RETTENS DOM (Tiende Udvidede Afdeling)

20. december 2023 (*)

»Statsstøtte – beskatning af havnemyndigheder i Italien – fritagelse for selskabsskat – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked – eksisterende støtte – begrebet »virksomhed« – begrebet »økonomisk aktivitet« – fordel – selektivitet – konkurrencefordrejning – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – ligebehandling«

I sag T-166/21,

Autorità di sistema portuale del Mar Ligure occidentale, Genova (Italien), og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget (1), ved advokaterne F. Munari, I. Perego, G.M. Roberti og S. Zunarelli,

sagsøgere,

støttet af

Associazione Porti Italiani (Assoporti), Rom (Italien), ved advokaterne F. Munari, I. Perego, G.M. Roberti og S. Zunarelli,

intervenient,

mod

Europa-Kommissionen ved B. Stromsky og F. Tomat, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne O. Porchia, L. Madise, P. Nihoul og S. Verschuur (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig P. Nuñez Ruiz,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 19. april 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne, Autorità di sistema portuale del Mar Ligure occidentale (myndigheden for havnesystemet i det vestlige Liguriske Hav, Italien) og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1757 af 4. december 2020 om støtteordning SA.38399 – 2019/C (ex 2018/E) som Italien gennemførte – Selskabsbeskatning for havne i Italien (EUT 2021, L 354, s. 1, herefter »den anfægtede afgørelse«).

 Relevante retsregler

 Den italienske lovgivning vedrørende administrationen af italienske havne

2        Artikel 28 i codice della navigazione (søfartsloven) bestemmer, at de kyster, strande, havne og rede, der tilhører staten i medfør af artikel 822 i codice civile (den borgerlige lovbog), indgår i den statsejede maritime ejendom.

3        Legge n^o 84 – Riordino della legislazione in materia portuale (lov nr. 84 om ændring af lovgivningen om havnevirksomhed) af 28. januar 1994 (det almindelige tillæg til GURI nr. 28 af 4.2.1994, herefter »lov nr. 84/94«) regulerer havneaktiviteter samt opgaver og funktioner for autorità di sistema portuale (myndighederne for havnesystemet, herefter »havnemyndighederne«).

4        Havnemyndighederne er ikke-økonomiske offentlige organer med status som juridiske personer, der administrerer en eller flere havne af national eller international betydning i Italien. Ved lov nr. 84/94 er der indført 16 havnemyndigheder, som omfatter de 57 største havne i Italien (bl.a. Trieste, Genova, Livorno, Cagliari og Gioia Tauro).

5        I henhold til artikel 6, stk. 4, litra a), i lov nr. 84/94 har havnemyndighederne til opgave at varetage eneadministrationen af land og varer tilhørende den maritime ejendom i deres område.

6        I henhold til artikel 6, stk. 5, i lov nr. 84/94 har havnemyndighederne en særlig retlig status og har administrativ, organisatorisk, reguleringsmæssig, budgetmæssig og finansiel autonomi. I den nævnte artikels stk. 7, 8 og 9 bestemmes det henholdsvis, at havnemyndighederne forvaltes af og er underlagt tilsynsbeføjelser fra den italienske minister for infrastruktur og transport, at deres regnskab og budget godkendes ved dekret fra den nævnte minister efter aftale med den italienske økonomi- og finansminister, og at deres økonomiske forvaltning af underlagt revision af Corte dei conti (revisionsret, Italien).

7        I henhold til artikel 6, stk. 4, i lov nr. 84/94 varetager havnemyndighederne en række opgaver, herunder forvaltning, programmering, koordinering, regulering og kontrol af havneoperationer, såsom lastning, losning, omladning, oplagring eller almindelig transport af gods og alle andre genstande, der udføres i havneområdet (herefter »havneoperationer«).

8        Artikel 6, stk. 11, i lov nr. 84/94 bestemmer, at havnemyndighederne hverken direkte eller gennem virksomheder, de har investeret i, må udføre havneoperationer og nært beslægtede aktiviteter.

9        I artikel 16, stk. 2, i lov nr. 84/94 er det fastsat, at havnemyndighederne regulerer og fører tilsyn med de havneaktiviteter, der udføres af tredjeparter, dvs. virksomheder, samt med brugen af de takster, som de enkelte virksomheder offentliggør. Havnemyndighederne aflægger regelmæssigt rapport til transport- og søfartsministeren om disse forhold.

10      I henhold til artikel 16, stk. 3 og 4, i lov nr. 84/94 har havnemyndighederne til opgave at udstede tilladelser til udførelse af havneoperationer i de havne, som de forvalter. Disse tilladelser tildeles virksomheder, der opfylder de betingelser, som transport- og søfartsministeren har fastsat ved dekret. Virksomheder, der er godkendt til at udøve havneoperationer, skal registreres i registre, der føres af havnemyndighederne, og der skal betales et årligt gebyr og stilles sikkerhed.

11      Endvidere kan havnemyndighederne i medfør af søfartslovens artikel 36 tildele virksomheder koncessioner til anvendelse af statsejede goder i en vis periode. Disse koncessioner vedrører statsejede landområder og dokker inden for havneområdet (f.eks. udlejning til eksterne virksomheder af havneområder og ‑infrastruktur).

12      Samme lovs artikel 37 bestemmer desuden, at i tilfælde af flere koncessionsansøgere skal den ansøger foretrækkes, som giver den største garanti for en rentabel udnyttelse af koncessionen, og som har til hensigt at anvende den til et formål, der er i overensstemmelse med den vigtigste offentlige interesse.

13      Havnemyndighederne råder over forskellige økonomiske ressourcer, herunder:

–      forankringsgebyrer og gebyrer på losset og lastet gods, der betales af fartøjer som modydelse for tildeling af adgang til havnene (herefter »havnegebyrer«)

–      de gebyrer, der opkræves for udstedelse af tilladelser til havneoperationer (herefter »tilladelsesgebyrer«)

–      de gebyrer, der opkræves for tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker (herefter »koncessionsgebyrer«).

14      For at dække omkostningerne ved de bygge- og anlægsarbejder, de udfører, kan havnemyndigheder i henhold til artikel 5, stk. 8, i lov nr. 84/94 forhøje koncessionsgebyrerne eller havnegebyrerne ved at pålægge de varer, der lastes eller losses, ekstragebyrer.

15      Artikel 13, stk. 1, litra d) og e), i lov nr. 84/94 fastsætter i øvrigt, at havnemyndighederne modtager bidrag fra regioner, lokale myndigheder og andre offentlige organer samt forskellige andre indtægter.

 Den italienske lovgivning om selskabsskat

16      Afsnit II i decreto del Presidente della Repubblica n^o 917 – Approvazione del testo unico delle imposte sui redditi (dekret fra republikkens præsident nr. 917 om vedtagelse af den konsoliderede udgave af lov om indkomstskat) af 22. december 1986 (almindeligt tillæg til GURI nr. 302 af 31.12.1986, herefter »den konsoliderede indkomstskattelov«) fastsætter reglerne for selskabsskat (»IRES«).

17      I henhold til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, stk. 1, skal følgende personer betale selskabsskat:

»a)      aktieselskaber og kommanditselskaber, selskaber med begrænset ansvar, kooperative selskaber og gensidige forsikringsselskaber samt europæiske selskaber [...] og europæiske andelsselskaber [...], der er hjemmehørende på statens område

b)      andre offentlige og private enheder end selskaber [...], der er hjemmehørende i staten, og som udelukkende eller hovedsagelig har til formål at udøve kommercielle aktiviteter

c)      andre offentlige og private enheder end selskaber [...], der ikke udelukkende eller hovedsagelig har erhvervsmæssig virksomhed, [...] der er hjemmehørende på statens område

d)      selskaber og institutioner af enhver art [...] med eller uden status som juridisk person, der ikke er hjemmehørende på statens område.«

18      Den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74, stk. 1, fritager en lang række statslige enheder og offentlige organer, såsom statslige organer og forvaltninger, herunder selvstyrende forvaltninger, regioner, provinser, kommuner, bjergsamfund og organer, der forvalter »offentlig ejendom«, for selskabsskat.

19      Ifølge den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74, stk. 2, litra a), udgør de statslige aktiviteter ikke kommercielle aktiviteter.

20      De italienske myndigheder anser havnemyndighederne for at udgøre organer, der forvalter offentlig ejendom som omhandlet i den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74, stk. 1, og er af den opfattelse, at de udelukkende udøver statslige og dermed ikke-økonomiske aktiviteter. På dette grundlag har de fritaget havnemyndighederne for selskabsskat (herefter »fritagelsen for selskabsskat«).

 Sagens baggrund

 Den administrative procedure

21      Ved skrivelse af 3. juli 2013 sendte Europa-Kommissionen et omfattende spørgeskema til alle medlemsstater om selskabsbeskatning af havne samt eventuelle andre former for statsstøtte til forskellige typer investeringer eller drift af havne.

22      Den Italienske Republik besvarede det pågældende spørgeskema ved skrivelser af 12. september og 1. oktober 2013. I løbet af 2014 og 2017 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger, som blev fremsendt af de italienske myndigheder.

23      Ved skrivelse af 30. april 2018 underrettede Kommissionen i overensstemmelse med artikel 21 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9) Den Italienske Republik om, at den anså fritagelsen for selskabsskat for en eksisterende støtteordning, som var uforenelig med det indre marked, og opfordrede Den Italienske Republik til at fremsætte sine bemærkninger.

24      Efterfølgende blev der afholdt flere møder mellem Kommissionen og Den Italienske Republik, ligesom der blev udvekslet spørgsmål og svar i løbet af 2018.

