Language of document :

Sag anlagt den 11. februar 2010 - Phoenix-Reisen og DRV mod Kommissionen

(Sag T-58/10)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Phoenix-Reisen GmbH (Bonn, Tyskland) og Deutscher Reiseverband eV (DRV) (Berlin, Tyskland) (ved Rechtsanwalt R. Gerharz)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Sagsøgtes beslutning af 20. november 2009, meddelt sagsøgerne ved skrivelse af 11. december 2009, vedrørende afslag på at skride inde over for Forbundsrepublikken Tysklands statsstøtte i form af udbetaling af støtte ved insolvens, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne anfægter Kommissionens beslutning K(2009) 8707 endelig af 19. november 2009 vedrørende statsstøtte NN 55/2009 - Tyskland, angivelig statsstøtte i form af udbetaling af støtte ved insolvens og finansiering heraf. I denne beslutning kom Kommissionen til det resultat, at den pågældende foranstaltning ikke udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

Til støtte for påstanden gør sagsøgerne gældende, at subsidieringen af de insolvente virksomheder ikke er berettiget på grundlag af direktiv 80/987/EØF 1, idet dette alene omhandler beskyttelse af arbejdstagerne i insolvente virksomheder og ikke beskyttelse af virksomhederne selv. Sagsøgerne anfører, at de insolvente virksomheder på grundlag af retspraksis i Forbundsrepublikken Tyskland drager umiddelbar fordel af insolvensbetalingerne. Endvidere gør sagsøgerne gældende, at eksempler fra andre medlemsstater viser, at direktiv 80/987/EØF kan gennemføres, uden at der dermed ulovligt betales subsidier til konkurrenter.

____________

1 - Rådets direktiv 80/987/EØF af 20.10.1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23).