RETTENS KENDELSE (Fjerde Afdeling)
28. juni 2005 (*)
»Annullationssøgsmål – forordning (EF) nr. 316/2004 – fælles markedsordning for vin – ordning vedrørende traditionelle udtryk – juridiske personer – personer, der er individuelt berørt – afvisning«
I sag T-170/04,
Confederazione nazionale dei consorzi volontari per la tutela delle denominazioni di origine e delle indicazioni geografiche tipiche dei vini italiani (FederDoc), Rom (Italien),
Consorzio per la tutela dei vini Valpolicella, San Floriano (Italien),
Consorzio tutela denominazione Frascati Soc. consortile coop. rl, Frascati (Italien),
Consorzio del vino Brunello di Montalcino, Montalcino (Italien),
Cantina cooperativa di Montefiascone Soc. coop. rl, Montefiascone (Italien),
Azienda agricola Ruggiero Giuseppa »Masseria Felicia« Snc, Carano di Sessa A. (Italien),
Michele Moio fu Luigi Srl, Mondragone (Italien),
Consorzio vino Chianti Classico, Radda in Chianti (Italien),
Consorzio tutela vini DOC Colli Piacentini, Piacenza (Italien),
Cantine grotta del sole Srl, Quarto (Italien),
Val Calore Soc. coop. rl, Castel San Lorenzo (Italien),
Consorzio tutela Morellino di Scansano, Scansano (Italien),
Consorzio tutela vini Gambellara DOC, Gambellara (Italien),
Consorzio tutela dei vini Soave e Recioto di Soave, Soave (Italien),
Azienda vitivinicola eredi Ing. Nicola Guglierame, Pornassio (Italien),
Cooperativa agricola di Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza e Monterosso, Riomaggiore (Italien),
Consorzio per la tutela dei vini di Valtellina, Sondrio (Italien),
Consorzio tutela vini DOC »Breganze«, Breganze (Italien),
Consorzio volontario per la tutela del vino Marsala, Marsala (Italien),
Consorzio vini Valdichiana, Arezzo (Italien),
Consorzio del vino nobile di Montepulciano, Montepulciano (Italien),
ved avocats L. Spagnuolo Vigorita, P. Tanoni og R. Gandin,
sagsøgere,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Nolin og V. Di Bucci, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om fuldstændig, eller subsidiært delvis, annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 316/2004 af 20. februar 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 753/2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter (EUT L 55, s. 16),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Legal, og dommerne P. Mengozzi og I. Wiszniewska-Białecka,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter
1 De almindelige regler om beskyttelse og brug af de traditionelle udtryk for vin er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (EFT L 179, s. 1). Reglerne i samme forordnings bilag VII, punkt B, nummer 1, litra b), femte led, bestemmer, at etiketteringen for produkter, der er fremstillet i Fællesskabet, for bordvin med geografisk betegnelse og kvalitetsvin fra et bestemt dyrkningsområde (kvbd) kan suppleres med supplerende traditionelle udtryk i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat af producentmedlemsstaten.
2 Gennemførelsesbestemmelserne til forordning nr. 1493/1999, og navnlig de regler, der finder anvendelse ved beskyttelsen af de traditionelle udtryk, som omfatter de supplerende traditionelle udtryk, er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 753/2002 af 29. april 2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter (EFT L 118, s. 1).
3 I henhold til artikel 23 i forordning nr. 723/2002 »forstås ved »supplerende traditionelt udtryk« et udtryk, der i producentmedlemsstaterne traditionelt anvendes for at betegne de [i forordningens afsnit IV] omhandlede vine, og som navnlig vedrører en produktions-, fremstillings- eller lagringsmetode eller en vins kvalitet eller farve eller fremstillingsstedets art eller en historisk begivenhed, der har tilknytning til den pågældende vin, og som i producentmedlemsstaternes lovgivning er fastlagt til betegnelse af de pågældende vine med oprindelse på deres område«.