25      Kommissionen foreslog den 8. januar 2019 Den Italienske Republik at vedtage passende foranstaltninger i henhold til artikel 22 i forordning 2015/1589 med henblik på at bringe fritagelsen for selskabsskat til ophør for så vidt angik havnemyndighedernes aktiviteter og dermed sikre, at disse myndigheder blev omfattet af selskabsskat på samme måde som andre virksomheder. Kommissionen opfordrede desuden de italienske myndigheder til skriftligt og senest to måneder efter modtagelsen af dette forslag skriftligt at meddele, at de i henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning 2015/1589 accepterede forslaget om passende foranstaltninger.

26      Den 7. marts 2019 afviste Den Italienske Republik Kommissionens forslag.

27      Da de italienske myndigheder ikke accepterede forslaget om passende foranstaltninger, besluttede Kommissionen den 15. november 2019 at indlede proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning 2015/1589. I denne forbindelse opfordrede Kommissionen Den Italienske Republik og interesserede parter til at fremsætte bemærkninger.

28      Den Italienske Republik fremsendte sine bemærkninger til Kommissionen ved skrivelse af 4. februar 2020. Efterfølgende modtog Kommissionen ligeledes bemærkninger fra flere interesserede parter.

29      Den formelle undersøgelsesprocedure blev afsluttet med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

 Den anfægtede afgørelse

30      I den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen for det første, at havnemyndighederne udøver både økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter.

31      Nærmere bestemt anså Kommissionen tre af havnemyndighedernes aktiviteter for at være af økonomisk art (85.-129. betragtning til den anfægtede afgørelse):

–      indrømmelse af adgang til havne mod betaling (dvs. forankringsgebyrer og gebyrer på losset og lastet gods, herefter »indrømmelse af adgang til havne«)

–      udstedelse af tilladelser mod betaling til udførelse af havneoperationer som omhandlet i artikel 16 i lov nr. 84/94 (herefter »udstedelse af tilladelser til havneoperationer«)

–      tildeling af koncessioner mod betaling om leje af havneområder og ‑infrastruktur i statsejede områder og dokker inden for havneområdet og inden for de territoriale grænser (herefter »tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker«).

32      For det andet gjorde Kommissionen gældende, at fritagelsen for selskabsskat gav anledning til et tab af skatteindtægter svarende til et forbrug af statsmidler i form af skatteudgifter, hvilket udgjorde en overførsel af statsmidler (130.-134. betragtning til den anfægtede afgørelse).

33      For det tredje anførte Kommissionen, at fritagelsen for selskabsskat udgjorde en fordel i forhold til andre virksomheder, der ikke kunne drage fordel af en sådan fritagelse, selv om de udøvede økonomiske aktiviteter i Italien (135.-138. betragtning til den anfægtede afgørelse).

34      For det fjerde fandt Kommissionen, at fritagelsen for selskabsskat kunne forbedre havnemyndighedernes konkurrencesituation, eftersom havnemyndighederne kunne konkurrere indbyrdes og med andre havne i Europa. Følgelig kunne den nævnte fritagelse påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen (139.-157. betragtning til den anfægtede afgørelse).

35      For det femte fastslog Kommissionen, at foranstaltningen var selektiv. Fritagelsen for selskabsskat fraveg uden gyldig begrundelse princippet i det italienske selskabsskattesystem, hvorefter selskabsskat finder anvendelse på alle former for indkomst, der genereres af virksomheder eller af andre offentlige eller private enheder end virksomheder, der udøver økonomiske aktiviteter. Havnemyndighederne blev derfor begunstiget i forhold til andre selskaber, der udøvede økonomiske aktiviteter i Italien (158.-174. betragtning til den anfægtede afgørelse).

36      Kommissionen fandt derfor, at fritagelsen for selskabsskat udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF (175. og 176. betragtning til den anfægtede afgørelse).

37      Endelig fastslog Kommissionen, at fritagelsen for selskabsskat hverken kunne erklæres forenelig med det indre marked i henhold til artikel 93 TEUF, til artikel 106, stk. 2, TEUF eller til artikel 107, stk. 2 og 3, TEUF (177.-194. betragtning til den anfægtede afgørelse).

38      Eftersom den skatteordning, der gjaldt for de italienske havnemyndigheder før 1958, dvs. før EUF-traktatens ikrafttræden, var identisk med fritagelsen for selskabsskat, og disse havnemyndigheder aldrig havde været underlagt hverken selskabsskat eller den selskabsskat, der var gældende før selskabsskat, konkluderede Kommissionen, at der var tale om eksisterende støtte i overensstemmelse med artikel 1, litra b), nr. i), i forordning 2015/1589 (195.-198. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen bestemte således, at fritagelsen for selskabsskat skulle ophæves (den anfægtede afgørelses artikel 2).

39      Den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Fritagelsen for [selskabsskat] til fordel for havnemyndighederne udgør en eksisterende støtteordning, som er uforenelig med det indre marked.

Artikel 2

[Den Italienske Republik] ophæver den i artikel 1 omhandlede fritagelse for [selskabsskat]. Den foranstaltning, hvorved [Den Italienske Republik] opfylder sine forpligtelser, vedtages senest 2 måneder efter meddelelsen af denne beslutning. Denne foranstaltning finder anvendelse fra begyndelsen af det regnskabsår, der følger efter dens vedtagelse, og senest i 2022.

Artikel 3

[Den Italienske Republik] underretter senest 2 måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.«

 Parternes påstande

40      Sagsøgerne, støttet af Associazione Porti Italiani (Assoporti), der er intervenient i den foreliggende sag, har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelses artikel 1, 2, 3 og 4 annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

41      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

42      Sagsøgerne har med støtte fra intervenienten fremsat fire anbringender til støtte for søgsmålet.

43      For det første tilsidesatte Kommissionen artikel 107 TEUF og 296 TEUF ved at kvalificere havnemyndighederne som virksomheder. For det andet tilsidesatte Kommissionen artikel 107 TEUF ved at fastslå, at fritagelsen for selskabsskat gav anledning til overførsel af statsmidler. For det tredje tilsidesatte Kommissionen artikel 107 TEUF ved at fastslå, at fritagelsen for selskabsskat gav havnemyndighederne en selektiv fordel. For det fjerde tilsidesatte Kommissionen artikel 107 TEUF ved at fastslå, at fritagelsen for selskabsskat kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 296 TEUF på grund af kvalificeringen af havnemyndighederne som virksomheder

44      Det første anbringende kan opdeles i fire led.

45      I forbindelse med det første led har sagsøgerne og intervenienten gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl ved vurderingen vedrørende havnemyndighedernes retlige status i den italienske retsorden. Med det andet led har de bestridt, at havnemyndighedernes havneaktiviteter er af økonomisk karakter, og har gjort gældende, at princippet om ligebehandling, princippet om god forvaltning og retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat. I forbindelse med det tredje led har de anfægtet Kommissionens vurdering af havnegebyrernes karakter. Med det fjerde led har de successivt gjort gældende, at flere bestemmelser i traktaterne er blevet tilsidesat, og at der angiveligt er sket en magtfordrejning.

46      Indledningsvis skal argumentet om en manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse med hensyn til kvalificeringen af havnemyndighederne som virksomheder, som sagsøgerne har fremført gentagne gange inden for rammerne af det første anbringende, forkastes.

47      I denne henseende skal bemærkes, at anbringendet om en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF ifølge retspraksis adskiller sig fra anbringendet om, at den anfægtede afgørelse er ugrundet. Mens det første anbringende, som vedrører en manglende eller utilstrækkelig begrundelse, angår en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som omhandlet i artikel 263 TEUF og udgør et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning, som Unionens retsinstanser skal tage under påkendelse, vedrører det andet anbringende, som angår et spørgsmål om lovligheden af en afgørelse, en overtrædelse af en retsregel vedrørende traktatens gennemførelse som forudsat i samme artikel 263 TEUF, og Unionens retsinstanser kan kun tage et sådant anbringende under påkendelse, såfremt sagsøgeren gør det gældende. Spørgsmålet om begrundelsespligten må således holdes adskilt fra spørgsmålet om begrundelsens rigtighed (jf. i denne retning dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67, og af 15.6.2005, Corsica Ferries France mod Kommissionen, T-349/03, EU:T:2005:221, præmis 52).

48      Som Kommissionen med rette har fremhævet, har sagsøgerne og intervenienten i den foreliggende sag dog i øvrigt ikke blot ikke identificeret de dele af den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen ifølge deres anbringender angiveligt tilsidesatte artikel 296 TEUF, men det må også konstateres, at den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet. I 85.-129. betragtning til denne afgørelse behandlede Kommissionen nemlig kvalificeringen af havnemyndighederne som virksomheder, hvorfor den nævnte afgørelse dels gav sagsøgerne og intervenienten mulighed for at få kendskab til begrundelsen for den trufne foranstaltning i denne henseende, hvilket i øvrigt fremgår af undersøgelsen af de forskellige anbringender, som de har fremført, og dels har gjort det muligt for Retten at udøve sin kontrol.

49      Sagsøgernes argument om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF skal derfor forkastes.

50      Hvad angår de andre argumenter, som sagsøgerne og intervenienten har fremført inden for rammerne af det første anbringende, skal argumenterne i det fjerde led undersøges først.

 Det fjerde led om tilsidesættelse af flere bestemmelser i traktaten og om magtfordrejning

51      Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af intervenienten, gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 345 TEUF ved at se bort fra, at EU-traktaten og EUF-traktaten tillader medlemsstaterne at bevare deres offentlige ejendom, herunder havneinfrastrukturerne, og udelukkende at forbeholde indenstatslige enheder, som havnemyndighederne, reguleringen og forvaltningen af denne ejendom. Sektorer, der ikke har været åbne for markedet, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for reglerne om statsstøtte.

