RETTENS DOM (Appelafdelingen)
16. december 2010
Sag T52/10 P
Giorgio Lebedef
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — personalesag — tjenestemænd — årlig ferie — udstationering på halv tid med henblik på faglig repræsentation — ubeføjet udeblivelse — nedsættelse af de årlige ferierettigheder — vedtægtens artikel 60«
Angående: Appel af kendelse afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 30. november 2009 i sag F54/09, Lebedef mod Kommissionen (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 505, og II‑A‑1, s. 2735), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. Giorgio Lebedef bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i appelsagen.
Sammendrag
1. Appel — anbringender — anbringende rettet mod en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen — anbringende uden betydning
(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 9)
2. Appel — anbringender — ingen identificering af den påberåbte retlige fejl — afvisning
[Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]
3. Appel — anbringender — urigtig bedømmelse af faktiske omstændigheder — afvisning — Rettens prøvelse af bevisbedømmelsen — udelukket, medmindre beviserne er gengivet forkert
(Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)
4. Appel — anbringender — utilstrækkelig begrundelse — Personalerettens indirekte begrundelse — lovlig — betingelser
(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)
1. Et anbringende under en appelsag, hvorved præmisser i en af Personeleretten afsagt dom anfægtes, hvilke præmisser er uden betydning for dennes konklusion, er irrelevant.
(jf. præmis 34)
Henvisning til:
Retten, 19. januar 2010, sag T355/08 P, De Fays mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis
2. Det følger af artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen samt af artikel 138, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand appel. Et appelskrift, som ikke indeholder nogen argumentation, der specifikt tilsigter at identificere den retlige fejl, som den pågældende dom eller kendelse er behæftet med, opfylder ikke dette krav.
Desuden skal påstande, som er for generelle og upræcise til at kunne være genstand for en retlig bedømmelse, afvises fra realitetsbehandling.
(jf. præmis 35)
Henvisning til:
Domstolen, 10. februar 2009, sag C290/08 P, Correia de Matos mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis
Retten, 6. maj 2010, sag T100/08 P, Kerelov mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis
3. I henhold til artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen er appel til Retten begrænset til retsspørgsmål. Det er alene Personaleretten, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør således ikke som sådan et retsspørgsmål, der er undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Personaleretten fremlagte beviser.
(jf. præmis 73)
Henvisning til:
Domstolen, 2. oktober 2001, sag C449/99 P, EIB mod Hautem, Sml. I, s. 6733, præmis 44; Domstolen, 5. juni 2003, sag C121/01 P, O’Hannrachain mod Parlamentet, Sml. I, s. 5539, præmis 35; Domstolen, 27. april 2006, L mod Kommissionen, sag C230/05 P, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45
4. Forpligtelsen til at begrunde domme følger af artikel 36 i statutten for Domstolen, som i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut finder anvendelse på EU-Personaleretten. Personalerettens domme skal være tilstrækkeligt begrundede, således at Retten er i stand til at udøve sin prøvelsesret. Denne forpligtelse kan imidlertid ikke fortolkes således, at Personaleretten er forpligtet til detaljeret at besvare hvert eneste anbringende, som påberåbes af sagsøgeren, navnlig hvis dette ikke er tilstrækkeligt klart og præcist og ikke er underbygget af udførlige beviser. Begrundelsen kan fremgå indirekte, forudsat at den gør det muligt for den berørte part at kende begrundelsen for, at førsteinstansretten ikke har tiltrådt hans argumenter, og forudsat at appelretten råder over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret.
(jf. præmis 82-84)
Henvisning til:
Retten, 2. marts 2010, sag T248/08 P, Doktor mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 1. september 2010, sag T91/09 P, Skareby mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis