til. Sagsøgeren konkluderede på denne baggrund, at selskabet gjorde indsigelse mod det nævnte udkast til afgørelse.

22      Ved dom af 26. februar 2019, Rimšēvičs og ECB mod Letland (C-202/18 og C-238/18, EU:C:2019:139), annullerede Domstolen KNAB’s afgørelse af 19. februar 2018, for så vidt som den forbød A at udføre sit hverv som chef for Letlands centralbank. Domstolen fandt, at Republikken Letland ikke havde godtgjort, at afskedigelsen af A som chef for Letlands centralbank var baseret på tilstrækkelige holdepunkter for, at han havde begået en alvorlig forseelse som omhandlet i artikel 14.2, stk. 2, i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB.

23      Den 1. marts 2019 meddelte sekretæren for ECB’s styrelsesråd sagsøgeren den anfægtede afgørelse, der var vedtaget på grundlag af et forslag fra Tilsynsrådet i henhold til artikel 26, stk. 8, i forordning nr. 1024/2013 i henhold til denne forordnings artikel 6, stk. 5, litra b), sammenholdt med artikel 39, stk. 5, i forordning nr. 468/2014.

24      Sekretæren for Styrelsesrådet anførte, at ECB i sin egenskab af kompetent myndighed ville være ansvarlig for det direkte tilsyn med sagsøgeren. Sekretæren for Styrelsesrådet præciserede, at den anfægtede afgørelse var blevet vedtaget i overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 og med del IV i forordning nr. 468/2014. Sekretæren for Styrelsesrådet tilføjede, at sagsøgeren ville blive opført på listen over de enheder, der var under ECB’s direkte tilsyn, og som ECB offentliggjorde og opdaterede i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i forordning nr. 468/2014.

25      Hvad angår de faktiske omstændigheder, som den anfægtede afgørelse var støttet på (denne afgørelses del 1), anførte sekretæren for Styrelsesrådet, at sagsøgeren ikke opfyldte kriterierne i artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1024/2013 og derfor på nuværende tidspunkt var klassificeret som en mindre signifikant enhed under finanskommissionens direkte tilsyn. Sekretæren for Styrelsesrådet henviste til sammensætningen af sagsøgerens aktionærkreds og koncernens struktur. Sekretæren for Styrelsesrådet nævnte indledningen af voldgiftsproceduren og ICSID’s anbefaling. Sekretæren for Styrelsesrådet nævnte ligeledes de etaper i den administrative procedure, der var gået forud for den anfægtede afgørelse.

26      Hvad angår vurderingen af de faktiske omstændigheder (den anfægtede afgørelses del 2) anførte sekretæren for Styrelsesrådet, at ECB havde fundet det nødvendigt at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren for at sikre konsekvent anvendelse af et tilsyn på højt niveau. Denne konklusion er baseret på de følgende betragtninger. Finanskommissionen understregede i sin anmodning, at sagsøgerens reaktion på næsten alle interaktioner i forbindelse med tilsynet siden indledningen af voldgiftssagen vedblev at vise en manglende vilje til at indgå i et vellykket samarbejde. Finanskommissionen anså sig selv for at være fuldstændig ude af stand til at føre tilsyn på højt niveau med sagsøgeren i henhold til EU-reglerne og FTM’s normer. Finanskommissionen var af den opfattelse, at ECB’s overtagelse af tilsynet var den mest hensigtsmæssige mulighed for at sikre et passende tilsyn med sagsøgeren. Sekretæren for Styrelsesrådet konkluderede, at overtagelsen af det direkte tilsyn efter ECB’s opfattelse var nødvendig som omhandlet i artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013. Sekretæren for Styrelsesrådet præciserede, at denne konklusion ikke var påvirket af de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat i forbindelse med den administrative procedure, der gik forud for den anfægtede afgørelse, eftersom sagsøgeren ikke havde fremført nogen argumenter eller oplysninger, som ECB ikke allerede havde taget i betragtning.

27      Endelig præciserede sekretæren for Styrelsesrådet, at en klage kunne indbringes for ECB’s administrative klagenævn, og at der kunne anlægges sag ved Den Europæiske Unions Domstol.

28      Den anfægtede afgørelse fik virkning fra den 4. april 2019.

29      Ved skrivelse af 18. april 2019 fremsendte ECB som svar på en anmodning af 27. november 2018 til sagsøgeren en liste over de dokumenter, som ECB var i besiddelse af vedrørende ECB’s tilsyn med sagsøgeren. ECB præciserede, at retten til aktindsigt i de administrative sagsakter ikke omfattede fortrolige oplysninger, og at listen følgelig for hvert dokument omfattede en klassificering, alt efter om dokumentet var tilgængeligt eller fortroligt.

30      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. maj 2019 har sagsøgeren, CR og CT anlagt nærværende søgsmål.

III. De faktiske omstændigheder efter anlæggelsen af søgsmålet

31      Den 15. august 2019 fastslog ECB, at sagsøgeren måtte anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende som omhandlet i artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1). Samme dag besluttede Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ikke at vedtage en afviklingsordning som omhandlet i denne forordnings artikel 18, stk. 1, over for sagsøgeren.

32      Den 22. august 2019 indgav finanskommissionen en begæring til Rīgas pilsētas Vidzemes priekšpilsētas tiesa (byretten i Riga, retskreds Vidzeme, Letland) om at erklære sagsøgeren insolvent.

33      Den 12. september 2019 erklærede Rīgas pilsētas Vidzemes priekšpilsētas tiesa (byretten i Riga, retskreds Vidzeme) sagsøgeren insolvent. Byretten udnævnte en kurator med ansvar for insolvensbehandlingen (herefter »kurator«) og overførte alle sagsøgerens og dennes bestyrelses beføjelser til denne. Byretten forkastede sagsøgerens bestyrelses anmodning om at opretholde bestyrelsens rettigheder til at repræsentere sagsøgeren i forbindelse med søgsmålet til prøvelse af ECB’s vurdering af 15. august 2019, hvori det blev fastslået, at sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, til prøvelse af Afviklingsinstansens afgørelse af samme dag om ikke at vedtage en afviklingsordning over for sagsøgeren samt til prøvelse af finanskommissionens afgørelse om at indlede en insolvensbehandling. Byretten tilføjede, at dette ikke udelukkede muligheden for, at sagsøgerens bestyrelse kunne indgive en særskilt anmodning til kurator for så vidt angår repræsentationsrettighederne i forbindelse med specifikke opgaver.

34      Ligeledes den 12. september 2019 anmodede finanskommissionen ECB om at tilbagekalde sagsøgerens tilladelse.

35      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. oktober 2019 (sag T-732/19) har sagsøgeren samt andre aktionærer eller potentielle aktionærer i sagsøgeren anlagt sag med påstand om annullation af Afviklingsinstansens afgørelse af 15. august 2019 om ikke at vedtage en afviklingsordning i forhold til sagsøgeren.

36      Den 21. december 2019 ophørte A som chef for Letlands centralbank.

37      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. januar 2020 (sag T-50/20) har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 19. november 2019 om afslag på at pålægge kurator at give den advokat, der er bemyndiget af sagsøgerens bestyrelse, adgang til selskabets forretningslokaler, de oplysninger, som det ligger inde med, samt dets personale og ressourcer.

38      Den 17. februar 2020 foretog ECB inddragelse af sagsøgerens tilladelse. Inddragelsen fik virkning dagen efter.

39      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. april 2020 (sag T-230/20) har sagsøgeren anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse.

IV.    Retsforhandlinger og parternes påstande

40      Den 31. juli 2019 har ECB indgivet svarskrift til Rettens Justitskontor.

41      Den 28. april 2020 besluttede formanden for Fjerde Afdeling at udsætte sagen i henhold til artikel 69, litra d), i Rettens procesreglement indtil afsigelsen af Rettens afgørelse i sag T-50/20. Ved kendelse af 12. marts 2021, PNB Banka mod ECB (T-50/20, EU:T:2021:141), traf Retten afgørelse i den nævnte sag og behandlingen af den foreliggende sag blev genoptaget på denne dato.

42      Den 27. april 2021 og derefter den 28. juni 2021 anmodede sagsøgeren, CR og CT om udsættelse af sagen indtil Domstolen har truffet afgørelse i sag C-321/21 P vedrørende appellen til prøvelse af kendelse af 12. marts 2021, PNB Banka mod ECB (T-50/20, EU:T:2021:141). Den 20. maj 2021 og derefter den 6. august 2021 besluttede formanden for Fjerde Afdeling efter høring af ECB ikke at udsætte sagen.

43      Ved skrivelse af 8. juli 2021 meddelte sagsøgerens repræsentant Retten, at vedkommende ikke længere repræsenterede CR og CT. Ved kendelse af 21. december 2021 besluttede Retten (Fjerde Afdeling) på grundlag af procesreglementets artikel 131, stk. 2, at det var ufornødent at træffe afgørelse i nærværende sag, for så vidt som den var anlagt af CR og CT.

44      Fristen for indlevering af replikken blev senest fastsat til den 30. september 2021. Sagsøgeren har ikke indgivet replik inden for den fastsatte frist.

45      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

46      ECB har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

V.      Retlige bemærkninger

A.      Spørgsmålet, om den repræsentant, der har anlagt søgsmålet på sagsøgerens vegne, har fuldmagt

47      I henhold til procesreglementets artikel 51, stk. 3, skal advokaterne, når den part, de repræsenterer, er en privat juridisk person, til Justitskontoret indlevere en fuldmagt udstedt af denne private juridiske person.

48      En fuldmagt udstedt af formanden for sagsøgerens bestyrelse den 5. marts 2019 findes i sagens akter (bilag A.2).

49      Sagsøgeren har gjort gældende, at kurator nægtede at give den advokat, som sagsøgeren havde udpeget til at repræsentere sig, adgang til selskabets dokumenter, forretningslokaler, personale og ressourcer. Sagsøgeren har inden for rammerne af sit svar af 13. marts 2020 på et spørgsmål fra Retten fremlagt en skrivelse fra kurator af 16. september 2019, hvoraf det fremgår, at selskabets advokat for det første skulle »forelægge kurator en skriftlig rapport om status for aftalen [om levering af juridiske tjenesteydelser], hvori der i detaljer oplyses om de instrukser, som [advokaten har modtaget fra sagsøgeren], om de opgaver, som [advokaten] har udført, og om der rent faktisk er tale om et igangværende arbejde«, for det andet »underrette kurator med hensyn til betalinger […]«, for det tredje »afholde sig fra enhver aktivitet på [sagsøgerens] vegne uden forud herfor at have konsulteret kurator, og navnlig ophøre med at yde debitérbare tjenesteydelser til [sagsøgeren]«.

