Sag T-532/08

Norilsk Nickel Harjavalta Oy og Umicore SA/NV

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – miljø og beskyttelse af menneskers sundhed – klassificering, emballering og etikettering af visse nikkelcarbonatforbindelser som farlige stoffer – direktiv 2008/58/EF – direktiv 67/548/EØF – forordning (EF) nr. 790/2009 – forordning (EF) nr. 1272/2008 – tilpasning af påstandene – tidsmæssig anvendelse af artikel 263, stk. 4, TEUF – sagsøgerne ikke individuelt berørt – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – mulighed for at støtte en sag, der er anlagt før Lissabontraktatens ikrafttræden, på artikel 263, stk. 4, TEUF – foreligger ikke

(Art. 230, stk. 4 og 5, EF, og art. 263, stk. 4, TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – retsakter, der kan være genstand for søgsmål – forberedende retsakter – ikke omfattet

(Art. 230 EF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – mulighed for at være individuelt berørt af en generel retsakt – betingelser – retsakter vedrørende procedurer for risikovurdering og for klassificering af farlige stoffer

(Art. 230, stk. 4, EF)

1.      EUF-traktaten fastsætter ikke nogen særlig overgangsbestemmelse, der regulerer spørgsmålet, om artikel 263, stk. 4, TEUF finder anvendelse på retssager, der verserede den 1. december 2009. Hvad særligt angår problemet om den tidsmæssige anvendelse af bestemmelser, der fastsætter betingelser for antagelse til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål indgivet af en enkeltperson for Unionens retsinstanser, skal spørgsmålet, om en sag kan antages til realitetsbehandling, for det første i overensstemmelse med maksimen tempus regit actum behandles efter de regler, der var i kraft, da sagen blev anlagt, og for det andet skal betingelserne for at antage sagen til realitetsbehandling bedømmes i forhold til det tidspunkt, hvor den blev anlagt, dvs. ved indgivelsen af stævningen, hvorved en berigtigelse kun er mulig, når den foretages inden udløbet af søgsmålsfristen. Det følger heraf, at når betingelserne for antagelse af sagen til realitetsbehandling blev reguleret ved artikel 230 EF på det tidspunkt, hvor annullationssøgsmålet blev anlagt, dvs. ved indgivelsen af både stævningen og anmodningen om tilpasning af påstandene og anbringenderne om annullation, skal spørgsmålet om et sådant søgsmåls antagelse til realitetsbehandling behandles på grundlag af denne artikel.

(jf. præmis 69, 70 og 72)

2.      En foreløbig eller en forberedende retsakt kan ikke gøres til genstand for et annullationssøgsmål i artikel 230 EF’s forstand, da en sådan retsakt ikke har retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgernes interesser gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling. Mangler, som en sådan forberedende retsakt måtte være behæftet med, kan nemlig gøres gældende under en sag til prøvelse af den endelige retsakt, som den er et led i forberedelsen af. Lovligheden af denne afgørelse kan derfor kun anfægtes under en verserende sag til støtte for et søgsmål rettet mod de retsakter, hvorved proceduren blev afsluttet.

(jf. præmis 93 og 94)

3.      Et andet retssubjekt end adressaten for en retsakt kan kun påstå at være individuelt berørt som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF, såfremt denne retsakt rammer den pågældende på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derved individualiserer ham på lignende måde som adressaten. Den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, indebærer imidlertid ikke, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når det er ubestridt, at denne retsvirkning som grundlag har objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt. Selv om en person, der deltager i en procedure for vedtagelse af en unionsretsakt, kan blive individualiseret i forhold til denne retsakt i det tilfælde, hvor der ved EU-retlige forskrifter er fastsat processuelle garantier for den pågældende person, er dette således ikke tilfældet for så vidt angår sagsøgerne, der har gjort gældende, at de har deltaget aktivt i proceduren for risikovurdering af bestemte stoffer, som er fastsat i artikel 6-10 i forordning nr. 793/93 om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer, der ikke finder anvendelse på proceduren – som er en anden end den førnævnte – for klassificering af et stof som farligt stof i henhold til direktiv 67/548 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer og i henhold til forordning nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548 og 1999/45/EF og om ændring af forordning nr. 1907/2006.

(jf. præmis 97, 98, 99, 103, 108 og 109)