Sag T-211/05

Den Italienske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – støtteordning indført af de italienske myndigheder til fordel for nye børsnoterede virksomheder – beslutning, der erklærer støtten uforenelig med fællesmarkedet og kræver tilbagesøgning heraf – begrundelsespligt – selektiv karakter – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – indledende fase og kontradiktorisk fase – en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet – vanskeligheder ved bedømmelsen – Kommissionens forpligtelse til at indlede den kontradiktoriske fase – forpligtelse til forudgående at drøfte støtteforanstaltningen med den pågældende medlemsstat og undersøge situationen ud fra de af denne forelagte oplysninger

(Art. 87, stk. 1, EF og art. 88, stk. 2 og 3, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 4, stk. 4)

2.      Fællesskabsret – principper – ret til forsvar – anvendelse på administrative procedurer iværksat af Kommissionen – undersøgelse af støtteprojekter

(Art. 88, stk. 3, EF)

3.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF – begrundelsespligt

(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 6, stk. 1)

4.      Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med Fællesmarkedet – begrundelsespligt

(Art. 88, stk. 2, EF og 253 EF)

5.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – skattelettelsesforanstaltning, der finder anvendelse på nye børsnoterede virksomheder – omfattet – berettigelse som følge af det nationale skattesystems karakter og opbygning – godtgørelse heraf påhviler den pågældende medlemsstat

(Art. 87, stk. 1, EF)

6.      Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – støtte, der har ringe betydning i en sektor, som er kendetegnet ved en livlig konkurrence

(Art. 87, stk. 1, EF)

7.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan falde ind under undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), EF

[Art. 87, stk. 3, litra c), EF]

1.      I forbindelse med proceduren for kontrol med statsstøtte, der er fastsat i artikel 88 EF, skal der sondres mellem på den ene side den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger i medfør af artikel 88, stk. 3, EF – der alene har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af både den pågældende foranstaltnings karakter af statsstøtte, og om den pågældende støtte er delvis eller fuldt ud forenelig med fællesmarkedet – og på den anden side den formelle undersøgelsesfase i henhold til samme artikels stk. 2. Først i denne undersøgelsesfase, som skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter, er Kommissionen i henhold til EF-traktaten forpligtet til at give de berørte adgang til at fremsætte deres bemærkninger. I henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF er Kommissionen forpligtet til at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, såfremt den efter en første undersøgelse ikke har kunnet overvinde alle vanskelighederne ved bedømmelsen af, om en statslig foranstaltning, som er undergivet dens kontrol, er en støtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, i det mindste når Kommissionen ved denne første undersøgelse ikke kan nå til den opfattelse, at den pågældende foranstaltning, hvis det antages, at den udgør en støtte, under alle omstændigheder er forenelig med fællesmarkedet.

Med hensyn til retsvirkningerne af en beslutning om at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF ved foreløbig at anse foranstaltningerne for ny støtte, selv om den berørte medlemsstat sandsynligvis ikke deler denne opfattelse, skal Kommissionen først drøfte de pågældende foranstaltninger med medlemsstaten med henblik på, at denne får lejlighed til over for Kommissionen at gøre gældende, at de pågældende foranstaltninger i det foreliggende tilfælde ikke udgør støtte, eller at de udgør eksisterende støtte.

(jf. præmis 35-37)

2.      I forbindelse med en indledende undersøgelsesprocedure kræver overholdelsen af retten til forsvar, at den pågældende medlemsstat får mulighed for at gøre sine synspunkter gældende vedrørende de oplysninger, som Kommissionen har lagt til grund for sin vurdering. For at en tilsidesættelse af retten til forsvar i løbet af denne fase medfører en annullation af den endelige beslutning, er det dog nødvendigt, at proceduren kunne have ført til et andet resultat, hvis denne uregelmæssighed ikke havde foreligget. Bevisbyrden i denne henseende påhviler den pågældende medlemsstat, eftersom enhver tilsidesættelse af retten til forsvar udgør en formfejl, som forudsætter, at det af den pågældende part gøres gældende, at tilsidesættelsen har haft en konkret negativ virkning for partens subjektive rettigheder.

(jf. præmis 45)

3.      Overholdelsen af kontradiktionsprincippet – som udgør et grundlæggende fællesskabsretligt princip, der bl.a. er en del af retten til forsvar – indebærer, at den pågældende part under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling til, om de fremførte faktiske forhold, klagepunkter og andre omstændigheder, som Kommissionen påberåber sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse af EF-traktaten, faktisk foreligger, og hvilken betydning de har. Ifølge artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF »[skal] [b]eslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure […] sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål, indeholde en foreløbig vurdering fra Kommissionens side med hensyn til støttekarakteren af den påtænkte foranstaltning og anføre, om der er tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet«. Denne beslutning om at indlede proceduren skal gøre det muligt for de interesserede parter at deltage aktivt i den formelle undersøgelsesprocedure, under hvilken de kan gøre deres argumenter gældende. Det er i denne henseende tilstrækkeligt, at parterne får kendskab til Kommissionens begrundelse for midlertidigt at anse den omhandlede foranstaltning for at være en ny støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

Kommissionen er ikke forpligtet til at underrette den pågældende medlemsstat om Kommissionens holdning, før den vedtager sin beslutning, hvis medlemsstaten er blevet opfordret til at fremsætte sine bemærkninger.