52      Sagsøgerne har i øvrigt anført, at Kommissionen tilsidesatte artikel 3 TEU og artikel 7 TEUF samt artikel 121, stk. 1, TEUF ved at begrænse statens beføjelser inden for den økonomiske og den industrielle politik og ved at undergive medlemsstaternes skatteordninger Kommissionens forhåndsgodkendelse.

53      Sagsøgerne har desuden gjort gældende, at Kommissionen begik magtfordrejning ved at forfølge en harmonisering gennem en udifferentieret anvendelse af statsstøtteordningen på forskellige medlemsstater, der er kendetegnet ved metoder til forvaltning af havneinfrastrukturer, som adskiller sig fra Italiens. Den anfægtede afgørelse tilsidesatte ligeledes proportionalitetsprincippet, nærhedsprincippet, princippet om magtens tredeling og princippet om den demokratiske beslutningsproces.

54      Kommissionen har bestridt disse argumenter.

55      I denne henseende bemærkes, at sagsøgerne i det væsentlige har gjort gældende, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse undergav medlemsstaternes økonomiske og industrielle politik som helhed sin forhåndsgodkendelse, hvilket er i strid med flere EU-retlige regler og principper.

56      I modsætning til det af sagsøgerne og intervenienten hævdede giver den anfægtede afgørelse dog Den Italienske Republik fuld frihed til at organisere og regulere den italienske havnesektor, som den finder det formålstjenligt, navnlig med forbehold af, at EU-retten overholdes. Den anfægtede afgørelse pålægger nemlig ikke Den Italienske Republik at liberalisere eller privatisere sin havnesektor og foreskriver ingen ændring af havnemyndighedernes retlige status eller ejendomsforhold. Den anfægtede afgørelse kræver blot, at de af havnemyndighedernes aktiviteter, der er af økonomisk art, beskattes på samme måde som økonomiske aktiviteter i andre sektorer. I denne henseende skal bemærkes, at artikel 345 TEUF ikke fritager offentlige virksomheder fra statsstøttereglerne (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, EU:C:2019:1121, præmis 67).

57      Heraf følger, at Kommissionen ikke tilsidesatte artikel 3 TEU, artikel 7 TEUF og artikel 121, stk. 1, TEUF samt proportionalitetsprincippet, nærhedsprincippet, princippet om magtens tredeling og princippet om den demokratiske beslutningsproces.

58      Hvad endelig angår sagsøgernes argument om en angivelig magtfordrejning følger det af fast praksis, at der foreligger magtfordrejning, når en retsakt er truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet (jf. dom af 15.5.2008, Spanien mod Rådet, C-442/04, EU:C:2008:276, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis). I den anfægtede afgørelse nøjedes Kommissionen imidlertid med at anvende statsstøttereglerne på den skattemæssige behandling af havnemyndighederne, idet den krævede, at denne behandling blev ændret, men uden at anvende sine beføjelser til at forfølge andre mål.

59      Henset til det ovenstående skal det første anbringendes fjerde led forkastes.

 Det første led om fejl ved vurderingen af havnemyndighedernes retlige status

60      Sagsøgerne har, i denne henseende med støtte af intervenienten, gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl ved vurderingen, idet den ikke tog hensyn til, at havnemyndighederne i italiensk ret anses for indenstatslige enheder, nærmere bestemt ikke-økonomiske offentlige organer af national betydning, der handler på statens vegne alene med henblik på varetagelse af samfundsmæssige interesser.

61      Havnemyndighederne er sidestillet med andre lokale myndigheder, der udøver offentlig myndighed, og de er oprettet med henblik på at varetage opgaver, som er typiske for en offentlig myndighed, såsom tildeling af koncessioner vedrørende statsejendom og opkrævning af afgifter.

62      Den italienske lovgiver har således valgt at forbyde havnemyndighederne at udøve nogen form for økonomisk aktivitet. På grund af de særlige forhold omkring deres status arbejder havnemyndighederne ikke med gevinst for øje.

63      Det er desuden alene staten, der er ansvarlig for deres drift og deres økonomiske rentabilitet. Havnemyndighederne er enheder, der ikke kan gå konkurs, eftersom deres gæld udgør en gæld for staten, der efter italiensk ret ikke kan gå konkurs. Disse særlige kendetegn ved havnemyndighederne er gentagne gange blevet bekræftet af retspraksis og administrativ praksis i Italien.

64      Kommissionen har bestridt disse argumenter.

65      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at begrebet »virksomhed« omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (dom af 23.4.1991, Höfner og Elser, C-41/90, EU:C:1991:161, præmis 21 og 22; jf. ligeledes dom af 3.3.2011, AG2R Prévoyance, C-437/09, EU:C:2011:112, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

66      Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at enhver virksomhed, hvorved der udbydes varer og tjenesteydelser på et bestemt marked, udgør en økonomisk virksomhed (dom af 16.6.1987, Kommissionen mod Italien, 118/85, EU:C:1987:283, præmis 7; jf. ligeledes dom af 11.6.2020, Kommissionen og Den Slovakiske Republik mod Dôvera zdravotná poist’ovňa, C-262/18 P og C-271/18 P, EU:C:2020:450, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

67      Til gengæld har aktiviteter, der indgår i udøvelsen af offentlig myndigheders beføjelser, ikke en økonomisk karakter, hvorfor sådanne aktiviteter ikke henhører under statsstøttereglernes anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 19.1.1994, SAT Fluggesellschaft, C-364/92, EU:C:1994:7, præmis 30, og af 24.3.2022, GVN mod Kommissionen, C-666/20 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:225, præmis 70).

68      Den omstændighed, at der er indrømmet et organ beføjelser som offentlig myndighed med henblik på udøvelsen af en del af dets aktiviteter, er ikke i sig selv til hinder for, at organet kan anses for en virksomhed, når det udøver andre aktiviteter af økonomisk art (dom af 24.10.2002, Aéroports de Paris mod Kommissionen, C-82/01 P, EU:C:2002:617, præmis 74 og 75, og af 12.7.2012, Compass-Datenbank, C-138/11, EU:C:2012:449, præmis 37). I det omfang en offentlig enhed udøver en økonomisk aktivitet, som kan udskilles fra dens udøvelse af offentlig myndighed, handler denne enhed for så vidt angår denne aktivitet som en virksomhed (dom af 7.11.2019, Aanbestedingskalender m.fl. mod Kommissionen, C-687/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:932, præmis 18, og af 30.4.2019, UPF mod Kommissionen, T-747/17, EU:T:2019:271, præmis 82).

69      Inden for statsstøtteområdet er en enheds retlige status i national lovgivning således uden betydning for kvalificeringen af denne som virksomhed. Selv et organ, der indgår i statsadministrationen, således at det er en del af den samme juridiske person som staten, kan kvalificeres som virksomhed (jf. i denne retning dom af 16.6.1987, Kommissionen mod Italien, 118/85, EU:C:1987:283, præmis 13). Den omstændighed, at en enhed ikke kan gå konkurs, f.eks. på grund af en ubegrænset statsgaranti, kan ikke udelukke, at den kvalificeres som virksomhed.

70      Tilsvarende er den omstændighed, at udbuddet af varer og tjenesteydelser foretages uden gevinst for øje, ikke til hinder for, at disse transaktioner på markedet skal betragtes som økonomiske aktiviteter, når dette udbud konkurrerer med udbuddet fra andre erhvervsdrivende, der arbejder med gevinst for øje (jf. dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

71      Sagsøgerne og intervenienten har således ikke formået at godtgøre, at Kommissionen begik en fejl ved vurderingen af havnemyndighedernes retlige status.

72      Følgelig skal det første anbringendes første led forkastes.

 Det andet led om en retlig fejl, der er begået ved vurderingen af den økonomiske karakter af havnemyndighedernes aktiviteter

73      Med det andet led i det første anbringende, som omfatter to led, har sagsøgerne, i denne henseende støttet af intervenienten, gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF ved at finde, at havnemyndighederne udøver økonomiske aktiviteter i forbindelse med de tre aktiviteter, der er anført ovenfor i præmis 31, dvs. tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker, indrømmelse af adgang til havne og udstedelse af tilladelser til havneoperationer.

–       Det første klagepunkt om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet ved henvisning til tidligere afgørelser vedrørende de belgiske, de franske og de nederlandske havne

74      Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af intervenienten, gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, da den henviste til tidligere afgørelser vedrørende de belgiske, de franske og de nederlandske havne med henblik på at godtgøre, at havnemyndighederne udøver visse økonomiske aktiviteter.

75      Forvalterne af havnene i de medlemsstater, som disse afgørelser berørte, var imidlertid aktieselskaber, der leverede varer og tjenesteydelser mod vederlag. I disse medlemsstater blev havneoperationer og ‑tjenester (såsom lastning, losning, omladning, oplagring og håndtering af varer) leveret direkte af havnene på grundlag af markedshensyn. Ved at se bort fra disse grundlæggende forskelle tilsidesatte Kommissionen ligebehandlingsprincippet.

76      Kommissionen har bestridt disse argumenter.

77      I denne henseende skal bemærkes, at ligebehandlingsprincippet, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl., C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 54 og 55).

78      Sagsøgerne og intervenienten har i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den behandlede forvalterne af de belgiske, de franske og de nederlandske havne på den ene side og havnemyndighederne på den anden side på samme måde. De pågældende afgørelser skal derfor undersøges i lyset af de forskelle, som sagsøgerne har påberåbt sig.