4 Forordning nr. 753/2002 fastsatte i bilag III listen over traditionelle udtryk for 8 producentmedlemsstater (Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Østrig, Kongeriget Spanien, Republikken Frankrig, Den Hellenske Republik, Republikken Italien, Storhertugdømmet Luxembourg og Republikken Portugal). Disse udtryk var anerkendte og beskyttede. Listen bestod af 2 dele, del A og del B. Del A vedrørte for Republikken Italiens vedkommende 43 traditionelle udtryk i kategorien kvbd. Del B omhandlede for så vidt angår Republikken Italien de 17 traditionelle udtryk, der er anført af sagsøgerne, og som fandt anvendelse på kategorien kvbd, dvs.: Amarone, Cannellino, Brunello, Est ! Est !! Est !!!, Falerno, Governo all’uso toscano, Gutturnio, Lacryma Christi, Lambiccato, Morellino, Recioto, Sciacchetrà – eller Sciac trà – Sforzato – eller Sfurzat – Torcolato, Vergine, Vino Nobile og Vin Santo. Listen kunne suppleres eller ændres i forbindelse med meddelelser, som medlemsstaterne fremsendte til Kommissionen i henhold til artikel 24, stk. 7, i forordning nr. 753/2002.
5 I henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 753/2002 er de traditionelle udtryk, som er anført i bilag III, forbeholdt de vine, som de er knyttet til, og de beskyttes mod:
»a) enhver uretmæssig brug, efterligning eller antydning, selv hvis det beskyttede udtryk er ledsaget af benævnelser som f.eks. »art«, »type«, »metode«, »efterligning«, »varemærke« eller andre lignende benævnelser
b) enhver anden uberettiget, falsk eller vildledende angivelse af vinens art eller hovedegenskaber på pakningen eller emballagen, i reklamerne eller i dokumenterne for de pågældende produkter
c) enhver anden praksis, som kan vildlede offentligheden og navnlig give indtryk af, at vinen er berettiget til det beskyttede traditionelle udtryk«.
6 Artikel 24, stk. 3, i forordning nr. 753/2002 forbyder at beskrive en vin, som ikke opfylder betingelserne for at være berettiget til et traditionelt udtryk, ved i etiketteringen at anvende varemærker, som indeholder et i bilag III anført traditionelt udtryk. Samme stykkes andet afsnit indeholder imidlertid en undtagelse med henblik på det særlige tilfælde, hvor de pågældende varemærker lovligt er blevet registreret i Fællesskabet inden datoen for offentliggørelsen af forordning nr. 753/2002 og i god tro faktisk har været anvendt siden registreringen.
7 Artikel 24, stk. 4, tredje afsnit, i forordning nr. 753/2002 foreskriver, at ethvert traditionelt udtryk, som er anført i bilag III, er knyttet til enten en eller flere vinkategorier, heriblandt kvbd. Bestemmelsen præciserer ligeledes, at når kvbd ikke allerede er omfattet af en anden vinkategori, gælder beskyttelsen af det traditionelle udtryk kun for beskrivelsen af andre vine end hedvin, mousserende vin og mousserende vin tilsat kulsyre samt perlevin og perlevin tilsat kulsyre.
8 Bestemmelserne i artikel 24, stk. 5 og 6, i forordning nr. 753/2002 fastsatte de betingelser, som de traditionelle udtryk skulle opfylde for at blive optaget i bilag III, henholdsvis del A og del B.
9 For at kunne optages i bilag III, del A, skulle et traditionelt udtryk i henhold til betingelserne i artikel 24, stk. 5, før dennes ændring ved Kommissionens forordning (EF) nr. 316/2004 af 20. februar 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 753/2002 (EUT L 55, s. 16, herefter »den anfægtede forordning«) opfylde følgende betingelser:
»a) det skal være specifikt i sig selv og være præcist defineret i medlemsstatens lovgivning
b) det skal være tilstrækkeligt karakteristisk og/eller være almindeligt anerkendt på Fællesskabets marked
c) det skal traditionelt være blevet anvendt i mindst ti år i den pågældende medlemsstat
d) det skal være knyttet til en eller eventuelt flere EF-vine eller -vinkategorier«.
10 For at kunne optages i bilag III, del B, skulle det traditionelle udtryk i henhold til artikel 24, stk. 6, i forordning nr. 753/2002, før bestemmelsens ændring ved den anfægtede forordning, ikke blot opfylde betingelserne i stk. 5, som anført ovenfor, men også »være knyttet til en vin med geografisk betegnelse og tjene til at angive vinen som havende oprindelse i den pågældende region eller den pågældende lokalitet inden for Fællesskabet, dersom produktets kvalitet, omdømme eller andre egenskaber, som det traditionelle udtryk refererer til, i alt væsentligt tilskrives dets geografiske oprindelse«.