50      Til trods for den nævnte skrivelse fra kurator af 16. september 2019 fremgår det ikke af sagsakterne – og hverken sagsøgeren eller ECB har gjort gældende – at kurator tilbagekaldte den fuldmagt, som var udstedt af formanden for sagsøgerens bestyrelse den 5. marts 2019. Den nævnte skrivelse nævner ikke en sådan tilbagekaldelse, selv om det af skrivelsen fremgår, at den af bestyrelsesformanden udpegede advokat skal afholde sig fra enhver form for aktivitet på sagsøgerens vegne uden forud herfor at have konsulteret kurator.

51      Retten fastslår følgelig, at sagsøgeren har indleveret en fuldmagt, der giver selskabets advokat ret til at anlægge sag i henhold til procesreglementets artikel 51, stk. 3.

B.      Anmodningerne om udsættelse af sagen fremsat den 27. april 2021 og derefter den 28. juni 2021

52      Den 27. april 2021 og derefter den 28. juni 2021 anmodede sagsøgeren om udsættelse af sagen. Til støtte for sine anmodninger om udsættelse har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgeren på trods af dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923), havde behov for at få adgang til selskabets forretningslokaler, sagsakter og økonomiske ressourcer, og at kurator ikke samarbejdede med henblik på at sikre sagsøgerens effektive repræsentation.

53      Selv om Retten ikke er forpligtet til at angive grundene til, at den beslutter at udsætte en sag i henhold til procesreglementets artikel 69, litra c) eller d), finder den det undtagelsesvis hensigtsmæssigt at bemærke følgende.

54      Beslutningen om at udsætte en sag i henhold til procesreglementets artikel 69, litra c) eller d), henhører under Rettens skøn (jf. i denne retning kendelse af 20.10.2011, DTL mod KHIM, C-67/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:683, præmis 32 og 33, af 15.10.2012, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-554/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:629, præmis 37, og af 17.1.2018, Josel mod EUIPO, C-536/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:14, præmis 5).

55      I den foreliggende sag blev sagen udsat den 28. april 2020, indtil Retten traf afgørelse i sag T-50/20, hvorved sagsøgeren havde nedlagt påstand om annullation af ECB’s afgørelse af 19. november 2019 om afslag på at pålægge kurator at give den advokat, der var bemyndiget af sagsøgerens bestyrelse, adgang til sagsøgerens forretningslokaler, de oplysninger, som selskabet var i besiddelse af, personale og ressourcer.

56      Ved kendelse af 12. marts 2021, PNB Banka mod ECB (T-50/20, EU:T:2021:141), afviste Retten sagsøgerens søgsmål. Retten fandt navnlig, at det var åbenlyst, at ECB ikke havde beføjelse til at efterkomme sagsøgerens bestyrelses anmodning om at give kurator pålæg om at give den advokat, som denne bestyrelse havde bemyndiget, adgang til sagsøgerens forretningslokaler, oplysninger, personale og ressourcer (præmis 73). Retten fastslog også, at afgørelser truffet af de nationale myndigheder i forbindelse med en konkursbehandling, såsom den konkursbehandling, som sagsøgeren er genstand for, vedrørende eventuelle anmodninger om adgang til det pågældende kreditinstituts dokumenter, forretningslokaler, personale eller ressourcer som udgangspunkt er underlagt de nationale domstoles prøvelse, der i givet fald kan forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF, hvis der måtte opstå tvivl om fortolkningen eller anvendelsen af EU-retten (præmis 72).

57      Det skal ligeledes fastslås, at sagsøgeren, på trods af bl.a. udsættelsen af sagen fra den 28. april 2020 til den 12. marts 2021, hverken har godtgjort eller endog hævdet, herunder i sin anmodning om udsættelse af sagen af 28. juni 2021, at have indledt en retssag mod kurator, som sagsøgeren imidlertid for Retten har beskyldt for at have forment den af selskabets bestyrelse bemyndigede advokat adgang til selskabets forretningslokaler, oplysninger, personale og ressourcer siden slutningen af 2019.

58      Efter at have fremlagt udvekslinger af skrivelser og e-mails med kurator, som fandt sted den 12. og den 16. september 2019 samt i løbet af november 2019, har sagsøgeren i sin anmodning om udsættelse af sagen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 27. april 2021, begrænset sig til at gøre gældende, at selskabet »forstærkede sine bestræbelser« i forhold til kurator og de lettiske domstole, uden at præcisere den nærmere karakter af disse bestræbelser.

59      Det fremgår desuden ikke af afgørelsen af 12. september 2019 fra Rīgas pilsētas Vidzemes priekšpilsētas tiesa (byretten i Riga, retskreds Vidzeme), der er nævnt i præmis 33 ovenfor, at sagsøgeren skulle være forhindret i at indbringe en eventuel tvist med kurator for de lettiske domstole. Ikke alene nævner denne afgørelse, at det ikke er udelukket, at sagsøgerens bestyrelse har mulighed for at indgive en særskilt anmodning til kurator for så vidt angår repræsentationsrettigheder i forbindelse med specifikke opgaver, men dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923), som sagsøgeren har påberåbt sig med henblik på at gøre gældende, at kurator ikke samarbejder på tilfredsstillende vis i forbindelse med at sikre sagsøgerens effektive repræsentation, blev afsagt efter byrettens afgørelse, således at sagsøgeren a priori kan påberåbe sig den nævnte dom som et nyt element for den nationale domstol.

60      Retten finder derfor, at der ikke er grund til på ny at udsætte sagen.

C.      Den mundtlige forhandling

61      Procesreglementets artikel 106 har følgende ordlyd:

»1.      Retsforhandlingernes mundtlige del for Retten omfatter et retsmøde, der afholdes enten af Rettens egen drift eller efter anmodning fra en hovedpart.

2.      En hovedparts anmodning om afholdelse af retsmøde skal indeholde grundene til, at parten ønsker at udtale sig mundtligt. […]

3.      Foreligger der ikke nogen anmodning som omhandlet i stk. 2, kan Retten, hvis den finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne, beslutte at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del. […]«

62      Det fremgår således af procesreglementets artikel 106, at såfremt der ikke foreligger nogen anmodning om afholdelse af retsmøde med angivelse af grundene til, at en hovedpart ønsker at udtale sig mundtligt, kan Retten, hvis den finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.

63      Begrundelsen til udkastet til procesreglementet af 14. marts 2014, der er tilgængelig for offentligheden på Den Europæiske Unions Domstols websted, bekræfter i øvrigt, at navnlig henset til kravene om god retspleje og procesøkonomi, »ønsker Retten at få mulighed for at afstå fra at afholde retsmøde, hvis den vurderer, at et sådant møde ikke er nødvendigt, for så vidt som en af hovedparterne ikke anmoder herom og angiver grundene til, at den pågældende ønsker at fremsætte sine bemærkninger mundtligt«.

64      Det fremgår af punkt 142 i de praktiske gennemførelsesbestemmelser til procesreglementet (herefter »gennemførelsesbestemmelserne«), at den hovedpart, som ønsker at udtale sig mundtligt i et retsmøde, inden for en frist på tre uger efter, at det er forkyndt for parterne, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, skal fremsætte en begrundet anmodning herom. Det præciseres heri, at denne begrundelse skal være støttet på en konkret vurdering af nytten for den pågældende part af, at der afholdes et sådant retsmøde, og angive de elementer i sagsakterne »eller« i argumentationen, som parten finder det nødvendigt at udbygge »eller« imødegå mere udførligt i et retsmøde. Det anføres heri, at det med henblik på en bedre ledelse af forhandlingerne i retsmødet er »ønskværdigt«, at begrundelsen ikke fremstår af generel karakter, idet den f.eks. begrænser sig til at henvise til sagens vigtighed. Punkt 143 i gennemførelsesbestemmelserne foreskriver, at såfremt der ikke foreligger nogen begrundet anmodning indgivet af en hovedpart inden for den fastsatte frist, kan Retten beslutte at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.

65      Det følger således af procesreglementets artikel 106 og af gennemførelsesbestemmelsernes punkt 142 og 143, at når der ikke foreligger nogen anmodning om afholdelse af retsmøde, eller der foreligger en anmodning om afholdelse af retsmøde uden begrundelse, kan Retten beslutte at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, hvis den finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne.

66      I den foreliggende sag har sagsøgeren ved skrivelse af 29. november 2021 udtalt følgende om afholdelse af retsmøde:

»1.      Jeg bekræfter, at [sagsøgeren] af de grunde, som jeg har forklaret i detaljer, på nuværende tidspunkt ikke har nogen effektiv repræsentation. Med det eneste formål at overholde den gældende frist anmoder jeg hermed om afholdelse af retsmøde. Det er imidlertid nødvendigt først at genoprette repræsentation af [sagsøgeren].

2.      Det er ikke muligt at forberede eller deltage i et retsmøde under de aktuelle omstændigheder.«

67      Det fremgår af den nævnte skrivelse af 29. november 2021, at sagsøgerens anmodning om afholdelse af et retsmøde er uden begrundelse. Denne anmodning indeholder nemlig ingen begrundelse for, at sagsøgeren ønsker at udtale sig mundtligt.

68      Rettens Justitskontor har endvidere i skrivelse af 25. oktober 2021, hvori hovedparterne blev underrettet om afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del, henvist til bestemmelserne i procesreglementets artikel 106, stk. 2, og i gennemførelsesbestemmelsernes punkt 142 og henledt hovedparternes opmærksomhed på den omstændighed, at begrundelsen i forbindelse med sundhedskrisen skulle opfylde kravene i det nævnte punkt i gennemførelsesbestemmelserne.

69      Sagsøgeren har ganske vist i sin anmodning om afholdelse af retsmøde gjort gældende, at selskabet anså sig for at mangle en effektiv repræsentation.

70      Selv hvis det antages, at sagsøgeren herved forsøger implicit at retfærdiggøre den manglende begrundelse for sin anmodning om afholdelse af retsmøde, hvilket imidlertid ikke fremgår af den nævnte anmodning, skal det fastslås, at sagsøgerens argumentation vedrørende en manglende effektiv repræsentation ikke kan anses for at være en begrundelse for, at denne anmodning er uden begrundelse. Navnlig forhindrede den omstændighed, at sagsøgeren manglede en effektiv repræsentation, således som sagsøgeren har anført, på ingen måde sagsøgeren i at fremføre udførlige oplysninger til støtte for en anmodning om afholdelse af retsmøde.

71      Eftersom sagsøgeren ikke har fremført den mindste begrundelse i sin anmodning om afholdelse af retsmøde og derudover på trods af, at forpligtelsen til at begrunde anmodningen udtrykkeligt var blevet nævnt over for sagsøgeren af Rettens Justitskontor, må det fastslås, at den nævnte anmodning om afholdelse af retsmøde ikke overholder procesreglementets artikel 106, stk. 2.

72      På denne baggrund har Retten, idet den finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne, besluttet at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 3.

D.      Realiteten

1.      Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, for så vidt som denne bestemmelse ikke fastsætter en afgørelse om klassificering af den pågældende enhed som signifikant

73      Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, for så vidt som den klassificerer sagsøgeren som en signifikant enhed, er i strid med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013. Denne artikel fastsætter nemlig ikke en afgørelse om klassificering, men en afgørelse fra ECB om at udøve alle en kompetent national myndigheds relevante beføjelser direkte for så vidt angår et eller flere kreditinstitutter, når det er nødvendigt for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

74      Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 39, stk. 5, andet punktum, i forordning nr. 468/2014 ikke bør fortolkes på en måde, der er uforenelig med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013. Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 39, stk. 5, andet punktum, i forordning nr. 468/2014 er ulovlig, såfremt denne artikel skal fortolkes således, at den ændrer karakteren af den afgørelse, der er støttet på artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

75      Sagsøgeren har præciseret, at den afgørelse, der er truffet i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, ikke svarer til en ændring af et kreditinstituts status. Der er tale om en indgriben fra ECB’s side, som er begrundet i en bekymring med hensyn til kvaliteten af det tilsyn, der føres af den kompetente nationale myndighed, snarere end en bekymring med hensyn til det pågældende kreditinstituts overholdelse af reglerne. Sidstnævnte bør bevare retten til samme behandling som mindre signifikante kreditinstitutter og bør ikke gøres til genstand for et tilsyn, der kun er passende for »reelt« signifikante kreditinstitutter. Sagsøgeren har anført, at harmoniseringen af tilsyn inden for rammerne af FTM er en gradvis proces, og at der stadig er forskelle med hensyn til tilsynet med banker i de forskellige medlemsstater. Sagsøgeren har tilføjet, at artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 468/2014, som regulerer den pågældende modsatrettede retsakt, bekræfter, at en afgørelse om ændret klassificering ikke er nødvendig.

76      ECB har bestridt denne argumentation.

77      Artikel 39, stk. 5, i forordning nr. 468/2014 foreskriver: »ECB fører også direkte tilsyn med en mindre signifikant enhed under tilsyn eller en mindre signifikant koncern under tilsyn i henhold til en ECB-afgørelse, der er vedtaget i medfør af […] artikel 6, stk. 5, litra b), [i forordning nr. 1024/2013,] således at ECB udøver alle de i […] artikel 6, stk. 4, [i forordning nr. 1024/2013] omhandlede relevante beføjelser direkte. I henseende til FTM klassificeres en sådan mindre signifikant enhed under tilsyn eller mindre signifikant koncern under tilsyn som signifikant.«

78      Det følger i øvrigt af artikel 68, stk. 5, i forordning nr. 468/2014, at hvis ECB træffer afgørelse om, at det er nødvendigt, at ECB fører direkte tilsyn med den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder, vedtager den en ECB-afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2 i del IV i denne forordning.

79      En »ECB-afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2 [i del IV i forordning nr. 468/2014]« som omhandlet i denne forordnings artikel 68, stk. 5, svarer til en afgørelse om klassificering af en enhed under tilsyn som signifikant, således som det fremgår af overskriften til det nævnte afsnit 2, dvs. »Procedure for klassificering af enheder under tilsyn som signifikante enheder under tilsyn«.

80      Det fremgår følgelig af den klare ordlyd af artikel 39, stk. 5, i forordning nr. 468/2014, som understøttes af ordlyden af denne forordnings artikel 68, stk. 5, at ECB, når den træffer afgørelse om at føre direkte tilsyn med et mindre signifikant kreditinstitut på grundlag af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, skal vedtage en afgørelse, hvorved dette institut klassificeres som signifikant.

81      Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at artikel 39, stk. 5, andet punktum, i forordning nr. 468/2014 er i strid med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, eftersom den ændrer karakteren af den i sidstnævnte artikel omhandlede afgørelse.

82      Selv om artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 ikke nævner, at ECB, når den træffer afgørelse om selv at udøve alle relevante beføjelser i forhold til et mindre signifikant kreditinstitut, vedtager en afgørelse, hvorved dette institut klassificeres som signifikant, udelukker bestemmelsen imidlertid ikke dette.

83      Selv om det på samme måde er korrekt, at artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 468/2014 – der vedrører den modsatte situation, hvor ECB beslutter at bringe det direkte tilsyn til ophør i tilfælde af en enhed under dette tilsyn i henhold til en tidligere ECB-afgørelse, der er truffet i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 – ikke præciserer, at ECB i dette tilfælde vedtager en afgørelse, hvorved den pågældende enhed klassificeres som mindre signifikant, udelukker bestemmelsen heller ikke dette. I denne henseende bemærkes, at nævnte artikel 47 ligeledes henhører under afsnit 2 i del IV i forordning nr. 468/2014 med overskriften »Procedure for klassificering af enheder under tilsyn som signifikante enheder under tilsyn«, og at denne artikel har overskriften »Begrundelser for ophør af ECB’s direkte tilsyn«, dvs. at den principielt har til formål at anføre disse begrundelser og ikke at præcisere, om en afgørelse, der bringer det direkte tilsyn til ophør, indebærer, at ECB vedtager en afgørelse om at klassificere den pågældende enhed som mindre signifikant.

84      For så vidt som artikel 39, stk. 5, andet punktum, i forordning nr. 468/2014 fastsætter, at en enhed skal klassificeres som signifikant, rejser den i øvrigt ikke tvivl om karakteren af den afgørelse, der er vedtaget på grundlag af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, som er en afgørelse om kompetencefordeling på området for tilsyn mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder.

85      En afgørelse om at klassificere en enhed som signifikant har nemlig alene den virkning, at ECB overtager det direkte tilsyn med denne enhed i overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

86      Den omstændighed, at en enhed klassificeres som signifikant, når ECB træffer afgørelse om at føre direkte tilsyn med denne enhed i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, er ikke i strid med ligebehandlingsprincippet, således som sagsøgeren synes at gøre gældende.

87      I denne henseende skal det fastslås, at en sådan afgørelse, som kun vedrører fastlæggelsen af den kompetente myndighed, hverken ændrer de tilsynsregler, der finder anvendelse på den nævnte enhed, eller de tilsynsbeføjelser, som den kompetente myndighed råder over i forhold til denne med henblik på de tilsynsopgaver, som ECB er tillagt af FTM.

88      Følgelig er artikel 39, stk. 5, andet punktum, i forordning nr. 468/2014 ikke i strid med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

89      Det følger af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse, for så vidt som den bestemmer, at sagsøgeren klassificeres som en signifikant enhed, ikke er i strid med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

90      Det første anbringende skal således forkastes som ugrundet.

2.      Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

91      I den foreliggende sag skal det fjerde anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter undersøges inden de øvrige anbringender til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vurderes.

92      Inden for rammerne af det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med flere væsentlige formelle mangler.

93      For det første har sagsøgeren gjort gældende, at der ikke blev udarbejdet en rapport i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014.

94      Sagsøgeren har gjort gældende, at Republikken Letland under voldgiftssagen har erkendt, at denne rapport manglede, idet den påberåbte sig de gode arbejdsrelationer, der bestod mellem finanskommissionen og ECB. Denne hævdede gode arbejdsrelation kan imidlertid ikke begrunde, at den nævnte rapport ikke fremlagdes, eftersom den udgør et væsentligt element i proceduren, er obligatorisk og har til formål at beskytte sagsøgerens interesser i en gennemskuelig proces, der er underlagt domstolskontrol.

95      Sagsøgeren har endvidere anført, at tvisten mellem Republikken Letland og ECB for så vidt angår A lader formode, at arbejdsforholdet mellem ECB og finanskommissionen ikke var uden vanskeligheder. A ville således skulle afskediges, hvis de anklager, der var rejst mod ham, var understøttet af beviser, som ifølge Republikken Letland forelå, men som ikke blev udleveret til Domstolen i forbindelse med sag C-238/18, mellem Republikken Letland og ECB. Sagsøgeren stod over for uløste korruptionsproblemer og mistede tilliden til lovgivningsprocessen på grund af manglende samarbejde mellem ECB og de lettiske myndigheder, herunder finanskommissionen. Udsagnet om, at der består en god arbejdsrelation mellem ECB og finanskommissionen, er i øvrigt i strid med en afgørelse vedtaget på grundlag af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, for så vidt som en sådan afgørelse forudsætter en situation, hvor ECB ikke er tilfreds med den kompetente nationale myndigheds tilsyn, og vurderer, at generelle instrukser og anbefalinger i henhold til artikel 6, stk. 5, litra a), i forordning nr. 1024/2013 ikke er tilstrækkelige til at afhjælpe denne situation.

96      Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at ECB ikke videregav finanskommissionens anmodning af 21. december 2018 til sagsøgeren. Denne anmodning er et proceduremæssigt skridt, der er fastsat i artikel 68 i forordning nr. 468/2014, og den anfægtede afgørelse er baseret på dens indhold. Følgelig var det udkast til afgørelse, som blev fremsendt til sagsøgeren før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke fuldstændigt, og afgørelsen blev derfor meddelt sagsøgeren ufuldstændigt. Det er i strid med sagsøgerens ret til forsvar, retten til at blive hørt og sagsøgerens ret til aktindsigt i de administrative sagsakter ikke at have meddelt sagsøgeren denne anmodning og ikke givet selskabet mulighed for at fremsætte sine bemærkninger hertil.

97      For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at ECB ikke til sagsøgeren videregav finanskommissionens første anmodning af 16. november 2017 om at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren. Sagsøgeren fik først kendskab til anmodningens eksistens ved en skrivelse af 20. marts 2019 fra Republikken Letlands juridiske rådgiver i forbindelse med voldgiftssagen. Den juridiske rådgivers fremlæggelse af denne anmodning bekræfter, at der var tale om en reaktion på indledningen af voldgiftssagen. Den omstændighed, at denne anmodning ikke blev fremsendt til sagsøgeren, er i strid med sagsøgerens ret til forsvar, ret til at blive hørt og dennes ret til aktindsigt i de administrative sagsakter.

98      For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at ECB i strid med artikel 68 i forordning nr. 468/2014 ikke vedtog en afgørelse vedrørende den nævnte anmodning fra finanskommissionen af 16. november 2017.

99      For det femte har sagsøgeren anført, at selskabets ret til at blive hørt ikke er blevet overholdt, idet denne ret indebærer en mulighed for at fremsætte bemærkninger til de konkrete påstande, der er fremsat til støtte for begrundelsen for den anfægtede afgørelse, hvorefter sagsøgeren ikke udviste tilstrækkelig vilje til at samarbejde efter indledningen af voldgiftsproceduren.