79      I modsætning til, hvad sagsøgerne og intervenienten har hævdet, spillede den omstændighed, at forvalterne af de belgiske, de franske og de nederlandske havne muligvis havde privatretlig karakter, ingen rolle i Kommissionens vurdering af disse. Som anført ovenfor i præmis 65 er en enheds retlige status nemlig ikke relevant for kvalificeringen af den økonomiske karakter af de aktiviteter, der udøves af den pågældende enhed. Kvalificeringen afhænger kun af den omhandlede aktivitets art.

80      Den omstændighed, at forvalterne af de belgiske og de franske havne i de sager, der gav anledning til de tidligere afgørelser vedrørende disse, direkte udførte visse havneoperationer (såsom losning, lastning, omladning, oplagring og håndtering af varer), er uden betydning, eftersom der er tale om havneoperationer, hvorom Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke har hævdet, at de ligeledes udføres af havnemyndighederne.

81      Hvad derimod angår indrømmelse af adgang til havne og tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker må det fastslås, at Kommissionen i de tidligere afgørelser vedrørende de belgiske og de franske havne, nærmere bestemt i 67. betragtning til Kommissionens afgørelse (EU) 2017/2115 af 27. juli 2017 om støtteordning SA.38393 (2016/C, ex 2015/E) iværksat af Belgien – beskatning af havne i Belgien (EUT 2017, L 332, s. 1), og i 61. betragtning til Kommissionens afgørelse (EU) 2017/2116 af 27. juli 2017 om støtteordning SA.38398 (2016/C, ex 2015/E) iværksat af Frankrig – beskatning af havne i Frankrig (EUT 2017, L 332, s. 24), kvalificerede tilsvarende aktiviteter som økonomiske aktiviteter.

82      Denne konklusion er gentagne gange blevet bekræftet af Retten (jf. i denne retning dom af 20.9.2019, Port autonome du Centre et de l’Ouest mod Kommissionen, T-673/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:643, præmis 63-65, af 20.9.2019, Le Port de Bruxelles og Région de Bruxelles-Capitale mod Kommissionen, T-674/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:651, præmis 63-65, og af 20.9.2019, Havenbedrijf Antwerpen og Maatschappij van de Brugse Zeehaven mod Kommissionen, T-696/17, EU:T:2019:652, præmis 49 og 50).

83      Heraf følger, at Kommissionen ikke tilsidesatte ligebehandlingsprincippet for så vidt angår aktiviteterne bestående i indrømmelse af adgang og tildeling af koncessioner, da den i den anfægtede afgørelse henviste til tidligere afgørelser vedrørende de belgiske, de franske og de nederlandske havne, eftersom Kommissionen behandlede sammenlignelige situationer ens.

84      Hvad angår udstedelse af tilladelser til havneoperationer må det til gengæld konstateres, at en sådan aktivitet ikke tidligere har været genstand for Kommissionens undersøgelse. På dette punkt kan argumentationen i de tidligere afgørelser vedrørende de belgiske og de franske havne, som sagsøgerne og intervenienten i det væsentlige med rette har gjort gældende, ikke direkte overføres på havnemyndighedernes situation.

85      Endvidere bemærkes, at dommen af 24. oktober 2002, Aéroports de Paris mod Kommissionen (C-82/01 P, EU:C:2002:617, præmis 2), hvortil både sagsøgerne og Kommissionen har henvist, heller ikke vedrører aktiviteter, der kan sidestilles med havnemyndighedernes udstedelse af tilladelser. Selv om der i denne dom blev henvist til »tilladelser«, der blev tildelt af forvalteren af lufthavnene Orly og Roissy-Charles-de-Gaulle, kan de ikke sidestilles med de i denne sag omhandlede.

86      De tilladelser, som forvalterne af lufthavnene tildelte, svarede nemlig til kommercielle bevillinger, der blev tildelt et begrænset antal leverandører af catering i Orly-lufthavnen, samt bevillinger vedrørende ret til at benytte bygninger beliggende inden for lufthavnens område. Som modydelse forpligtede de nævnte leverandører sig til at betale forvalteren af lufthavnen et vederlag bestående af en afgift for benyttelse af et område beregnet i forhold til det benyttede areal og en afgift på en vis procentdel af omsætningen fra luftfartsselskaberne.

87      Med tildelingen af de nævnte koncessioner udnyttede forvalteren af lufthavnen, som udøvede en økonomisk aktivitet, det erhvervsareal, der befandt sig inden for lufthavnens område, mens havnemyndighederne i forbindelse med de tilladelser, som de udsteder, under udøvelse af deres offentligretlige beføjelser kontrollerer, at leverandørerne af havneoperationer overholder de gældende lovkrav, som anført i præmis 100-102 nedenfor.

88      På baggrund af det ovenstående kan det dog ikke konkluderes, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet ved at behandle forskellige situationer på samme måde. I den anfægtede afgørelse blev den konklusion, som Kommissionen nåede frem til, nemlig draget efter egne undersøgelser i den konkrete sag og under anvendelse af de samme retsprincipper.

89      Det første klagepunkt i det første anbringendes andet led skal følgelig forkastes.

–       Det andet klagepunkt om, at der ikke findes noget marked for udbud af havnemyndighedernes tjenesteydelser

90      Sagsøgerne har, støttet af intervenienten, gjort gældende, at da der ikke findes et marked, hvor havnemyndighederne udbyder deres tjenesteydelser, kan de ikke betragtes som virksomheder. I den anfægtede afgørelse var det forudsat, at der i teorien findes et marked, hvorved der blev set bort fra, at den italienske lovgivning tillægger havnemyndighederne et lovbeskyttet monopol, der udelukker enhver form for konkurrence, selv potentiel konkurrence, mellem de forskellige havne.

91      Kommissionen har bestridt disse argumenter.

92      Herom er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgerne og intervenienten med urette har hævdet, at havnemyndighederne ikke er udsat for nogen form for konkurrence. Selv om hver enkelt havnemyndighed, som sagsøgerne har gjort gældende, har et lovbeskyttet monopol i de havne, som den forvalter, forholder sig nemlig ikke desto mindre således, at der, som Kommissionen i det væsentlige har anført med rette, er konkurrence mellem visse italienske havne på den ene side og visse havne i andre medlemsstater på den anden side.

93      Hvad angår indrømmelse af adgang til havne er der nemlig, som det med rette blev konstateret i 142. og 143. betragtning til den anfægtede afgørelse, konkurrence mellem visse italienske havne og visse havne i andre medlemsstater, eftersom operatører af havnetjenester kan benytte flere havne til at nå det samme bagland.

94      Hvad angår tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker konkurrerer forskellige havne ydermere, som det med rette blev konstateret i 144. betragtning til den anfægtede afgørelse, om at tiltrække koncessionshavere, der kan drive deres statsejede områder, eftersom mulige koncessionshavere også kan forsøge at tilbyde havnetjenester i andre havne.

95      Heraf følger, at det af sagsøgerne og intervenienten fremførte argument, ifølge hvilket indrømmelse af adgang til havne og tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker ikke udgør tjenester, der leveres på et givet marked, skal forkastes.

96      Analysen af udstedelse af tilladelser til havneoperationer i 25.-32. betragtning til den anfægtede afgørelse giver til gengæld ikke mulighed for at konkludere, at der er tale om en tjeneste, der leveres på et givet marked.

97      Som anført i de nævnte betragtninger regulerer havnemyndighederne nemlig havneoperationer, der udføres af eksterne virksomheder (bl.a. lastning, losning, omladning, oplagring og håndtering af varer og alt fartøjsrelateret materiel), og hvis udførelse kræver forudgående tilladelse, og fører tilsyn med udførelsen heraf.

98      Denne tilladelse tildeles af havnemyndigheden, når den eksterne virksomhed opfylder de betingelser, som transport- og søfartsministeren har fastsat ved dekret (29. betragtning til den anfægtede afgørelse). Tilladelsens varighed skal være knyttet til det operationelle program, som den eksterne virksomhed har foreslået (31. betragtning til den anfægtede afgørelse). Godkendte virksomheder skal registreres i separate registre, der administreres af havnemyndighederne (28. betragtning til den anfægtede afgørelse), og deres takster offentliggøres af havnemyndighederne (30. betragtning til den anfægtede afgørelse).

99      Desuden fastsættes det maksimale antal tilladelser, der kan udstedes, af havnemyndighederne (efter høring af det lokale rådgivende udvalg) under hensyntagen til de operationelle krav og havnens trafik og med henblik på at sikre størst mulig konkurrence i sektoren (32. betragtning til den anfægtede afgørelse).

100    Disse opgaver synes at svare til en kontrolfunktion, der består i at verificere, at de interesserede virksomheder kan levere de havneoperationer, som de udbyder, i overensstemmelse med lovkravene. Udøvelsen af sådanne opgaver er i princippet beføjelser, der henregnes til offentlig myndighed som virksomhed af ikke-økonomisk art (jf. i denne retning og analogt dom af 18.3.1997, Diego Calì & Figli, C-343/95, EU:C:1997:160, præmis 22, og af 20.9.2019, Port autonome du Centre et de l’Ouest m.fl. mod Kommissionen (T-673/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:643, præmis 91).

101    På denne baggrund må det konkluderes, at Kommissionen ikke har løftet sin bevisbyrde med hensyn til kvalificeringen af udstedelsen af tilladelser til havneoperationer som en tjeneste, der leveres på et marked (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 95).

102    Det andet klagepunkt i det første anbringendes andet led skal følgelig tiltrædes for så vidt angår udstedelse af tilladelser til havneoperationer, og i øvrigt skal det andet led forkastes.