11 Artikel 24, stk. 8, i forordning nr. 753/2002 fastsatte de betingelser, der skulle opfyldes, og den procedure, der skulle følges, med henblik på at tillade producenter i tredjelande at karakterisere deres produkter ved anvendelse af traditionelle udtryk, der optræder i bilag III, del A.
12 Den anfægtede forordning har foretaget ændringer i forordning nr. 753/2002 for at imødekomme de forbehold, som denne forordning havde givet anledning til i en række vinproducerende tredjelande. Ændringerne har nærmere bestemt haft til formål at efterkomme disse landes krav, som blev fremsat i forbindelse med gennemførelsen af visse aftaler indgået i WTO’s regi, om at give dem mulighed for at anvende visse traditionelle udtryk.
13 Artikel 1, stk. 4, i den anfægtede forordning har ændret artikel 24 i forordning nr. 753/2002 ved at erstatte indledningen i stk. 5 og ved at ophæve stk. 6 og 8. Disse ændringer medfører, at sondringen mellem del A og del B i bilag III ophører. Betingelserne for opførelse af en medlemsstats traditionelle udtryk i bilag III er herefter dem, der tidligere fandt anvendelse på opførelsen i del A, mens reglerne vedrørende vin fra tredjelande overføres til artikel 37, stk. 1, i forordning nr. 753/2002, som ændret ved artikel 1, punkt 10, i den anfægtede forordning.
14 Den nye artikel 37, stk. 1, litra e), i forordning nr. 753/2002 tillader vinproducenterne fra tredjelande at anvende supplerende traditionelle udtryk. Den aktuelle liste herover omfatter de udtryk, som tidligere var opført i del A og i del B i bilag III. Bestemmelsen efter ændringerne lyder således:
»I medfør af punkt B.2 i bilag VII til forordning […] nr. 1493/1999 kan etiketteringen af vin med oprindelse i tredjelande (undtagen mousserende vin, mousserende vin tilsat kulsyre og perlevin tilsat kulsyre, men inklusive vin af overmodne druer) og af delvis gæret druemost til direkte konsum, der er fremstillet i tredjelande, og som er forsynet med en geografisk betegnelse i overensstemmelse med artikel 36, suppleres med følgende angivelser:
[…]
e) for så vidt angår vin fra tredjelande og delvis gæret druemost til direkte konsum fra tredjelande:
i) andre supplerende traditionelle udtryk end dem, der er anført i bilag III, i overensstemmelse med reglerne for vinproducenterne i det pågældende tredjeland, herunder regler, der fastsættes af repræsentative erhvervsorganisationer, og
ii) supplerende traditionelle udtryk, der er anført i bilag III, forudsat at anvendelsesbetingelserne er i overensstemmelse med reglerne for vinproducenterne i det pågældende tredjeland, herunder regler, der fastsættes af repræsentative erhvervsorganisationer, og at
– det pågældende land har indgivet en begrundet anmodning herom til Kommissionen og fremsendt sådanne regler for brug af disse udtryk, som kan begrunde godkendelsen af de traditionelle udtryk
– udtrykkene er specifikke i sig selv
– udtrykkene er tilstrækkeligt karakteristiske og/eller er almindeligt anerkendt i det pågældende tredjeland
– udtrykkene traditionelt er blevet anvendt i mindst ti år i det pågældende tredjeland
– udtrykkene er knyttet til en eller eventuelt flere kategorier af vine i det pågældende tredjeland
– de af tredjelandet fastsatte forskrifter ikke er af en sådan art, at forbrugerne vildledes af det pågældende udtryk.
Endvidere kan visse traditionelle udtryk, der er anført i bilag III, i etiketteringen af vine med geografisk betegnelse og med oprindelse i tredjelande anføres på sproget i oprindelsestredjelandet eller på et andet sprog, når anvendelsen af et andet sprog end landets officielle sprog anses for traditionelt i forbindelse med et traditionelt udtryk, hvis anvendelsen af det pågældende sprog er fastsat i landets lovgivning, og hvis det pågældende sprog løbende er blevet anvendt i forbindelse med dette traditionelle udtryk i de seneste femogtyve år.
Artikel 23 og artikel 24, stk. 2 og 3, stk. 4, andet afsnit, og stk. 6, litra c), finder tilsvarende anvendelse.
For hvert traditionelt udtryk i nr. ii) er de berørte tredjelande anført i bilag III.
