Language of document :

Sag anlagt den 5. december 2016 – Le Pen mod Parlamentet

(Sag T-863/16)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Jean-Marie Le Pen (Saint-Cloud, Frankrig) (ved advokaterne M. Ceccaldi og J.-P. Le Moigne)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Annullation af afgørelsen truffet af Europa-Parlamentets kvæstorer den 4. oktober 2016, for så vidt som denne kun bibeholder afgørelsen om at inddrive et beløb på 320 026,23 EUR hos Jean-Marie Le Pen.

Annullation af afgørelsen truffet af Europa-Parlamentets generalsekretær den 29. januar 2016.

Annullation af debetnota nr. 2016-195 af 4. februar 2016.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale Jean-Marie Le Pen et beløb på 50 000 EUR for de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende om de fejl, som berører de anfægtede retsakters formelle lovlighed. Dette anbringende er opdelt i tre led.

Første led om, at kompetencen på område for økonomiske afgørelser, som berører de politiske partier og følgelig europaparlamentsmedlemmer, tilkommer Europa-Parlamentets Præcidium og ikke generalsekretæren eller kvæstorerne.

Andet led om, at Europa-Parlamentets Præcidium ikke kan ændre karakteren og omfanget af sin kompetence. Generalsekretæren har imidlertid ikke påvist nogen behørig delegation fra formanden for Europa-Parlamentets Præcidium, som giver ham bemyndigelse til at vedtage og forkynde afgørelsen af 29. januar 2016 hvad angår regler om økonomiske spørgsmål vedrørende et parlamentsmedlem. Kvæstorerne kan heller ikke have kompetence til at træffe afgørelsen af 4. oktober 2016, når de har fået forelagt en »afgørelse« truffet af en administrativ myndighed, som selv er inkompetent, nemlig Europa-Parlamentets generalsekretær.

Tredje led om, at afgørelsen truffet af Europa-Parlamentets kvæstorer ikke er begrundet.

Andet anbringende om de fejl, som berører de anfægtede retsakters formelle lovlighed. Dette anbringende er opdelt i otte led.

Første led om, at kvæstorernes afgørelse ikke vedrører en godtgørelse af, at de udbetalte beløb angiveligt er udbetalt fejlagtigt. Heraf følger, at denne afgørelse er ufuldstændig, for så vidt som den kun vedrører inddrivelsen. Der foreligger på dette tidspunkt ikke længere en afgørelse vedrørende en konstatering af, at de til sagsøgeren udbetalt beløb er sket fejlagtigt og generalsekretærens retsakt skal herefter tilbagetrækkes ligesom afgørelsen om inddrivelse af de omtvistede beløb.

Andet led om, at de anfægtede retsakter er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

Tredje led om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Fjerde led om bevisbyrde, for så vidt som det ikke tilkommer sagsøgeren at godtgøre, at den pågældende assistent rent faktisk arbejdede for sagsøgeren og at det arbejde, som denne udførte, var nødvendigt og direkte forbundet med udøvelsen af sagsøgerens mandat som medlem af Europa-Parlamentet.

Femte led om, at de anfægtede retsakter tilsidesætter de lokalansatte assistenters politiske rettigheder.

Sjette led om, at de anfægtede retsakter er behæftet med magt- og procedurefordrejning.

Syvende led om, at de anfægtede retsakter er diskriminerende. De anfægtede retsakter har desuden alene til formål at skade sagsøgerens politiske aktiviteter.

Ottende led om krænkelse af sagsøgerens uafhængighed i dennes egenskab af europaparlamentsmedlem.

____________