Language of document :

Sag anlagt den 16. april 2009 - Martinet mod Kommissionen

(Sag T-163/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Yvon Martinet (Paris, Frankrig) (ved avocat J.-L. Fourgoux)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Afgørelsen om ikke at imødekomme Yvon Martinets ansøgning til stillingen som suppleant ved Det Europæiske Kemikalieagenturs klageudvalg annulleres.

Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Erhvervspolitik, Udvælgelseskomitéen for Det Europæiske Kemikalieagenturs klageudvalg, tilpligtes at foretage en reel og gennemgående undersøgelse af Yvon Martinets ansøgning, som godtgørelse for den skade, der er lidt som følge af en tabt mulighed.

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Erhvervspolitik, Udvælgelseskomitéen for Det Europæiske Kemikalieagenturs klageudvalg, at betale alle sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at imødekomme ansøgningen til en stilling som suppleant ved Det Europæiske Kemikalieagenturs klageudvalg (ECHA), med den begrundelse, at ansøgningen ikke blev taget i betragtning, idet den ikke var modtaget af den tjenestegren, der var ansvarlig for udvælgelsesproceduren, da den var sendt til Kommissionens næstformand, G. Verheugen, på en anden adresse end den rigtige adresse, der var angivet i indkaldelsen af interessetilkendegivelser offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende 2008 C 41 A, s. 8.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren hvad angår påstanden om annullation gjort gældende, at

den anfægtede afgørelse ikke opfylder begrundelsespligten, der er en væsentlig formforskrift, som skal overholdes

den anfægtede afgørelse er støttet på urigtige faktiske omstændigheder, idet ansøgningen blev sendt til den adresse, der var angivet i indkaldelsen

princippet om god forvaltningsskik og lige muligheder for ansøgerne er tilsidesat, idet sagsøgerens ansøgning ikke blev taget i betragtning.

____________