[…]«
Retsforhandlinger og parternes påstande
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. maj 2004 har sagsøgerne anlagt nærværende søgsmål.
16 De 21 sagsøgere er følgende:
– FederDoc (Confederazione nazionale dei consorzi volontari per la tutela delle denominazioni di origine e delle indicazioni geografiche tipiche dei vini italiani), som er en privatretlig landsorganisation af frivillige sammenslutninger af italienske vinproducenter, der ifølge vedtægterne bl.a. har til formål at yde alle former for støtte til nævnte sammenslutninger og at varetage retsbeskyttelsen af de italienske betegnelser såvel nationalt som internationalt.
– 7 italienske producenter, som fremstiller og forhandler en kvbd, der er omfattet af 1 af de 17 supplerende traditionelle udtryk, som tidligere var opført i del B i bilag III til forordning nr. 753/2002 (herefter »de italienske producenter«).
– 13 frivillige sammenslutninger, hvis opgave er offentligt og over for forbrugerne at fremme afsætningen af de italienske kvbd ved at varetage markedsføringen af disses betegnelse med henblik på at adskille dem fra andre konkurrerende vine på markedet. Disse sammenslutninger (herefter »de frivillige sammenslutninger«) skal ligeledes varetage beskyttelsen, herunder retsbeskyttelsen, af den betegnelse, for hvilken hver af dem er oprettet i henhold til den italienske lov nr. 164 af 10. februar 1992 om ordningen for betegnelser for vin.
17 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. juli 2004 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114 i Rettens procesreglement.
18 Sagsøgerne har indleveret deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 24. september 2004.
19 Sagsøgerne har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Annullation af den anfægtede forordning i sin helhed, subsidiært af forordningens artikel 1, stk. 3, stk. 8, litra a), og stk. 9, 10 og 18.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
20 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
21 Sagsøgerne har i deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Formalitetsindsigelsen forkastes og sagen fremmes til realitetsbehandling.
– Subsidiært henskydes formalitetsindsigelsen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet og sagen fremmes til realitetsbehandling.
Retlige bemærkninger
22 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part fremsætter begæring herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Ifølge artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I den foreliggende sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og at det ikke er nødvendigt at indlede den mundtlige forhandling.
Parternes argumenter
23 Kommissionen har anført, at sagen skal afvises med den begrundelse, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den anfægtede forordning.
24 De italienske producenter kan nemlig ikke påberåbe sig personlige egenskaber eller særlige omstændigheder, som adskiller dem fra alle andre.
25 De frivillige sammenslutninger er ligeledes heller ikke berettigede til at anlægge et annullationssøgsmål, eftersom ingen af deres medlemmer har en individuel interesse i at anfægte den anfægtede forordning.
26 Endelig har FederDoc som en organisation af frivillige sammenslutninger ikke søgsmålskompetence af de samme grunde, som gælder for organisationens medlemmer.
27 Sagsøgerne er af den opfattelse, at søgsmålet skal antages til realitetsbehandling. Ophævelsen af sondringen mellem del A og del B i bilag III til forordning nr. 753/2002 berører de italienske producenters interesser, da den gør en ende på muligheden for at forhindre producenter fra tredjelande i at markedsføre vin i Fællesskabet ved brug af et af de pågældende udtryk.
28 Desuden svarer de foreliggende omstændigheder i alt væsentligt til omstændighederne i den sag, der gav anledning til Domstolens dom af 18. maj 1994, Codorniu mod Rådet (sag C-309/89, Sml. I, s. 1853). De italienske producenter fremstiller og markedsfører nemlig en vin, der er omfattet af et af de sytten supplerende traditionelle udtryk, som er kendetegn, der svarer til fællesmærker, som afføder en eneret, selv om denne er delt mellem de producenter, der er berettiget til at gøre brug heraf.
29 De frivillige sammenslutninger har for deres vedkommende til formål at tilrettelægge og koordinere aktiviteterne for personkategorier, der er berørt af fremstillingen og markedsføringen af hver betegnelse, og at varetage beskyttelsen af en eller flere betegnelser, for hvilken eller for hvilke de specifikt er blevet oprettet. Deres søgsmål kan antages til realitetsbehandling, fordi disse sammenslutninger repræsenterer interesserne for virksomheder, som er individuelt berørt, og fordi en retsforskrift udtrykkeligt indrømmer dem en række processuelle rettigheder.