100    Endelig har sagsøgeren for det sjette gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet. Denne afgørelse forklarer nemlig ikke grundene til, at ECB fandt det nødvendigt at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren.

101    ECB har bestridt denne argumentation.

102    Først skal sagsøgerens argumentation undersøges, for så vidt som denne er af den opfattelse, at ECB har tilsidesat sin begrundelsespligt, dernæst for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at ECB har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar, ret til at blive hørt og ret til aktindsigt i de administrative sagsakter, dernæst for så vidt som sagsøgeren har påberåbt sig en uregelmæssighed vedrørende den manglende rapport i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014, og endelig for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at ECB ikke vedtog en afgørelse på grundlag af finanskommissionens anmodning af 16. november 2017.

a)      Om klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten

103    Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

104    Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver samtlige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af retsakten, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

105    Den forpligtelse til at begrunde EU-institutionernes retsakter, der følger af artikel 296 TEUF, udgør en væsentlig formforskrift, som skal adskilles fra spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt (jf. dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 181 og den deri nævnte retspraksis).

106    Hvad angår begrundelsen for en afgørelse om klassificering af en enhed under tilsyn som signifikant på et individuelt grundlag bestemmer artikel 39, stk. 1, i forordning nr. 468/2014, at »[e]n enhed under tilsyn anses for at være en signifikant enhed under tilsyn, hvis ECB træffer afgørelse herom i en ECB-afgørelse rettet til den relevante enhed under tilsyn i henhold til [denne forordnings] artikel 43 til 49, hvoraf fremgår de underliggende begrundelser for en sådan afgørelse«.

107    Artikel 33 i forordning nr. 468/2014 med overskriften »Begrundelse for ECB’s tilsynsafgørelser« bestemmer i stk. 2, at begrundelsen for en ECB-tilsynsafgørelse skal indeholde de væsentlige faktiske forhold og retlige begrundelser, som danner grundlag for denne afgørelse.

108    I modsætning til, hvad sagsøgeren i den foreliggende sag summarisk har gjort gældende inden for rammerne af det fjerde anbringende, angiver den anfægtede afgørelse, hvis begrundelser er gengivet i præmis 23-27 ovenfor, grundene til, at ECB fandt det nødvendigt at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren. Den angiver klart og utvetydigt retsgrundlaget, de faktiske omstændigheder, som den støtter sig på, navnlig ICSID’s anbefaling og ECB’s vurdering. Det fremgår af denne vurdering, at ECB traf afgørelse om at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren med den begrundelse, at sagsøgerens reaktion på næsten alle interaktioner i forbindelse med tilsynet efter indledningen af voldgiftssagen ifølge finanskommissionen vedblev med at vise en fuldstændig manglende vilje til at indgå i et vellykket samarbejde, og at finanskommissionen anså sig for fuldstændig frataget muligheden for at udøve tilsyn på højt niveau med sagsøgeren i henhold til Unionens- og FTM’s standarder.

109    Det skal for fuldstændighedens skyld tilføjes, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i en kontekst, som sagsøgeren var bekendt med. Sagsøgeren var i regelmæssig kontakt med finanskommissionen, som førte nøje tilsyn med de risici, som selskabet eksponerede sig for. Sagsøgeren var ligeledes i direkte kontakt med ECB, eftersom sagsøgeren den 5. juli og den 12. september 2018 havde skrevet til ECB med henblik på at anmode ECB om at gribe ind i det med sagsøgeren førte tilsyn, og eftersom formanden for ECB’s tilsynsråd ved skrivelse af 8. oktober 2018 havde svaret sagsøgeren, at denne var enig i finanskommissionens opfattelse, hvorefter sagsøgerens situation nødvendiggjorde et særligt tilsyn. Endelig var sagsøgeren bekendt med alle aspekter af voldgiftssagen, som selskabet selv havde indledt.

110    Begrundelsen for den anfægtede afgørelse var således tilstrækkelig til, at sagsøgeren kunne få kendskab til grundlaget for denne afgørelse, og til, at Retten kunne udøve sin prøvelsesret.

111    Følgelig kan sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at ECB har tilsidesat begrundelsespligten i henhold til bl.a. artikel 296 TEUF og forordning nr. 468/2014.

b)      Klagepunkterne vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar, retten til at blive hørt og retten til aktindsigt i de administrative sagsakter

112    Artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder foreskriver, at denne ret til en god forvaltning navnlig omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt, retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og forretningshemmeligheder.

113    Retten til at blive hørt garanterer navnlig enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

114    I henhold til artikel 44, stk. 1, i forordning nr. 468/2014 anvender ECB de procedureregler, der er fastsat i forordningens afsnit 2 i del IV, når den træffer afgørelse om klassificeringen af en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn som signifikant i henhold til nævnte forordnings afsnit 2 i del III og medmindre andet er fastsat. I henhold til samme artikels stk. 4 giver ECB den enkelte relevante enhed under tilsyn mulighed for at udtale sig skriftligt, før en ECB-afgørelse vedtages i henhold til nævnte stk. 1.

115    Det fremgår af artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 468/2014, at før ECB kan vedtage en ECB-tilsynsafgørelse rettet til en part, som vil påvirke en sådan parts rettigheder negativt, skal parten gives mulighed for at udtale sig skriftligt over for ECB om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der måtte være relevante for ECB-tilsynsafgørelsen, idet ECB, såfremt den finder det hensigtsmæssigt, kan give parterne mulighed for på et møde at udtale sig om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der måtte være relevante for ECB-tilsynsafgørelsen, i hvilken forbindelse der af meddelelsen, hvorved ECB giver parten mulighed for at udtale sig, skal fremgå det væsentlige indhold af den påtænkte tilsynsafgørelse og de væsentlige faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, som ECB agter at lægge til grund for sin afgørelse.

116    Artikel 32 i forordning nr. 468/2014 med overskriften »Indsigt i sagsakter i en ECB-tilsynsprocedure« bestemmer i stk. 1, at de berørte parters ret til forsvar respekteres fuldt ud i ECB’s tilsynsprocedurer, idet parterne i forbindelse hermed, og efter at ECB’s tilsynsprocedure er indledt, har ret til indsigt i ECB’s sagsakter med forbehold af den legitime interesse i beskyttelsen af deres forretningshemmeligheder, som tilkommer andre juridiske og fysiske personer end den relevante part, i hvilken forbindelse retten til aktindsigt ikke omfatter fortrolige oplysninger, og de kompetente nationale myndigheder fremsender enhver anmodning om aktindsigt, de har modtaget i forbindelse med ECB’s tilsynsprocedurer, til ECB uden ugrundet ophold.

117    Eftersom sagsøgeren har fremført en argumentation om tilsidesættelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar, retten til at blive hørt og retten til aktindsigt i de administrative sagsakter, skal der indledningsvis tages stilling til denne argumentation, uden at det er nødvendigt at undersøge, om denne ret som sådan udgør væsentlige formelle mangler som omhandlet i artikel 263 TEUF.

118    I det foreliggende tilfælde forelagde ECB sagsøgeren et udkast til afgørelse med henblik på bemærkninger.

119    Det kan indledningsvis fastslås, at sagsøgeren ikke har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er baseret på faktiske og retlige omstændigheder, som ikke er nævnt i det udkast til afgørelse, som blev meddelt sagsøgeren.

120    For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at ECB ikke fremsendte finanskommissionens anmodning af 21. december 2018 om ECB’s direkte tilsyn med sagsøgeren, skal det dernæst bemærkes, at denne anmodning udgjorde det første trin i den administrative procedure, men at den var en særskilt retsakt i forhold til den anfægtede afgørelse og ikke var bindende for ECB, idet sidstnævnte kunne træffe afgørelse om at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren af andre grunde end dem, der var anført i den nævnte anmodning, eller endog på eget initiativ.

121    Desuden er der ingen bestemmelser i forordning nr. 468/2014, der fastsætter, at ECB af egen drift skal fremsende en sådan anmodning fra den kompetente nationale myndighed til den mindre signifikante enhed, der er omhandlet i anmodningen. Sidstnævnte er en del af de administrative sagsakter, og sagsøgeren kunne have fået aktindsigt heri i henhold til forordningens artikel 32 under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligten og forretningshemmeligheder, hvis sagsøgeren havde anmodet om aktindsigt.

122    Selv om ECB i den anfægtede afgørelse har baseret sig på visse betragtninger i finanskommissionens anmodning af 21. december 2018, har den i det udkast til afgørelse, som den meddelte sagsøgeren og i selve den anfægtede afgørelse, i øvrigt i tilstrækkelig grad anført disse betragtninger, uden at det er nødvendigt at henvise til finanskommissionens anmodning af 21. december 2018 for at få kendskab til grundlaget for den anfægtede afgørelse.

123    For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at ECB ikke fremsendte finanskommissionens anmodning af 16. november 2017, hvorved sidstnævnte tidligere havde anmodet ECB om at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren, skal det fastslås, at denne anmodning ikke udgjorde et af trinene i den administrative procedure, der førte til den anfægtede afgørelse, og at begrundelserne for den anfægtede afgørelse ikke fremgår af denne forudgående anmodning. Dette klagepunkt er således uden betydning for de anbringender, der er rettet mod den anfægtede afgørelse.

124    Endelig skal det, for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet ikke havde mulighed for at fremsætte bemærkninger til de konkrete betragtninger, der er fremsat til støtte for begrundelsen for den anfægtede afgørelse, hvorefter sagsøgeren ifølge finanskommissionen ikke havde vist tilstrækkelig samarbejdsvilje efter indledningen af voldgiftssagen, fastslås, at sagsøgeren blev sat i stand til at fremsætte bemærkninger til den nævnte begrundelse, som fremgik af det udkast til afgørelse, der blev meddelt sagsøgeren, og som ikke er ledsaget af andre betragtninger.

125    ECB har således i den foreliggende sag ved at fremsende udkastet til afgørelse til sagsøgeren uden af egen drift at fremsende andre dokumenter eller oplysninger, såsom finanskommissionens anmodning af 21. december 2018, givet sagsøgeren mulighed for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at gøre sine synspunkter gældende under den administrative procedure.

126    Hvad angår en berørt parts ret til at få aktindsigt i sagsakter inden for rammerne af en tilsynsprocedure bestemmer artikel 32 i forordning nr. 468/2014, hvis bestemmelser er nævnt i præmis 116 ovenfor, at de kompetente nationale myndigheder uden ugrundet ophold fremsender enhver af dem modtaget anmodning om aktindsigt i sagsakterne til ECB. Det følger af denne bestemmelse, at aktindsigt forudsætter, at der indgives en anmodning fra den berørte part.