 Det tredje led om karakteren af de gebyrer, der opkræves af havnemyndighederne

103    Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af intervenienten, gjort gældende, at Kommissionen anlagde en urigtig fortolkning af artikel 107, stk. 1, TEUF ved at se bort fra, at de gebyrer, som havnemyndighederne opkræver, udgør afgifter og ikke vederlag for tjenester, der har økonomisk karakter. Dette følger ikke blot af kvalificeringen af de forskellige gebyrer i henhold til italiensk ret, men også af den omstændighed, at gebyrerne fastsættes af staten og ikke er knyttet til den kommercielle værdi af en specifik tjeneste.

104    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

105    Det bemærkes, som anført i præmis 69 ovenfor, at kvalificeringen af en enhed i henhold til national ret ikke er relevant for dens kvalificering som virksomhed som omhandlet i statsstøttereglerne.

106    Tilsvarende er reglerne for finansiering, deriblandt parternes kvalificering eller kvalificeringen i national ret af en enheds indtægter, ikke relevante for kvalificeringen af denne enhed som virksomhed. Som Kommissionen med rette har anført, påvirkes kvalificeringen ikke af den betegnelse, som på nationalt plan anvendes for de opkrævede beløb, uanset om de kaldes gebyrer, havneafgifter eller lignende (jf. i denne retning dom af 15.3.2018, Naviera Armas mod Kommissionen, T-108/16, EU:T:2018:145, præmis 124).

107    Sagsøgerne og intervenienten har i øvrigt ikke formået at godtgøre deres anbringende om, at koncessionsgebyrerne og havnegebyrerne snarere skal anses for en afgift til staten end en modydelse for en tjeneste, der har økonomisk karakter. Navnlig hovedargumentet desangående, nemlig at det er staten, der fastsætter størrelsen af de pågældende gebyrer, savner grundlag i de faktiske omstændigheder.

108    Det fremgår nemlig af sagsakterne, at koncessionsgebyrerne består af en fast del og en variabel del, som kan fratrækkes af havnemyndighederne med henblik på at tilskynde koncessionsindehaverne til at gennemføre målsætninger af almen interesse og af generel politisk karakter. Ved fastsættelsen af disse gebyrer kan havnemyndighederne fastlægge andre kriterier end dem, der er fastsat i gældende lov, men disse gebyrer kan ikke være lavere end dem, der følger af anvendelsen af de lovbestemte kriterier.

109    Det fremgår ydermere af sagsakterne, at for at dække omkostningerne ved de bygge- og anlægsarbejder, de udfører, kan havnemyndighederne pålægge de varer, der lastes eller losses, ekstragebyrer samt forhøje koncessionsgebyrerne.

110    Heraf følger, at havnemyndighedernes indflydelse på koncessionsgebyrernes og havnegebyrernes størrelse synes at bekræfte den økonomiske karakter af de ydelser, som de leverer mod betaling af disse gebyrer (jf. i denne retning dom af 24.10.2002, Aéroports de Paris mod Kommissionen, C-82/01 P, EU:C:2002:617, præmis 78).

111    Det må således fastslås, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har godtgjort, at koncessionsgebyrerne og havnegebyrerne udgør modydelsen for aktiviteter af økonomisk karakter, som varetages af havnemyndighederne.

112    Som Kommissionen har bekræftet i retsmødet, undersøgte den til gengæld hverken metoden til beregning af tilladelsesgebyrerne, størrelsen heraf eller omfanget af statens kontrol i så henseende.

113    Som sagsøgerne og intervenienten har gjort gældende i stævningen og i retsmødet uden at være blevet modsagt af Kommissionen på dette punkt, vedrører de nævnte gebyrer et stabilt og forholdsvist beskedent beløb, for hvilket de grundlæggende parametre er fastlagt ved ministeriel bekendtgørelse, og som kan øges lidt afhængigt af den berørte enheds omsætning.

114    I denne forbindelse skal der henvises til den faste retspraksis, hvorefter den omstændighed, at et produkt eller en tjenesteydelse, som leveres af et offentligt organ, og som er knyttet til dennes udøvelse af offentlig myndighed, leveres mod betaling foreskrevet ved lovgivning, ikke er tilstrækkelig til, at den udøvede aktivitet har karakter af økonomisk virksomhed, og til, at enheden, som udøver den, bør karakteriseres som en virksomhed (jf. i denne retning dom af 18.3.1997, Diego Calì & Figli, C-343/95, EU:C:1997:160, præmis 22-25, og af 12.9.2013, Tyskland mod Kommissionen, T-347/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:418, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

115    Idet Kommissionen i den anfægtede afgørelse med hensyn til karakteren af, metoden til beregning af og størrelsen af gebyrerne ikke godtgjorde, at disse gebyrer udgør en modydelse for en tjeneste af økonomisk karakter, kan sagsøgernes og intervenientens argumentation, ifølge hvilken de nævnte tilladelsesgebyrer skal anses for en afgift, der betales til staten, snarere end en sådan modydelse, ikke forkastes.

116    Som anført i præmis 84 ovenfor gælder dette så meget mere, som Kommissionen ikke i nogen tidligere afgørelse har taget stilling den økonomiske karakter af en aktivitet som havnemyndighedernes udstedelse af tilladelser til havneoperationer.

117    Endvidere fremgår det, som anført i præmis 96-102 ovenfor, intetsteds af den anfægtede afgørelse, at den nævnte aktivitet består i levering af en tjeneste, der leveres på et marked.

118    Kommissionen har således ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at tilladelsesgebyrerne udgør en modydelse for en tjeneste af økonomisk karakter, som varetages af havnemyndighederne.

119    Det første anbringendes tredje led skal følgelig tiltrædes for så vidt angår udstedelse af tilladelser til havneoperationer og i øvrigt forkastes.

120    Det andet, det tredje og det fjerde anbringende skal derfor kun undersøges med henblik på indrømmelse af adgang til havne og tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker.

 Det andet anbringende om en fejlagtig fortolkning af begrebet »overførsel af statsmidler« i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF

121    Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af intervenienten, gjort gældende, at fritagelsen for selskabsskat ikke medfører en økonomisk byrde for den italienske stat, eftersom havnemyndighedernes aktiviteter kontrolleres af Corte dei conti (revisionsret), deres resultater indgår i statens konsoliderede resultatopgørelse og deres gæld anses for at være statens gæld. Kommissionen tog ikke hensyn til disse særlige træk ved det italienske havnesystem.

122    Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af intervenienten, desuden gjort gældende, at havnemyndighedernes indtægter alene må anvendes til at opfylde deres institutionelle opgaver, herunder at sørge for, at den statsejede infrastruktur er sikker og i god stand. Fritagelsen for selskabsskat medfører derfor ikke et tab af indtægter for staten, eftersom staten, såfremt denne fritagelse ikke fandtes, skulle øge sine finansielle bidrag til havnemyndighederne.

123    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

124    I denne henseende bemærkes indledningsvis, at begrebet »støtte« ikke blot tager sigte på positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes de foranstaltninger, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (jf. dom af 21.3.2013, Kommissionen mod Buczek Automotive, C-405/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:186, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 19.3.2013, Bouygues m.fl. mod Kommissionen m.fl., C-399/10 P og C-401/10 P, EU:C:2013:175, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

125    Betingelsen for at anse fordele for statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er endvidere, at disse skal begunstige en virksomhed, dvs. en enhed, der udøver økonomiske aktiviteter. Hvis en sådan enhed er juridisk adskilt fra staten, indebærer det nødvendigvis en overførsel af statsmidler, når denne enhed indrømmes en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

126    Selv om havnemyndighederne er offentligretlige enheder i henhold til italiensk ret, er de oprettet som juridiske enheder, der er adskilt fra staten og fra andre offentlige enheder i Italien.

127    På grund af fritagelsen for selskabsskat er havnemyndighederne fritaget for betaling af skatter, som de skulle have betalt som følge af deres økonomiske aktiviteter. Hvis denne fritagelse ikke fandtes, ville havnemyndighederne have betalt visse skattebeløb til staten. Den manglende betaling af disse beløb giver således anledning til en overførsel af statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning og analogt dom af 15.3.1994, Banco Exterior de España, C-387/92, EU:C:1994:100, præmis 14, og af 11.9.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-425/11, EU:T:2014:768, præmis 40).

128    Det bemærkes desuden, således som Kommissionen har anført, at enhver virksomhed, uanset dens retlige status, kan være modtager af statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. En accept af antagelsen om, at statsstøttereglerne ikke finder anvendelse, idet den begunstigede er en offentlig virksomhed, og den tildelte fordel bliver i statens økonomiske sfære i vid forstand, ville skade disse reglers effektive virkning og indføre en uberettiget forskelsbehandling af offentlige og private begunstigede i strid med neutralitetsprincippet som fastsat i artikel 345 TEUF (dom af 19.12.2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, EU:C:2019:1121, præmis 67).

129    På baggrund af det ovenstående skal det konkluderes, at Kommissionen i 133. betragtning til den anfægtede afgørelse med rette gjorde gældende, at de italienske skattemyndigheder ved at fritage havnemyndighederne for selskabsskat til trods for, at de udøver økonomisk aktivitet, giver afkald på indtægter, som udgør statsmidler. Fritagelsen for selskabsskat giver således anledning til overførsel af statsmidler som omhandlet i artikel 107 TEUF.

130    Det andet anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det tredje anbringende om en fejlagtig fortolkning af selektivitetskriteriet

131    I forbindelse med det tredje anbringende, der er opdelt i fem led, har sagsøgerne, i denne henseende støttet af intervenienten, i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen fortolkede selektivitetskriteriet forkert.

 Det første led om sammenblanding af fordelskriteriet og selektivitetskriteriet

132    Sagsøgerne har, støttet af intervenienten, gjort gældende, at der i den anfægtede afgørelse i strid med en fast retspraksis, hvorefter fordelskriteriet og selektivitetskriteriet skal vurderes særskilt, skete en sammenblanding af disse to kriterier, idet den anbefalede metode til vurdering af selektivitetskriteriet blev anvendt på kriteriet om økonomisk fordel.

133    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

134    Indledningsvis skal det bemærkes, at der skal sondres mellem kvalificeringen af den omhandlede foranstaltning som »støtteordning« eller »individuel støtte« som omhandlet i artikel 1, litra d) og e), i forordning 2015/1589. Identificeringen af en økonomisk fordel i forbindelse med undersøgelsen af individuel støtte giver nemlig i princippet anledning til en formodning om, at den er selektiv. Ved undersøgelsen af en støtteordning skal det derimod fastlægges, om den pågældende foranstaltning, uanset om det er fastslået, at den indebærer en generel fordel, alene begunstiger visse virksomheder eller visse erhvervssektorer (jf. i denne retning dom af 4.6.2015, Kommissionen mod MOL, C-15/14 P, EU:C:2015:362, præmis 60, af 30.6.2016, Belgien mod Kommissionen, C-270/15 P, EU:C:2016:489, præmis 49, og af 6.10.2021, World Duty Free Group og Spanien mod Kommissionen, C-51/19 P og C-64/19 P, EU:C:2021:793, præmis 34).

135    I den foreliggende sag udgør den omhandlede foranstaltning, dvs. fritagelsen for selskabsskat, en støtteordning.

136    I modsætning til det af sagsøgerne og intervenienten anførte blev de to kriterier om selektivitet og fordel undersøgt hver for sig i den anfægtede afgørelse. Både i 135.-138. betragtning til den anfægtede afgørelse og i 158.-176. betragtning til denne forklarede Kommissionen successivt, at havnemyndighedernes fordel består i, at de af deres aktiviteter, der angiveligt er økonomiske, er fritaget for selskabsskat, og at denne fordel alene er tildelt havnemyndighederne og ikke andre skattepligtige, der befinder sig i samme faktiske og retlige situation, set i lyset af det mål, der forfølges med referenceskattesystemet.

137    I den foreliggende sag har sagsøgerne og intervenienten ganske vist med rette anført, at indholdet af fordelsanalysen og indholdet af selektivitetsanalysen i vidt omfang er sammenfaldende, men denne konstatering hænger naturligt sammen med, at metoderne til analyse af de to aspekter ligner hinanden.

138    Det fastlægges nemlig, om der foreligger en fordel på grundlag af en undtagelse fra det normale beskatningsniveau, dvs. i forhold til en situation uden skattefritagelse.

139    Uden at dette kan anses for en modsigelse, udgør en sådan undtagelse fra det normale beskatningsniveau ligeledes udgangspunktet for selektivitetsanalysen, hvori der fokuseres på spørgsmålet om, hvorvidt den samme fordel tildeles andre skattepligtige, der befinder sig i samme faktiske og retlige situation, set i lyset af det mål, der forfølges med referenceskattesystemet (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Kommissionen mod World Duty Free Group m.fl., C-20/15 P og C-21/15 P, EU:C:2016:981, præmis 54-57, og af 6.10.2021, World Duty Free Group og Spanien mod Kommissionen, C-51/19 P og C-64/19 P, EU:C:2021:793, præmis 60).

140    Det tredje anbringendes første led må derfor forkastes.

 Det andet led om en fejlagtig fastlæggelse af referencesystemet

141    Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af intervenienten, gjort gældende, at Kommissionen, idet den med urette anså havnemyndighederne for kommercielle enheder, der skulle betale selskabsskat i henhold til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, stk. 1, litra c), mens de i virkeligheden henhører under den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74 og derfor a priori er fritaget for selskabsskat, fastlagde et referencesystem af kunstigt stort omfang.

142    Ifølge sagsøgerne og intervenienten befinder havnemyndighederne sig i en faktisk og retlig situation, der er forskellig fra de enheder, der er omhandlet i den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, eftersom havnemyndighederne kun udøver ikke-kommercielle aktiviteter. Følgelig har den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, der finder anvendelse på enheder, som udøver kommercielle aktiviteter, og den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74, der alene finder anvendelse på statslige og offentlige enheder, som ikke udøver kommercielle aktiviteter, særskilte anvendelsesområder og udgør derfor separate referencesystemer. Sagsøgerne, støttet af intervenienten, er af den opfattelse, at referencesystemet burde have været begrænset til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74.

143    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

144    I denne henseende bemærkes indledningsvis, at en kvalificering af en national skatte- eller afgiftsforanstaltning som selektiv forudsætter, at Kommissionen først identificerer, hvad der er det almindelige eller normale skatte- eller afgiftssystem i den pågældende medlemsstat, og at det derefter godtgøres, at den omhandlede skatte- eller afgiftsforanstaltning udgør en afvigelse fra dette referencesystem, for så vidt som den indfører en differentiering mellem erhvervsdrivende, der i forhold til det formål, der forfølges hermed, befinder sig i sammenlignelige faktiske og retlige situationer (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, World Duty Free Group og Spanien mod Kommissionen, C-51/19 P og C-64/19 P, EU:C:2021:793, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

145    Med henblik på at fastlægge referencesystemet skal hele det regelsæt, som påvirker virksomhedernes skattebyrde, desuden afdækkes (generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Andres (konkursboet efter Heitkamp BauHolding) mod Kommissionen, C-203/16 P, EU:C:2017:1017, punkt 109). Denne tilgang sikrer, at en skatteforanstaltning vurderes i forhold til en ramme, der omfatter alle relevante bestemmelser.

146    Referencesystemet kan ikke bestå af nogle bestemmelser i den berørte medlemsstats nationale ret, som kunstigt er udskilt fra en bredere lovgivningsmæssig ramme (dom af 28.6.2018, Andres (konkursboet efter Heitkamp BauHolding) mod Kommissionen, C-203/16 P, EU:C:2018:505, præmis 103).

147    Med andre ord er det, når den pågældende skatteforanstaltning fremstår som en uadskillelig del af den almindelige skatteordning i den pågældende medlemsstat, dette system, der skal tjene som reference (dom af 6.10.2021, World Duty Free Group og Spanien mod Kommissionen, C-51/19 P og C-64/19 P, EU:C:2021:793, præmis 63).

148    I den foreliggende sag fastlagde Kommissionen i 159.-164. betragtning til den anfægtede afgørelse det system for selskabsskat, der er fastsat i den konsoliderede indkomstskattelov, som det referencesystem, der i det væsentlige finder anvendelse på indtægter, som oppebæres af enheder, der udøver kommercielle aktiviteter. Ifølge Kommissionen omfatter dette referencesystem den definition af skattepligtige personer og skattepligtig indkomst, som følger af den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 72, sammenholdt med denne lovs artikel 73.

149    I denne henseende bemærkes, at der i den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 72 er fastsat et princip om, at selskabsskat finder anvendelse på alle indtægter. I henhold til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, stk. 1, er kommercielle selskaber samt andre offentlige og private enheder underlagt selskabsskat, uanset om de udelukkende eller hovedsagelig har til formål at udøve kommerciel virksomhed eller ej.

150    Sagsøgerne har, støttet af intervenienten, gjort gældende, at referencesystemet burde have været begrænset til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74.

151    I denne forbindelse bemærkes, at det i nævnte artikel dels bestemmes, at visse statslige enheder og visse lokale eller regionale myndigheder ikke er underlagt selskabsskat, dels at offentlige enheders udøvelse af statslige funktioner ikke anses for at være af kommerciel karakter. I det foreliggende tilfælde varetager havnemyndighederne ifølge den af de italienske skattemyndigheder anlagte fortolkning kun statslige funktioner og skal dermed ikke være underlagt selskabsskat.

152    Det må dog fastslås, at denne artikel indgår i et større skattesystem, der fastsætter alle de italienske bestemmelser vedrørende selskabsskat. Dette system fastlægger bl.a. de skattepligtige personer, det skattepligtige overskud og skattesatserne. I henhold til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, stk. 1, litra b) og c) (jf. præmis 17 ovenfor), er de skattepligtige bl.a. offentlige enheder, hvad enten deres aktiviteter er af økonomisk karakter eller ej.

153    Den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74 kan derfor ikke adskilles fra det system for selskabsskat, der er fastsat i den konsoliderede indkomstskattelov. Denne bestemmelse fritager nemlig visse enheder og visse aktiviteter for selskabsskat, hvilket forudsætter, at der findes en hovedregel om, at de nævnte enheder og aktiviteter beskattes. Denne hovedregel er bl.a. fastsat i den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, stk. 1, litra b) og c), der præciserer, at en offentligretlig eller privatretlig enheds udøvelse af en kommerciel aktivitet er det afgørende kriterium for pålæggelse af selskabsskat. Uden den nævnte hovedregel, der følger af det bredere selskabsskattesystem, navnlig den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, stk. 1, litra b) og c), ville fritagelsen i den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74, stk. 2, være aldeles formålsløs.

154    Endelig er det ubestridt, at indtægterne fra kommercielle aktiviteter som omhandlet i den konsoliderede indkomstskattelov, der synes at svare til begrebet »økonomisk aktivitet« i statsstøttereglernes forstand, skal pålægges i henhold til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 73, stk. 1. I retsmødet har sagsøgerne nemlig bekræftet, at såfremt en eller flere af havnemyndighedernes aktiviteter kvalificeres som økonomiske, skal indtægterne fra denne eller disse aktiviteter være omfattet af selskabsskat.

155    I realiteten må det konstateres, at sagsøgernes argumentation om en fejlagtig fastlæggelse af referencesystemet i vid udstrækning hviler på den antagelse, at havnemyndighederne ikke udøver nogen økonomisk aktivitet. Som det imidlertid fremgår af præmis 95 og 111 ovenfor, kvalificerede Kommissionen med rette indrømmelse af adgang til havne og tildeling af koncessioner på statsejede områder og dokker som økonomiske aktiviteter. Den argumentation, der ligger til grund for sagsøgernes antagelse, kan således ikke tiltrædes.

156    På baggrund af det ovenstående skal det tredje anbringendes andet led forkastes.

 Det tredje led om undtagelse fra referencesystemet

157    Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af intervenienten, gjort gældende, at Kommissionen anvendte det andet trin i selektivitetsanalysen forkert, idet den nøjedes med at identificere en undtagelse fra referencesystemet uden af identificere de virksomheder, der befinder sig i samme faktiske og retlige situation som havnemyndighederne.

158    Sagsøgerne har gjort gældende, at eftersom den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74 er referencesystemet, afviger fritagelsen for selskabsskat ikke fra dette system, og da alle de i denne artikel omhandlede virksomheder henhører under det samme referencesystem, foreligger der ikke en undtagelse til fordel for en af nævnte kategorier af enheder.

159    Formålet med det selskabsskattesystem, der er fastsat i den konsoliderede indkomstskattelov, er desuden ikke at beskatte selskabers og andre juridiske enheders indtægter, uanset om de udøver økonomiske aktiviteter eller ej. Formålet med den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74 er ikke at pålægge den offentlige forvaltning selskabsskat.

160    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

161    I denne henseende bemærkes indledningsvis, at det andet trin med henblik på at vurdere selektiviteten af en national skatte- eller afgiftsforanstaltning ifølge fast retspraksis er at fastslå, om den omhandlede skatte- eller afgiftsforanstaltning udgør en afvigelse fra dette referencesystem, for så vidt som den indfører en sondring mellem erhvervsdrivende, der i forhold til det formål, der forfølges hermed, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation (jf. dom af 19.12.2018, A-Brauerei, C-374/17, EU:C:2018:1024, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

162    Det er derfor i lyset af formålet med referencesystemet, at det skal undersøges, om havnemyndighederne befinder sig i en faktisk og retlig situation, der er sammenlignelig med andre enheder, som er omfattet af selskabsskat, og som ikke er fritaget herfor i henhold til den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74.

163    Som anført i præmis 153 er formålet med refererencesystemet, dvs. selskabsskattesystemet, og navnlig den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 72 og 73, i det væsentlige, at de indtægter, som oppebæres af hver enkelt enhed, der udøver økonomiske aktiviteter, uanset om den er offentligretlig eller privatretlig, pålægges selskabsskat, som Kommissionen med rette har fremhævet (jf. i denne retning og analogt dom af 8.9.2011, Paint Graphos m.fl., C-78/08 – C-80/08, EU:C:2011:550, præmis 54, og af 20.9.2019, Port autonome du Centre et de l’Ouest m.fl. mod Kommissionen, T-673/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:643, præmis 178).

164    Set i lyset af dette formål er havnemyndighedernes faktiske og retlige situation, for så vidt som de udøver økonomiske aktiviteter, sammenlignelig, om ikke identisk, med situationen for andre enheder, der er omfattet af selskabsskat, og ikke med den situation, som staten eller offentlige organer befinder sig i, når de udøver offentligretlige beføjelser. Der er i denne henseende ingen forskel på havnemyndighedernes økonomiske aktiviteter og de økonomiske aktiviteter, som udøves af andre enheder, der er omfattet af selskabsskat. Det må derfor konstateres, at idet den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74, således som den fortolkes og anvendes af de italienske skattemyndigheder, fritager havnemyndighedernes indtægter, herunder indtægterne fra økonomiske aktiviteter, for selskabsskat, udgør bestemmelsen en undtagelse fra referencesystemet til fordel for havnemyndighederne.

165    Desuden må det på ny konstateres, at sagsøgernes argumentation om, at der ikke foreligger en undtagelse fra referencesystemet, i det væsentlige hviler på den urigtige forudsætning, at havnemyndighederne ikke udøver nogen økonomisk aktivitet. Som allerede anført i præmis 95 og 111 ovenfor må denne forudsætning imidlertid forkastes. Såfremt en eller flere af havnemyndighedernes aktiviteter kvalificeres som økonomiske, skal indtægterne fra disse aktiviteter, som det fremgår af præmis 163 og 164 ovenfor, endvidere være omfattet af selskabsskat.

166    På baggrund af det ovenstående skal det tredje anbringendes tredje led forkastes.

 Det fjerde led om begrundelsen for undtagelsen i kraft af referencesystemets karakter eller opbygning

167    Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er fejlagtig, for så vidt som det deri konkluderes, at fritagelsen for selskabsskat ikke kan være begrundet i skattesystemets opbygning og karakter. Den nævnte fritagelse er nemlig begrundet, eftersom den følger direkte af grundlæggende eller vejledende principper i referencesystemet, såsom princippet om, at staten ikke beskattes, princippet »skat af skat gælder ikke« og princippet om, at organer, der forvalter offentlig ejendom, ikke skal betale selskabsskat.

168    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

169    I denne forbindelse skal det indledningsvis bemærkes, at en foranstaltning, der udgør en undtagelse fra referencesystemet, kan være begrundet i dette systems karakter eller almindelige opbygning, hvilket indebærer, at foranstaltningen ikke er selektiv. Dette er tilfældet, når en foranstaltning er en direkte følge af de grundlæggende eller ledende principper i det pågældende referencesystem, eller når den skyldes de mekanismer, som er uadskilleligt forbundet med systemet og er nødvendige for dets funktionsmåde og effektivitet (jf. i denne retning dom af 8.9.2011, Paint Graphos m.fl., C-78/08 – C-80/08, ECLI:EU:C:2011:550, præmis 69).

170    Som Kommissionen med rette har fremhævet, påhviler det medlemsstaten, og i givet fald de interesserede parter, at godtgøre, at undtagelsen fra referencesystemet faktisk er begrundet i det pågældende systems karakter eller almindelige opbygning (jf. i denne retning dom af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 146).

171    Som Kommissionen har anført, fremførte hverken de italienske myndigheder eller de interesserede parter argumenter herom under den administrative procedure, hvilket i øvrigt hverken er blevet bestridt af havnemyndighederne eller af intervenienten. Den omstændighed, at der ikke er fremført sådanne argumenter, er tilstrækkelig til at konkludere, at den omhandlede foranstaltning ikke er begrundet i referencesystemets karakter og opbygning. Havnemyndighedernes anbringende om, at Kommissionen i det væsentlige burde have godtgjort, at en sådan begrundelse ikke forelå, ser derfor bort fra fast retspraksis på dette punkt (jf. i denne retning og analogt dom af 29.4.2004, Nederlandene mod Kommissionen, C-159/01, EU:C:2004:246, præmis 43, og af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 103).

172    Havnemyndighederne har ganske vist gjort gældende, at fritagelsen i den konsoliderede indkomstskattelovs artikel 74 følger af almindelige principper i italiensk skatteret, nærmere bestemt princippet om, at staten ikke beskattes, princippet »skat af skat gælder ikke« og princippet om, at organer, der forvalter offentlig ejendom, ikke skal betale selskabsskat.

173    Det skal imidlertid fastslås, at dette anbringende på ny hviler på den fejlagtige forudsætning, at havnemyndighederne kun udøver aktiviteter af ikke-økonomisk karakter. Som allerede anført i præmis 85, 86, 107 og 111 ovenfor må denne forudsætning imidlertid forkastes.

174    På baggrund af det ovenstående skal det tredje anbringendes fjerde led forkastes.

 Det femte led om manglende relevans af tidligere afgørelser vedrørende belgiske, de franske og de nederlandske havne

175    Sagsøgerne har fremhævet forskellene mellem selskabsskattesystemet i den konsoliderede indkomstskattelov på den ene side, og de skattesystemer, der var genstand for de tidligere afgørelser vedrørende de belgiske, de franske og de nederlandske havne på den anden side.

176    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

177    Det må konstateres, at Kommissionens analyse angående den selektive karakter af fritagelsen for selskabsskat, der beskrevet i 158.-174. betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke hviler på de tidligere afgørelser vedrørende de belgiske, de franske og de nederlandske havne. De eventuelle forskelle mellem de sager, der gav anledning til de nævnte afgørelser og den foreliggende sag, er således uden betydning for lovligheden af den omhandlede analyse foretaget af Kommissionen.

178    Det følger heraf, at det femte led og dermed det tredje anbringende i sin helhed skal forkastes.

 Det fjerde anbringende om en fejlagtig vurdering af betingelserne vedrørende konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne samt utilstrækkelig begrundelse

179    Sagsøgerne og intervenienten har gjort gældende, at afgørelsen var fejlagtig, for så vidt som det blev konkluderet, at fritagelsen for selskabsskat medfører en konkurrencefordrejning og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

180    For det første har sagsøgerne hævdet, at den anfægtede afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, eftersom Kommissionen blot formodede, at den omhandlede foranstaltning fordrejede konkurrencen og påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne uden dog at fastslå, at disse to omstændigheder forelå.

181    For det andet har sagsøgerne og intervenienten anført, at eftersom artikel 107, stk. 1, TEUF kun finder anvendelse på sektorer, der er åbne for konkurrence, kan bestemmelsen ikke anvendes på den italienske havnesektor, som er lukket for konkurrence og ikke er liberaliseret.

182    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen anlagde et urigtigt skøn, da den anførte, at virksomheder, der ønsker at etablere sig tæt på en havn, også kan etablere sig uden for havnen på land, der hverken ejes eller forvaltes af en havnemyndighed, således at havnemyndighederne konkurrerer med andre operatører, der udlejer land uden for havne. Ifølge sagsøgerne og intervenienten tilhører hele det italienske kystområde, der er egnet til havneaktiviteter, staten, hvorfor enhver virksomhed, der ønsker at udøve en sådan aktivitet, er undergivet havnemyndighederne.

183    For det fjerde har sagsøgerne gjort gældende, at afgørelsen tilsidesatte den retspraksis, hvorefter Kommissionen, når der ikke findes en harmoniseret skattepolitik på EU-plan, ikke har beføjelse til at foretage en sammenlignende undersøgelse af de skatteregler, der er gældende i de forskellige medlemsstater. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en mulig konkurrencefordrejning, skal undersøges på nationalt plan og uden hensyntagen til de gældende betingelser i andre medlemsstater.

184    For det femte er den anfægtede afgørelse udtryk for magtfordrejning, behæftet med en kompetencemangel og i strid med artikel 107 TEUF, 116 TEUF og 117 TEUF, eftersom Kommissionen, idet den tilsigtede at påtale fordrejninger som følge af eksisterende forskelle mellem medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser, burde have grebet ind på grundlag af artikel 116 TEUF og 117 TEUF og ikke på grundlag af statsstøttereglerne.

185    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

186    I denne henseende skal det første klagepunkt om en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF som følge af den anfægtede afgørelses manglende begrundelse hvad angår påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejning som omhandlet i artikel 107 TEUF for det første forkastes.

187    Som Kommissionen med rette har gjort gældende, må det nemlig fastslås, at den anfægtede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, idet Kommissionen behandlede påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejningen i 139.-157. betragtning. Det fremgår desuden af gennemgangen af de forskellige anbringender, at den anfægtede afgørelse gjorde det muligt for sagsøgerne at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning i denne henseende og for Retten at foretage sin prøvelse.

188    Sagsøgernes argument om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF skal derfor forkastes.

189    For det andet skal sagsøgernes og intervenientens argument, som i det væsentlige drejer sig om, at Kommissionen så bort fra den omstændighed, at den italienske havnesektor er kendetegnet ved ikke at være liberaliseret som følge af, at der findes et lovbestemt monopol i hver enkelt italiensk havn, undersøges.

190    Som anført i præmis 93 ovenfor bemærkes det i denne henseende, at der er konkurrence mellem visse italienske havne og visse havne i andre medlemsstater, eftersom operatører af havnetjenester har valget mellem flere havne til at nå det samme bagland. Som anført i præmis 94 ovenfor konkurrerer havnemyndighederne endvidere med henblik på at tiltrække koncessionshavere, der kan drive de statsejede områder i de havne, som de forvalter.

191    Muligheden for en sådan konkurrence er tilstrækkelig til at konkludere, at fritagelsen for selskabsskat kan fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 14.1.2015, Eventech, C-518/13, EU:C:2015:9, præmis 65).

192    Hvad for det tredje navnlig angår konkurrencen mellem havnemyndighederne og de operatører, der udlejer land uden for havnene, bemærkes, at de geografiske og rumlige forhold omkring de berørte havne ganske vist ikke synes at give mulighed for, at tredjeparter kan drive disse områder i konkurrence med havnemyndighederne, hvilket i øvrigt ikke er blevet anfægtet af Kommissionen.

193    Denne konstatering er imidlertid ikke tilstrækkelig til at rejse tvivl om Kommissionens konklusion, ifølge hvilken fritagelsen for selskabsskat kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen.

194    De øvrige begrundelser, der er opregnet i den anfægtede afgørelse desangående, navnlig, som anført i præmis 92-94 ovenfor, den omstændighed, at de italienske havne er udsat for en vis konkurrence, er tilstrækkelige til at underbygge Kommissionens konklusion. Dette argument er derfor irrelevant.

195    I modsætning til det af sagsøgerne anførte indebærer den omstændighed, at området for direkte beskatning ikke er harmoniseret, ikke, at en mulig konkurrencefordrejning alene skal undersøges på det nationale plan. Mens betingelsen vedrørende selektivitet som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF nemlig alene kan bedømmes i forhold til én medlemsstat og alene fører til en analyse af forskelsbehandlingen mellem denne ene medlemsstats virksomheder eller produktioner, er bedømmelsen af betingelsen vedrørende konkurrencefordrejning som omhandlet i samme stykke i den nævnte artikel ikke nødvendigvis begrænset til den berørte medlemsstats virksomheder eller produktioner, eftersom en støtteforanstaltning for at være omfattet artikel 107 TEUF skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning og analogt dom af 11.11.2004, Spanien mod Kommissionen, C-73/03, ikke trykt i Sml., EU:C:2004:711, præmis 29).

196    I forbindelse med en statsstøtteordning som fritagelsen for selskabsskat kan Kommissionen desuden indskrænke sig til at undersøge den pågældende ordnings kendetegn med henblik på at vurdere, om ordningen kan fordreje konkurrencen, idet den hovedsageligt begunstiger virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning og analogt dom af 14.10.1987, Tyskland mod Kommissionen, 248/84, EU:C:1987:437, præmis 18). Eftersom havnesektoren er kendetegnet ved grænseoverskridende handel, kunne Kommissionen med rette fastslå, at fritagelsen for selskabsskat kan fordreje konkurrencen mellem visse italienske havne og visse havne i andre medlemsstater.

197    Endelig skal sagsøgernes argumenter om magtfordrejning, der, som anført i præmis 56-58 ovenfor, er uden betydning, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, forkastes. Af samme grunde skal sagsøgernes argumenter om kompetencemangel ligeledes forkastes.

198    Dermed skal det fjerde anbringende forkastes.

 Konklusion

199    Selv om den anfægtede afgørelses konklusion er affattet i generelle vendinger, idet fritagelsen for selskabsskat kvalificeres som en eksisterende støtteordning, der er uforenelig med det indre marked, og Den Italienske Republik pålægges at ophæve denne fritagelse, følger det af betragtningerne til afgørelsen, på baggrund af hvilke konklusionen skal fortolkes (jf. i denne retning dom af 30.11.2011, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, T-208/06, EU:T:2011:701, præmis 131), at afgørelsen kun tager sigte på de økonomiske aktiviteter, som havnemyndighederne udøver.

200    Som anført i præmis 118 og 119 ovenfor har Kommissionen ikke i fornødent omfang godtgjort, at udstedelse af tilladelser til havneoperationer udgør en økonomisk aktivitet. Henset til den omstændighed, at de af havnemyndighedernes aktiviteter, der blev kvalificeret som økonomiske i den anfægtede afgørelse, kan udskilles, og for at sikre retssikkerheden i Den Italienske Republiks gennemførelse af denne afgørelse skal den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den kvalificerede udstedelse af tilladelser til havneoperationer som økonomisk aktivitet (jf. i denne retning dom af 24.10.2002, Aéroports de Paris mod Kommissionen, C-82/01 P, EU:C:2002:617, præmis 77, og af 30.9.2003, Tyskland mod Kommissionen, C-239/01, EU:C:2003:514, præmis 33). I øvrigt skal Kommissionen frifindes.

 Sagsomkostninger

201    Som anført i præmis 200 ovenfor skal den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som en af de tre aktiviteter, der udøves af havnemyndighederne, nærmere bestemt udstedelse af tilladelser til havneoperationer, deri blev kvalificeret som økonomisk aktivitet.

202    I henhold til artikel 134, stk. 3, i Rettens procesreglement bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, kan Retten endvidere træffe afgørelse om, at andre intervenienter end de i stk. 1 og 2 nævnte skal bære deres egne omkostninger.

203    Det bemærkes imidlertid, at både sagsøgerne, støttet af intervenienten, og Kommissionen har tabt sagen på nogle punkter, og at den anfægtede afgørelse er blevet annulleret delvist.

204    I duplikken har Kommissionen endvidere oplyst Retten om, at svarskriftet blev offentliggjort på webstedet »Shipping Italy«. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gældende, at den nævnte offentliggørelse udgør en upassende anvendelse af processkrifterne fra sagsøgernes side, hvilket bør have indvirkning på omkostningerne i henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 2, hvori det fastsættes, at Retten kan pålægge endog en vindende part helt eller delvist at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold.

205    Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort, at sagsøgerne var kilden til offentliggørelsen af svarskriftet på internettet. Det har derfor ikke været muligt at afgøre med sikkerhed, hvem der har lækket det pågældende dokument. Selv om en sådan hændelse er beklagelig, kan Kommissionens påstand i mangel af beviser for dennes anbringende derfor ikke tages til følge.

206    I lyset af det ovenstående tilpligtes parterne hver at bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling):

1)      Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1757 af 4. december 2020 om støtteordning SA.38399 – 2019/C (ex 2018/E) som Italien gennemførte – Selskabsbeskatning for havne i Italien annulleres, for så vidt som den kvalificerede udstedelse af tilladelser til havneoperationer som økonomisk aktivitet.

2)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)      Autorità di sistema portuale del Mar Ligure occidentale og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, Associazione Porti Italiani (Assoporti) og Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

Papasavvas Porchia Madise

Nihoul       Verschuur

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. december 2023.

Underskrifter

*      Processprog: italiensk.

1      Listen over de øvrige sagsøgere er kun vedlagt den version, der meddeles parterne.