Sag C-241/08

Europa-Kommissionen

mod

Den Franske Republik

»Traktatbrud – direktiv 92/43/EØF – artikel 6, stk. 2 og 3 – ukorrekt gennemførelse – særlige bevaringsområder – et projekts betydelige konsekvenser for miljøet – visse aktiviteters »ikke-forstyrrende« karakter – vurdering af påvirkninger på miljøet«

Sammendrag af dom

1.        Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 2)

2.        Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 3)

3.        Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 3)

4.        Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 3 og 4)

1.        En national lovgivning, der generelt foreskriver, at fiskeri, akvakultur, jagt og andre jagtaktiviteter, der udøves på de vilkår og på de områder, der er tilladt i henhold til gældende love og retsforskrifter, ikke udgør aktiviteter, der er forstyrrende eller har sådanne konsekvenser, uden at det er sikret, at disse aktiviteter ikke medfører nogen forstyrrelser, der ville kunne påvirke målsætningerne for direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter væsentligt, kan ikke anses for at være i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 2.

(jf. præmis 32, 39 og 76 samt domskonkl. 1)

2.        En medlemsstat, der systematisk undtager arbejder, projekter og planer, der er fastsat i Natura 2000-aftaler, fra vurderingen af deres virkninger på lokaliteten, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, da det ikke kan udelukkes, at disse arbejder, projekter eller planer, selv om de har bevaring eller genetablering af en lokalitet som formål, alligevel ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for forvaltningen af dette.

Fastsættelsen af bevarings‑ og genopretningsmålsætninger inden for Natura 2000 kan således kræve, at der træffes afgørelse vedrørende konflikter mellem forskellige målsætninger. For fuldt ud at sikre gennemførelsen af de bevaringsmålsætninger, som direktiv 92/43 tilsigter, er det således nødvendigt, at enhver plan eller projekt, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendig for lokalitetens forvaltning, og som kan påvirke denne væsentligt, vurderes individuelt med hensyn til dens virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 3.

(jf. præmis 51, 53, 54, 56 og 76 samt domskonkl. 1)

3.        En medlemsstat, der systematisk undtager programmer, arbejder, projekter og planer, der er underlagt en erklæringsordning, fra vurderingen af deres virkninger på en lokalitet, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

(jf. præmis 62 og 76 samt domskonkl. 1)

4.        Den passende vurdering af virkningerne på en lokalitet, der skal foretages i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, indebærer, at alle de aspekter af en plan eller et projekt, som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke bevaringsmålsætningerne for lokaliteten, skal identificeres under hensyn til den bedste videnskabelige viden på området. En sådan vurdering indebærer således ikke en undersøgelse af alternativerne til en plan eller et projekt. Den undersøgelse af alternative løsninger, som er foreskrevet i direktivets artikel 6, stk. 4, skal kun foretages, hvis resultatet af den vurdering af virkningerne, der er foretaget i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3, er negativt, og under antagelse af, at planen eller projektet alligevel skal gennemføres på grund af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser. Den kan således ikke udgøre et krav, som de kompetente nationale myndigheder er forpligtede til at tage i betragtning, når de foretager vurderingen efter direktivets artikel 6, stk. 3.

(jf. præmis 69, 71 og 73)