127    I denne henseende følger det af retspraksis, at når tilstrækkeligt præcise oplysninger, som gør det muligt for den berørte enhed på en effektiv måde at give sin mening til kende vedrørende den påtænkte foranstaltning, er blevet meddelt denne, indebærer princippet om overholdelse af retten til forsvar ikke en forpligtelse for ECB til uden videre at give adgang til samtlige de dokumenter, der er indeholdt i enhedens sagsakter. Det er kun efter anmodning herom fra den berørte enhed, at ECB har pligt til at give adgang til alle administrative dokumenter, der ikke er fortrolige, og som vedrører den omhandlede foranstaltning (jf. i denne retning og analogt dom af 31.1.2019, Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet, C-225/17 P, EU:C:2019:82, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

128    I den foreliggende sag har sagsøgeren imidlertid, som fastslået i præmis 125 ovenfor, for det første modtaget tilstrækkelige oplysninger til på en effektiv måde at give sin mening til kende under den administrative procedure. For det andet er det hverken godtgjort, endsige gjort gældende, at sagsøgeren anmodede om at få udleveret finanskommissionens anmodninger af 16. november 2017 og 21. december 2018, eller under alle omstændigheder, at ECB med urette gav sagsøgeren afslag på aktindsigt i disse dokumenter. Sagsøgeren kan derfor ikke med føje gøre gældende, at selskabets ret til aktindsigt i de akter, der vedrører selskabet, er blevet tilsidesat.

129    For fuldstændighedens skyld bemærkes, at en tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt, kun medfører, at den afgørelse, der er truffet i slutningen af en administrativ procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget (jf. dom af 4.4.2019, OZ mod EIB, C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

130    I den foreliggende sag fremgår det imidlertid ikke af sagsakterne, at proceduren kunne have ført til et andet resultat, hvis finanskommissionens anmodninger af 16. november 2017 og 21. december 2018 var blevet fremsendt til sagsøgeren. Dette har sagsøgeren i øvrigt ikke gjort gældende.

131    Følgelig kan sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at ECB har tilsidesat princippet om overholdelse af retten til forsvar, sagsøgerens ret til at blive hørt og sagsøgerens ret til aktindsigt i de administrative sagsakter.

c)      Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 i mangel af den i denne bestemmelse fastsatte rapport

132    I henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 skal den kompetente nationale myndigheds anmodning om, at ECB fører direkte tilsyn med en mindre signifikant enhed under tilsyn eller en mindre signifikant koncern under tilsyn, ledsages af en rapport, hvoraf fremgår tilsynshistorikken og risikoprofilen for den pågældende mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn.

133    I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at finanskommissionens anmodning af 21. december 2018 ikke var ledsaget af den i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 omhandlede rapport, hvoraf fremgik tilsynshistorikken og risikoprofilen for sagsøgeren.

134    Den rapport, der er omhandlet i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014, gør det muligt for ECB, således som denne har gjort gældende, at vurdere den anmodning om overtagelse af tilsyn, som den kompetente nationale myndighed har fremsat, og bidrager til at sikre en harmonisk overførsel af de kompetencer, der er knyttet til dette tilsyn, såfremt ECB imødekommer denne anmodning.

135    Den nævnte rapports rolle i samarbejdet mellem ECB og den kompetente nationale myndighed med henblik på at sikre en smidig overførsel af tilsynskompetencer er i øvrigt nævnt i artikel 43, stk. 6, i forordning nr. 468/2014.

136    Selv om den i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 omhandlede rapport er obligatorisk, har den bl.a. til formål at sikre en smidig overførsel af oplysninger mellem den kompetente nationale myndighed og ECB og udgør ikke, som ECB med rette har fremhævet, en processuel garanti, der har til formål at beskytte det pågældende kreditinstituts interesser, og den udgør så meget desto mindre en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263 TEUF.

137    Denne betragtning understøttes af den omstændighed, at når ECB træffer afgørelse om af egen drift at føre direkte tilsyn med en mindre signifikant enhed, er en anmodning til den kompetente nationale myndighed om at fremsende en sådan rapport kun en mulighed, som ECB har i henhold til artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 468/2014.

138    I det foreliggende tilfælde fremgår det desuden af finanskommissionens anmodning af 21. december 2018, at sidstnævnte i denne anmodning nævnte oplysninger vedrørende tilsynshistorikken for sagsøgeren og henviste til andre identificerede oplysninger, som ECB allerede var i besiddelse af, bl.a. oplysninger udvekslet inden for den krisestyringsgruppe, der blev oprettet i september 2017, hvor ECB og finanskommissionen regelmæssigt udvekslede deres synspunkter vedrørende sagsøgerens tilsynsmæssige situation og de eventuelle tilsynsforanstaltninger, der skulle vedtages.

139    Selv om finanskommissionens anmodning af 21. december 2018 ikke formelt var ledsaget af den i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 omhandlede rapport, skal den under disse omstændigheder anses for at indeholde de oplysninger, der skal indgå i denne rapport, eller i det mindste for at henvise til de oplysninger, som ECB allerede var i besiddelse af.

140    Hvad angår sagsøgerens argumentation med henblik på at rejse tvivl om den argumentation, som Republikken Letland har fremført i forbindelse med voldgiftssagen, hvorefter der forelå et godt arbejdsforhold mellem ECB og finanskommissionen, bemærkes, at denne argumentation ikke kan godtgøre, at ECB ikke var i besiddelse af alle de relevante oplysninger, som skulle fremgå af den i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 omhandlede rapport, inden den traf afgørelse om finanskommissionens anmodning om, at ECB skulle føre direkte tilsyn med sagsøgeren.

141    Følgelig kunne fraværet af den i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 omhandlede rapport ikke i den foreliggende sag medføre, at den anfægtede afgørelse var ulovlig.

142    Selv hvis det derudover antages, at fraværet af denne rapport udgør en fejlagtig fremgangsmåde, kan denne uregelmæssighed kun medføre hel eller delvis annullation af en afgørelse, hvis det godtgøres, at den kunne have fået et andet indhold, hvis fejlen ikke var begået (jf. i denne retning dom af 11.11.2021, Autostrada Wielkopolska mod Kommissionen og Polen, C-933/19 P, EU:C:2021:905, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

143    I den foreliggende sag fremgår det ikke af sagsakterne, at den anfægtede afgørelse, såfremt en rapport som foreskrevet i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 var blevet udarbejdet, kunne have fået et andet indhold. Retten bemærker i denne forbindelse, at sagsøgeren ikke har gjort dette gældende.

144    Sagsøgerens klagepunkt om, at der ikke foreligger en rapport som omhandlet i artikel 68, stk. 3, i forordning nr. 468/2014 skal derfor forkastes som ugrundet.

d)      Klagepunktet vedrørende ECB’s manglende afgørelse vedrørende finanskommissionens anmodning af 16. november 2017

145    Hvad angår sagsøgerens klagepunkt om, at ECB ikke vedtog en afgørelse vedrørende finanskommissionens anmodning af 16. november 2017, hvorved den tidligere havde anmodet ECB om at føre direkte tilsyn med sagsøgeren, er det tilstrækkeligt at bemærke, at den omstændighed, at ECB ikke har truffet afgørelse om denne tidligere anmodning, ikke kan medføre annullation af den anfægtede afgørelse, som vedrører en anden procedure indledt ved finanskommissionens anmodning af 21. december 2018.

146    Følgelig skal det nævnte klagepunkt, som i øvrigt ikke vedrører en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263 TEUF, forkastes som irrelevant.

147    Det nævnte klagepunkt må desuden anses for at savne grundlag i de faktiske omstændigheder, henset til dels, at ECB uden at blive modsagt har anført, at den afslog finanskommissionens anmodning af 16. november 2017 under Tilsynsrådets møde den 28. november 2017, dels, at det i henhold til artikel 68, stk. 5, i forordning nr. 468/2014 er, når ECB træffer afgørelse om at udøve direkte tilsyn med den mindre signifikante enhed, at ECB træffer en afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2 i del IV i nævnte forordning, dvs. en afgørelse om klassificering, der meddeles den pågældende enhed, og ikke når ECB beslutter ikke at imødekomme den kompetente nationale myndigheds anmodning.

148    Det fjerde anbringende skal følgelig forkastes.

3.      Det andet anbringende om en urigtig fortolkning af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 for så vidt angår betingelserne for og formålet med denne bestemmelse

149    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er baseret på en fejlagtig fortolkning af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 ud fra tre aspekter vedrørende betingelserne for anvendelse af og formålet med denne artikel.

150    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at ECB ikke har taget hensyn til den omstændighed, at en afgørelse, der er vedtaget i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, har til formål at afhjælpe kvalitetsproblemer i forbindelse med tilsynet, som i det foreliggende tilfælde blev udført af finanskommissionen, og ikke det pågældende kreditinstituts forsømmelser i forhold til lovgivningen. ECB har med urette fortolket henvisningen i denne bestemmelse til »høje tilsynsstandarder« som en henvisning til »høje overensstemmelsesstandarder«. Denne fejlagtige fortolkning svarer til den fejlagtige omkvalificering af karakteren af den anfægtede afgørelse, der gøres gældende i det første anbringende. ECB’s praksis bekræfter, at der foreligger en fortolkningsfejl, eftersom artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 indtil nu kun er blevet anvendt i et tilfælde, der ikke var baseret på det pågældende kreditinstituts angivelige forsømmelser. ECB har ikke overtaget tilsynet selv i tilfælde, hvor et kreditinstituts forsømmelser var så betydelige, at det blev besluttet at inddrage tilladelsen.

151    For det andet har sagsøgeren anført, at ECB ikke har taget hensyn til den omstændighed, at artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 specifikt henviser til en »konsekvent« anvendelse af høje tilsynsstandarder. Den eneste tidligere afgørelse om anvendelse af denne bestemmelse illustrerer dette formål, eftersom denne afgørelse havde til formål at sikre konsekvens i tilsynet for så vidt angik en gruppe enheder, der var underlagt tilsyn i flere medlemsstater. Dette aspekt af konsekvens i tilsynet er ikke blevet behandlet i den anfægtede afgørelse.

152    Endelig har sagsøgeren for det tredje anført, at den anfægtede afgørelse ikke anerkender, at en afgørelse, der er vedtaget i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, har karakter af en undtagelse. ECB antog med urette, at overtagelsen af det direkte tilsyn med sagsøgeren var en rutinemæssig afgørelse for ECB.

153    ECB har gjort gældende, at den ikke har begået de retlige fejl, som sagsøgeren har foreholdt den.

154    Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ECB har tilsidesat artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 i tre henseender, som skal undersøges successivt.