30 Hvad angår FederDoc fremgår det af sammenslutningens vedtægter, at den har til formål at handle med henblik på såvel national som international retsbeskyttelse af de italienske betegnelser, og at den er individuelt berørt på samme måde som de frivillige sammenslutninger.
31 Sagsøgerne er desuden af den opfattelse, at det er nødvendigt at anlægge en mere vidtgående fortolkning af artikel 230, stk. 4, EF end den, der har været anlagt af bestemmelsen siden Domstolens dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (sag 25/62, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197), og at fortolke artikel 230, stk. 4, EF i overensstemmelse med princippet om en effektiv retsbeskyttelse. Sagsøgerne har desuden henvist til det endelige udkast til en traktat om en forfatning for Europa, underskrevet i Rom den 29. oktober 2004 (EUT C 310, s. 1), som indeholder en ændring af artikel 230, stk. 4, EF, idet forpligtelsen til at godtgøre en individuel interesse for så vidt angår søgsmål til prøvelse af de forordninger, som ikke kræver gennemførelsesforanstaltninger, ophæves.
Rettens bemærkninger
32 I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan »enhver fysisk eller juridisk person […] indbringe klage […] over beslutninger, som skønt de er udfærdiget i form af en forordning […] berører ham umiddelbart og individuelt«.
Karakteren af de anfægtede bestemmelser
33 Ifølge fast retspraksis skal kriteriet for sondringen mellem en forordning og en beslutning søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig eller ej (Domstolens dom af 14.12.1962, forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes m.fl. mod Rådet, Sml. 1954-1964, s. 359, org.ref.: Rec. s. 901, på s. 918, og Rettens dom af 3.2.2005, sag T-139/01, Comafrica og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 409, præmis 87). En retsakt er almengyldig, hvis den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper (dommen i sagen Comafrica og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, præmis 87; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 21.11.1989, sag C-244/88, Usines coopératives de déshydratation du Vexin m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3811, præmis 13).
34 I det foreliggende tilfælde medfører den anfægtede forordning, og nærmere bestemt de bestemmelser, som sagsøgerne subsidiært har begæret annulleret, en svækkelse af den beskyttelse, som var gældende for de 17 supplerende traditionelle udtryk, der oprindeligt var fastsat i del B i bilag III. Ifølge artikel 24, stk. 6, i forordning nr. 753/2002 skulle disse traditionelle udtryk for at kunne optages i del B nemlig ikke blot overholde betingelserne i artikel 24, stk. 5, der er nævnt ovenfor i præmis 8, men også »være knyttet til en vin med geografisk betegnelse og tjene til at angive vinen som havende oprindelse i den pågældende region eller den pågældende lokalitet inden for Fællesskabet, dersom produktets kvalitet, omdømme eller andre egenskaber, som det traditionelle udtryk refererer til, i alt væsentligt tilskrives dets geografiske oprindelse«. De udtryk, som var optaget i del B, kunne således udelukkende anvendes for vin med oprindelse i specifikke regioner eller lokaliteter inden for Fællesskabet, og de godkendte producenter havde ret til at modsætte sig markedsføring inden for Fællesskabet af vin med oprindelse i tredjelande forsynet med disse traditionelle udtryk. Efter ændringerne af forordning nr. 753/2002 ved den anfægtede forordning, navnlig ved denne forordnings artikel 1, punkt 4, kan de supplerende traditionelle udtryk, som tidligere var anført i del B i bilag III, herefter – efter at have opfyldt de i forordning nr. 753/2002, som ændret, specificerede betingelser – anvendes af producenter af vin fra tredjelande.
35 Imidlertid er sagsøgerne ikke de eneste, der er berørt af de ved den anfægtede forordning foretagne ændringer. Denne forordning gælder ligeledes for alle de andre italienske producenter – aktuelle og potentielle – af vin, som lovligt må benytte de italienske traditionelle udtryk. Eftersom der er tale om en retsakt, hvis anvendelse hverken er begrænset til det italienske territorium eller er tidsbegrænset, vedrører den endvidere ikke udelukkende de italienske producenter, men har ligeledes retsvirkninger i forhold til et ukendt antal producenter fra de øvrige medlemsstater, som aktuelt anvender og fremtidigt vil anvende udtryk, som oprindeligt var opført i del B i bilag III. Denne liste indeholdt, foruden de 17 italienske udtryk, udtryk anvendt for vin fremstillet i Tyskland, Østrig, Spanien, Frankrig, Grækenland og Portugal.
