Appel iværksat den 24. maj 2013 af AK til prøvelse af Personalerettens dom af 13. marts 2013 i sag F-91/10, AK mod Kommissionen

(Sag T-288/13 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: AK (Esbo, Finland) (ved advokaterne D. Abreu Caldas, S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og É. Marchal)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Dom afsagt af Personaleretten (Tredje Afdeling) den 13. marts 2013 i sag F-91/10, AK mod Europa-Kommissionen, ophæves.

Kommissionen tilpligtes at betale appellanten:

en erstatning for en fortabt mulighed på 95% for at blive forfremmet til lønklasse AD4 i forbindelse med forfremmelsesproceduren i 2003, 2005 eller senest 2007 på henholdsvis 375 295 EUR, 204 996 EUR et 90 130 EUR, herunder et fast beløb på 4 000 EUR, der allerede er udbetalt, foruden at berigtige hendes pensionsrettigheder ved betaling af de tilsvarende bidrag.

55 000 EUR, foruden de 15 000 EUR, der allerede er udbetalt, for den ikke-økonomiske skade, appellanten har lidt som følge af opretholdelsen af hendes ulovlige administrative situation, bl.a. på trods af Rettens domme af 20. april 2005 og af 6. oktober 2009 og af Personalerettens dom af 13. december 2007 samt ansættelsesmyndighedens afgørelse af 23. april 2007 om at give hende medhold i hendes klage indgivet den 4. september 2006.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at der foreligger en retlig fejl, idet Personaleretten har baseret sig på karriereudviklingsrapporter, som den selv har set bort fra (vedrørende den appellerede doms præmis 55, 56, 73 og 87).

Med det andet anbringende gøres gældende, at der foreligger en retlig fejl i forbindelse med opgørelsen af den ikke-økonomiske skade og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet Personaleretten nedsatte den ikke-økonomiske skade til 15 000 EUR udelukkende under hensyntagen til den særligt store forsinkelse i forbindelse med udfærdigelsen af forskellige karriereudviklingsrapporter og begrænsede omfanget af  den ikke-økonomiske skade til den periode, hvor appellanten stadig var erhvervsaktiv, uden at tage hensyn til andre parametre, såsom den tilstand af usikkerhed og uro appellanten havde med hensyn til sin fremtidige karriere, ud over den periode hvor hun stadig var erhvervsaktiv fra (vedrørende den appellerede doms præmis 63 og 83 ff.).

Med det tredje anbringende gøres gældende, at der foreligger en retlig fejl i forbindelse med opgørelsen af en fortabt forfremmelsesmulighed og en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som Personaleretten for det første ikke udelukkende på grundlag af point for fortjeneste og forfremmelsestærskler kunne fastslå, at sandsynligheden for, at appellanten blev forfremmet var lav, og for det andet at Personaleretten vurderede tabet ved en fortabt forfremmelsesmulighed skønsmæssigt til 4 000 EUR uden at give den mindste forklaring på den argumentation, der førte til dette resultat (vedrørende den appellerede doms præmis 71-73 og 89 ff.).