155    Som det fremgår af selve ordlyden af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, er formålet med denne bestemmelse at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

156    Som det fremgår af artikel 67, stk. 2, i forordning nr. 468/2014, kan mange faktorer begrunde vedtagelsen af en afgørelse på grundlag af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

157    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at ECB med urette har fortolket artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 således, at den har til formål at afhjælpe den pågældende enheds manglende overholdelse af tilsynsreglerne snarere end kvalitetsproblemer med hensyn til det tilsyn, som varetages af den kompetente nationale myndighed.

158    Det må imidlertid konstateres, at ECB ikke vedtog den anfægtede afgørelse med den begrundelse, at sagsøgeren ikke overholdt tilsynsreglerne. Sagsøgeren har i øvrigt ikke henvist til nogen begrundelse i afgørelsen til støtte for sin argumentation.

159    ECB anførte navnlig i den anfægtede afgørelse, at finanskommissionen i sin anmodning om, at ECB skulle føre direkte tilsyn med sagsøgeren, havde fremhævet, at sagsøgerens reaktion på næsten alle interaktioner i forbindelse med tilsynet siden indledningen af voldgiftssagen vedblev at vise manglende vilje til at indgå i et vellykket samarbejde, og at finanskommissionen anså sig for at være fuldstændig ude af stand til at føre tilsyn på højt niveau med sagsøgeren.

160    Det er således af grunde, der vedrører den omstændighed, at finanskommissionen ikke var i stand til at føre tilsyn på højt niveau med sagsøgeren, hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har rejst tvivl om, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget.

161    Følgelig har ECB ikke begået den retlige fejl, som sagsøgeren har foreholdt ECB.

162    For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at ECB ikke tog hensyn til den omstændighed, at artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 specifikt henviser til en »konsekvent« anvendelse af høje tilsynsstandarder.

163    Sagsøgeren har imidlertid på ny ikke henvist til noget punkt i den anfægtede afgørelse til støtte for sin argumentation. Det fremgår i øvrigt udtrykkeligt af denne afgørelses punkt 2.1, at ECB’s overtagelse af det direkte tilsyn med sagsøgeren ifølge ECB var nødvendig for at sikre en »konsekvent« anvendelse af høje tilsynsstandarder i overensstemmelse med det formål, der er fastsat i artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

164    Sagsøgerens andet klagepunkt må derfor forkastes.

165    Endelig har sagsøgeren for det tredje gjort gældende, at det i den anfægtede afgørelse ikke anerkendes, at en afgørelse, der er vedtaget i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, har karakter af en undtagelse.

166    Det skal i denne forbindelse fastslås, at det hverken fremgår af ordlyden af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 eller af bestemmelserne i forordning nr. 468/2014, at ECB’s beslutning om selv direkte at udøve alle de relevante beføjelser over for et eller flere mindre signifikante kreditinstitutter skal have karakter af en undtagelse.

167    Sagsøgeren har gjort gældende, at formanden for ECB’s tilsynsråd i en skrivelse af 23. april 2018 til et medlem af Europa-Parlamentet, som spurgte denne, hvor hyppigt den i artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 fastsatte kompetence var blevet anvendt, anførte, at denne kompetence havde karakter af en undtagelse.

168    Den ovenfor i præmis 167 nævnte skrivelse kan imidlertid ikke tilføje et kriterium til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, hvilken ikke gør anvendelsen af den dertil knyttede kompetence betinget af, at der foreligger særlige omstændigheder.

169    Henset til ICSID’s anbefaling befandt sagsøgeren sig i øvrigt åbenbart i en sjældent forekommende situation med hensyn til tilsyn med kreditinstitutter.

170    Følgelig tilsidesatte ECB ikke artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 ved ikke at nævne, at der forelå særlige omstændigheder i den anfægtede afgørelse.

171    Det andet anbringende skal således forkastes som ugrundet.

4.      Det tredje anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle forhold i den konkrete sag med henblik på at godtgøre nødvendigheden af en afgørelse i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013

172    Sagsøgeren har gjort gældende, at ECB ikke gennemførte en upartisk analyse af de faktiske omstændigheder. ECB støttede sig på vage klagepunkter vedrørende sagsøgerens adfærd efter indledningen af voldgiftssagen snarere end på et konkret tilfælde af manglende samarbejde. ECB behandlede ikke spørgsmålet om, hvorvidt de klagepunkter, som finanskommissionen fremførte mod sagsøgeren, var begrundede. Denne tilgang kan ikke accepteres på grund af den anfægtede afgørelses usædvanlige karakter, som bør være begrundet i usædvanlige omstændigheder. Desuden støttede ECB sig i for stor grad på finanskommissionens vurderinger uden at give udtryk for sit eget synspunkt, hvilket er paradoksalt for så vidt angår en afgørelse af denne art. En sådan afgørelse forudsætter nemlig, at ECB ikke længere udelukkende kan henholde sig til det tilsyn, som varetages af den kompetente nationale myndighed.

173    ECB har bestridt denne argumentation.

174    Til støtte for det tredje anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at ECB for at vedtage den anfægtede afgørelse støttede sig på vage klagepunkter fremsat af finanskommissionen vedrørende selskabets adfærd efter indledningen af voldgiftssagen i stedet for at henvise til et konkret tilfælde af manglende samarbejde, og at ECB ikke gav udtryk for sit eget synspunkt vedrørende finanskommissionens vurderinger.

175    ECB har imidlertid ikke begået en retlig fejl ved ikke at undersøge, om finanskommissionens betragtning om, at sagsøgerens adfærd ikke viste nogen vilje til at indgå i et vellykket samarbejde, var begrundet eller ej.

176    Eftersom en afgørelse vedtaget på grundlag af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 har til formål at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder og ikke at afhjælpe en forsømmelse i forhold til tilsynsreglerne, som en enhed under tilsyn skal have begået, kan ECB træffe afgørelse om at føre direkte tilsyn med et mindre signifikant kreditinstitut uden at støtte sig på en sådan forsømmelse.

177    I den foreliggende sag var finanskommissionen efter indledningen af voldgiftsproceduren og iværksættelsen af de af ICSID vedtagne foreløbige foranstaltninger af den opfattelse, at sagsøgeren ikke havde vist vilje til at indgå i et vellykket samarbejde. Finanskommissionen vurderede også, at den var fuldstændig ude af stand til at føre tilsyn på højt niveau med sagsøgeren i henhold til EU-reglerne og FTM’s standarder.

178    Det skal i denne forbindelse fastslås, at finanskommissionens vurdering hvad angår dens fuldstændig manglende evne til at føre tilsyn på højt niveau, som er behørigt underbygget af ICSID’s anbefaling, og som sagsøgeren på ingen måde har anfægtet under den administrative procedure eller for Retten, i sig selv kunne skabe alvorlig tvivl om finanskommissionens evne til at sikre overholdelsen af høje tilsynsstandarder i forhold til sagsøgeren og begrunde nødvendigheden af ECB’s overtagelse af tilsynet.

179    Følgelig kunne ECB træffe afgørelse om at føre direkte tilsyn med sagsøgeren med henblik på at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder uden at undersøge, om den af finanskommissionens hævdede manglende vilje til at indgå i et vellykket samarbejde var godtgjort, eller at være forpligtet til at støtte sig på et konkret tilfælde af manglende samarbejde.

180    Selv om ECB rent faktisk tog størst muligt hensyn til finanskommissionens vurderinger for så vidt angår sagsøgerens tilsyn, fandt ECB ikke, at den var bundet af disse vurderinger, men foretog sin egen vurdering af, om det var nødvendigt at føre direkte tilsyn med sagsøgeren, således som det udtrykkeligt fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 2.1 og 2.5, hvori ECB klart konkluderede, at der forelå en sådan nødvendighed.

181    Navnlig gør den omstændighed, at ECB heller ikke har begrundet den anfægtede afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt finanskommissionen helt var frataget evnen til at føre tilsyn på højt niveau med sagsøgeren, det ikke muligt at konkludere, at ECB ikke omhyggeligt og upartisk vurderede alle forholdene i den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren ikke har bestridt finanskommissionens vurdering på dette punkt.

182    Det tredje anbringende skal således forkastes som ugrundet.

5.      Det femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, for så vidt som ECB ikke har udøvet sin skønsbeføjelse i henhold til denne bestemmelse

183    Sagsøgeren har gjort gældende, at ECB i den anfægtede afgørelse ikke har taget hensyn til den skønsmæssige karakter af de kompetencer, som den har på området [idet sagsøgeren i denne henseende har påberåbt sig anvendelsen af ordet »kan« i artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013]. ECB kan ikke hævde, at den har udøvet sin skønsbeføjelse, hvis dette ikke fremgår af den anfægtede afgørelse, og hvis sidstnævnte tværtimod er baseret på princippet om, at dens vedtagelse er en nødvendig følge af, at betingelserne i artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 er opfyldt.

184    ECB har bestridt denne argumentation.

185    Som parterne er enige om, råder ECB over et vidt skøn, når denne som i den foreliggende sag vedtager en retsakt vedrørende tilsyn med et kreditinstitut (jf. i denne retning 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 86).

186    Denne konklusion bekræftes af selve ordlyden af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 (jf. i denne retning dom af 16.5.2017, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, T-122/15, EU:T:2017:337, præmis 61).

187    Når administrationen råder over en vid skønsmargen med hensyn til at vedtage en afgørelse, forpligter hverken begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF eller nogen anden regel imidlertid administrationen til at nævne dette i den pågældende afgørelse.

188    I den foreliggende sag fremgår det ikke af nogen af sagsakterne, at ECB med urette var af den opfattelse, at den ikke rådede over en sådan skønsmargen.

189    Navnlig betyder den omstændighed alene, at det i den anfægtede afgørelses punkt 2.5 konkluderes, at betingelserne for ECB’s overtagelse af det direkte tilsyn med sagsøgeren var opfyldt, ikke, at ECB med urette anså sig for at befinde sig i en situation med bunden kompetence, og at den ikke gjorde brug af sin vide skønsmargen til at nå frem til denne konklusion, eller at den begik en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

190    Det femte anbringende skal således forkastes som ugrundet.

6.      Det sjette anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

191    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet. ECB kan ikke hævde, at den har foretaget en proportionalitetsanalyse, hvis dette ikke fremgår af den anfægtede afgørelse, og hvis sidstnævnte tværtimod lader forstå det modsatte, dvs. at den er baseret på princippet om, at opfyldelsen af betingelserne i artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 er tilstrækkelig.

