Sag T-289/13

Ledra Advertising Ltd

mod

Europa-Kommissionen

og

Den Europæiske Centralbank (ECB)

»Annullations- og erstatningssøgsmål – program til støtte for Cyperns stabilitet – aftalememorandum om den særlige økonomiske konditionalitetspolitik indgået mellem Cypern og ESM – Rettens kompetence – årsagsforbindelse – søgsmål, der delvist ikke kan antages til realitetsbehandling og delvist er åbenlyst ugrundet«

Sammendrag – Rettens kendelse (Første Afdeling) af 10. november 2014

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – påstand om erstatning for skade, som angiveligt er forvoldt af en EU-institution – oplysninger, der gør det muligt at identificere den adfærd, som institutionen bebrejdes, årsagsforbindelsen samt den reelle og sikre karakter af den forvoldte skade

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

2.      Erstatningssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – grænser – kompetence til at træffe afgørelse vedrørende lovligheden af et aftalememorandum vedtaget af en medlemsstat og den europæiske stabilitetsmekanisme – udelukket

(Art. 268 TEUF og art. 340, stk. 2 og 3, TEUF; traktaten om den europæiske stabilitetsmekanisme, art. 13, stk. 4)

3.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – skade forvoldt ved en institutions undladelse – bevisbyrde

(Art. 340 TEUF)

5.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – grænser – kompetence til at efterprøve lovligheden af retsakter, som ikke hidrører fra Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer – udelukket

(Art. 263 TEUF)

6.      Retslig procedure – antagelse til realitetsbehandling – begæring om foreløbige forholdsregler – begæring fremsat i det samme processkrift som påstandene i hovedsagen – afvisning

(art. 278 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 3)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33 og 34)

2.      I medfør af bestemmelserne i artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2 og 3, TEUF har Retten ikke kompetence til i forbindelse med kontraktansvar at påkende tvister om erstatning for skader forårsaget af EU-institutionerne eller af deres ansatte under udøvelsen af deres hverv. Et erstatningskrav rettet mod Unionen og alene baseret på ulovligheden af en retsakt eller en adfærd, som ikke er vedtaget af en EU-institution eller Unionens ansatte, skal således afvises.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår erstatningssøgsmål baseret på en påstand om ulovligheden af visse bestemmelser i aftalememorandummet vedtaget af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og en medlemsstat i fællesskab og undertegnet af denne medlemsstat og af Kommissionens næstformand på dennes vegne. Det fremgår dog af artikel 13, stk. 4, i ESM-traktaten, at Kommissionen blot undertegner aftalememorandummet på vegne af ESM. I denne henseende forholder det sig således, at mens ESM-traktaten overdrager visse opgaver i tilknytning til realisering af denne traktats mål til Kommissionen og Den Europæiske Centralbank, indebærer de opgaver, hvis varetagelse er overdraget til Kommissionen og ECB inden for rammerne af ESM-traktaten, ikke nogen selvstændig beslutningsbeføjelse, og disse to institutioners virksomhed forpligter inden for rammerne af denne traktat endvidere kun ESM. Det er således ikke muligt at fastslå, at Kommissionen eller ECB skulle stå bag vedtagelsen af det pågældende aftalememorandum.

(jf. præmis 42-47)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 49 og 50)

4.      Betingelsen om en årsagsforbindelse i artikel 340 TEUF forudsætter, at der er en tilstrækkeligt direkte forbindelse mellem EU-institutionernes adfærd og tabet. I sager, hvor den adfærd, der angiveligt har været årsag til den påståede skade, består i en undladelse, er det særligt nødvendigt at få vished for, at denne skade rent faktisk er forårsaget af den påståede undladelse og ikke har kunnet være forårsaget af handlinger, der ikke har noget at gøre med de handlinger, som de sagsøgte institutioner beskyldes for.

(jf. præmis 52 og 53)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 56 og 58)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 61)