(jf. præmis 53, 54 og 58)

4.      Rækkevidden af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, der ligger til grund for dens vedtagelse. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, på en måde, der gør det muligt dels for Fællesskabets retsinstanser at udøve deres prøvelsesret, og dels for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder og på at kontrollere, om beslutningen er korrekt. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Navnlig er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de interesserede parter har fremført for den. Den behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på beslutningens opbygning.

Desuden kan Kommissionen i forbindelse med en støtteordning indskrænke sig til at undersøge ordningens nærmere indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver enkelt særlige anvendelse af ordningen med henblik på at vurdere, om den nævnte ordning indeholder støtteelementer.

Selv om Kommissionen er forpligtet til i begrundelsen for sin beslutning i det mindste at anføre de omstændigheder, hvorunder en støtte er blevet ydet, når omstændighederne godtgør, at støtten kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen, er den ikke forpligtet til at foretage en økonomisk analyse af den faktiske situation på de berørte markeder, af markedsandelen for de virksomheder, der modtager støtte, af de konkurrerende virksomheders stilling og af samhandelen mellem medlemsstater. Desuden er Kommissionen i tilfælde af ulovligt tildelt støtte ikke forpligtet til at dokumentere de reelle følger af støtten for konkurrencen og for samhandlen mellem medlemsstater. Hvis det var tilfældet, ville dette krav faktisk medføre, at de medlemsstater, der udbetaler ulovlig støtte, ville blive begunstiget i forhold til de medlemsstater, som underretter Kommissionen om støtteforanstaltninger.

(jf. præmis 68-69, 87 og 158)

5.      Artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning er i stand til at begunstige visse virksomheder i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.

Dette er tilfældet med en skattefordel, der kun indrømmes selskaber, som er blevet noteret på børsen på et reguleret marked i den korte periode, hvor en støtteordning fandt anvendelse, mens alle andre virksomheder er udelukket fra denne ordnings fordele, uanset om det er selskaber, der allerede er noteret, eller selskaber, som ikke opfylder og ikke kan opfylde de betingelser, der kræves for at blive noteret i den periode, som er dækket af støtteordningen.

Hvad angår en eventuel berettigelse af de pågældende foranstaltninger ved karakteren eller opbygningen af det nationale skattesystem antages den pågældende foranstaltning i princippet at opfylde selektivitetsbetingelsen i artikel 87, stk. 1, EF, hvis en sådan differentiering er begrundet i andre formål end dem, som forfølges ved den almindelige ordning. Det påhviler den medlemsstat, som har indført en sådan differentiering mellem virksomheder med hensyn til byrder, at godtgøre, at differentieringen faktisk er berettiget på grund af den pågældende ordnings karakter eller forvaltning.

(jf. præmis 119, 120 og 125)

6.      Artikel 87, stk. 1, EF forbyder støtte, der påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. I forbindelse med sin vurdering af disse to betingelser skal Kommissionen ikke godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøge, om denne støtte er i stand til at påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.

Selv en relativt beskeden støtte kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, når der er en skarp konkurrence inden for de sektorer, hvor de støttemodtagende virksomheder er beskæftiget.

Desuden er der, når en offentlig myndighed favoriserer en virksomhed, som er beskæftiget inden for en sektor med en intens konkurrence, ved at indrømme virksomheden en fordel, tale om en konkurrencefordrejning eller risiko herfor. Hvis fordelen er beskeden, er konkurrencen kun fordrejet i beskedent omfang, men den er under alle omstændigheder fordrejet. Forbuddet i artikel 87, stk. 1, EF finder imidlertid anvendelse på enhver støtte, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen uanset beløbet, for så vidt som den påvirker samhandelen mellem medlemsstater.

(jf. præmis 151, 152, 154 og 155)

7.      Det er kun inden for rammerne af artikel 87, stk. 3, litra c), EF, at gyldigheden af en kommissionsbeslutning, hvorefter ny støtte ikke opfylder betingelserne for anvendelse af denne undtagelse, skal vurderes, og ikke i lyset af Kommissionens tidligere beslutningspraksis.

Driftsstøtte er i princippet ikke omfattet af artikel 87, stk. 3, EF, fordi den fordrejer konkurrencebetingelserne i de erhvervsgrene, hvortil den ydes, og som sådan ikke kan fremme et af de formål, der er fastlagt i denne bestemmelse.

(jf. præmis 170 og 173)