192    Sagsøgeren har anført, at det ikke anerkendes i den anfægtede afgørelse, at en afgørelse af denne art skal forbeholdes tilfælde, hvor ECB’s direkte tilsyn er et passende svar på et konkret problem i forhold til reglerne og er egnet til at nå et konkret tilsynsmæssigt formål, når der ikke er mulighed for nogen anden mindre indgribende løsning, og når den byrde, der pålægges det pågældende kreditinstitut, er passende i forhold til det underliggende problem og det forfulgte mål. Den anfægtede afgørelse beskriver ikke det underliggende problem konkret. Begrundelsen for, at ECB’s direkte tilsyn skulle være et egnet middel til at afhjælpe problemet, er ligeledes tvetydig. ECB analyserede endvidere ikke de andre mulige foranstaltninger, herunder en indsats fra ECB’s side for at genoprette tilliden til det forskriftsmæssige tilsyn ved at undersøge korruptionsproblemerne.

193    Sagsøgeren har anført, at Tilsynsrådets formand fremhævede betydningen af proportionalitetsprincippet i en skrivelse til Europa-Parlamentet af 23. april 2018. Som anført i forbindelse med det første og det andet anbringende, overvejede ECB – eftersom den ikke tog hensyn til den omstændighed, at en afgørelse om at udøve direkte tilsyn hovedsageligt har til formål at løse problemer vedrørende tilsyn (snarere end det pågældende kreditinstituts forsømmelser i forhold til lovgivningen) – ikke andre metoder, der gjorde det muligt for den kompetente nationale myndighed at føre et mere passende tilsyn, f.eks. ved at yde passende rådgivning. I henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013 skal der for det første sikres konstant høje tilsynsstandarder ved lovgivning, retningslinjer eller generelle instrukser til de kompetente nationale myndigheder. ECB bør vurdere, i hvilket omfang konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder kan sikres ved hjælp af passende generelle instrukser.

194    ECB har heroverfor anført, at den ikke har tilsidesat proportionalitetsprincippet.

195    Proportionalitetsprincippet kræver, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og de forvoldte ulemper må ikke være uforholdsmæssige i forhold til målene (dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 50, og af 6.9.2017, Slovakiet og Ungarn mod Rådet, C-643/15 og C-647/15, EU:C:2017:631, præmis 206).

196    Prøvelsen af en foranstaltnings forholdsmæssighed skal forliges med overholdelsen af den skønsmargen, som måtte være indrømmet Unionens institutioner i forbindelse med dens vedtagelse (jf. dom af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

197    I den foreliggende sag var den anfægtede afgørelse egnet til at opfylde formålet om at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

198    Den anfægtede afgørelse kunne nemlig afhjælpe finanskommissionens tilsynsmæssige behov ved at sikre, at der fremover ville blive ført direkte tilsyn med sagsøgeren af en myndighed, som var i stand til at gøre brug af alle sine tilsynsbeføjelser.

199    Det skal i denne forbindelse fremhæves, at ECB, som ECB har gjort gældende, i betragtning af ICSID’s anbefaling var bedre placeret end finanskommissionen til at sikre det direkte tilsyn med sagsøgeren.

200    De alternative foranstaltninger, som sagsøgeren har foreslået, nemlig dels, at ECB undersøger korruptionsproblemerne, dels, at ECB yder rådgivning eller retter regler, retningslinjer eller generelle instrukser til finanskommissionen, udgør i øvrigt ikke mindre indgribende foranstaltninger, der er egnede i forhold til det forfulgte formål.

201    ECB har således med rette gjort gældende, at den ikke har beføjelse til selv at foretage en undersøgelse af korruption, og at den i denne henseende samarbejder med de kompetente nationale myndigheder. Tilsvarende har ECB ikke beføjelse til at rette individuelle vejledninger til en kompetent national myndighed (jf. i denne retning dom af 16.5.2017, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, T-122/15, EU:T:2017:337, præmis 61).

202    Under alle omstændigheder ville de alternative foranstaltninger, som sagsøgeren har foreslået, ikke have gjort det muligt at tage hånd om finanskommissionens betænkeligheder, der begrundede den anfægtede afgørelse. Såfremt det direkte tilsyn med sagsøgeren fortsat havde henhørt under finanskommissionens kompetence, havde denne stadig anset sig for afskåret fra at udøve de samme tilsynsbeføjelser som dem, der er tillagt alle andre tilsynsmyndigheder inden for FTM.

203    Desuden fremgår det ikke af sagsakterne, at den anfægtede afgørelse har påført sagsøgeren ulemper, således at de alternative foranstaltninger, som sagsøgeren har foreslået, ikke kan anses for mindre indgribende end den, der blev gennemført ved den anfægtede afgørelse.

204    Den anfægtede afgørelse, der begrænser sig til at ændre ECB’s og finanskommissionens respektive beføjelser, ændrede nemlig hverken de gældende tilsynsregler eller de tilsynsbeføjelser, som den kompetente myndighed havde over for sagsøgeren med henblik på de tilsynsopgaver, som ECB blev tildelt af FTM.

205    Endelig er sagsøgerens påstand, hvad angår »den byrde, der pålægges det pågældende kreditinstitut«, hverken underbygget eller godtgjort.

206    Det sjette anbringende skal således forkastes som ugrundet.

7.      Det syvende anbringende om tilsidesættelse af grundsætningen om, at ingen kan påberåbe sig sin egen fejl (nemo auditur propriam turpitudinem allegans)

207    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter grundsætningen nemo auditur propriam turpitudinem allegans, eftersom hverken finanskommissionen eller ECB tog hensyn til deres eget ansvar for tabet af tilsynsprocedurens troværdighed, som er et resultat af deres nægtelse af eller manglende evne til effektivt at tackle korruptionsproblemerne, således som det fremgår af tvisten mellem Republikken Letland og ECB for Domstolen.

208    ECB har bestridt denne argumentation.

209    Ifølge grundsætningen nemo auditur propriam turpitudinem allegans kan ingen påberåbe sig sin egen fejl.

210    For påberåbelsen af grundsætningen nemo auditur propriam turpitudinem allegans er det nødvendigt at godtgøre en retsstridig adfærd, der kan tilskrives ECB (jf. analogt dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 170).

211    Sagsøgeren har imidlertid ikke angivet præcist, hvilken retsakt sagsøgeren foreholder ECB at have tilsidesat ved at henvise til ECB’s og finanskommissionens nægtelse af eller manglende evne til effektivt at tackle korruptionsproblemerne. Hvad i øvrigt angår arten af de omhandlede korruptionshandlinger skal det for det første fastslås, at den strafferetlige undersøgelse, der gav anledning til tiltalen mod A, ikke vedrører sagsøgeren, men en tredje lettisk bank, og for det andet, at sagsøgeren, for så vidt angår de korruptionshandlinger, som CR har påtalt, har anført, at de lettiske myndigheder ikke har efterforsket sagen ordentligt, og at retsforfølgelsen af A og dennes medgerningsmænd er mislykkedes for dem.

212    Hvis det antages, at sagsøgeren er af den opfattelse, at ECB var forpligtet til at foretage en undersøgelse for så vidt angår de korruptionshandlinger, som CR har påtalt, hvilket ikke fremgår af sagsøgerens argumentation til støtte for dette anbringende, er det med rette, at ECB har gjort gældende, at den ikke selv har beføjelse til at foretage en undersøgelse af sådanne forhold, og at den i denne henseende samarbejder med de kompetente nationale myndigheder.

213    Selv hvis det antages, at ECB har begået en fejl ved ikke at foretage en undersøgelse af de korruptionshandlinger, som CR har påtalt, er det desuden ikke godtgjort, at denne fejl kunne behæfte den anfægtede afgørelse – som ikke er baseret på finanskommissionens manglende systemiske evne til at udføre sine opgaver, men på finanskommissionens manglende evne til at føre tilsyn på højt niveau med sagsøgeren på grund af ICSID’s anbefaling – med en ulovlighed.

214    ECB’s anlæggelse af et søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 19. februar 2018, hvorved KNAB midlertidigt havde forbudt A at udføre sit hverv som chef for Letlands centralbank (sag C-238/18), som sagsøgeren har påberåbt sig, er ikke et forhold, der kan godtgøre, at ECB har begået en fejl.

215    Sagsøgeren har endvidere ikke præciseret, på hvilken måde ECB skal anses for at søge at påberåbe sig sin egen fejlagtige adfærd i forbindelse med nærværende sag.

216    Det er derfor ikke godtgjort, at grundsætningen nemo auditur propriam turpitudinem allegans er blevet tilsidesat.

217    Det syvende anbringende skal således forkastes som ugrundet.

8.      Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

218    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter ligebehandlingsprincippet. Ved denne afgørelse blev selskabet behandlet anderledes end andre mindre signifikante kreditinstitutter. Selv om der er rejst alvorlig tvivl med hensyn til finanskommissionens tilsyn, er grunden til, at sagsøgeren var den eneste, der blev udsat for en særlig behandling fra finanskommissionen- og ECB’s side, ikke klar. Den omstændighed, at sagsøgeren og dennes aktionærer nægtede at samarbejde på grundlag af korruptionshandlinger, er ikke en lovlig grund til at pålægge sagsøgeren særlige byrder. Sagsøgeren har påberåbt sig tilfælde, hvor ECB ikke påtog sig det direkte tilsyn, selv om de pågældende bankers tilladelse skulle tilbagekaldes, og ECB havde opregnet konkrete omstændigheder vedrørende manglende samarbejde i sin afgørelse om inddragelse af tilladelsen.

219    ECB har bestridt sagsøgerens argumentation.

220    Det generelle ligebehandlingsprincip, der er et almindeligt princip i EU-retten, fastsætter, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. dom af 6.6.2019, P.M. m.fl., C-264/18, EU:C:2019:472, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

221    En tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet på grund af en forskellig behandling forudsætter, at de pågældende situationer er ensartet vurderet, henset til alle de omstændigheder, som kendetegner dem (dom af 16.12.2008, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 25).

222    Det skal fastslås, at selv om sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til andre mindre signifikante kreditinstitutter, som ikke har været genstand for en afgørelse om ECB’s overtagelse af det direkte tilsyn, er det ikke godtgjort, at disse kreditinstitutter befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med sagsøgerens.

223    I denne henseende skal det, for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at ECB ikke påtog sig det direkte tilsyn med kreditinstitutter, hvis tilladelse skulle tilbagekaldes, henset til konkrete tilfælde af manglende samarbejde, fastslås, at disse kreditinstitutters situation ikke kan sammenlignes med sagsøgerens, eftersom de ikke havde været genstand for en foranstaltning som ICSID’s anbefaling.

224    Ved at sikre, at der fremover blev ført direkte tilsyn med sagsøgeren, ligesom alle de andre kreditinstitutter, der er underlagt tilsyn inden for rammerne af FTM, af en tilsynsmyndighed, som er i stand til at gøre brug af alle sine tilsynsbeføjelser, bidrager den anfægtede afgørelse derudover til at sikre anvendelsen af ligebehandlingsprincippet.

