Language of document :

Sag anlagt den 24. august 2009 - Groupement Adriano, Jaime Ribeiro, Conduril - Construção mod Kommissionen

(Sag T-335/09)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Groupement Adriano, Jaime Ribeiro, Conduril - Construção, ACE (Póvoa de Varzim, Portugal) (ved advogados A. Pinto Cardoso og L. Fuzeta da Ponte)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens debetnota nr. 3230905272 af 12. juni 2009 og af afgørelse indeholdt i skrivelse af 3. august 2009, hvorved sagsøgeren tilpligtes at betale debetnotaen inden for 15 dage med tillæg af morarenter i henhold til kontrakt AH 04/2004 indgået for anlæggelse af en vejstrækning mellem Tanger og Saïda ("Projet de la Rocade Méditerranéenne"), der finansieres af Fællesskabet inden for MEDA I-programmet.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Retsakterne kan anfægtes, idet de har karakter af afgørelser og er endelige og obligatoriske, og parterne har retlig interesse.

Begge retsakter er behæftet med:

Absolut inkompetence: Sagsøgte er ikke "Pouvoir adjudicateur" (ordregivende myndighed), idet der ikke findes nogen kontraktbestemmelse, der kan hjemle sagsøgtes handling. Sagsøgte mangler således ikke blot kompetence, men også beføjelse til denne adfærd.

Der foreligger tilsidesættelse af væsentlige forskrifter, navnlig begrundelsespligten: I henhold til traktatens artikel 253 skal Fællesskabets retsakter begrundes. I henhold til retspraksis skal denne begrundelse være udtrykkelig, klar, sammenhængende og relevant. Retsakten må ikke være implicit eller stiltiende begrundet eller udtrykt uklart. Der må ikke være selvmodsigelser mellem begrundelserne eller mellem disse og den dispositive del af retsakten. De anfægtede beslutninger mangler fuldstændig begrundelse. Det grundlæggende formalitetskrav om angivelse af rekursmuligheder er også tilsidesat.

Der foreligger tilsidesættelse af traktatens bestemmelser, navnlig artikel 211-219, sagsøgtes egen forretningsorden og princippet om "pacta sunt servanda".

____________