Sag T-422/13

Committee of Polyethylene Terephthalate (PET) Manufacturers in Europe (CPME) m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Thailand og Taiwan – udløbsundersøgelse – Kommissionens forslag om at forlænge de nævnte foranstaltninger – Rådets beslutning om at afslutte udløbsundersøgelsesproceduren uden at indføre disse foranstaltninger – annullationssøgsmål – artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 – sandsynlighed for, at der igen ville blive forvoldt væsentlig skade – artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009 – Unionens interesse – åbenbart urigtigt skøn – begrundelsespligt – erstatningssøgsmål«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 5. april 2017

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – genoptagelse af undersøgelsen af foranstaltninger, der udløber – beslutning om ikke at opretholde en antidumpingforanstaltning – betingelser – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser

(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 11, stk. 2)

2.      Annullationssøgsmål – anbringender – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – efterprøvelse af egen drift

(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt

(Art. 296 TEUF)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – hensyntagen til sammenhængen og alle relevante retsregler

(Art. 296 TEUF)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – genoptagelse af undersøgelsen af foranstaltninger, der udløber – vurdering af Unionens interesse – kriterier

(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 21, stk. 1)

6.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser – Retten forpligtet til at undersøge dem i en bestemt rækkefølge – foreligger ikke

(Art. 268 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF)

7.      Erstatningssøgsmål – forestående og med tilstrækkelig sikkerhed påregnelige skader – Unionens erstatningsansvar fastslået – indbringelse af sagen for Retten – lovlig

(Art. 268 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF)

8.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – begreb – bevisbyrde

(Art. 268 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF)

1.      Det følger af artikel 11, stk. 2, første afsnit, i grundforordning nr. 1225/2009 om antidumping, at en endelig antidumpingforanstaltning udløber fem år efter indførelsen heraf eller fem år fra datoen for afslutningen af den seneste genoptagede undersøgelse, som omfattede både spørgsmålet om dumping og skade, medmindre det som led i en genoptaget undersøgelse fastslås, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. Det følger heraf, at denne bestemmelse indebærer, at foranstaltningerne udløber, medmindre det er fastslået, at bortfaldet vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. I henhold til denne bestemmelse er EU-institutionerne for ikke at opretholde en endelig antidumpingforanstaltning således ikke forpligtet til at påvise, at det er usandsynligt, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade, men de kan blot fastslå, at en sådan sandsynlighed ikke er påvist.

For så vidt som EU-institutionernes undersøgelse af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping eller skade forudsætter en vurdering af komplicerede økonomiske spørgsmål, må den retslige prøvelse af denne vurdering begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

Hvad angår efterprøvelsen af de beviser, som EU-institutionerne har lagt til grund for deres konstateringer, tilkommer det Unionens retsinstanser ikke blot at tage stilling til den materielle rigtighed af de beviser, der henvises til, og til deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes at kontrollere, om disse beviser udgjorde alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om de har en sådan karakter, at de kan begrunde institutionernes konklusioner.

(jf. præmis 48, 50 og 55-57)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 71)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 85, 89 og 119)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 116-118 og 141)

5.      Det følger af artikel 21, stk. 1, i grundforordning nr. 1225/2009 om antidumping, at selv om det er godtgjort, at der er sandsynlighed for skadevoldende dumping, kan de pågældende foranstaltninger udløbe, når institutionerne klart kan fastslå, at det ikke er i Unionens interesse at anvende sådanne foranstaltninger. Undersøgelsen af Unionens interesser nødvendiggør i overensstemmelse med denne bestemmelse en vurdering af de sandsynlige følger – både hvis de påtænkte foranstaltninger bringes i anvendelse, og hvis de ikke bringes i anvendelse – for EU-erhvervsgrenens interesser og for de andre berørte interesser, navnlig interesserne hos de forskellige parter, der er nævnt i artikel 21 i grundforordning nr. 1225/2009 om antidumping. Denne vurdering indebærer en forudsigelse, der bygger på antagelser om fremtidige begivenheder, som omfatter bedømmelsen af komplekse økonomiske situationer.

(jf. præmis 143 og 144)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 155, 156 og 171)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 159)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 173)