Language of document :

Sag anlagt den 8. september 2010 - Fapricela - Indústria de Trefilaria mod Kommissionen

(Sag T-398/10)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Fapricela - Indústria de Trefilaria, SA (Ançã, Portugal) (ved advogados M. Gorjão-Henriques og S. Roux)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1 og 2 i Kommissionen beslutning af 30. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38 344 - Forspændingsstål) annulleres for så vidt angår sagsøgeren.

Bøden nedsættes væsentligt.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den anfægtede beslutning i den foreliggende sag er den samme som i sag T-385/10, ArcelorMittal Wire France m.fl. mod Kommissionen.

Sagsøgeren har gjort følgende gældende:

Begrundelsesmangler i den anfægtede beslutning, som indvirker på Fapricelas ret til forsvar, og som har ført til en berigtigelse af beslutningen. Sagsøgeren anfører i den forbindelse, at denne berigtigelse bør betragtes som ugyldig, eftersom Kommissionens anerkendelse af materielle fejl er til hinder for Fapricelas fulde udøvelse af sin ret til forsvar og sætter spørgsmålstegn ved genstanden for det foreliggende søgsmål, idet det endvidere giver Kommissionen en yderligere mulighed for at træffe en ny ændringsbeslutning under hensyntagen til de faktiske og retlige anbringender fra selskaberne i det foreliggende søgsmål.

Europa-Kommissionen har ikke bevist, at Fapricela var vidende om eller burde have været vidende om eksistensen af karteller uden for den iberiske halvø, og kan derfor ikke holde Fapricela ansvarlig for den enkle, vedvarende overtrædelse som beskrevet i den anfægtede beslutning.

Subsidiært:

Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet og princippet om ligebehandling ved at fastsætte bøden over for dette selskab på den måde, som det skete, og bøden bør således nedsættes i overensstemmelse hermed.

Kommissionen beregnede varigheden af Fapricelas deltagelse i overtrædelsen ukorrekt og tog ikke højde for en midlertidig periode af fravær.

Kommissionen begik faktiske fejl og tilsidesatte princippet om ligebehandling ved at nægte at anerkende, at Fapricela var ude af stand til at betale bøden.

____________