36 Den anfægtede forordning udgør således en almengyldig foranstaltning som omhandlet i artikel 249, stk. 2, EF og derfor en foranstaltning af normativ karakter. Den finder anvendelse på objektivt fastlagte situationer og har retsvirkninger for kategorier af erhvervsdrivende, der opfylder visse generelt og abstrakt fastlagte betingelser (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 26.10.2000, sag C-447/98 P, Molkerei Großbraunshain og Bene Nahrungsmittel mod Kommissionen, Sml. I, s. 9097, præmis 67, og Rettens kendelse af 6.7.2004, sag T-370/02, Alpenhain-Camembert-Werk m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2097, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis). Denne generelle rækkevidde følger i øvrigt af formålet med de pågældende bestemmelser, som er at specificere reglerne for brug af de traditionelle udtryk og for disses beskyttelse i hele Det Europæiske Fællesskab.
37 Denne konstatering berøres ikke af sagsøgernes anbringender, hvorefter den anfægtede forordnings bestemmelser mister deres generelle og abstrakte karakter henset til det skøn med hensyn til en række kriterier, som gør det muligt at anerkende foreliggelsen af et traditionelt udtryk, og henset til, at anvendelsen af et udtryk kun indrømmes til vin fra tredjelande efter opførelsen af navnet på tredjelandet i bilag III. Som specificeret ovenfor berører disse bestemmelser nemlig ligeledes andre producenter, som aktuelt anvender og fremtidigt vil anvende de supplerende traditionelle udtryk.
Sagsøgernes søgsmålskompetence
38 Ifølge retspraksis er det ikke udelukket, at en bestemmelse, som efter sin art og rækkevidde har almengyldig karakter, idet den finder anvendelse på de pågældende erhvervsdrivende i almindelighed, kan berøre visse af disse individuelt. Dette er tilfældet, når den pågældende retsakt berører en fysisk eller juridisk person på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som en adressat (jf. i denne retning dommen i sagen Codorniu mod Rådet, præmis 19 og 20, og Domstolens dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
39 Det må derfor undersøges, om henholdsvis de italienske producenter, de frivillige sammenslutninger og FederDoc har godtgjort, at der foreligger en sådan situation.
– Spørgsmålet, om de italienske producenter er individuelt berørt
40 De italienske producenter har i det foreliggende tilfælde anført, at ophævelsen af sondringen mellem del A og del B i bilag III til forordning nr. 753/2002 har medført en svækkelse af den beskyttelse, som de 17 supplerende traditionelle udtryk vedrørende Italien i del B i bilag III nød godt af. Da de italienske producenter var de eneste, der kunne anvende disse udtryk inden for Fællesskabet, har svækkelsen skadet deres interesser. Imidlertid gør denne situation det ikke muligt at antage, at de italienske producenter er individualiseret på lignende måde som en adressat. Ophævelsen af denne sondring berører nemlig de italienske producenter på samme måde som alle de øvrige fællesskabsproducenter, hvis vin kunne være forsynet med de udtryk, der tidligere var fastsat i del B i bilag III.
41 Det bemærkes ligeledes, at den omstændighed, at en forordning påvirker en borgers retsstilling, ikke er tilstrækkeligt til at adskille ham fra alle andre (Rettens kendelse af 2.4.2004, sag T-231/02, Gonnelli og AIFO mod Kommissionen, Sml. II, s. 1051, præmis 38).
42 I denne sag kan foreliggelsen af en retsbeskyttelse af de identificerede og udtømmende opregnede traditionelle udtryk ikke adskille de italienske producenter fra andre fællesskabsproducenter af kvbd, som er forsynet med supplerende traditionelle udtryk. Disse producenter kan, eftersom de befinder sig i samme situation som de italienske producenter, for deres vedkommende påberåbe sig den samme beskyttelse hvad angår deres traditionelle udtryk og er udsat for den samme svækkelse af retsbeskyttelsen for så vidt angår deres traditionelle udtryk, som var optaget i del B i bilag III til forordning nr. 753/2002.
