RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)
11. oktober 2017 (*)
»Annullationssøgsmål – statsstøtte – skattefordele, der indrømmes af en lokal myndighed i en medlemsstat – støtteordning, der erklæres uforenelig med det indre marked – afgørelsens gennemførelse – forpligtelse til at kontrollere støttemodtagernes individuelle situation – Kommissionens manglende stillingtagen – akt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål – afvisning«
I sag T-170/16,
Guardian Glass España, Central Vidriera, SLU, Llodio (Spanien), ved advokaterne M. Araujo Boyd, D. Armesto Macías og A. Lamadrid de Pablo,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved L. Flynn, B. Stromsky og P. Němečková, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse, der er indeholdt i et dokument af 15. juli 2015 med overskriften »Skattemæssige tvister i Baskerlandet (Álava) – uformel underretning vedrørende supplerende bemærkninger om foreneligheden med retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte fra 1998«,
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne P. Nihoul (refererende dommer) og J. Svenningsen,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
Skattenedslaget i provinsen Álava
1 I perioden 1994-1997 vedtog provinserne Álava, Vizcaya og Guipúzcoa, som ligger i den selvstyrende region Baskerlandet (Spanien), seks skatteordninger fordelt på to typer: et skattenedslag på 45% af virksomheders investeringer og en degressiv fireårig nedsættelse af beskatningsgrundlaget for nye virksomheder.
2 Den foreliggende sag vedrører én af de seks skatteordninger, der er nævnt i præmis 1 ovenfor, nemlig den skatteordning, som blev vedtaget af provinsen Álava, og som på visse betingelser gjorde det muligt at give virksomheder i denne provins et nedslag i skatten på 45% af deres investeringer.
3 De pågældende skatteordninger forblev i kraft indtil 1999 for så vidt angår skattenedslaget på 45% af virksomheders investeringer, som var vedtaget af provinsen Álava, og indtil 2000 for så vidt angår de øvrige skatteordninger.
4 Ingen af skatteordningerne blev anmeldt til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Kommissionens undersøgelse af den omhandlede skatteordning
5 Kommissionen fik kendskab til de pågældende skatteordninger efter at have modtaget en række klager.
6 Ved skrivelser af 17. august og 29. september 1999 meddelte Kommissionen de spanske myndigheder, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF med hensyn til de seks skatteordninger, dvs. skattenedslaget på 45% af virksomheders investeringer, som var vedtaget af provinserne Vizcaya og Guipúzcoa (EFT 1999, C 351, s. 29), de degressive fireårige nedsættelser af beskatningsgrundlaget for nye virksomheder, som var vedtaget af provinserne Álava, Vizcaya og Guipúzcoa (EFT 2000, C 55, s. 2), og skattenedslaget på 45% af virksomheders investeringer, som var vedtaget af provinsen Álava (EFT 2000, C 71, s. 8).
7 Den 3. november og den 6. december 1999 blev der anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af beslutningerne om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure.
8 Retten frifandt Kommissionen ved domme af 23. oktober 2002, Diputación Foral de Guipúzcoa m.fl. mod Kommissionen (T-269/99, T-271/99 og T-272/99, EU:T:2002:258), og Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen (T-346/99 – T-348/99, EU:T:2002:259).
9 Den 11. juli 2001 afsluttede Kommissionen den formelle undersøgelsesfase ved seks beslutninger, hvori den for det første konstaterede, at de omhandlede skatteordninger udgjorde ulovlig statsstøtte, da de var iværksat i strid med forpligtelsen til forhåndsanmeldelse til Kommissionen, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF, og for det andet konstaterede, at ordningerne var uforenelige med det indre marked.
10 Med hensyn til skattenedslaget på 45% af virksomheders investeringer, der var vedtaget af provinsen Álava, konstaterede Kommissionen, at denne skatteordning var uforenelig med det indre marked, i artikel 1 i beslutning 2002/820/EF af 11. juli 2001 om den spanske stats støtteordning til fordel for virksomheder i Álava i form af et nedslag i skatten på 45% af investeringsbeløbet (EFT 2002, L 296, s. 1, herefter »2001-beslutningen«).
11 I 2001-beslutningens artikel 2 anmodede Kommissionen Kongeriget Spanien om at ophæve skattenedslaget på 45% af virksomheders investeringer, som provinsen Álava havde vedtaget, hvis det fortsat havde virkninger.
12 I 2001-beslutningens artikel 3, stk. 1, andet afsnit, krævede Kommissionen, at Kongeriget Spanien indstillede al udbetaling af udestående støtte.
13 2001-beslutningens artikel 3, stk. 1, første afsnit, og artikel 3, stk. 2, hvori Kommissionen pålagde Kongeriget Spanien at tilbagesøge den individuelle støtte, der var blevet udbetalt i henhold til den omhandlede ordning, hos modtagerne, var endelig affattet således:
»1. Spanien træffer alle nødvendige foranstaltninger til at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede uforenelige støtte, som allerede ulovligt er udbetalt til støttemodtagerne.
[…]
2. Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt. […]«
14 I forbindelse med kravet om tilbagesøgning af den støtte, som var tildelt under den ordning, der blev erklæret uforenelig, forklarede Kommissionen følgende i 98. betragtning til 2001-beslutningen:
»Denne beslutning omhandler ordningen og skal efterkommes øjeblikkeligt. Bl.a. skal enhver individuel støtte, der er tildelt under ordningen, tilbagebetales. Kommissionen minder ligeledes om, at nærværende beslutning ikke udelukker, at individuelle støttetildelinger i kraft af deres egne karakteristika kan betragtes som helt eller delvis forenelige med fællesmarkedet, enten ved en senere kommissionsbeslutning eller ved en gruppefritagelsesforordning.«
Annullationssøgsmålene til prøvelse af 2001-beslutningen
15 Den 25. september, den 22. oktober og den 21. december 2001 blev der anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af de seks beslutninger, som Kommissionen havde vedtaget den 11. juli 2001.