225    Henset til det i præmis 204 og 205 ovenfor anførte er det desuden ikke godtgjort, at de kreditinstitutter, der er underlagt ECB’s direkte tilsyn, behandles anderledes end de kreditinstitutter, der er underlagt finanskommissionens direkte tilsyn, og så meget desto mindre, at de pålægges en særlig byrde.

226    Det ottende anbringende skal således forkastes som ugrundet.

9.      Det niende anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet

227    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

228    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er klar og skaber en ubegrundet usikkerhed. En afgørelse om overtagelse af det direkte tilsyn bør angive, på hvilken måde de tilsynsmæssige krav vil ændre sig, og hvor længe ECB vil være den principale tilsynsmyndighed. Den anfægtede afgørelse indeholder imidlertid ingen angivelse med hensyn til disse spørgsmål, fordi den ikke identificerer noget konkret problem, som den skal tackle. Den lader vagt antyde, at sagsøgeren skal pålægges en sanktion, eftersom finanskommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke har vist samarbejdsvilje efter indledningen af voldgiftssagen. En ordlydsfortolkning af den anfægtede afgørelse giver anledning til at tro, at ECB’s direkte tilsyn vil ophøre, når ECB er overbevist om, at sagsøgeren har godtgjort sin vilje til at samarbejde. Det, der konkret kræves i denne forbindelse, er ikke klart, eftersom den anfægtede afgørelse ikke angiver et eneste eksempel på sagsøgerens manglende samarbejde med finanskommissionen. Dette kunne betyde, at voldgiftssagen skulle afbrydes for, at sagsøgeren kunne blive fritaget for ECB’s direkte tilsyn, og at sagsøgeren skulle afholde sig fra at gøre brug af alle andre retsmidler, hvilket udgør et ulovligt formål.

229    Sagsøgeren har i øvrigt gjort gældende, at eftersom den anfægtede afgørelse ikke beskriver det underliggende problem, som sagsøgeren skal afhjælpe, er det umuligt at forudsige, hvilke materielle ændringer tilsynskravene måtte have som følge af ECB’s indgreb. Sagsøgerens indledningsvise erfaring med ECB, navnlig i forbindelse med den inspektion på stedet, som ECB besluttede at udføre, lader formode, at ECB har anlagt en ny tilgang og ikke anser sig for bundet af en tidligere vurdering foretaget af finanskommissionen, såsom dennes værdiansættelse af aktiverne. Dette skaber for sagsøgeren en urimelig retsusikkerhed, som intet legitimt tilsynsmæssigt formål berettiger.

230    For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse er i strid med overholdelsen af den berettigede forventning, der er baseret på sagsøgerens tidligere interaktioner med finanskommissionen og ECB. Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er af afgørende betydning i forbindelse med banktilsyn, har ingen af interaktionerne mellem sagsøgeren og finanskommissionen eller ECB givet anledning til at antage, at der kunne vedtages en afgørelse på grundlag af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013. Den foreløbige aftale, der blev indgået i voldgiftssagen, tyder på det modsatte, ligesom den omstændighed, at ECB ikke gav et væsentligt svar på sagsøgerens talrige forsøg på at indlede en konstruktiv dialog med ECB.

231    ECB har gjort gældende, at den ikke har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

232    Retssikkerhedsprincippet kræver navnlig, at retsreglerne skal være klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, især når de kan have bebyrdende virkninger for personer og virksomheder (dom af 30.4.2019, Italien mod Rådet (Kvote for sværdfisk i Middelhavet), C-611/17, EU:C:2019:332, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

233    Sammenhængende med retssikkerhedsprincippet omfatter retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning enhver borger, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger. Præcise og ubetingede oplysninger, der er overensstemmende, og som stammer fra autoriserede og pålidelige kilder, er forsikringer, der kan give sådanne forhåbninger, uanset den form, hvorunder de meddeles. Ingen kan derimod påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter (dom af 30.4.2019, Italien mod Rådet (Kvote for sværdfisk i Middelhavet), C-611/17, EU:C:2019:332, præmis 112).

234    For det første bør det fastslås, at den anfægtede afgørelse ikke er tvetydig.

235    I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, skal en afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, navnlig ikke angive, på hvilken måde de tilsynsmæssige krav ændres, eftersom denne afgørelse netop i sig selv er uden betydning for de tilsynsregler, der finder anvendelse. I denne henseende er sagsøgerens påstand om, at sagsøgerens erfaring med ECB, navnlig i forbindelse med den inspektion på stedet, som ECB besluttede at foretage, »lader formode«, at ECB anvendte en ny tilgang, ikke relevant, eftersom den ikke har noget at gøre med selve den anfægtede afgørelses klarhed. Desuden savner denne påstand grundlag, idet der ikke foreligger forhold, der kan godtgøre, at der rent faktisk var tale om ny tilgang, som påstået.

236    En afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, skal heller ikke angive, hvor længe ECB vil være ansvarlig for det direkte tilsyn med den pågældende enhed, eftersom ECB i overensstemmelse med artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 468/2014 vedtager en afgørelse, som fastsætter ophøret af ECB’s direkte tilsyn, hvis direkte tilsyn efter dens rimelige skøn ikke længere er nødvendigt for at sikre en konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

237    For det andet fremgår det under alle omstændigheder af sagsakterne, at sagsøgeren ikke har modtaget præcise løfter om, at ECB ikke ville overtage det direkte tilsyn med selskabet.

238    Sagsøgeren har i denne henseende henvist til ICSID’s anbefaling, men sagsøgeren har ikke redegjort for, hvorledes disse foranstaltninger, som ikke hidrører fra ECB, kan have udgjort sådanne præcise løfter.

239    Hvad angår sagsøgerens udvekslinger med ECB skal det konstateres, at ECB ikke blot i forbindelse med disse udvekslinger ikke forpligtede sig til at afstå fra at vedtage en afgørelse på grundlag af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013, men sagsøgeren anmodede ved skrivelse af 5. juli 2018 selv om, at ECB greb ind i tilsynet med sagsøgeren.

240    Følgelig kan sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at ECB har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

241    Det niende anbringende skal således forkastes som ugrundet.

10.    Det tiende anbringende om tilsidesættelse af artikel 19 i og 75. betragtning til forordning nr. 1024/2013 samt om magtfordrejning

242    Sagsøgeren har gjort gældende, at ECB har tilsidesat artikel 19 i og 75. betragtning til forordning nr. 1024/2013, som kræver, at ECB opfylder sine forpligtelser uafhængigt af enhver politisk indflydelse, hvilket er et krav, som ECB har tilsidesat ved at vedtage en afgørelse, der først og fremmest udgør et svar på indledningen af voldgiftssagen. Denne svarer til den legitime brug af et retsmiddel og en form for konstruktiv løsning af konflikter frem for en fjendtlig handling. Desuden er den anfægtede afgørelse begrundet i ønsket om at skade den effektive virkning af voldgiftssagen og navnlig den foreløbige aftale, der er indgået i forbindelse med denne procedure. Eksistensen af en tidligere ikke-offentliggjort anmodning fra finanskommissionen om, at ECB skulle overtage tilsynet med sagsøgeren, bekræfter dette. Da voldgift er en form for løsning af konflikter og følgelig samarbejde, er det finanskommissionen og ikke sagsøgeren, der nægter at samarbejde.

243    ECB har bestridt denne argumentation.

244    Det fremgår af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, at ECB og de kompetente nationale myndigheder, der handler inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, handler uafhængigt, når de udfører de opgaver, som de overdrages ved denne forordning, i hvilken forbindelse Tilsynsrådets og styringsudvalgets medlemmer handler uafhængigt og objektivt og udelukkende i hele EU’s interesse og må ikke søge eller modtage instrukser fra EU-institutioner eller ‑organer, medlemsstaternes regeringer eller noget andet offentligt eller privat organ.

245    Det anføres i 75. betragtning til forordningen, at med henblik på at udføre sine tilsynsopgaver effektivt bør ECB udføre de tilsynsopgaver, den overdrages, i fuld uafhængighed navnlig fri fra ubehørig politisk indflydelse og af påvirkning fra erhvervslivet, som ville få konsekvenser for den operationelle uafhængighed.

246    En retsakt er kun udtryk for magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet for at forfølge andre formål end dem, med henblik på hvilke den omhandlede kompetence er tillagt, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved EUF-traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (dom af 14.12.2004, Swedish Match, C-210/03, EU:C:2004:802, præmis 75, og af 8.12.2020, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-620/18, EU:C:2020:1001, præmis 82).

247    I den foreliggende sag fremgår det ikke af sagsakterne, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget med andet formål end målet om at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder over for sagsøgeren i overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

248    Selv om der i den anfægtede afgørelse tages hensyn til ICSID’s anbefaling, fremgår det navnlig ikke af sagsakterne, at den har til formål at forhindre sagsøgeren i at indlede en voldgiftssag mod Republikken Letland.

249    Sagsøgeren har i øvrigt ikke hævdet, at ICSID’s anbefaling skal fortolkes således, at den har den effektive virkning at begrænse ECB’s udøvelse af sine tilsynsbeføjelser over for sagsøgeren eller at unddrage sagsøgeren fra, at en anden myndighed end finanskommissionen, der råder over alle sine tilsynsbeføjelser, fører tilsyn med sagsøgeren. Som allerede anført anmodede sagsøgeren selv ECB om at gribe ind i tilsynet med sagsøgeren ved skrivelse af 5. juli 2018.

250    Hvad angår finanskommissionens første anmodning af 16. november 2017 om, at ECB skulle overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren, bemærkes, at selv om ECB ikke har bestridt, at sagsøgeren ikke blev underrettet herom, da anmodningen blev rettet til ECB, kan denne omstændighed ikke i sig selv godtgøre, at den anfægtede afgørelse forfulgte andet end et tilsynsmæssigt formål. Som anført i præmis 121 ovenfor, er der ingen bestemmelse i forordning nr. 468/2014, der fastsætter, at en sådan anmodning af egen drift skal meddeles den pågældende enhed. Denne anmodning findes desuden i sagens akter, og sagsøgeren har haft mulighed for at fremsætte eventuelle bemærkninger til denne.

251    Det tiende anbringende skal således forkastes som ugrundet.

252    Det følger af det ovenstående, at ECB skal frifindes.

VI.    Sagsomkostninger

253    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale de af ECB afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):

1)      Den Europæiske Centralbank (ECB) frifindes.

2)      PNB Banka AS bærer sine egne omkostninger og betaler de af ECB afholdte omkostninger.

Gervasoni

Madise

Nihoul

Frendo

 

      Martín y Pérez de Nanclares

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. december 2022.

Underskrifter


*      Processprog: engelsk.