43 Selv om foranstaltningerne i den anfægtede forordning kan få betydelige økonomiske konsekvenser for sagsøgerne, står det ligeledes fast, at forordningen har lignende konsekvenser for de andre fællesskabsproducenter af kvbd (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.4.2003, sag C-142/00 P, Kommissionen mod Nederlandse Antillen, Sml. I, s. 3483, præmis 77, og kendelsen i sagen Gonnelli og AIFO mod Kommissionen, præmis 45). Følgelig kan de retsvirkninger, som af sagsøgerne er anset for at være til skade for de italienske producenter, ikke individualisere dem i forhold til de øvrige berørte erhvervsdrivende.
44 Under alle omstændigheder er det forhold, at nogle erhvervsdrivende berøres økonomisk af en retsakt i højere grad end deres konkurrenter, ikke tilstrækkelig til, at de kan anses for at være individuelt berørt af denne retsakt (Rettens kendelse af 15.9.1999, sag T-11/99, Van Parys m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2653, præmis 50, og af 10.12.2004, sag T-196/03, EFfCI mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 4263, præmis 47).
45 Desuden kan det heller ikke konkluderes, at de italienske producenter, fordi de kan påberåbe sig enerettigheder, er individuelt berørte som omhandlet i dommen i sagen Codorniu mod Rådet.
46 I den pågældende sag var sagsøgeren på grund af en almengyldig bestemmelse forhindret i at anvende det ordmærke, som han havde registreret og traditionelt benyttet i en lang periode før vedtagelsen af den anfægtede forordning, således at han blev individualiseret i forhold til alle andre erhvervsdrivende. Det er korrekt, at retten til traditionelle udtryk indholdsmæssigt har lighedspunkter med den ret, der følger af registreringen af et fællesmærke. Denne lighed er ikke desto mindre ikke tilstrækkelig til at konkludere, at situationen for de italienske producenter er identisk med eller svarer til situationen for sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Codorniu mod Rådet. Henset til den eneret, der følger af registreringen af et mærke, befandt sagsøgeren i denne sag sig nemlig efter vedtagelsen af den pågældende forordning alene i en situation, der var fuldstændig forskellig fra situationen for alle de andre erhvervsdrivende.
47 Dette er ikke tilfældet i denne sag. Til forskel fra den forordning, der blev anfægtet i dommen i sagen Codorniu mod Rådet, individualiserer den i denne sag anfægtede forordning ikke en enkelt person, men har ligeledes retsvirkninger for alle producenter – aktuelle og potentielle – af vin, som lovligt må benytte de 17 traditionelle udtryk, samt for alle de øvrige producenter i de andre medlemsstater, som aktuelt anvender og fremtidigt vil anvende de udtryk, som oprindeligt var opført i del B i bilag III. Herefter er situationen for de italienske producenter, som er sagsøgere i denne sag, ikke ekstraordinær, således som det var tilfældet med sagsøgerens situation i den sag, som gav anledning til dommen i sagen Codorniu mod Rådet.
48 Heraf følger, at den anfægtede forordning kun vedrører de italienske producenter i disses objektive egenskab af producenter af kvbd. Følgelig er de italienske producenter ikke berettigede til at anfægte den anfægtede forordning, idet de ikke har godtgjort en individuel interesse.
– Spørgsmålet, om de frivillige sammenslutninger er individuelt berørt
49 Søgsmål anlagt af sammenslutninger kan ifølge retspraksis antages til realitetsbehandling i tre tilfælde, nemlig når sammenslutningerne repræsenterer interesser hos virksomheder, som selv har søgsmålskompetence, eller når sammenslutningerne er individualiseret, fordi deres egne interesser som sammenslutning er berørt, navnlig fordi deres forhandlerposition er blevet berørt ved den retsakt, som påstås annulleret, eller endvidere når en retsforskrift udtrykkeligt indrømmer dem en række processuelle rettigheder (Rettens kendelse af 30.9.1997, sag T-122/96, Federolio mod Kommissionen, Sml. II, s. 1559, præmis 61, og kendelsen i sagen EFfCI mod Parlamentet og Rådet, præmis 42).
50 Hvad først angår det første tilfælde bemærkes, at en sammenslutning, der er oprettet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, ikke kan anses for at være individuelt berørt af en retsakt, der påvirker denne gruppes interesser generelt, når sammenslutningens medlemmer ikke kan anses for at være individuelt berørt (jf. i denne retning kendelsen i sagen Gonnelli og AIFO mod Kommissionen, præmis 48, og kendelsen i sagen EFfCI mod Parlamentet og Rådet, præmis 43). I det foreliggende tilfælde fremgår det af ovenstående gennemgang, at medlemmerne af de frivillige sammenslutninger ikke har godtgjort, at de var berørt af den anfægtede forordning på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre.
51 Hvad dernæst angår det andet tilfælde gælder, at selv om det er korrekt, at forekomsten af særlige omstændigheder, såsom den rolle, en sammenslutning har spillet i forbindelse med en procedure, som har ført til vedtagelsen af en retsakt som omhandlet i artikel 230 EF, kan berettige til, at et søgsmål anlagt af en sammenslutning, hvis medlemmer ikke er individuelt berørt af den omtvistede retsakt, fremmes til realitetsbehandling, navnlig når sammenslutningens stilling som forhandler er berørt af denne retsakt (kendelsen i sagen EFfCI mod Parlamentet og Rådet, præmis 42; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, præmis 21-24), fremgår det ikke af sagsakterne, at dette skulle være tilfældet i den foreliggende sag, hvilket sagsøgerne i øvrigt heller ikke har gjort gældende.
52 Hvad endelig angår det tredje tilfælde kan de frivillige sammenslutninger heller ikke være individuelt berørt af den anfægtede forordning med den begrundelse, at en retsforskrift indrømmer dem en række processuelle rettigheder. For det første bemærkes, at den anfægtede forordning blev vedtaget af Kommissionen, uden at de frivillige sammenslutninger deltog i denne procedure. For det andet påberåber de frivillige sammenslutninger sig ikke nogen processuel ret, som de skulle være tillagt af den fælles markedsordning for vinsektoren eller af enhver anden fællesskabslovgivning, i modsætning til hvad der kræves i den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 49. Endelig kan de ikke i denne forbindelse påberåbe sig de særlige opgaver og funktioner, som tillægges dem i den nationale retsorden, med henblik på at begrunde en ændring af det retsmiddelsystem, som er fastsat ved artikel 230 EF, og som har til formål at tillægge Fællesskabets retsinstanser kontrol med lovligheden af institutionernes retsakter, idet spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, i modsat fald ville afhænge af en selvstændig afgørelse fra de nationale myndigheder baseret på den berørte medlemsstats interesser frem for på Fællesskabets almene interesse (jf. i denne retning kendelsen i sagen Federolio mod Kommissionen, præmis 64).
53 Henset til det ovenfor anførte kan de frivillige sammenslutninger ikke anses for at være individuelt berørt af den anfægtede forordning.
– Spørgsmålet, om FederDoc er individuelt berørt
54 Bemærkningerne vedrørende de frivillige sammenslutningers søgsmålskompetence finder ligeledes anvendelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt det af FederDoc anlagte søgsmål kan antages til realitetsbehandling, eftersom FederDoc er en landsorganisation af frivillige sammenslutninger. FederDoc har heller ikke spillet en særlig rolle i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede forordning, idet de særlige bestemmelser i organisationens vedtægter er uden betydning for denne bedømmelse. Følgelig kan FederDoc i lighed med de øvrige sagsøgere ikke antages at være individuelt berørt som omhandlet i Domstolens og Rettens faste retspraksis.
Konklusion
55 Det følger af ovenstående betragtninger, at ingen af sagsøgerne har godtgjort, at de er individuelt berørt af den anfægtede forordning eller af de særlige bestemmelser, som subsidiært påstås annulleret.
56 Sagsøgernes argumenter om nødvendigheden af en mere vidtgående fortolkning af artikel 230, stk. 4, EF og om krav om en effektiv domstolsbeskyttelse kan ikke indebære, at denne konklusion drages i tvivl. Dels har Domstolen stadfæstet sin faste retspraksis vedrørende fortolkningen af artikel 230, stk. 4, EF i dom af 1. april 2004, Kommissionen mod Jégo-Quéré (sag C-263/02 P, Sml. I, s. 3425), og i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet. Dels gælder, at selv om betingelsen om individuel berøring i artikel 230, stk. 4, EF skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, præmis 44).
57 Endelig må det fastslås, at det argument, sagsøgerne udleder af artikel III-365, stk. 4, i udkastet til en traktat om en forfatning for Europa, er irrelevant, eftersom denne tekst ikke indtil nu har været gældende.
58 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at sagsøgerne ikke kan anses for individuelt berørt af den anfægtede forordning som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF, og at søgsmålet følgelig i sin helhed bør afvises.
Sagens omkostninger
59 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 28. juni 2005.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |