RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)
21. februar 2024 (*)
»Statsstøtte – støtte ydet af de spanske myndigheder til visse økonomiske interessegrupper (ØIG) og deres investorer – skatteordning for visse finansielle leasingkontrakter med henblik på køb af søgående skibe (spansk skatteleasingordning) – afgørelse, hvorved støtten erklæres delvist uforenelig med det indre marked og anordnes delvist tilbagesøgt – delvist bortfald af sagens genstand – delvist ufornødent at træffe afgørelse – ny støtte – tilbagesøgning – kontraktvilkår, der beskytter modtagerne mod tilbagesøgning af statsstøtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked – kompetencefordelingen mellem Kommissionen og de nationale myndigheder«
I de forenede sager T-29/14 og T-31/14,
Telefónica Gestión Integral de Edificios y Servicios, SL, tidligere Taetel, SL, Madrid (Spanien), ved advokaterne E. Navarro Varona, P. Vidal Martínez, J. López-Quiroga Teijero, G. Canalejo Lasarte og A. Pérez Hernández,
sagsøger i sag T-29/14,
Banco Santander, SA, tidligere Banco Popular Español, SA, Madrid, ved advokaterne E. Abad Valdenebro, R. Calvo Salinero og A. Lamadrid de Pablo,
sagsøger i sag T-31/14,
mod
Europa-Kommissionen ved J. Carpi Badía og P. Němečková, som befuldmægtigede, bistået af advokat M. Segura Catalán,
sagsøgt,
har
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. De Baere, D. Petrlík, K. Kecsmár og S. Kingston (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig P. Nuñez Ruiz,
på grundlag af den skriftlige forhandling og navnlig:
– kendelse af 18. marts 2014, hvorved sagerne T-29/14 og T-31/14 blev forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt domsafsigelsen
– afgørelse af 2. marts 2016 om at udsætte sagen, indtil der var truffet endelig afgørelse i den sag, der gav anledning til dom af 25. maj 2018, Kommissionen mod Spanien m.fl. (C-128/16 P, EU:C:2018:591)
– afgørelse af 21. november 2018 om at udsætte sagen, indtil afgørelserne i sagerne T-515/13 RENV og T-719/13 RENV fik retskraft
– afgørelse af 20. april 2021 om at genoptage sagen
– afgørelse af 12. april 2022 om at udsætte sagen, indtil der var truffet endelig afgørelse i den sag, der gav anledning til dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60)
– foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 22. februar 2023, hvorved parterne blev opfordret til at udtale sig om, hvilke konsekvenser der skulle drages af dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), med hensyn til behandlingen af sagerne
– svar fra sagsøgeren i sag T-29/14 af 16. marts 2023 med anmodning om, at Retten træffer afgørelse om de anbringender, der ikke blev taget stilling til i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), og svar fra sagsøgeren i sag T-31/14 af 16. marts 2023, hvori det i det væsentlige blev meddelt, at sagsøgeren er indforstået med, at Retten ex officio fastslår, at sagen er blevet uden genstand, og at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen i medfør af artikel 131, stk. 1, i Rettens procesreglement
– Kommissionens svar af 16. marts 2023, hvori det i det væsentlige anføres, at der blev taget stilling til samtlige spørgsmål, der er blevet rejst inden for rammerne af de foreliggende søgsmål, i sagerne, der var genstand for dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), og at Kommissionen bør frifindes, med undtagelse af det fjerde anbringende, hvorom det er ufornødent at træffe afgørelse, eftersom Kommissionen har vedtaget de foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af nævnte dom
– foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 26. maj 2023, hvorved sagsøgeren i sag T-31/14 dels blev opfordret til at opfylde kravene i artikel 130, stk. 2, såfremt sagsøgeren har til hensigt at anmode Retten om at fastslå, at det er ufornødent at træffe afgørelse i denne sag, dels til at præcisere, hvorvidt denne anmodning skal forstås som en anmodning om, at sagen hæves, såfremt Retten finder, at der skal træffes afgørelse
– svar fra sagsøgeren i sag T-31/14 af 9. juni 2023, hvori det i det væsentlige anføres, at sagsøgeren hverken har til hensigt at anmode Retten om at fastslå, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, eller at hæve sagen,
efter retsmødet den 16. november 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Sagsøgerne, Telefónica Gestión Integral de Edificios y Servicios, SL, tidligere Taetel, SL, og Banco Santander, SA, tidligere Banco Popular Español, SA, har med deres søgsmål, der er støttet på artikel 263 TEUF, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2014/200/EU af 17. juli 2013 om Spaniens støtteordning SA.21233 c/11 (ex NN/11, ex CP 137/06) – Skatteordning for finansielle leasingaftaler, også kendt som den spanske leasingbeskatningsordning (EUT 2014, L 114, s. 1, herefter »den anfægtede afgørelse«).
Sagens baggrund
Den anfægtede afgørelse
2 På grundlag af flere klager over, at den spanske leasingbeskatningsordning, som den blev anvendt på visse finansielle leasingaftaler med henblik på erhvervelse af skibe (herefter »SLB-ordningen«), gav rederier mulighed for at købe skibe bygget af spanske skibsværfter med en rabat på 20-30%, indledte Europa-Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF ved afgørelse K(2011) 4494 endelig af 29. juni 2011 (EUT 2011, C 276, s. 5, herefter »afgørelsen om at indlede af den formelle undersøgelsesprocedure«).
3 Under den formelle undersøgelsesprocedure fastslog Kommissionen, at SLB-ordningen indtil vedtagelsen af dennes afgørelse, der er nævnt ovenfor i præmis 2, var blevet benyttet ved transaktioner, som indebar, at skibsværfter byggede og rederier købte skibe, og at disse transaktioner blev finansieret ved hjælp af en retlig og finansiel ad hoc-struktur, som var oprettet af en bank. SLB-ordningen omfattede for hver skibsordre et rederi, et værft, en bank, et leasingselskab og en økonomisk interessegruppe (herefter »ØIG«) oprettet af banken og investorer, som købte kapitalandele i denne ØIG. Sidstnævnte leasede skibet af et leasingselskab fra den dato, hvor bygningen af det begyndte, og chartrede det herefter til skibsværftet ved en bareboatcharter-kontrakt. ØIG’en påtog sig at købe skibet ved udløbet af leasingkontrakten, mens rederiet påtog sig at købe skibet ved udløbet af bareboatcharter-kontrakten. Ifølge den anfægtede afgørelse var der tale om en skatteplanlægningsordning med henblik på at skabe skattefordele for investorer i en »skattemæssigt transparent« ØIG, for så vidt som ØIG’ens fortjeneste og tab automatisk blev overført til de spanske hjemmehørende investorer efter pro rata-princippet, og overføre en del af disse skattefordele til rederiet i form af en rabat på skibets pris.
4 Kommissionen fastslog, at SLB-transaktionerne kombinerede fem foranstaltninger, der var fastsat i flere bestemmelser i Real Decreto Legislativo 4/2004, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Impuesto sobre Sociedades (kongeligt dekret nr. 4/2004 om godkendelse af den konsoliderede udgave af selskabsskatteloven) af 5. marts 2004 (BOE nr. 61, af 11.3.2004, s. 10951, herefter »selskabsskatteloven«) og Real Decreto 1777/2004, por el que se aprueba el Reglamento del Impuesto sobre Sociedades (kongeligt dekret nr. 1777/2004 om godkendelse af forordningen om selskabsskat) af 30. juli 2004 (BOE nr. 189, af 6.8.2004, s. 28377, herefter »selskabsskatteforordningen«). Disse fem foranstaltninger var den fremskyndede afskrivning af de leasede aktiver i henhold til nævnte lovs artikel 115, stk. 6, den skønsmæssige anvendelse af indledende afskrivning af leasede aktiver, der følger af denne lovs artikel 48, stk. 4, og artikel 115, stk. 11, og nævnte forordnings artikel 49, bestemmelserne om ØIG’er, tonnageskatteordningen fastsat i samme lovs artikel 124-128 og bestemmelserne i samme forordnings artikel 50, stk. 3.
5 I henhold til selskabsskattelovens artikel 115, stk. 6, begyndte den fremskyndede afskrivning på den dato, hvor det leasede aktiv blev operationelt, dvs. ikke før aktivet blev leveret til lejeren, og vedkommende begyndte at anvende det. I medfør af nævnte lovs artikel 115, stk. 11, kunne det spanske økonomi- og finansministerium dog efter formel anmodning fra lejeren fastsætte en tidligere startdato for den omhandlede afskrivning. Denne artikel opstillede to generelle betingelser for denne indledende afskrivning. De særlige betingelser for ØIG’erne fremgik af samme lovs artikel 48, stk. 4. Godkendelsesproceduren i henhold til denne lovs artikel 115, stk. 11, var præciseret i selskabsskatteforordningens artikel 49.
6 Tonnageskatteordningen blev godkendt som statsstøtte, der var forenelig med det indre marked, i medfør af EF-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren af 5. juli 1997 (EFT 1997, C 205, s. 5), som ændret ved Kommissionens meddelelse K(2004) 43 (EUT 2004, C 13, s. 3) (herefter »retningslinjerne for søtransport«) og ved Kommissionens beslutning K(2002) 582 endelig af 27. februar 2002 vedrørende statsstøtte N 736/2001 iværksat af Spanien – Tonnagebaseret afgiftsordning for rederier (EUT 2004, C 38, s. 4), ændret ved Kommissionens beslutning K(2004) 1931 endelig af 2. juni 2004 vedrørende statsstøtte N 528/2003 iværksat af Spanien – Ændring af den tonnagebaserede afgiftsordning for rederier (EUT 2005, C 77, s. 29). I denne ordning beskattedes de virksomheder, der var indskrevet i et af rederiregistrene, og som havde fået en godkendelse fra skatteforvaltningen med henblik herpå, ikke på grundlag af deres indtjening og deres tab, men på grundlag af deres tonnage. I henhold til spansk lovgivning kunne ØIG’erne indskrive sig i disse registre uden at være rederier.
7 Selskabsskattelovens artikel 125, stk. 2, fastsatte en særlig procedure for skibe, der allerede var købt på tidspunktet for overgangen til tonnageskatteordningen, og for brugte skibe, der blev købt, da virksomheden allerede var omfattet af denne ordning. Ved normal anvendelse af denne ordning blev potentielle kapitalgevinster beskattet, når skibet kom med i nævnte ordning, og det blev antaget, at beskatningen af kapitalgevinster, selv om den blev forsinket, fandt sted senere ved salg eller ophugning af skibet. Som undtagelse til denne bestemmelse fastsatte selskabsskatteforordningens artikel 50, stk. 3, imidlertid, at når skibe blev købt gennem en call-option som led i en leasingkontrakt, der tidligere var godkendt af skatteforvaltningen, blev de pågældende skibe anset for at være nye, ikke brugte, som omhandlet i nævnte lovs artikel 125, stk. 2, uden hensyntagen til, om de allerede var blevet afskrevet, hvorfor de potentielle kapitalgevinster ikke blev beskattet. Denne undtagelse, som ikke var blevet anmeldt til Kommissionen, blev kun anvendt på specifikke leasingkontrakter, som skatteforvaltningen havde godkendt i forbindelse med ansøgninger om indledende afskrivning i henhold til denne lovs artikel 115, stk. 11, dvs. i forhold til leasede nybyggede skibe købt gennem transaktioner som led i SLB-ordningen og – med én undtagelse – fra spanske skibsværfter.
8 Ved anvendelsen af alle disse foranstaltninger opnåede ØIG’erne ifølge den anfægtede afgørelse skattemæssige fordele i to omgange. I første fase anvendtes indledende og fremskyndet afskrivning af omkostningerne til det leasede skib inden for det normale selskabsskattesystem, hvilket medførte betydelige tab for ØIG’erne, der som følge af ØIG’ernes skattemæssige transparens kunne trækkes fra investorernes egne indkomster i forhold til deres andele i ØIG’en. Mens denne indledende og fremskyndede afskrivning normalt senere blev opvejet af øgede skattebetalinger, enten når skibet var helt afskrevet, eller når skibet var solgt med gevinst, blev skattebesparelserne som følge af de indledende tab, der overførtes til investorerne, derimod bevaret i den anden fase, fordi denne ØIG skiftede over til tonnageskatteordningen, så rederiet fik den fulde fritagelse af de kapitalgevinster, der fulgte af salget af skibet.
9 Henset til, at SLB-ordningen måtte beskrives som et »system«, undersøgte Kommissionen ligeledes hver af de omhandlede foranstaltninger individuelt. Ved den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at blandt disse foranstaltninger udgjorde de foranstaltninger, der følger af selskabsskattelovens artikel 115, stk. 11, om indledende afskrivning, af anvendelsen af tonnageskatteordningen på ikke-støtteberettigede virksomheder, skibe eller aktiviteter og af selskabsskatteforordningens artikel 50, stk. 3, statsstøtte til ØIG’er og deres investorer, som Kongeriget Spanien ulovligt havde tildelt siden den 1. januar 2002 i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF. Kommissionen anførte, at de pågældende skatteforanstaltninger var uforenelige med det indre marked, medmindre den pågældende støtte svarede til et vederlag i overensstemmelse med markedet for formidling af finansielle investorer og kanaliseredes til rederier, som var støtteberettigede i henhold til retningslinjerne for søtransport. Kommissionen fastslog, at Kongeriget Spanien skulle bringe anvendelsen af denne støtteordning til ophør, idet den var uforenelig med det indre marked, og skulle tilbagesøge den uforenelige støtte fra de ØIG-investorer, der havde draget fordel af den, uden at disse modtagere kunne vælte byrden for inddrivelse af denne støtte over på andre personer.
10 Kommissionen besluttede dog, at der ikke skulle finde tilbagesøgning sted for støtte, der var tildelt som led i finansieringstransaktioner, som de kompetente nationale myndigheder havde tildelt til foranstaltninger ved en juridisk bindende retsakt vedtaget før den 30. april 2007 – datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af Kommissionens beslutning 2007/256/EF af 20. december 2006 om Frankrigs støtteordning i medfør af artikel 39 CA i den franske skattelov – statsstøtte C 46/04 (ex NN 65/04) (EUT 2007, L 112, s. 41).
De øvrige søgsmål anlagt til prøvelse af den anfægtede afgørelse
11 Ved dom af 17. december 2015, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 og T-719/13, EU:T:2015:1004), tiltrådte Retten to andre søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse, der var anlagt af Kongeriget Spanien og af Lico Leasing, SA og Pequeños y Medianos Astilleros Sociedad de Reconversión, SA (herefter »PYMAR«) på grundlag af et anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og af artikel 296 TEUF, og annullerede den anfægtede afgørelse.
12 Ved dom af 25. juli 2018, Kommissionen mod Spanien m.fl. (C-128/16 P, EU:C:2018:591), ophævede Domstolen dom af 17. december 2015, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 og T-719/13, EU:T:2015:1004), og hjemviste sagerne T-515/13 og T-719/13 til Retten.
13 Ved dom af 23. september 2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434), frifandt Retten Kommissionen.
14 Ved dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), ophævede Domstolen delvist dom af 23. september 2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434), og annullerede delvist den anfægtede afgørelse, idet den traf endelig afgørelse i de to omhandlede sager.
15 I dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), forkastede Domstolen indledningsvis appellerne for så vidt angik appellanternes argumentation om, at SLB-ordningen angiveligt ikke var selektiv. Domstolen forkastede ligeledes appellerne vedrørende anbringender om anvendelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, idet den samtidig bemærkede, at Retten havde begået en retlig fejl, men at den ikke havde indvirkning på dens vurdering. Endelig tiltrådte Domstolen Kongeriget Spaniens anbringende om, at dom af 23. september 2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434), ikke var begrundet med hensyn til tilbagesøgningen af den omhandlede støtte. Domstolen fandt, at Retten ikke besvarede dette anbringende, idet den blot fastslog, at appellanterne ikke havde anfægtet identificeringen af støttemodtagerne i den anfægtede afgørelse, og henviste til afgørelsens opbygning og indhold, skønt det kunne udledes af det fremsatte anbringende, at appellanterne implicit, men nødvendigvis gjorde gældende, at de ikke var de eneste begunstigede af den pågældende støtte, idet en stor del heraf var blevet overført til rederierne. Domstolen konkluderede, at Retten havde tilsidesat begrundelsespligten, og ophævede Rettens dom i denne henseende.
16 Domstolen traf endelig afgørelse i sagen og tiltrådte Lico Leasings og PYMAR’s anbringende, hvorved disse havde gjort gældende, at ØIG-investorerne ikke havde været de eneste begunstigede af den pågældende støtte, idet en stor del heraf var blevet overført til rederierne. Domstolen annullerede derfor den anfægtede afgørelses artikel 1, for så vidt som ØIG’erne og deres investorer heri blev identificeret som de eneste begunstigede af den støtte, der var omhandlet i denne afgørelse, ligesom afgørelsens artikel 4, stk. 1, blev annulleret, for så vidt som Kongeriget Spanien ved denne bestemmelse blev pålagt at tilbagesøge hele den omhandlede støtten fra investorerne i ØIG’erne, der havde været begunstiget heraf.
Parternes påstande
17 Sagsøgerne har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som det herved fastslås, at der foreligger statsstøtte, og der anordnes tilbagesøgning heraf fra ØIG-investorerne.
– Subsidiært gøres påbuddet om tilbagesøgning af støtten fra ØIG-investorerne i nævnte afgørelses artikel 4, stk. 1, uvirksomt, idet det er i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
– Mere subsidiært annulleres denne afgørelses artikel 2, og det fastslås, at metoden til fastlæggelse af den angivelige fordel, som ØIG-investorerne skal tilbagebetale, ikke er i overensstemmelse med lovgivningen.
– Det fastslås, at afgørelsens artikel 4, stk. 1, er en nullitet, eller denne bestemmelse annulleres delvis, for så vidt som den forbyder en mulighed for »at overføre inddrivelsesbyrden til andre personer«.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
18 Sagsøgeren i sag T-29/14 har desuden subsidiært i forhold til sin første påstand nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelses artikel 1, artikel 2 og artikel 4, stk. 1, annulleres, for så vidt som de identificerer ØIG-investorerne som de modtagere, som skal tilbagebetale den angivelige støtte.
19 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Principalt tilpligtes sagsøgerne at betale sagsomkostningerne, og subsidiært bærer de deres egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af de omkostninger, som Europa-Kommissionen har afholdt.
Retlige bemærkninger
20 Sagsøgerne har hver især fremsat fem anbringender til støtte for søgsmålet.
– For det første et anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet det i den anfægtede afgørelse fastslås, at der foreligger statsstøtte.
– For det andet et anbringende om tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, idet Kommissionen urigtigt lagde til grund, at visse af de skatteforanstaltninger, som SLB-ordningen bestod af, individuelt betragtet udgjorde ny statsstøtte.
– For det tredje et anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
– For det fjerde et anbringende om, i det væsentlige, tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 108 TEUF, af begrundelsespligten og af proportionalitetsprincippet hvad angår identificeringen af modtagerne og metoden til tilbagesøgning af støtten.
– For det femte et anbringende om tilsidesættelse af artikel 108 TEUF, af artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), af artikel 3, stk. 6, TEU og af artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), idet der i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, nedlægges forbud mod »at overføre inddrivelsesbyrden til andre personer«.
21 I sit svar på Rettens foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse om, hvilke konsekvenser der skal drages af dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), med hensyn til behandlingen af sagerne, har sagsøgeren i sag T-29/14 angivet, at denne afstår fra at gøre det første og det tredje anbringende gældende. I sit svar på Rettens foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev vedtaget den 28. september 2023, har sagsøgeren i sag T-31/14 angivet, at denne afstår fra at gøre de samme anbringender gældende, såfremt Retten finder, at genstanden for søgsmålet fortsat består, og at der skal træffes afgørelse i sagen. I retsmødet har denne sagsøger ligeledes angivet, at denne afstår fra at gøre det fjerde anbringendes andet led gældende.
Delvist bortfald af sagens genstand
22 Ifølge fast retspraksis skal sagens genstand, således som den er fastsat i stævningen, som søgsmålsinteressen bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan tilføre den part, som har anlagt det, en fordel (jf. dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 14.1.2014, Miettinen mod Rådet, T-303/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:48, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
23 I forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF er det således blevet fastslået, at en annullation af den anfægtede afgørelse under sagens behandling medfører, at sagen bliver uden genstand for så vidt angår påstanden om annullation af denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 29.4.2004, Italien mod Kommissionen, C-372/97, EU:C:2004:234, præmis 37, og af 19.10.2005, CDA Datenträger Albrechts mod Kommissionen, T-324/00, EU:T:2005:364, præmis 116 og 117).
24 Ved annullationen af den anfægtede retsakt opnår sagsøgeren nemlig det eneste resultat, som denne kan opnå under sagen, og der er følgelig ikke længere nogen tvist, som Den Europæiske Unions retsinstanser skal løse (jf. i denne retning kendelse af 8.3.1993, Lezzi Pietro mod Kommissionen, C-123/92, EU:C:1993:87, præmis 10).
25 Det samme gør sig gældende, når en delvis annullation af den anfægtede retsakt har givet sagsøgeren det resultat, som en del af dennes stævning tog sigte på, hvorfor det er ufornødent at træffe afgørelse om denne del (jf. i denne retning dom af 29.4.2004, Italien mod Kommissionen, C-372/97, EU:C:2004:234, præmis 37 og 38).
26 Den absolutte retskraft, som en dom om annullation fra en af Unionens retsinstanser har, knytter sig i øvrigt til såvel dommens konklusion som de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag herfor (jf. dom af 29.4.2004, Italien mod Kommissionen, C-372/97, EU:C:2004:234, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
27 I den foreliggende sag skal det konstateres, at Domstolen i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), kun delvist annullerede den anfægtede afgørelse. Som anført i præmis 16 ovenfor annullerede Domstolen den anfægtede afgørelses artikel 1, for så vidt som ØIG’erne og deres investorer heri blev identificeret som de eneste modtagere af den støtte, der var omhandlet i afgørelsen, ligesom afgørelsens artikel 4, stk. 1, blev annulleret, for så vidt som Kongeriget Spanien ved denne bestemmelse blev pålagt at tilbagesøge hele støtten fra investorerne i de ØIG’er, der havde modtaget denne.
28 I præmis 138 og 139 i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), præciserede Domstolen, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den identificerede modtagerne af den pågældende støtte, eftersom ØIG’erne i henhold til retligt bindende kontrakter, der var indgået med rederierne, og som var blevet forelagt skatteforvaltningen, var forpligtet til at overføre en del af den opnåede skattefordel til rederierne.
29 I forbindelse med deres søgsmål har sagsøgerne, som har efterfulgt virksomheder, der havde foretaget investeringer i ØIG’er inden for rammerne af SLB-ordningen, med det første led i deres fjerde anbringende gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl ved at kvalificere ØIG’erne og investorerne som de eneste støttemodtagere og ved at beslutte, at hele støtten skulle tilbagesøges fra sidstnævnte, selv om andre virksomheder, der havde deltaget i SLB-transaktionerne, såsom skibsværfterne og rederierne, ligeledes var støttemodtagere i denne ordning og også drog fordel heraf. Sagsøgeren i sag T-29/14 har inden for rammerne af dette led endvidere gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet hvad angår identificeringen af modtagerne under SLB-ordningen.
30 Med det fjerde anbringendes første led har sagsøgerne således i det væsentlige nedlagt påstand om, Retten skal annullere den anfægtede afgørelses artikel 1 og artikel 4, stk. 1, for så vidt som ØIG’erne og deres investorer ved disse bestemmelser identificeres som de eneste modtagere under SLB-ordningen og Kongeriget Spanien pålægges at tilbagesøge hele den omhandlede støtte fra de nævnte investorer.
31 Som anført i præmis 16 og 27 ovenfor er den anfægtede afgørelses artikel 1 og artikel 4, stk. 1, dog i denne henseende blevet annulleret delvist af Domstolen.
32 Det følger heraf, at Domstolens delvise annullation af den anfægtede afgørelse har givet sagsøgerne det resultat, som de ønskede at opnå med en del af deres søgsmål, nemlig bortfaldet af dette aspekt i afgørelsen i Unionens retsorden (jf. i denne retning kendelse af 16.9.2014, Justice & Environment mod Kommissionen, T-405/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:821, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
33 Selv hvis de i præmis 29 ovenfor omhandlede klagepunkter var retligt velbegrundede, ville de nemlig ikke føre til en annullation af den anfægtede afgørelse, der går ud over Domstolens annullation i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60). Såfremt det antages, at klagepunktet, hvorefter andre virksomheder, der deltog i SLB-transaktionerne, herunder bl.a. skibsværfterne, ligeledes skal anses for at indgå i kredsen af modtagere under SLB-ordningen og virksomheder, der er omfattet af forbuddet mod tilbagesøgning, er begrundet, ville det navnlig indebære en annullation af den anfægtede afgørelses artikel 1, for så vidt som ØIG’erne og deres investorer heri identificeres som de eneste modtagere af den omhandlede støtte, og af afgørelsens artikel 4, stk. 1, for så vidt som Kongeriget Spanien ved denne bestemmelse pålægges at tilbagesøge hele støtten fra investorerne i de ØIG’er, der havde modtaget denne. Som anført i præmis 16, 27 og 31 ovenfor blev disse artikler imidlertid i denne henseende annulleret delvist af Domstolen i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
34 Det skal derfor fastslås, at de foreliggende søgsmål har mistet deres genstand i denne henseende.
35 For så vidt angår sagsøgernes argumentation, hvorved udelukkelsen af skibsværfterne som modtagere under SLB-ordningen og virksomheder, der er omfattet af påbuddet mod tilbagesøgning, anfægtes, bør det desuden bemærkes, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at en sådan argumentation, såfremt den er korrekt, kan tilføre dem en fordel, der går ud over den fordel, de drager af dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
36 Ifølge sagsøgerne beholdt ØIG’erne kun 10-15% af de fordele, der hidrørte fra transaktioner under SLB-ordningen, idet hovedparten af de fordele, der blev opnået ved disse transaktioner, nemlig 85-90% af den finansielle og skattemæssige besparelse hidrørende fra hver transaktion, blev videregivet til tredjeparter. Sagsøgerne har anført, at disse tredjeparter ifølge den anfægtede afgørelse var rederierne, men at de reelle modtagere under SLB-ordningen var skibsværfterne, nærmere bestemt de spanske skibsværfter.
37 I præmis 138 i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), fastslog Domstolen imidlertid, at ØIG’erne var »forpligtede til i medfør af gældende ret for de aftaler, der var indgået med rederierne, at overføre en del af den opnåede skattefordel til disse«. I samme doms præmis 131 bemærkede Domstolen, at Kommissionen i 11. betragtning til den anfægtede afgørelse havde anført, at en SLB-transaktion gav et rederi mulighed for at få et nyt skib bygget med en rabat på 20-30% af den pris, som skibsværftet forlangte, og at Kommissionen i 12. betragtning til denne afgørelse selv havde lagt til grund, at SLB-ordningen udgjorde en skatteplanlægningsordning, som normalt blev oprettet af en bank med henblik på at skabe skattefordele for investorer i en »skattemæssigt transparent« ØIG og overføre en del af disse skattefordele til rederiet i form af en rabat på skibets pris, idet investorerne beholdt de øvrige fordele. I dommens præmis 132 bemærkede Domstolen endvidere, at Kommissionen i 162. betragtning til den nævnte afgørelse havde anført, at en betydelig del af skattefordelen for ØIG’en økonomisk set blev overført til nævnte rederi i form af et nedslag i prisen.
38 I denne henseende fremgår det af 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »skattegevinst[en] [udgjorde] ca. 30% af skibets oprindelige bruttopris. En del af denne skattegevinst, som ØIG/dens investorer oprindeligt fik, behold[t] investorerne (10-15%), og en del af den [blev givet] videre til rederiet (85-90%), som i sidste ende [blev] ejer af skibet med en reduktion på 20-30% af skibets oprindelige bruttopris«.
39 På denne baggrund og selv om Domstolen i forbindelse med de sager, der gav anledning til dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), ikke var blevet forelagt spørgsmålet om, hvorvidt skibsværfterne også skulle anses for modtagere under SLB-ordningen, hvorfor den ikke havde haft lejlighed til at tage stilling til dette spørgsmål, skal det konstateres, at intet i sagsøgernes argumentation tyder på andet, end at størrelsen af den fordel, som tilfaldt investorerne, nemlig i størrelsesordenen 10-15% af fordelene hidrørende fra transaktioner under SLB-ordningen, og som de skal tilbagebetale til Kongeriget Spanien, ville være anderledes, hvis skibsværfterne også var blevet anset for modtagere under SLB-ordningen. Som sagsøgeren i sag T-29/14 i øvrigt har medgivet i retsmødet, varierede den del af fordelen, som ØIG’erne beholdt under SLB-ordningen, ikke afhængigt af, om der blandt de andre modtagere under SLB-ordningen alene var rederier eller både rederier og skibsværfter.
40 Det må derfor konkluderes, at sagsøgerne under alle omstændigheder ikke har godtgjort, at de har en interesse i at gøre det fjerde anbringendes første led gældende, for så vidt som det tager sigte på at anfægte udelukkelsen af rederierne som modtagere under SLB-ordningen.
41 Sagsøgerne har dernæst med deres fjerde anbringendes andet led anfægtet den metode til beregning af det beløb, der skal tilbagebetales af investorerne, som er beskrevet i 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse. De har navnlig gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl ved i den nævnte metode ikke at tage hensyn til de såkaldte »tabte« investeringer, som de havde foretaget. Ifølge sagsøgerne burde Kommissionen, da den anordnede tilbagesøgningen, have taget hensyn til de tabte investeringer, som ØIG-investorerne havde foretaget for at skabe skattefordelen, og som var specifikke byrder, der var uløseligt forbundet med denne fordel. Inden for rammerne af dette led har sagsøgerne ligeledes gjort gældende, at Kommissionen burde have fratrukket de fordelsbeløb, som ØIG-investorerne overførte til tredjeparter inden for rammerne af SLB-ordningen.
42 I denne henseende skal bemærkes, at 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse indeholder et afsnit med overskriften »Fastsættelse af de beløb, der skal tilbagesøges«, hvori Kommissionen angav en metode bestående af fire trin, som den fandt, at Kongeriget Spanien skulle anvende med henblik på i hvert enkelt tilfælde at fastsætte størrelsen af det uforenelige støttebeløb, der skulle tilbagesøges fra modtagerne. Kommissionen præciserede, at denne metode kunne forbedres yderligere, især for at fastslå, hvad den skattefordel, investorerne havde haft, faktisk beløb sig til i lyset af den enkeltes skattemæssige forhold.
43 De fire trin er følgende:
– for det første beregning af den samlede skattefordel ved transaktionen (eller nettonutidsværdien (NNV) af de skattefordele, som ØIG’en eller dens investorer faktisk havde opnået, dvs. før fradrag af den del af fordelene, som blev overført til rederiet gennem en prisreduktion)
– for det andet beregning af skattefordelen som følge af de generelle skatteforanstaltninger, der blev anvendt på transaktionen (dvs. NNV – beregnet på samme måde som for trin 1 – af beløbet for de skattefordele, som ØIG’en eller dens investorer ville have opnået i en referencesituation, hvor kun den fremskyndede afskrivningsforanstaltning blev brugt fra det øjeblik, skibet blev sat i drift og transaktionen beskattet ifølge normale selskabsskatteregler)
– for det tredje beregning af skattefordelen svarende til statsstøtte, nærmere bestemt forskellen mellem de beløb, som opnås under trin 1 og trin 2
– for det fjerde beregning af størrelsen af den støtte som beregnet under trin 3, der var forenelig (dvs. den fordel, som blev overført til rederiet, der er forenelig i henhold til kapitel 11 i retningslinjerne for søtransport, idet Kommissionen i 202. betragtning ff. til den anfægtede afgørelse nemlig fandt, at en del af den fordel, som overførtes til rederiet, kunne betragtes som forenelig, såfremt rederiet, det berørte skib og dets transportvirksomhed var støtteberettigede i henhold til retningslinjerne for søtransport, som anført i præmis 9 ovenfor).
44 Som sagsøgeren i sag T-29/14 i det væsentlige medgav i retsmødet, hviler sagsøgernes argumentation med henblik på at anfægte den metode, der er beskrevet i 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse, og navnlig det manglende fradrag af »tabte« investeringer samt generelt af beløb, der blev overført til tredjeparter, dog på den antagelse, at tilbagesøgning af den støtte, der var ulovlig og uforenelig med det indre marked, vil følge denne metode.
45 Efter den delvise annullation af den anfægtede afgørelses artikel 1 og artikel 4, stk. 1, anses ØIG’erne og deres investorer ikke længere for at være de eneste modtagere under SLB-ordningen, og investorerne anses ikke længere for de eneste virksomheder, fra hvilke det skal pålægges Kongeriget Spanien at tilbagesøge støtten. Den metode, der er beskrevet i 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse, er, eftersom den hvilede på den antagelse, at hele fordelen alene skulle tilbagesøges fra ØIG-investorerne, som har vist sig at være urigtig, blevet forældet som følge af dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
46 Navnlig kan en betydelig del af fordelen forlanges tilbagebetalt af andre modtagere under SLB-ordningen. Den metode, der er beskrevet i 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse, var imidlertid baseret på en anden antagelse, som af Domstolen blev anset for urigtig i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), hvorefter den uforenelige fordel i sin helhed skulle tilbagebetales af ØIG-investorerne. På det tredje trin i denne metode, der vedrører »[b]eregning af skattefordelen svarende til statsstøtte« (266. betragtning til den nævnte afgørelse), anføres det således eksempelvis, at »en støtte, som ØIG og dens investorer har fået som modtagere af de pågældende skatteforanstaltninger« svarer til »[nettonutidsværdien] af den samlede fordel afledt af brugen af den indledende afskrivning [tonnageskatte]ordningen [...] og skattefritagelsen for kapitalgevinster«.
47 I henhold til artikel 266 TEUF, der pålægger Kommissionen at drage konsekvenserne af dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), skal Kommissionen derfor navnlig foretage en fornyet vurdering af metoden til beregning af de beløb, der skal tilbagesøges, i dens helhed. I sit svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten vedtog den 25. maj 2023, og i retsmødet har Kommissionen i øvrigt anført, at påbuddet om tilbagesøgning skulle vedtages for at sikre opfyldelsen af nævnte dom.
48 Som sagsøgerne medgav i retsmødet, følger det heraf, at søgsmålene har mistet deres genstand, for så vidt som de tager sigte på at anfægte den metode, der er beskrevet i 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse, idet sagsøgeren i sag T-31/14 i øvrigt har afstået fra at gøre de klagepunkter, som den pågældende havde rejst i denne henseende, gældende som anført i præmis 21 ovenfor.
49 På baggrund af samtlige ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at de foreliggende søgsmål er blevet uden genstand, for så vidt som de tager sigte på for det første at anfægte identificeringen af modtagerne under SLB-ordningen og de virksomheder, der er omfattet af påbuddet om tilbagesøgning, samt den anfægtede afgørelses begrundelse i denne henseende og for det andet den metode, der er beskrevet i 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse.
50 Til gengæld er der stadig anledning til at træffe afgørelse om sagsøgernes påstande, for så vidt som de vedrører annullation af de dele af den anfægtede afgørelse, der ikke blev annulleret af Domstolen i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
51 Visse af sagsøgernes påstande tager nemlig sigte på en annullation af den anfægtede afgørelse, der går ud over Domstolens annullation i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60). Sagsøgerne har således hver især for Retten i forbindelse med den første påstand i deres søgsmål navnlig nedlagt påstand om annullation af nævnte afgørelse, for så vidt som der herved fastslås, at der foreligger statsstøtte, og anordnes, at denne støtte skal tilbagesøges fra ØIG-investorerne, i forbindelse med den anden påstand i deres søgsmål om, at påbuddet om tilbagesøgning af støtten fra ØIG-investorerne gøres uvirksomt, idet det er i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og i forbindelse med den fjerde påstand i deres søgsmål om annullation af denne afgørelses artikel 4, stk. 1, idet denne bestemmelse forbyder, at inddrivelsesbyrden overføres til andre personer. Sagsøgeren i sag T-29/14 har desuden nedlagt påstand om annullation af samme afgørelses artikel 1, artikel 2 og artikel 4, stk. 1, for så vidt som den identificerer ØIG-investorerne som de modtagere, der skal tilbagebetale støtten.
52 Med hensyn til anbringenderne til støtte for de påstande, der er nævnt i præmis 51 ovenfor, bemærkes indledningsvis, som anført i præmis 21 ovenfor, at sagsøgerne hver især har afstået fra at gøre det første og det tredje anbringende i deres søgsmål gældende.
53 Heraf følger, at der skal tages stilling til den del af søgsmålene, hvorved sagsøgerne i forbindelse med det andet anbringende har påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, idet Kommissionen fejlagtigt lagde til grund, at visse af de skatteforanstaltninger, som SLB-ordningen bestod af, individuelt betragtet udgjorde ny statsstøtte, og i forbindelse med det femte anbringende en tilsidesættelse af artikel 108 TEUF, af artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999, af artikel 3, stk. 6, TEU og af chartrets artikel 16 og 17, idet der i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, blev nedlagt forbud mod »at overføre inddrivelsesbyrden til andre personer«.
54 Såfremt det andet og det femte anbringende tages til følge, kan de nemlig føre til annullation af de dele af den anfægtede afgørelse, der ikke blev annulleret af Domstolen i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
55 I modsætning til det af sagsøgeren i sag T-31/14 anførte bemærkes i denne henseende, at identificeringen af ØIG’erne og deres investorer som modtagere under SLB-ordningen og påbuddet om tilbagesøgning af støtten fra sidstnævnte i den anfægtede afgørelse ikke blev annulleret fuldt ud af Domstolen, hvorfor søgsmålene har mistet deres genstand som helhed.
56 Det af sagsøgeren i sag T-31/14 anførte beror nemlig på en urigtig fortolkning af dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
57 Ved dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), annullerede Domstolen, som anført i præmis 16 ovenfor, kun delvist den anfægtede afgørelse, nærmere bestemt alene dens artikel 1, »for så vidt som ØIG’erne heri identificeres som de eneste modtagere af den støtte, der er omhandlet i afgørelsen« (domskonklusionens punkt 3), og afgørelsens artikel 4, stk. 1, »for så vidt som Kongeriget Spanien ved denne bestemmelse pålægges at tilbagesøge hele støtten fra investorerne i de ØIG’er, der havde modtaget denne« (samme domskonklusions punkt 4).
58 Identificeringen af ØIG’erne og investorerne som modtagere under SLB-ordningen og Kongeriget Spaniens forpligtelse til at tilbagesøge støtten, eller en del heraf, i det mindste fra sidstnævnte, blev til gengæld ikke annulleret af Domstolen.
59 Ophævelse af en uretmæssig støtte ved at kræve den tilbagebetalt med henblik på at genoprette den oprindelige situation er nemlig den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig (jf. dom af 8.12.2011, Residex Capital IV, C-275/10, EU:C:2011:814, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
60 I dom af 25. juli 2018, Kommissionen mod Spanien m.fl. (C-128/16 P, EU:C:2018:591, præmis 46), fastslog Domstolen imidlertid, at Kommissionen med rette havde anset ØIG’erne for at være modtagere under SLB-ordningen. I de søgsmål, der gav anledning til dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), blev de argumenter, som appellanterne i de pågældende sager havde fremført med henblik på at godtgøre, at SLB-ordningen ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF til fordel for ØIG’erne og deres investorer, endvidere forkastet. De pågældende parters argumenter med henblik på at godtgøre, at tilbagesøgningen fra ØIG-investorerne var i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, blev ikke taget til følge af Domstolen.
61 Efter dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), er den anfægtede afgørelse således fortsat gyldig, for så vidt som den erklærer den støtte, som i det mindste ØIG’erne og deres investorer modtog, for ulovlig og uforenelig med det indre marked, og pålagde Kongeriget Spanien at tilbagesøge nævnte støtte, eller en del heraf, fra sidstnævnte. Den omstændighed, at den metode til beregning af de beløb, der skal tilbagebetales, som er beskrevet i 263.-269. betragtning til den anfægtede afgørelse, skal ændres i lyset af den nævnte dom, ændrer i øvrigt på ingen måde den omstændighed, at denne forpligtelse til tilbagesøgning som sådan fortsat består.
62 Det følger af ovenstående betragtninger, at det ikke længere er fornødent at træffe afgørelse om søgsmålene, for så vidt som de vedrører annullation af den anfægtede afgørelses artikel 1, for så vidt som ØIG’erne og deres investorer heri identificeres som de eneste modtagere af den støtte, der er omhandlet i denne afgørelse, og om annullation af afgørelsens artikel 4, stk. 1, hvorved Kongeriget Spanien pålægges at tilbagesøge hele den støtte, der er omhandlet i denne afgørelse, fra de investorer i ØIG’erne, der havde modtaget denne.
Realiteten
Det andet anbringende om urigtig kvalificering af skatteforanstaltningerne i SLB-ordningen som ny støtte ud fra en individuel betragtning
63 Med det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen begik retlige fejl i sin analyse af de forskellige skatteforanstaltninger, der udgjorde SLB-ordningen, ud fra en individuel betragtning.
64 For det første har sagsøgerne gjort gældende, at den indledende afskrivningsordning er almengyldig, at den ikke udgør en selektiv foranstaltning, og at den ikke giver nogen økonomisk fordel, hvorfor den ikke skal kvalificeres som statsstøtte.
65 Hvad for det andet angår anvendelsen af tonnageskatteordningen på ØIG’erne og af selskabsskatteforordningens artikel 50, stk. 3, har sagsøgerne i det væsentlige anført, at disse foranstaltninger ikke er selektive, og at de allerede var blevet godkendt af Kommissionen i afgørelse K(2004) 1931, hvorfor disse foranstaltninger, såfremt de skal anses for statsstøtte, i givet fald udgør eksisterende støtte.
66 Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.
67 I denne henseende bemærkes, at sagsøgernes argumenter med henblik på at anfægte kvalificeringen af visse skatteforanstaltninger, der udgjorde SLB-ordningen, som ny støtte, deres selektive karakter og eksistensen af en fordel i virkeligheden er baseret på den antagelse, at de nævnte foranstaltninger skulle vurderes hver for sig med henblik på artikel 107 TEUF og ikke under hensyntagen SLB-ordningen som helhed.
68 Denne antagelse er imidlertid ikke korrekt. Som Kommissionen nemlig anførte i 116. betragtning til den anfægtede afgørelse, var de forskellige skatteforanstaltninger, der udgjorde SLB-ordningen, retligt knyttet sammen, i det væsentlige fordi indledende afskrivning krævede en godkendelse fra skatteforvaltningen, som i øvrigt var en forudsætning for anvendelsen af selskabsskatteforordningens artikel 50, stk. 3, hvorved der var fastsat en undtagelse fra tonnageskatteordningen. Skatteforanstaltningerne var desuden faktisk knyttet sammen, fordi den administrative tilladelse til indledende afskrivning udelukkende blev givet i forbindelse med kontrakter vedrørende leasing af skibe, der kunne omfattes af denne ordning, og som derfor kunne drage fordel af reglen i nævnte forordnings artikel 50, stk. 3.
69 Det var på grund af eksistensen af en sådan tilknytning mellem de skatteforanstaltninger, der udgjorde SLB-ordningen, at Retten i præmis 101 i dom af 23. september 2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434), fastslog, at eftersom en af de foranstaltninger, som gjorde det muligt at være begunstiget af SLB-ordningen som helhed, var selektiv, nemlig godkendelsen af indledende afskrivning, havde Kommissionen ikke begået en fejl ved i den anfægtede afgørelse at finde, at ordningen som helhed var selektiv, og denne konklusion blev bekræftet af Domstolen i præmis 71 og 72 i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
70 I dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), bekræftede Domstolen desuden implicit, at det var nødvendigt at vurdere SLB-ordningen som helhed som statsstøtte. I denne doms præmis 137 lagde Domstolen med henblik på at konkludere, at Kommissionen havde begået en retlig fejl, da den identificerede modtagerne af den pågældende støtte og dermed med hensyn til tilbagesøgningen heraf, nemlig navnlig vægt på den omstændighed, at Kommissionen var af den opfattelse, at SLB-ordningen som helhed udgjorde en støtteordning som følge af anvendelsen af den spanske skattelovgivning og den spanske skatteforvaltnings godkendelser, og at den, uden at de anvendte retlige procedurer var relevante, navnlig skulle sikre ØIG’erne og rederierne en fordel.
71 Eftersom alle sagsøgernes argumenter hviler på den urigtige antagelse, at hver af de tre skatteforanstaltninger, der udgjorde SLB-ordningen, og som er nævnt i præmis 64 og 65 ovenfor, skulle analyseres individuelt med henblik på artikel 107 TEUF og ikke ved en vurdering af SLB-ordningen som helhed, følger det heraf, at disse argumenter skal forkastes som åbenbart ugrundede.
72 Med henblik på mere specifikt at besvare sagsøgernes klagepunkter, for det første klagepunkterne, der anfægter selektiviteten af visse skatteforanstaltninger, som SLB-ordningen bestod af, navnlig anvendelsen af den indledende afskrivningsordning, anvendelsen af tonnageskatteordningen på ØIG’erne og selskabsskatteforordningens artikel 50, stk. 3, bekræftede Domstolen i præmis 57-74 i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), Rettens bedømmelse, hvorefter eksistensen af de skønsmæssige aspekter ved SLB-ordningen kunne begunstige modtagerne i forhold til andre skattepligtige personer, der befandt sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, og bekræftede, at den indledende afskrivning således havde selektiv karakter. Domstolen fandt desuden, at Retten med føje havde kunnet fastslå, at Kommissionen ikke havde begået en fejl ved at finde, at den indledende afskrivning gjorde SLB-ordningen selektiv som helhed.
73 På denne baggrund skal sagsøgernes klagepunkter om, at Kommissionen urigtigt fastslog, at den indledende afskrivningsordning, anvendelsen af tonnageskatteordningen på ØIG’erne og selskabsskatteforordningens artikel 50, stk. 3, individuelt betragtet som skatteforanstaltninger, der udgjorde SLB-ordningen, var selektive.
74 Hvad for det andet angår sagsøgernes klagepunkter vedrørende Kommissionens konklusion, hvorefter den indledende afskrivningsordning gav modtagere under SLB-ordningen en økonomisk fordel, bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse beskrev de fordele, der blev tildelt ØIG’erne og investorerne, som var medlemmer heraf, således, at de bestod i
– den omstændighed, at den fremskyndede afskrivning i henhold til selskabsskattelovens artikel 115, stk. 11, kunne begynde, før aktivet blev taget i brug (132. betragtning til den anfægtede afgørelse)
– anvendelsen af tonnageskatteordningen på ØIG’erne (142. betragtning til den anfægtede afgørelse)
– undtagelsen fra den normale anvendelse af denne lovs artikel 125, stk. 2, hvorefter visse søgående fartøjer, der normalt ville blive betragtet som anvendte eller brugte, blev anset for at være nye ved overgang til den nævnte ordning, hvorfor opfyldelsen af den skjulte skattepligt definitivt blev annulleret (145. betragtning til denne afgørelse).
75 Som anført i præmis 70 ovenfor bemærkede Domstolen imidlertid i præmis 137 i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60), med henblik på at konkludere, at Kommissionen havde begået en retlig fejl, da den identificerede modtagerne af den pågældende støtte, at SLB-ordningen som helhed udgjorde en støtteordning som følge af anvendelsen af den spanske skattelovgivning og den spanske skatteforvaltnings godkendelser, og at den navnlig skulle sikre ØIG’erne og rederierne en fordel.
76 Heraf følger, at sagsøgernes argument om, at den indledende afskrivning ikke gav en økonomisk fordel, skal forkastes som åbenbart ugrundet, eftersom det hviler på den urigtige antagelse, at denne skatteforanstaltning skulle analyseres individuelt med henblik på artikel 107 TEUF og ikke ved en vurdering af SLB-ordningen som helhed.
77 Hvad for det tredje angår sagsøgernes klagepunkter om, at der ikke var tale om ny støtte, bemærkes indledningsvis, at selv om Kommissionen i 238. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at »de enkelte foranstaltninger udg[jorde] statsstøtte (med undtagelse af den fremskyndede afskrivning af leasede aktiver)«, forholder det sig ikke desto mindre således, som anført i præmis 68 ovenfor, at SLB-ordningen blev analyseret sammen med tonnageskatteordningen, og at det var anvendelsen af SLB-ordningen som helhed, der blev anset for en statsstøtte, som var ulovlig og uforenelig med det indre marked, og at denne tilgang blev anerkendt af Domstolen, som anført i præmis 70 ovenfor.
78 Som sagsøgerne har bekræftet i retsmødet, har de nemlig ikke anfægtet, at SLB-ordningen som ordning hverken var blevet anmeldt til Kommissionen eller godkendt af denne institution i en tidligere afgørelse, og at den nævnte ordning vurderet som helhed derfor ikke kunne kvalificeres som eksisterende støtte. Det er endvidere ubestridt, at mindst en af de skatteforanstaltninger, som SLB-ordningen bestod af, nemlig den indledende afskrivning individuelt betragtet ikke var blevet anmeldt til Kommissionen, og at Kommissionen ikke havde godkendt den i en tidligere afgørelse.
79 Heraf følger, at Kommissionen i modsætning til det af sagsøgerne anførte ikke skulle anvende den fremgangsmåde, der finder anvendelse på eksisterende støtteordninger, da den undersøgte SLB-ordningen i den anfægtede afgørelse.
80 På baggrund af disse betragtninger må det andet anbringende forkastes som ugrundet, uden at det er nødvendigt at tage stilling til sagsøgernes argumentation vedrørende den selektive karakter, eksistensen af en fordel eller kvalificeringen af de omhandlede skatteforanstaltninger som ny statsstøtte ud fra en individuel betragtning.
Det femte anbringende om kontraktvilkår, der beskytter modtagerne mod tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte
81 Det femte anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF, artikel 14 i forordning nr. 659/1999 og artikel 3, stk. 6, TEU samt friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten, der er sikret ved chartrets artikel 16 og 17.
82 Sagsøgerne har navnlig gjort gældende, at den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, ifølge hvilken Kongeriget Spanien skal tilbagesøge støtten fra modtagerne, »uden at [disse] har mulighed for at overføre inddrivelsesbyrden til andre personer«, med urette bestemmer, at de kontraktvilkår, hvorefter investorerne, navnlig over for skibsværfterne, kan gøre krav på de beløb, som de skal tilbagebetale til staten (herefter »vilkårene om kompensation«), er ugyldige.
83 Ifølge sagsøgerne har Kommissionen i procedurerne for statsstøttekontrol ikke kompetence til, som den gjorde i 275. betragtning til den anfægtede afgørelse, at fastslå, at vilkår om kompensation, der er aftalt mellem private parter, strider imod selve kernen i systemet til kontrol af statsstøtte. Kommissionen kan ikke forbyde økonomiske strømme eller aftaler om kompensation mellem private parter, som hverken berører staten eller dens ressourcer.
84 Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.
85 Indledningsvis skal det hvad angår princippet om kompetencetildeling bemærkes, at Unionen i henhold til artikel 5, stk. 2, TEU kun handler inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i traktaterne, med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat i disse traktater. I henhold til artikel 4, stk. 1, TEU og artikel 5, stk. 2, TEU forbliver beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, hos medlemsstaterne.
86 Hvad angår principperne for Kommissionens og de nationale myndigheders roller på statsstøtteområdet bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 108 TEUF og artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, der ratione temporis finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i sagen, ikke blot har kompetence til at vurdere, om en statsstøtte er forenelig med det indre marked, men også til at kræve tilbagesøgning af en støtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked. I henhold til denne forordnings artikel 14, stk. 1, kan Kommissionen navnlig i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemme, at den pågældende medlemsstat »skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren«. Selv om påbuddet om tilbagesøgning skal gennemføres af de nationale myndigheder efter de procedurer, der er fastsat i national ret, skal det erindres, at medlemsstaternes procesautonomi bl.a. er begrænset af effektivitetsprincippet i EU-retten, således som det i det væsentlige fremgår af samme forordnings artikel 14, stk. 3.
87 Den medlemsstat, som en afgørelse om tilbagesøgning af ulovlig støtte er rettet til, er således i medfør af artikel 288 TEUF forpligtet til at træffe alle fornødne foranstaltninger til sikring af denne afgørelses gennemførelse. Dette skal føre til en effektiv opkrævning af de skyldige beløb med henblik på at eliminere den konkurrencefordrejning, der er forårsaget af den konkurrencemæssige fordel på grund af den ulovlige støtte (jf. dom af 24.1.2013, Kommissionen mod Spanien, C-529/09, EU:C:2013:31, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).
88 Forpligtelsen for den pågældende medlemsstat til gennem tilbagesøgning at ophæve en støtte, som af Kommissionen er fundet uforenelig med det indre marked, har ifølge fast praksis til formål at genoprette situationen fra før støttens ydelse. Dette formål er opnået, når den pågældende støtte, eventuelt med tillæg af morarenter, er blevet tilbagebetalt af støttemodtageren eller, med andre ord, af de virksomheder, som virkelig har modtaget den. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren nemlig den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet (jf. dom af 2.2.2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen, C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis).
89 Anvendelsen af de EU-retlige bestemmelser på statsstøtteområdet hviler endvidere på en forpligtelse til loyalt samarbejde mellem på den ene side de nationale retter og på den anden side Kommissionen og Unionens retsinstanser, og inden for dette samarbejde handler hver i henhold til den rolle, som de er tildelt i EUF-traktaten. Inden for rammerne af dette samarbejde skal de nationale retter træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af EU-retten, og afholde sig fra at træffe foranstaltninger, som kan forhindre gennemførelsen af traktatens formål, som det følger af artikel 4, stk. 3, TEU (jf. dom af 13.2.2014, Mediaset, C-69/13, EU:C:2014:71, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
90 De nationale retter og Kommissionen varetager således særskilte, men indbyrdes supplerende funktioner i forbindelse med kontrollen med medlemsstaternes overholdelse af deres forpligtelser i henhold til artikel 107 TEUF og 108 TEUF. Mens det alene er Kommissionen, der herved er underlagt Unionens retsinstansers efterprøvelse, som er kompetent til at træffe afgørelse om støtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked, har de nationale retsinstanser til opgave at sikre borgernes rettigheder i tilfælde af tilsidesættelse af forpligtelsen ifølge artikel 108, stk. 3, TEUF til at give Kommissionen forudgående underretning om statsstøtte (jf. dom af 21.10.2003, van Calster m.fl., C-261/01 og C-262/01, EU:C:2003:571, præmis 74 og 75 og den deri nævnte retspraksis).
91 Det er i lyset af disse principper, at det femte anbringende skal undersøges.
92 Indledningsvis bemærkes, at den præcisering, der er foretaget i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, hvorefter Kongeriget Spanien skal tilbagesøge støtten fra støttemodtagerne, »uden at de pågældende [...] har mulighed for at overføre inddrivelsesbyrden til andre personer«, er formuleret bredt og i sin ordlyd ikke udtrykkeligt er begrænset til de vilkår om kompensation, som Kommissionen analyserede i 270.-276. betragtning til den nævnte afgørelse.
93 Ifølge fast retspraksis kan man imidlertid ikke udskille en retsakts konklusion fra dens begrundelse, hvorfor den om nødvendigt må fortolkes under hensyntagen til de betragtninger, som har ført til dens vedtagelse (jf. dom af 26.3.2020, Hungeod m.fl., C-496/18 og C-497/18, EU:C:2020:240, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.9.2007, Microsoft mod Kommissionen, T-201/04, EU:T:2007:289, præmis 1258 og den deri nævnte retspraksis).
94 Ifølge et almindeligt fortolkningsprincip skal en EU-retsakt endvidere i videst muligt omfang fortolkes således, at dens gyldighed ikke drages i tvivl, og i overensstemmelse med hele den primære ret (jf. dom af 31.1.2013, McDonagh, C-12/11, EU:C:2013:43, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
95 Heraf følger, at den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, i den foreliggende sag skal sammenholdes med 270.-276. betragtning til denne afgørelse.
96 I denne forbindelse er det korrekt, at Kommissionen i 270.-276. betragtning til den anfægtede afgørelse generelt henviste til »visse bestemmelser i visse kontrakter mellem investorer, rederier og skibsværfter«, i henhold til hvilke »skibsværfterne [ville] skulle kompensere de øvrige parter, såfremt de forventede skattefordele ikke kan opnås«. Det bemærkes dog, at Kommissionen i den nævnte afgørelse ikke konkret identificerede disse bestemmelser og ikke citerede deres ordlyd. Som Kommissionen endvidere i det væsentlige har medgivet i retsmødet, skal det bemærkes, at nævnte bestemmelser ikke specifikt tog sigte på den situation, hvor en statsstøtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked, skal tilbagesøges, men mere generelt på konsekvenserne af den mulighed, at de kompetente myndigheder ikke godkender de skattemæssige fordele i SLB-ordningen, eller at der, efter at de er blevet godkendt, rejses tvivl om deres gyldighed.
97 I 271. betragtning ff. til den anfægtede afgørelse identificerede Kommissionen imidlertid mere konkret de specifikke aspekter i vilkårene om kompensation, som ifølge Kommissionen havde vist sig at være problematiske i forbindelse med tilbagesøgningen af støtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked. I 272.-274. betragtning til den nævnte afgørelse præciserede Kommissionen således, at formålet med tilbagesøgningen, der tager sigte på at genoprette den tidligere situation, og navnlig at fjerne den konkurrencefordrejning, der er forårsaget af den konkurrencefordel, som er opnået ved den ulovlige støtte, der er uforenelig med det indre marked, ville blive permanent forpurret, hvis private parter gennem kontraktlige bestemmelser kunne ændre virkningerne af de tilbagesøgningsafgørelser, som Kommissionen vedtog. Kommissionen fastslog i 275. betragtning til denne afgørelse, at kontraktlige bestemmelser, der beskytter støttemodtagere mod tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig støtte ved at overføre de retlige og økonomiske risici ved en sådan tilbagesøgning til andre personer, strider imod selve kernen i det system til kontrol af statsstøtte, der udgør en række grundlæggende retsprincipper.
98 Uanset den brede formulering skal præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, imidlertid forstås således, at den kun tager sigte på vilkårene om kompensation, for så vidt som de kan fortolkes som en beskyttelse af modtagerne af en ulovlig støtte, der er i strid med det indre marked, mod en tilbagesøgning af denne støtte.
99 Dernæst bemærkes, at præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, i modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, ikke indebærer, at Kommissionen bestemte, at vilkårene om kompensation var ugyldige, idet en sådan kompetence i givet fald tilkommer de nationale retsinstanser.
100 Præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, skal nemlig forstås således, at den kun tager sigte på at afklare rækkevidden af den tilbagesøgningsforpligtelse, der i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 87 og 88 anførte retspraksis påhviler Kongeriget Spanien.
101 For så vidt som vilkårene om kompensation kan fortolkes som anført i præmis 98 ovenfor, kunne de navnlig være til hinder for, at den omhandlede medlemsstat overholder sin forpligtelse til at tilbagesøge ulovlig støtte, der er uforenelig med det indre marked, fra de begunstigede, der virkelig har modtaget støtten. På grund af disse vilkår ville sidstnævnte nemlig undgå inddrivelsesbyrden, hvilket ikke ville gøre det muligt at genoprette situationen fra før støttens ydelse. Således som Kommissionen med rette har gjort gældende, ville en sådan situation kunne svække den effektive virkning af traktatens ordning vedrørende kontrol med statsstøtte. Det påhviler derfor Kongeriget Spanien, herunder de nationale retsinstanser, at sikre, at forpligtelsen til at tilbagesøge støtten fra de begunstigede eller, med andre ord, de virksomheder, der virkelig har modtaget støtten, i overensstemmelse med den i præmis 88 ovenfor nævnte retspraksis overholdes i fuldt omfang.
102 Præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, indebærer således ikke, at Kommissionen overskred den kompetence, som den er tillagt i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999. Selv om det er korrekt, at tilbagebetalingen i henhold til samme forordnings artikel 14, stk. 3, skal ske i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forholder det sig nemlig ikke desto mindre således, at sidstnævnte bestemmelse kræver, at disse procedurer giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse. Der var derfor intet til hinder for, at Kommissionen i den nævnte afgørelse præciserede, at Kongeriget Spanien skal sikre, at de begunstigede tilbagebetaler de støttebeløb, som de virkelig har modtaget, uden at kunne overføre inddrivelsesbyrden vedrørende disse beløb til en anden aftalepart.
103 Denne konklusion er i den foreliggende sag så meget desto mere begrundet, som vilkårene om kompensation var fastsat i rammekontrakter, der var indgået mellem forskellige deltagere i SLB-ordningen, som Kommissionen har bekræftet i retsmødet. Disse rammeaftaler, der udgjorde en del af de samlede retligt bindende kontrakter, der, som Domstolen fremhævede i sin dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60, præmis 138), var imidlertid blevet forelagt skatteforvaltningen, som tog hensyn hertil med henblik på at godkende indledende afskrivning. I denne doms præmis 137 bekræftede Domstolen, at SLB-ordningen skulle vurderes som en helhed, der ikke blot omfattede den relevante spanske skattelovgivning, men også den spanske skatteforvaltnings godkendelser og dermed nævnte retligt bindende kontrakter.
104 Under disse omstændigheder overskred Kommissionen, da den vurderede SLB-ordningens forenelighed med statsstøttereglerne og blev opmærksom på, at de kontrakter, der var blevet forelagt skatteforvaltningen, og hvortil skatteforvaltningen tog hensyn med henblik på at godkende indledende afskrivning, indeholdt vilkår om kompensation, ikke sin kompetence ved i det væsentlige at erindre om, at Kongeriget Spanien skal tilbagesøge støtten fra modtagerne af denne, uden at de på grundlag af vilkårene om kompensation kan overføre inddrivelsesbyrden til en anden aftalepart, i overensstemmelse med den i præmis 88 ovenfor anførte retspraksis.
105 På baggrund af ovenfor anførte betragtninger skal sagsøgernes argumenter, hvorefter Kommissionen overskred sine beføjelser ved at foretage præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, forkastes.
106 Ingen af sagsøgernes øvrige argumenter kan rejse tvivl om den nævnte præciserings lovlighed.
107 Sagsøgerne har for det første påberåbt sig manglende konsekvens, fordi Kommissionen i den anfægtede afgørelse greb ind i private kontrakter ved at forbyde økonomiske strømme hidrørende fra vilkår om kompensation, der var aftalt mellem parterne, samtidig med, at den fritog skibsværfterne og rederierne for enhver tilbagebetalingsforpligtelse med den begrundelse, at de opnåede fordele hidrørte fra et privatretligt forhold mellem disse enheder.
108 I denne henseende bemærkes, at efter Domstolens dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60, præmis 137 og 138), er en sådan mulig modsætning under alle omstændigheder bortfaldet, eftersom Domstolen i den nævnte dom og som anført i præmis 103 ovenfor bekræftede, at Kommissionen ved vurderingen af SLB-ordningen som helhed skulle tage hensyn til de kontrakter, der var blevet forelagt skatteforvaltningen, og som skatteforvaltningen tog hensyn til med henblik på at godkende indledende afskrivning. Efter den pågældende dom kan dette argument således ikke tiltrædes.
109 For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, idet den forbød vilkårene om kompensation, var i strid med Domstolens praksis og Kommissionens afgørelsespraksis, der ikke indeholder nogen indvendinger med hensyn til aftaler mellem sælgere og købere om konsekvenserne mellem private parter af en eventuel tilbagesøgning af ulovlig støtte.
110 I modsætning til det af sagsøgerne anførte er der dog intet i Domstolens praksis, som er til hinder for, at Kommissionen ved anordningen af tilbagesøgning af støtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked, præciserer, at den berørte medlemsstat skal tilbagesøge støtten fra modtagerne af denne, uden at disse på grundlag af vilkår om kompensation som dem i den foreliggende sag kan overføre inddrivelsesbyrden til en anden part i en kontrakt, uanset de mulige konsekvenser af denne præcisering for de kontrakter, der er indgået mellem private parter.
111 Tværtimod fremhævede Domstolen i dom af 8.12.2011, Residex Capital IV (C-275/10, EU:C:2011:814), der er nævnt i 274. betragtning til den anfægtede afgørelse, at forpligtelsen til at tilbagebetale ulovligt udbetalt statsstøtte kræver, at støttemodtageren mister den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og at situationen fra tiden før ydelsen af støtte genoprettes (jf. nævnte doms præmis 34). Desuden har Domstolen fastslået, at nationale domstole – når det er nødvendigt at afhjælpe den fordrejning, som støtten har skabt – kan gribe ind og erklære, at kontrakter er ugyldige, også til skade for parter, som ikke har modtaget støtten. I den foreliggende sag erindrer præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, dog blot Kongeriget Spanien om dets forpligtelse til at tilbagesøge støtten fra modtagerne af denne, for at situationen fra tiden før ydelsen af den pågældende støtte genoprettes. I modsætning til det af sagsøgerne anførte er den omstændighed, at den sag, der gav anledning til førnævnte dom, til forskel fra den foreliggende sag vedrørte en støtte i form af en statsgaranti, og at de nationale retsinstanser har kompetence til at erklære private kontrakter ugyldige, uden betydning i denne henseende. Som anført i præmis 99 ovenfor, indebærer præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, ikke, at Kommissionen bestemte, at vilkårene om kompensation var ugyldige.
112 For så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med visse af Kommissionens tidligere afgørelser, skal det, selv hvis dette skulle være tilfældet, erindres, at Kommissionens beslutningspraksis i andre sager i henhold til fast retspraksis ikke kan påvirke lovligheden af en afgørelse, som kun kan vurderes ud fra objektive traktatbestemmelser (jf. i denne retning dom af 19.10.2022, Ighoga Region 10 m.fl. mod Kommissionen, T-582/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:648, præmis 215 og den deri nævnte retspraksis).
113 Ifølge sagsøgerne tilsidesætter præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, for det tredje også friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som er sikret i chartrets artikel 16. De har desuden gjort gældende, at nævnte præcisering med urette berøver IØG-investorerne den ret til kompensation, som de navnlig har i forhold til skibsværfterne, således at der sker en ekspropriation af deres private rettigheder i strid med ejendomsretten, som er sikret i chartrets artikel 17.
114 I denne henseende bemærkes, at i medfør af chartres artikel 16 anerkendes friheden til at oprette og drive egen virksomhed i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis.
115 Beskyttelsen i henhold til denne artikel omfatter friheden til at udøve økonomisk virksomhed og handelsvirksomhed, aftalefriheden samt den frie konkurrence (jf. dom af 16.7.2020, Adusbef m.fl., C-686/18, EU:C:2020:567, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
116 Friheden til at oprette og drive egen virksomhed udgør ifølge fast retspraksis ikke et absolut prærogativ. Den kan undergives forskellige former for myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed (jf. dom af 16.7.2020, Adusbef m.fl., C-686/18, EU:C:2020:567, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).
117 I overensstemmelse med chartrets artikel 17, stk. 1, har enhver ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv, og ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til almenvellet (dom af 16.7.2020, Adusbef m.fl., C-686/18, EU:C:2020:567, præmis 84).
118 Herved bemærkes, at den ejendomsret, som sikres ved denne bestemmelse, ikke udgør et absolut prærogativ, og at udøvelsen heraf kan være genstand for restriktioner, såfremt disse restriktioner er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, og at de ikke, når henses til det forfulgte formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den således beskyttede rettighed (jf. dom af 16.7.2020, Adusbef m.fl., C-686/18, EU:C:2020:567, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).
119 Endvidere skal det ligeledes bemærkes, at i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, kan der fastsættes begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der er fastlagt i chartret, såsom friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten, for så vidt som disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 16.7.2020, Adusbef m.fl., C-686/18, EU:C:2020:567, præmis 86).
120 Selv hvis det antages, at præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, anses for at begrænse friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten, skal det i den foreliggende sag først bemærkes, at denne begrænsning bl.a. skyldes forpligtelsen til tilbagesøgning, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF og i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, hvorfor den er fastsat ved lov.
121 Hvad angår betingelsen om respekten for det væsentligste indhold af friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten skal det fastslås, at sagsøgerne ikke har anfægtet, at præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, ikke påvirker dette indhold.
122 Dernæst forfølger denne præcisering et mål af almen interesse. Som anført i præmis 101 og 102 ovenfor tager præciseringen nemlig sigte på at sikre, at vilkårene om kompensation ikke underminerer Kongeriget Spaniens tilbagesøgningsforpligtelse, og mere generelt at sikre den effektive virkning af traktatens ordning vedrørende kontrol med statsstøtte.
123 Sagsøgerne har desuden ikke fremlagt oplysninger for Retten, der gør det muligt at fastslå, at præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, henset til dette mål, udgør et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i selve kernen af friheden til at oprette og drive egen virksomhed eller ejendomsretten.
124 Hvad endelig angår nødvendigheden af præciseringen i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, har sagsøgerne ikke fremført elementer, der giver grundlag for at fastslå, at Kommissionen med denne præcisering gik ud over, hvad der er nødvendigt for gennemførelsen af de forfulgte mål, der er anført i præmis 122 ovenfor, herunder bl.a. genopretningen af situationen fra før støttens ydelse og modtagernes tilbagebetaling af den omhandlede støtte. Som Retten desuden har anført i præmis 102 ovenfor, præciserer nævnte afgørelses artikel 4, stk. 1, blot rækkevidden af Kongeriget Spaniens tilbagesøgningsforpligtelse.
125 På baggrund af det ovenstående skal det femte anbringende forkastes som ugrundet.
126 Det må konkluderes, at søgsmålene delvist har mistet deres genstand og i øvrigt skal anses for at være ugrundede.
Sagsomkostninger
127 I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
128 Ifølge procesreglementets artikel 137 er Retten endvidere frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostningerne, hvis det er ufornødent at træffe afgørelse.
129 I den foreliggende sag er det blevet fastslået, at en del af sagen har mistet sin genstand. Det delvise bortfald af sagens genstand skyldes en retlig fejl fra Kommissionens side, som sagsøgerne også har gjort gældende i forbindelse med de foreliggende søgsmål, og som førte til Domstolens delvise annullation af den anfægtede afgørelse i dom af 2. februar 2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen (C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60).
130 Til gengæld har sagsøgerne tabt sagen for så vidt angår den del af tvisten, som der stadig var anledning til at tage stilling til.
131 På denne baggrund tilpligtes parterne hver at bære deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):
1) Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse i sagerne, for så vidt som de er rettet mod artikel 1 i Kommissionens afgørelse 2014/200/EU af 17. juli 2013 om Spaniens støtteordning SA.21233 c/11 (ex NN/11, ex CP 137/06) – Skatteordning for finansielle leasingaftaler, også kendt som den spanske leasingbeskatningsordning, for så vidt som de økonomiske interessegrupper og deres investorer heri identificeres som de eneste modtagere af den støtte, der er omhandlet i afgørelsen, og afgørelsens artikel 4, stk. 1, for så vidt som Kongeriget Spanien ved denne bestemmelse pålægges at tilbagesøge hele den støtte, der er omhandlet i afgørelsen, fra investorerne i de økonomiske interessegrupper, der havde modtaget denne.
2) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.
3) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. februar 2024.
Underskrifter