Sag T-678/20
Solar Electric Holding m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 10. november 2021
»Statsstøtte – markedet for elektricitet produceret fra vedvarende energikilder, herunder solcelleenergi – forpligtelse i henhold til den franske lov om elektricitet til køb af elektricitet til en højere pris end markedsprisen – afvisning af en klage – artikel 12, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i forordning (EU) 2015/1589 – anvendelsesområde«
1. Statsstøtte – undersøgelse af klager – Kommissionens forpligtelser – klage indgivet af begunstigede af ikke-anmeldte støtteforanstaltninger med henblik på at opnå en afgørelse om ikke at gøre indsigelse – Kommissionens forpligtelse til at undersøge en klage – foreligger ikke
[Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h), art. 12, stk. 1, og art. 24, stk. 2]
(jf. præmis 22-39 og 43)
2. Statsstøtte – Kommissionens og de nationale domstoles respektive kompetencer – de nationale domstoles rolle – beskyttelse af borgerne i tilfælde af tilsidesættelse af forpligtelsen til forudgående anmeldelse – de nationale retters pligt til at drage alle konsekvenser af denne tilsidesættelse i overensstemmelse med national ret – omfang
(Art. 107 TEUF og 108 TEUF)
(jf. præmis 30 og 31)
3. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – ikke-anmeldte støtteforanstaltninger – Kommissionens forpligtelse til at foretage en undersøgelse af foreneligheden med det indre marked – betingelse – klage, som en interesseret part har indgivet på grundlag af en tilsidesættelse af statsstøttereglerne
[Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h), art. 12, stk. 1, og art. 24, stk. 2]
(jf. præmis 49-54)
Resumé
Med henblik på at fremme udvikling af vedvarende energi på sit område indførte Frankrig i 2000 en retlig forpligtelse for Électricité de France (herefter »EDF«) og visse andre elektricitetsdistributører til på de pågældende producenters anmodning at indgå kontrakter om køb af elektricitet, der er produceret fra vedvarende energikilder (herefter »grøn elektricitet«). Disse kontrakter blev indgået med en løbetid på 20 år og fastsatte, at den grønne elektricitet skulle købes til den pris, som er fastsat i den ministerielle prisbekendtgørelse, der er gældende på det tidspunkt, hvor producenten har indgivet en fuldstændig anmodning om tilslutning til det offentlige net.
I denne forbindelse indgik Solar Electric, der var involveret i udvikling, opførelse og drift af solcelleanlæg i Guyana og Martinique, kontrakter om EDF’s køb af grøn elektricitet til de priser, der var fastsat i henholdsvis prisbekendtgørelsen af 10. juli 2006, af 12. januar 2010 og af 31. august 2010.
Indtil udgangen af 2015 blev de omkostninger, som elektricitetsdistributørerne havde afholdt på grund af forpligtelsen til køb af grøn elektricitet, omfattet af en ordning med fuld kompensation, der blev finansieret gennem et bidrag, som blev opkrævet hos elforbrugerne. Siden 2016 er disse omkostninger blevet dækket af en særlig konto for energiomstilling, der finansieres gennem afgifter for forbrug af energiprodukter.
I 2019 fastslog Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), at de foranstaltninger, der var støttet på prisbekendtgørelsen af 10. juli 2006 og af 12. januar 2010, om gennemførelsen af en mekanisme, der består i en forpligtelse til køb til en højere pris end markedsprisen, udgjorde ulovlig statsstøtte, idet de ikke var blevet anmeldt til Europa-Kommissionen.
Efter at have modtaget Kommissionens bekræftelse af, at de foranstaltninger, der var støttet på de pågældende prisbekendtgørelser, ikke var blevet anmeldt til den, indgav Solar Electric en klage over de støtteordninger, der fulgte af de nævnte prisbekendtgørelser, og opfordrede Kommissionen til udtrykkeligt at tage stilling til deres forenelighed med det indre marked.
Denne klage blev indgivet i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (1), hvorefter alle interesserede parter kan indgive en klage for at underrette Kommissionen om påstået ulovlig støtte eller om påstået misbrug af støtte.
Ved skrivelse af 3. september 2020 afviste Kommissionen klagen med den begrundelse, at genstanden for klagen faldt uden for anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF.
Idet den bekræftede denne konklusion, frifandt Retten Kommissionen i det af Solar Electric anlagte annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede indledningsvis, at den af Solar Electric indgivne klage havde til formål at opnå en afgørelse fra Kommissionen om ikke at gøre indsigelse for så vidt angår foreneligheden med det indre marked af de foranstaltninger, som de franske myndigheder havde iværksat på grundlag af prisbekendtgørelsen af 10. juli 2006, af 12. januar 2010 og af 31. august 2010.
Solar Electrics søgsmål rejste således spørgsmålet om, hvorvidt artikel 24, stk. 2, i forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF giver modtageren af en ny støtte, der er udbetalt ulovligt, en subjektiv ret til at indgive en klage til Kommissionen med henblik på at opnå en afgørelse fra Kommissionen om, at en støtte, som ikke er blevet anmeldt af den pågældende medlemsstat, erklæres forenelig med det indre marked.
Selv om en ordlydsfortolkning af bestemmelserne i forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF tyder på, at modtagere af ulovligt udbetalt støtte kan indgive en klage til Kommissionen i henhold til den nævnte forordnings artikel 24, stk. 2, skal en sådan konklusion imidlertid forkastes af hensyn til opbygningen af kontrollen med statsstøtte og af klagemekanismen.
Hvad på den ene side angår opbygningen af kontrollen med statsstøtte bemærkede Retten, at anmeldelsespligten udgør et af de grundlæggende elementer i den ved EUF-traktaten indførte kontrol med statsstøtte, som indfører en forebyggende kontrol med påtænkte nye støtteforanstaltninger, som er indført ved artikel 108, stk. 3, TEUF. I denne forbindelse følger det af selve opbygningen af artikel 108, stk. 3, TEUF, at anmeldelsespligten i forbindelse med påtænkt støtte påhviler medlemsstaterne. En anerkendelse af, at modtageren af en støtte, der er udbetalt ulovligt, kan indgive en klage til Kommissionen med henblik på, at denne fastslår støttens forenelighed med det indre marked, har imidlertid ikke nogen anden virkning end at give denne modtager mulighed for at træde i stedet for den pågældende medlemsstat, som alene har kompetencen til at anmelde en støtteforanstaltning til Kommissionen.
En sådan mulighed for modtageren af en støtte, der er udbetalt ulovligt, til at indgive en klage til Kommissionen vil desuden rejse tvivl om den grundlæggende og ufravigelige karakter af forpligtelsen til at anmelde støtteforanstaltninger og forbuddet mod at gennemføre dem i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF samt om den hovedsanktion, som er forbundet med medlemsstatens tilsidesættelse af denne forpligtelse til forudgående anmeldelse, dvs. tilbagebetaling af denne støtte.
Modtagere af en ulovlig støtte kan i øvrigt anlægge sag ved de nationale retter med henblik på at få sanktioneret den udtrykkelige eller stiltiende nægtelse fra den støtteydende stat af at opfylde sin anmeldelsespligt. Der er derfor ikke grundlag for at indrømme dem en ret til ved en klage til Kommissionen at udløse en undersøgelse af støttens forenelighed med det indre marked med henblik på at få den godkendt.
Hvad på den anden side angår opbygningen af den klagemekanisme, der blev indført ved forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF, bemærkede Retten, at denne mekanisme er blevet udformet således, at den har til formål at identificere den støtte, der er uforenelig med det indre marked. Det følger heraf, at anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i den nævnte forordning er afgrænset til klager om ulovlig støtte, som efter klagernes opfattelse er uforenelig med det indre marked. Anvendelsesområdet for den nævnte artikel 24, stk. 2, omfatter derimod ikke klager, hvorved klagerne gør gældende, at en støtte er forenelig med det indre marked og derfor skal godkendes af Kommissionen.
Følgelig kan modtagerne af en ulovlig støtte ikke støtte sig på artikel 24, stk. 2, i forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF med henblik på at indgive en klage vedrørende en ulovlig støtte, som de direkte eller indirekte modtager, og dette med henblik på at få Kommissionen til at vedtage en afgørelse, der fastslår denne støttes forenelighed med det indre marked.
Endelig forkastede Retten ligeledes Solar Electrics argument om, at Kommissionens manglende stillingtagen til selskabets klage skaber et retligt tomrum, som artikel 107 TEUF til 109 TEUF og forordning 2015/1589 har til formål at undgå, idet den bemærkede, at EU-retten ikke pålægger Kommissionen en forpligtelse til at gennemføre en vurdering af en uanmeldt støttes forenelighed, så snart den underrettes herom ved en klage indgivet af en modtager som Solar Electric.