16 Den 9. september 2009 fastslog Retten, at Kommissionens seks beslutninger af 11. juli 2001 var lovlige, i sine domme Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen (T-227/01 – T-229/01, T-265/01, T-266/01 og T-270/01, EU:T:2009:315), og Diputación Foral de Álava m.fl. (T-230/01 – T-232/01 og T-267/01 – T-269/01, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:316).
17 Den første dom, der er nævnt i præmis 16 ovenfor, vedrører Kommissionens tre beslutninger af 11. juli 2001, hvori det fastslås, at de skattenedslag på 45% af virksomheders investeringer, som var vedtaget af provinserne Álava, Vizcaya og Guipúzcoa, var uforenelige med fællesmarkedet.
18 Den anden dom, der er nævnt i præmis 16 ovenfor, vedrører Kommissionens tre beslutninger af 11. juli 2001 om de degressive fireårige nedsættelser af beskatningsgrundlaget for nye virksomheder, som var vedtaget af provinserne Álava, Vizcaya og Guipúzcoa.
19 Den 26. november 2009 blev der iværksat appeller af de to domme, der er nævnt i præmis 16 ovenfor.
20 Den 28. juli 2011 forkastede Domstolen de appeller, der var iværksat af disse to domme, i domme Diputación Foral de Vizcaya m.fl. mod Kommissionen (C-471/09 P – C-473/09 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:521), og Diputación Foral de Vizcaya m.fl. mod Kommissionen (C-474/09 P – C-476/09 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:522).
Kontrollen med 2001-beslutningens gennemførelse
21 Den 12. oktober 2001 forhørte Kommissionen sig hos Kongeriget Spanien om, hvilke foranstaltninger det havde truffet for at efterkomme dens beslutninger af 11. juli 2001.
22 Den 19. november 2003 anlagde Kommissionen et traktatbrudssøgsmål ved Domstolen i medfør af artikel 108, stk. 2, TEUF, eftersom den var ikke tilfreds med de svar, den havde modtaget.
23 Den 14. december 2006 fastslog Domstolen, at Kongeriget Spanien havde tilsidesat sine forpligtelser, da det ikke inden for de angivne frister havde truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af Kommissionens beslutninger af 11. juli 2001 (dom af 14.12.2006, Kommissionen mod Spanien, C-485/03 – C-490/03, EU:C:2006:777).
24 I forlængelse af den ovenfor i præmis 23 nævnte dom tilbagesøgte de spanske myndigheder en del af støtten fra modtagerne. Den øvrige del skulle efter deres opfattelse ikke tilbagesøges, fordi den var forenelig med det indre marked og omfattet af reglerne om de minimis-støtte, og fordi der skulle tages hensyn til skattefradrag med tilbagevirkende kraft.
25 Den 18. april 2011 anlagde Kommissionen et nyt traktatbrudssøgsmål ved Domstolen i medfør af artikel 260, stk. 2, TEUF, da den fandt, at Kongeriget Spanien herved havde undladt at gennemføre Kommissionens beslutninger af 11. juli 2001 fuldt ud.
26 Den 30. oktober 2013, dvs. under traktatbrudsproceduren, underrettede Kommissionen Domstolen om, at støtten var blevet inddrevet i sin helhed den 15. oktober 2013. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at det ikke var nødvendigt at pålægge Kongeriget Spanien en tvangsbøde, men kun et fast beløb (dom af 13.5.2014, Kommissionen mod Spanien, C-184/11, EU:C:2014:316, præmis 16 og 17).
27 I dom af 13. maj 2014, Kommissionen mod Spanien (C-184/11, EU:C:2014:316), fastslog Domstolen, at Kongeriget Spanien havde tilsidesat de forpligtelser, der påhvilede det i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF. Domstolen pålagde Kongeriget Spanien at betale et fast sanktionsbeløb på 30 mio. EUR vedrørende perioden for den manglende opfyldelse.
Sagsøgerens situation
28 Sagsøgeren, Guardian Glass España, Central Vidriera, SLU, er en virksomhed, der har hjemsted i Llodio (Spanien) i provinsen Álava.
29 Sagsøgeren fik tilladelse til at anvende skattenedslaget på 45% af virksomhedens investeringer i regnskabsårene 1994-1996 i forbindelse med et projekt på 45 664 899,69 EUR, der gik ud på at bygge en ovn til floatglas med tilhørende installationer.
30 Den 22. oktober 2007 underrettede Dirección General de Hacienda de la Diputacion foral de Álava (skattemyndigheden i provinsen Álava, Spanien) sagsøgeren om Resolución 1943/2007, de 19 de octubre, sobre ejecución de la Decisión de la Comisión C(2001) 1759 final, de 11 de julio de 2001, relativa al régimen de ayudas estatales ejecutado por España a favor de las empresas de Álava en forma de crédito fiscal del 45% de las inversiones, en relación con la entidad Guardian Llodio, SLU, como contiunadora de Guardian Llodio, SA, con NIF: B-01 000 702 (beslutning nr. 1943/2007 om gennemførelse af 2001-beslutningen for så vidt angår sagsøgeren, herefter »beslutning nr. 1943/2007«). I denne beslutning pålagde denne myndighed sagsøgeren at tilbagebetale en del af det tildelte skattenedslag, samtidig med at den erklærede, at den anden del skulle betragtes som investeringsstøtte, der var forenelig med det indre marked, i henhold til retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (EFT 1998, C 74, s. 9, herefter »retningslinjerne fra 1998«).
31 Den 21. november 2007 indgav sagsøgeren administrativ klage til prøvelse af beslutning nr. 1943/2007 ved Organismo Jurídico-Administrativo de Álava (skattemyndigheden i Álava) og anlagde derefter sag ved Tribunal Superior de Justicia del País Vasco (øverste regionale domstol i den selvstyrende region Baskerlandet) og iværksatte endelig appel ved Tribunal Supremo (øverste domstol).
32 Den 7. februar 2012 underrettede Dirección General de Hacienda de la Diputacion foral de Álava sagsøgeren om en ny beslutning, dvs. Resolución 324/2012, de 2 de febrero, sobre ejecución complementaria de la Decisión de la Comisión C(2001) 1759 final, de 11 de julio de 2001, relativa al régimen de ayudas estatales ejecutado por España a favor de las empresas de Álava en forma de crédito fiscal del 45% de las inversiones, en relación con la entidad Guardian Llodio, SLU, como contiunadora de Guardian Llodio, SA, con NIF: B-01 000 702 (beslutning nr. 324/2012 om yderligere gennemførelse af 2001-beslutningen for så vidt angår sagsøgeren, herefter »beslutning nr. 324/2012«). Ved denne beslutning anmodede myndigheden sagsøgeren om at tilbagebetale den del af skattenedslaget, der blev fundet forenelig med det indre marked i beslutning nr. 1943/2007, og som følge heraf at tilbagebetale hele den modtagne støtte.
33 Sagsøgeren anlagde ligeledes sag til prøvelse af beslutning nr. 324/2012 ved de spanske retsinstanser, som gav selskabet delvist medhold.
34 Den 25. maj 2012 fremlagde de spanske myndigheder bankerklæringer for Kommissionen, hvoraf det fremgik, at sagsøgeren havde tilbagebetalt den modtagne støtte.
35 Den 14. juli 2014 indgav Diputación Foral de Álava (provinsmyndigheden i Álava, Spanien) et svarskrift til de spanske retsinstanser i forbindelse med søgsmålet til prøvelse af beslutning nr. 324/2012. Det fremgik af svarskriftet, at myndighedens undersøgelse af sagsøgerens situation endnu ikke var afsluttet, »eftersom Kommissionen, som det påhviler at tage stilling til en støttes forenelighed [med det indre marked], endnu ikke [havde] afgjort, om den foretagne investering i betragtning af de foreliggende påstande og dokumenter [kunne] anses for at opfylde kriteriet om tilskyndende virkning som krævet i retningslinjerne [fra 1998], således at de foretagne investeringer gav ret til fradrag som følge af regionalstøtte«.
36 Den 16. januar 2015 henvendte sagsøgeren sig til Kommissionen for at anmode den om at holde sagsøgeren underrettet om enhver kontakt mellem Kommissionen og de spanske myndigheder vedrørende den støtte, som sagsøgeren havde modtaget. Det fremgik af den pågældende skrivelse, at sagsøgeren mente at have ret til aktindsigt, ret til at blive hørt og fremføre sit forsvar samt ret til at blive underrettet om enhver afgørelse, som Kommissionen vedtog om den nævnte støtte.
37 Ved skrivelse af 9. februar 2015 mindede Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Konkurrence i sit svar sagsøgeren om, at den procedure for tilbagesøgning af statsstøtte, som Kommissionen og de spanske myndigheder deltager i, er af bilateral karakter og derfor ikke gør det muligt for støttemodtagerne at være i direkte kontakt med Kommissionens tjenestegrene.
38 Ved skrivelse af 16. marts 2015 gav sagsøgeren udtryk for sin uenighed med Kommissionen.
39 I den sag, der var anlagt til prøvelse af beslutning nr. 324/2012, fastslog Tribunal Superior de Justicia del País Vaso (den øverste regionale domstol i Baskerlandet, Spanien), at sagsøgerens ret til forsvar var blevet tilsidesat, eftersom sagsøgeren ikke var blevet hørt forud for denne beslutnings vedtagelse. Sagsøgeren blev som følge heraf opfordret til at give møde for Diputación Foral de Álava.
40 Ved det andet fremmøde den 19. februar 2016 gav myndigheden sagsøgeren et dokument, som var dateret den 15. juli 2015, og som var benævnt »Skattemæssige tvister i Baskerlandet (Álava) – uformel underretning vedrørende supplerende bemærkninger om foreneligheden med [retningslinjerne fra 1998]« (herefter »den anfægtede akt«).
Den anfægtede akt
41 Den anfægtede akt er ikke underskrevet, angiver ikke ophavsmændene og bærer ikke Kommissionens brevhoved. Den er knyttet til en e-mail, hvoraf det fremgår, at den blev sendt til Kongeriget Spaniens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union af en tjenestemand ved Kommissionens GD for Konkurrence.
42 Den anfægtede akt består af to afsnit: et generelt afsnit og et afsnit, hvori der gøres rede for de enkelte virksomheders individuelle situation.
43 I den anfægtede akts første afsnit angives følgende:
– De baskiske myndigheder har fremlagt supplerende oplysninger for Kommissionens tjenestegrene vedrørende støttemodtagernes påstande om, hvorvidt ordningen med et skattenedslag på 45% var forenelig med retningslinjerne fra 1998.
– Selv om tilbagesøgningen blev afsluttet i oktober 2013, har GD for Konkurrence gennemgået sagsakterne igen på begæring af myndighederne i provinsen Álava.
– Kommissionens tjenestegrene har undtagelsesvis tilladt de spanske myndigheder at påvise, at fradraget i de beløb, der skulle tilbagesøges som følge af den uforenelige ordning, ikke kun var forenelig med allerede godkendte ordninger efter almindelig praksis, men også med retningslinjerne fra 1998.
– De undersøgte sagsakter indeholder ikke tilstrækkelige beviser til, at det kan konstateres, at der forelå et incitament i forhold til investeringen, eller til, at det med andre ord kan konstateres, at der blev anmodet om støtte, inden den faktiske gennemførelse af projekterne blev påbegyndt, som krævet i punkt 4.2 i retningslinjerne fra 1998.
44 Det andet afsnit i den anfægtede akt indeholder en vurdering af sagsøgerens påstande baseret på de fremlagte oplysninger, idet gennemgangen af de andre støttemodtageres påstande er overstreget.
45 Det kan ifølge den anfægtede akt ikke fastslås, at sagsøgerens investeringer fandt sted, efter at sagsøgeren havde indgivet sin ansøgning om støtte.
46 Ophavsmanden til den anfægtede akt har præciseret, at sagsøgeren, som det fremgår af de foreliggende oplysninger, indgav sin støtteansøgning den 17. februar 1995, og at sagsøgeren i denne ansøgning angav de anslåede omkostninger til sit investeringsprojekt for perioden fra 1994 til 1996. Det fremgår videre, at myndighederne i provinsen Álava ved beslutning af 8. april 1995 ydede støtte ikke kun til de investeringer, der var planlagt for perioden fra 1995 til 1996, men også til de omkostninger, der blev afholdt af virksomheden, før den indgav støtteansøgningen (i årene 1994 og 1995).
47 Det er nævnt i den anfægtede akt, at disse omkostninger omfattede omkostninger til »for- eller gennemførlighedsundersøgelser« samt omkostninger til indkøb af it-udstyr og andre goder forud for støtteansøgningen. Den anfægtede akts ophavsmand har præciseret, at sagsøgeren foreslog, at omkostningerne i den anden kategori blev udelukket, fordi de ikke var forbundet med investeringsprojektet og derfor ikke havde nogen betydning for den tilskyndende virkning.
48 Den anfægtede akts ophavsmand har også henvist til retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for 2007-2013 (EUT 2006, C 54, s. 13, herefter »retningslinjerne fra 2006«). Det oplyses, at der er anmodet om beviser, for at det kan afgøres, om sagsøgeren tilhørte kategorien af små og mellemstore virksomheder (SMV’er), hvilket skyldtes, at påstande om, at udgifter til gennemførlighedsundersøgelser var forenelige med det indre marked, var blevet taget til følge i en tidligere sag om tilbagesøgning fra en anden modtager af støtte under samme ordning, fordi betingelserne i punkt 51 i de nævnte retningslinjer var opfyldt.
49 Det præciseres i den anfægtede akt, at der i henhold til punkt 51 i retningslinjerne fra 2006 kan ydes tilskud til udgifter til forundersøgelser, når modtageren er en SMV. Det konstateres i den anfægtede akt, at sagsøgeren ikke kunne betragtes som en SMV i perioden fra 1994 til 1996. Ophavsmanden til den anfægtede akt har heraf konkluderet, at »investeringerne fandt sted efter tidspunktet for ansøgning om støtte«, og at »[d]isse investeringer […] ikke kun [var] rettet mod forundersøgelser«.
Retsforhandlingerne og parternes påstande
50 Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. april 2016.
51 Den 20. juli 2016 har Kongeriget Spanien fremsat en anmodning om intervention til støtte for Kommissionens påstande.
52 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 22. juli 2016 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement.
53 Sagsøgeren har fremsat bemærkninger til formalitetsindsigelsen, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 6. september 2016.
54 Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, har Retten ved skrivelse af 24. november 2016 anmodet Kommissionen om at fremlægge en fuldstændig kopi af den oprindelige udgave af den anfægtede akt samt korrespondancen med de spanske myndigheder vedrørende den støtte, som sagsøgeren havde modtaget. Kommissionen har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.
55 Ved en ny foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten ved skrivelse af 8. marts 2017 opfordret Kommissionen til at besvare en række skriftlige spørgsmål. Kommissionen har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist. Efter at have modtaget Kommissionens svar blev sagsøgeren opfordret til at fremsætte skriftlige bemærkninger. Sagsøgeren har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.
56 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande i stævningen:
– De påberåbte annullationsanbringender tages til følge, og den anfægtede akt annulleres.
– Kommissionen pålægges som følge heraf at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
57 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
58 Sagsøgeren har i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen forkastes.
Retlige bemærkninger
59 I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1 og 7, kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller til, om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet.
60 Da Kommissionen i det foreliggende tilfælde har anmodet om, at Retten tager stilling til, om sagen bør afvises, finder Retten, at sagsakterne giver tilstrækkeligt grundlag for, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.
Formalitetsindsigelsen
61 Til støtte for formalitetsindsigelsen har Kommissionen for det første anført, at den anfægtede akt ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. Nævnte institution har for det andet i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence, og at sagsøgeren heller ikke har den fornødne interesse i at anlægge et annullationssøgsmål.
62 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den anfægtede akt kan anfægtes, har Kommissionen principalt anført, at den anfægtede akt ikke har karakter af en afgørelse. Såfremt Retten anser den anfægtede akt for at være en afgørelse, har Kommissionen subsidiært anført, at denne afgørelse blot bekræfter 2001-beslutningen, der er blevet endelig. Da den anfægtede akt udelukkende er af bekræftende karakter, kan den ikke gøres til genstand for et annullationssøgsmål.
63 Det er nødvendigt at undersøge de argumenter, parterne har fremført herom, for at tage stilling til, om den anfægtede akt kan anfægtes. Disse argumenter vedrører henholdsvis de bindende retsvirkninger, som den anfægtede akt angiveligt har, den anfægtede akts form, den angivelige anmeldelse til Kommissionen af den støtte, der blev tildelt sagsøgeren, og de retsvirkninger, som de spanske myndigheder har tillagt den anfægtede akt.
Den anfægtede akts retsvirkninger
64 Kommissionen har gjort gældende, at den anfægtede akt ikke har bindende retsvirkninger, da den indgår i en uformel kommunikation mellem Kommissionen og Kongeriget Spanien, som havde til formål at overvinde vanskelighederne med at gennemføre 2001-beslutningen.
65 Ifølge Kommissionen indeholder den anfægtede akt et synspunkt, som den har indtaget i forbindelse med gennemførelsen af en negativ beslutning på statsstøtteområdet. Et sådant synspunkt er imidlertid ikke omfattet af de retsakter, der kan vedtages i henhold til Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde(EUT 2015, L 248, s. 9), og det er uden bindende virkning ifølge den retspraksis, der opstilles i dom af 13. februar 2014, Mediaset (C-69/13, EU:C:2014:71).
66 Sagsøgeren har påpeget, at det tværtimod fremgår af den anfægtede akts indhold, at Kommissionen har foretaget en endelig vurdering af støttens forenelighed med det indre marked på begæring af Kongeriget Spanien. Kommissionen har til dette formål gennemgået oplysninger fra de spanske myndigheder, som den ikke var i besiddelse af, da den vedtog 2001-beslutningen. Den anfægtede akt kan derfor ikke betragtes som en simpel bekræftelse eller en automatisk anvendelse af denne beslutning.
67 Det fremgår herved af retspraksis, at kun retsakter, som har retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, udgør retsakter, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, af 12.9.2006, Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen, C-131/03 P, EU:C:2006:541, præmis 54, og af 6.12.2007, Kommissionen mod Ferriere Nord, C-516/06 P, EU:C:2007:763, præmis 27).
68 Ved afgørelsen af, om en retsakt har sådanne virkninger, skal vægten lægges på dens indhold (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, af 22.6.2000, Nederlandene mod Kommissionen, C-147/96, EU:C:2000:335, præmis 27, og af 18.11.2010, NDSHT mod Kommissionen, C-322/09 P, EU:C:2010:701, præmis 46).
69 Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at Kommissionen i 2001-beslutningen undersøgte de generelle kendetegn ved det skattenedslag på 45% af virksomheders investeringer, der var vedtaget af provinsen Álava, hvorefter den konkluderede, at denne skatteordning var uforenelig med det indre marked, og bestemte, at de nedslag, der var givet på grundlag af den nævnte skatteordning, skulle tilbagebetales, uden at analysere de individuelle tilfælde, hvor der var givet sådanne nedslag.
70 Denne praksis svarer til retspraksis, hvorefter Kommissionen i forbindelse med en støtteordning ikke er forpligtet til at foretage en undersøgelse af den støtte, der i hvert enkelt individuelt tilfælde er tildelt i henhold til denne ordning (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis). Ifølge denne retspraksis kan Kommissionen således tage stilling til den omhandlede støtteordnings generelle kendetegn uden at skulle undersøge hver eneste anvendelse af denne ordning.
71 Når Kommissionen træffer afgørelse på grundlag af en generel og abstrakt gennemgang af en statsstøtteordning, som den finder uforenelig med det indre marked, og bestemmer, at der skal ske tilbagesøgning af den støtte, der er modtaget i henhold til denne ordning, påhviler det desuden medlemsstaten at undersøge situationen for hver af de pågældende virksomheder ved en sådan tilbagesøgningsforanstaltning (dom af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 64).
72 Hvis en medlemsstat støder på uforudsete og uforudsigelige vanskeligheder ved gennemførelsen af en afgørelse på statsstøtteområdet, skal den rette henvendelse til Kommissionen (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, Kommissionen mod Italien, C-411/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:832, præmis 38).
73 Når Kommissionen og den pågældende medlemsstat indleder sådanne drøftelser for at sikre gennemførelsen af en afgørelse på statsstøtteområdet, skal de samarbejde efter bedste evne i overensstemmelse med deres forpligtelse til loyalt samarbejde med henblik på at overvinde disse vanskeligheder, idet bestemmelserne i EUF-traktaten og navnlig bestemmelserne om statsstøtte skal overholdes fuldt ud (dom af 12.12.2013, Kommissionen mod Italien, C-411/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:832, præmis 38).
74 Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at skrivelser, som Kommissionen sender til de nationale myndigheder med henblik på at gennemføre en afgørelse fra Kommissionen, som erklærer en støtteordning ulovlig og uforenelig med det indre marked og anordner tilbagebetaling af den pågældende støtte, men ikke identificerer de enkelte modtagere af denne støtte og ikke fastlægger de nøjagtige beløb, der skal tilbagesøges, er uden bindende virkning (jf. i denne retning dom af 13.2.2014, Mediaset, C-69/13, EU:C:2014:71, præmis 24).
75 Kommissionen giver i denne forbindelse alene udtryk for sin holdning til, hvorvidt de gennemførelsesforanstaltninger, som den pågældende medlemsstat har foreslået, er acceptable ud fra et EU-retligt synspunkt, henset til de vanskeligheder, som denne medlemsstat er stødt på (jf. i denne retning dom af 31.5.2006, Kuwait Petroleum (Nederland) mod Kommissionen, T-354/99, EU:T:2006:137, præmis 69).
76 I den foreliggende sag skal det således afgøres, om den kommunikation mellem Kongeriget Spanien og Kommissionen, der er indeholdt i den anfægtede akt, som anført af Kommissionen indgår i 2001-beslutningens gennemførelse, da den sigter mod at gennemføre elementer i denne beslutning.
77 Det må herved konstateres, at der i den anfægtede akt er tale om den angivelige tilskyndende virkning af den støtte, som sagsøgeren har modtaget.
78 Det fremgår af den anfægtede akt, at en støtte skal have en tilskyndende virkning for at være tilladt. Ifølge ophavsmanden til den anfægtede akt indebærer denne betingelse, at modtagerne skal indgive støtteansøgningerne, inden de gennemfører deres projekt. Det påpeges, at den støtte, sagsøgeren har modtaget, henset til de foreliggende oplysninger, ikke synes at have nogen tilskyndende virkning, da sagsøgeren anmodede om denne støtte den 17. februar 1995 for at kunne dække omkostninger, der var afholdt før denne dato. Disse omkostninger, der beløb sig til 1 161 778 EUR, vedrørte to kategorier af udgifter, nemlig udgifter til for- eller gennemførlighedsundersøgelser samt udgifter til indkøb af it-udstyr og andre goder.
79 Med hensyn til de oplysninger, som de spanske myndigheder har fremlagt, fremgår det i øvrigt af den anfægtede akt, at der i henhold til retningslinjerne fra 2006 kan ydes tilskud til udgifter til forundersøgelser, når støttemodtageren er en SMV. Det præciseres, at sagsøgeren ikke falder ind under denne bestemmelse, eftersom selskabet ikke havde det antal medarbejdere, der kræves for at være en SMV, på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, og dets årsomsætning overskred det loft, der er fastsat for sådanne virksomheder.
80 Det må konstateres, at de forskellige aspekter, der er beskrevet ovenfor, indgår i den kommunikation, der foregik mellem Kommissionen og de spanske myndigheder med henblik på at sikre 2001-beslutningens gennemførelse. I denne beslutning fandt Kommissionen således, at den undersøgte ordning kunne kvalificeres som investeringsstøtte ifølge den definition, der er indeholdt i bilag I til retningslinjerne fra 1998. Kommissionen oplyste desuden, at de beløb, der blev udbetalt til støttemodtagerne, i overensstemmelse med nævnte retningslinjer skulle have en tilskyndende virkning, for at de kunne erklæres forenelige med det indre marked.
81 I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 71 ovenfor, tilkom det under de foreliggende omstændigheder Kongeriget Spanien at kontrollere, i hvilket omfang betingelsen om, at støtten skulle virke tilskyndende, var opfyldt for de konkrete virksomheder, som havde opnået det skattenedslag på 45% af deres investeringer, der var vedtaget af provinsen Álava. Som anført i præmis 72 ovenfor, skulle denne medlemsstat rådføre sig med Kommissionen, hvis der opstod uforudsete og uforudsigelige vanskeligheder med anvendelsen af den beslutning, som Kommissionen havde vedtaget i de konkrete tilfælde.
82 Det var det, der skete i det foreliggende tilfælde Da den omhandlede støtte skulle tilbagesøges, undersøgte de spanske myndigheder, om betingelsen om, at støtten skulle virke tilskyndende, var opfyldt for så vidt angik den støtte, som sagsøgeren havde modtaget. I denne forbindelse spurgte de Kommissionen, hvordan denne betingelse, der var fastsat i 2001-beslutningen, skulle fortolkes. Ophavsmanden udarbejdede den anfægtede akt og sendte den til de spanske myndigheder for at besvare dette spørgsmål og for at oplyse dem om, hvordan kravet om tilskyndende virkning skulle fortolkes.
83 Den anfægtede retsakt er således – som det var tilfældet i dom af 13. februar 2014, Mediaset (C-69/13, EU:C:2014:71), og i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført i sine skriftlige indlæg – en skrivelse, som Kommissionen har sendt til nationale myndigheder som led i den kommunikation, der skal sikre, at en afgørelse, som Kommissionen har vedtaget på statsstøtteområdet, gennemføres hurtigt og effektivt, og den kan derfor ikke anses for at have bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling.
Den anfægtede akts form
84 Kommissionen har anført, at den anfægtede akt på grund af sin form ikke kan anses for at have karakter af en afgørelse. Der er tale om et uformelt svar fra visse tjenestemænd ved Kommissionen på en simpel anmodning om oplysninger fra de spanske myndigheder.
85 Det fremgår i denne forbindelse af retspraksis, at en retsakts form principielt er uden betydning for, om et annullationssøgsmål kan fremmes til realitetsbehandling (dom af 18.11.2010, NDSHT mod Kommissionen, C-322/09 P, EU:C:2010:701, præmis 47).
86 Det undgås således, at den form eller benævnelse, som ophavsmanden giver retsakten, fører til, at retsakten ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, selv om den reelt har retsvirkninger (dom af 4.3.2015, Det Forenede Kongerige mod ECB, T-496/11, EU:T:2015:133, præmis 30).
87 Det kan til gengæld tages i betragtning, i hvilken form en retsakt er vedtaget, når formen kan bidrage til at fastslå dens karakter (jf. i denne retning dom af 26.5.1982, Tyskland og Bundesanstalt für Arbeit mod Kommissionen, 44/81, EU:C:1982:197, præmis 12, og kendelse af 12.2.2010, Kommissionen mod CdT, T-456/07, EU:T:2010:39, præmis 58).
88 Det skal herved bemærkes, at den anfægtede akt i det foreliggende tilfælde er udformet som et udateret brev. Dette brev er i øvrigt ikke underskrevet. Det bærer ikke Kommissionens brevhoved.
89 Det følger heraf, at den anfægtede akt fremstår som et uformelt dokument, som ikke opfylder de formkrav, der normalt anvendes af en institution, når den vedtager en retsakt, der har til virkning eller til formål at afføde retsvirkninger.
90 Det samme kan bemærkes om den overskrift – »Uformel underretning« – som ophavsmanden har givet den anfægtede akt.
91 Dette gælder også for de forskellige udtryk, der forekommer i den anfægtede akt, herunder udtrykkene »det ser ikke ud til […]«, »umiddelbart« og »baseret på de fremlagte oplysninger«. Det fremgår af disse udtryk, at den tjenestemand, der formulerede denne underretning, ikke havde til hensigt at ændre den omhandlede virksomheds retsstilling, men snarere på begæring af myndighederne i provinsen Álava forsøgte at fremlægge oplysninger om 2001-beslutningens anvendelse i den sag, der var indbragt for disse myndigheder.
92 Den anfægtede akts manglende bindende retsvirkninger, hvilket følger af dens indhold, bekræftes således af den form, hvori den er vedtaget.
De spanske myndigheders angivelige anmeldelse af støtten
93 Kommissionen har anført, at den ikke kan træffe afgørelse om, hvorvidt en støtte er forenelig med det indre marked, hvis støtten ikke er blevet anmeldt af en medlemsstat. De spanske myndigheder kunne efter nævnte institutions opfattelse have anmeldt den støtte, der blev ydet til sagsøgeren, således at den kunne træffe en afgørelse herom, men det undlod de spanske myndigheder at gøre. De meddelte blot Kommissionen, at sagsøgeren havde anmodet om, at dennes argumenter om de tildelte skattenedslags forenelighed med det indre marked blev »gennemgået igen« på uformel vis.
94 Sagsøgeren har gjort gældende, at de spanske myndigheder ønskede, at Kommissionen vedtog en formel afgørelse om, at den støtte, som sagsøgeren havde modtaget, var forenelig med det indre marked. Til dette formål sendte disse myndigheder en række oplysninger til denne institution, som den anså for at være tilstrækkelige, hvilket fremgik af den omstændighed, at den efterkom de spanske myndigheders anmodning. Sagsøgeren mener som følge heraf, at støtten er blevet anmeldt.
95 Det bestemmes i artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT 1999, L 83, s. 1), der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, at planer om at yde ny støtte skal anmeldes i tilstrækkelig god tid til Kommissionen af den pågældende medlemsstat.
96 Medlemsstaten skal i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i sin anmeldelse give alle nødvendige oplysninger, så Kommissionen bliver i stand til at vedtage en beslutning.
97 Denne anmeldelsespligt gør det muligt for Kommissionen rettidigt og i Unionens almindelige interesse at udøve sin kontrol med enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger (kendelse af 5.11.2003, Kronoply mod Kommissionen, T-130/02, EU:T:2003:293, præmis 49).
98 For at afgøre, om den støtte, som sagsøgeren modtog, var blevet anmeldt til Kommissionen, er det nødvendigt at undersøge indholdet af den korrespondance, der fandt sted mellem de spanske myndigheder og Kommissionen, indtil den anfægtede akt blev vedtaget.
99 Det fremgår af denne korrespondance, at de spanske myndigheder og Kommissionen kommunikerede med hinanden i løbet af den anden traktatbrudsprocedure og i denne forbindelse drøftede situationen for visse støttemodtagere, heriblandt sagsøgeren.
100 I en skrivelse af 23. maj 2013 fremsendte Kongeriget Spaniens Faste Repræsentation ved EU to dokumenter til Kommissionens Generalsekretariat, hvilke dokumenter, der var fra 2011 og udarbejdet af sagsøgeren, vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den støtte, som sagsøgeren havde modtaget, havde en tilskyndende virkning.
101 Som svar på denne skrivelse sendte den anfægtede akts ophavsmand ved en e-mail af 28. maj 2013 et dokument med titlen »Skattemæssige tvister i Baskerlandet – traktatbrudsprocedure 2007/2215 (Álava). Uformel underretning som svar på skrivelsen af 23. maj vedrørende Guardian Llodio (Álava)« til Kongeriget Spaniens Faste Repræsentation ved EU.
102 Den første del af det dokument, der er nævnt i præmis 101 ovenfor, fremstår som en foreløbig udgave af den anfægtede akt. Den anden del af dette dokument indeholder spørgsmål, som har til formål at indhente yderligere oplysninger med henblik på at vurdere sagsøgerens påstande om den tilskyndende virkning af den støtte, som denne modtog.
103 Kongeriget Spaniens Faste Repræsentation ved EU fremlagde supplerende oplysninger ved skrivelser af 31. juli og 24. oktober 2013 til Kommissionens Generalsekretariat.
104 Det var i denne sammenhæng, at Kommissionen som nævnt i præmis 26 og 27 ovenfor i forbindelse med det andet traktatbrudssøgsmål meddelte Domstolen, at den fandt, at Kongeriget Spanien havde opfyldt sin forpligtelse til at tilbagesøge støtten, og at Domstolen pålagde Kongeriget Spanien at betale et fast beløb på 30 mio. EUR vedrørende perioden for den manglende opfyldelse (dom af 13.5.2014, Kommissionen mod Spanien, C-184/11, EU:C:2014:316).
105 Ved skrivelser af 10. juni 2014 og 11. februar 2015 fremlagde de spanske myndigheder oplysninger for Kommissionens Generalsekretariat om de beløb, der var blevet tilbagesøgt fra modtagerne, og om de søgsmål, som modtagerne havde anlagt ved de spanske retsinstanser til prøvelse af tilbagesøgningspålæggene.
106 Den 3. juni 2015 sendte myndighederne i provinsen Álava en e-mail til den anfægtede akts ophavsmand, som denne besvarede ved den anfægtede akt.
107 E-mailen fra myndighederne i provinsen Álava indeholdt en liste over virksomheder, der var parter i verserende tvister ved de spanske retsinstanser. Det var præciseret, at man i disse tvister afventede de nævnte myndigheders svar på spørgsmålet om, hvorvidt den støtte, der var ydet til disse virksomheder, havde en tilskyndende virkning. Sagsøgeren var en af de nævnte virksomheder.
108 I lyset af denne kommunikation kan det ikke antages, at Kongeriget Spanien havde foretaget en anmeldelse af den støtte, der blev ydet til sagsøgeren, og at Kommissionen som følge af denne anmeldelse var forpligtet til at vedtage en afgørelse, hvori den tog stilling til denne støttes forenelighed.
109 Det fremgik således på ingen måde, at de spanske myndigheder havde til hensigt at anmelde den støtte, der var ydet til sagsøgeren.
110 Den anfægtede akt indeholder i øvrigt ingen udtrykkelig henvisning til artikel 108, stk. 3, TEUF, som danner retsgrundlag for anmeldelsespligten.
111 Det fremgår tværtimod af ordlyden af den pågældende korrespondance og navnlig af e-mailen af 3. juni 2015 fra myndighederne i provinsen Álava, at disse myndigheder havde anmodet Kommissionen om oplysninger for at kunne tage stilling til spørgsmål vedrørende visse støttemodtagere, der havde anfægtet tilbagesøgningspålæggene, i de indlæg, som de skulle indgive til de spanske retsinstanser.
112 Under disse omstændigheder kan e-mailen fra myndighederne i provinsen Álava ikke betragtes som en anmeldelse af den støtte, som sagsøgeren havde modtaget, hvilket ville have medført, at Kommissionen skulle vedtage en afgørelse i henhold til forordning nr. 659/1999.
De spanske myndigheders angivelige anerkendelse af den anfægtede akts bindende virkning
113 Sagsøgeren har anført, at den anfægtede akt har karakter af en afgørelse, fordi de spanske myndigheder anså den for at være bindende i sagerne ved de spanske retsinstanser. Disse myndigheder har ifølge sagsøgeren erklæret, at de ikke har kompetence til at træffe endelig afgørelse om sagsøgerens situation. I et indlæg af 14. juli 2014 har de således forklaret, at »det udelukkende tilkommer Kommissionen at vurdere, om en støtte er forenelig med det indre marked«.
114 Det fremgår herved af retspraksis, at det skal afgøres ud fra den pågældende retsakts indhold, om der foreligger retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, af 22.6.2000, Nederlandene mod Kommissionen, C-147/96, EU:C:2000:335, præmis 27, og af 18.11.2010, NDSHT mod Kommissionen, C-322/09 P, EU:C:2010:701, præmis 46).
115 Det kan ikke fastslås, at der foreligger sådanne virkninger, på grundlag af andre omstændigheder, herunder navnlig adressaternes opfattelse heraf. En sådan opfattelse vil i sagens natur være af subjektiv karakter. Betingelserne for at antage et søgsmål til realitetsbehandling kan imidlertid ikke afhænge af omstændigheder, som kan variere alt efter, om der er tale om myndigheder, virksomheder eller enkeltpersoner.
116 Akter ville i modsat fald kunne unddrages legalitetskontrol, når de ikke opfattes som bindende af en eller flere adressater, selv om det fremgår af deres indhold, at de reelt har bindende retsvirkninger. Omvendt ville akter blive undergivet legalitetskontrol på grundlag af den opfattelse, som adressaterne har af dem, selv om de ikke har nogen som helst bindende retsvirkning, og en sådan kontrol derfor ikke er nødvendig eller tjener noget formål.
117 Den opfattelse, som de spanske myndigheder kan have haft af den anfægtede akts retsvirkninger, kan således ikke lægges til grund for vurderingen af, om søgsmålet til prøvelse af denne akt kan antages til realitetsbehandling, selv om det antages, at denne opfattelse er korrekt.
118 Det må herefter konkluderes, at den anfægtede akt er udarbejdet i forbindelse med 2001-beslutningens gennemførelse, og at den ikke udgør et svar på en anmeldelse fra de spanske myndigheder, som kan give anledning til, at der indledes en særskilt procedure i medfør af statsstøttereglerne.
119 Da den anfægtede akt ikke har eller er bestemt til at have bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, kan den anfægtede akt ikke kvalificeres som en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF. Formalitetsindsigelsen må derfor tages til følge, og den foreliggende sag må afvises.
Anmodningen om intervention
120 I medfør af procesreglementets artikel 142, stk. 2, er det ikke fornødent at træffe afgørelse om Kongeriget Spaniens anmodning om intervention, når sagen afvises.
Sagsomkostninger
121 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
122 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og at betale de af Kommissionen afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.
123 I medfør af procesreglementets artikel 144, stk. 10, bærer Kongeriget Spanien i øvrigt de omkostninger, som det har haft i forbindelse med anmodningen om intervention.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Det er ufornødent at træffe afgørelse om Kongeriget Spaniens anmodning om intervention.
3) Guardian Glass España, Central Vidriera, SLU bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.
4) Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger i forbindelse med anmodningen om intervention.
Således bestemt i Luxembourg den 11. oktober 2017.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |