Language of document :

Sag anlagt den 12. maj 2006 - Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet

(Sag T-132/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Koldo Gorostiaga Atxalandabaso (Saint Pierre-d'Irube, Frankrig) (ved avocat D. Rouget)

Sagsøgt: Europa- Parlamentet

Sagsøgerens påstande:

Annullation af generalsekretærens afgørelse af 22. marts 2006.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sine egne omkostninger samt de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 22. december 2005 afsagde De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans dom i en af sagsøgeren, som er forhenværende medlem af Europa-Parlamentet, anlagt sag T-146/04, Koldo Gorostiaga Atxalandabaso mod Europa-Parlamentet 1, hvorved Retten på grund af en procedurefejl annullerede den af Europa-Parlamentets generalsekretær trufne afgørelse om inddrivelse af de til sagsøgeren udbetalte beløb i form af omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer, for så vidt som det heri blev bestemt, at inddrivelsen af det af sagsøgeren skyldige beløb skulle ske ved modregning. I øvrigt blev Europa-Parlamentet frifundet. Efter dommens afsigelse traf Europa-Parlamentets generalsekretær den 22. marts 2006 en ny afgørelse om inddrivelse af de til sagsøgeren udbetalte beløb ved modregning. Dette er den anfægtede afgørelse.

Sagsøgeren har til støtte for annullationssøgsmålet for det første fremført et anbringende om tilsidesættelse af princippet om den materielle retskraft, idet proceduren for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ifølge sagsøgeren ikke er i overensstemmelse med Rettens dom af 22. december 2005. Det andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af Regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer, navnlig af regulativets artikel 27, stk. 3 og stk. 4. Sagsøgeren har desuden anført, at der foreligger et tilfælde af force majeure, som består i, at det er umuligt for ham at få adgang til sit regnskab samt i, at myndighederne i en af medlemsstaterne har afvist at tilbagebetale ham et beløb, hvori der er gjort udlæg i forbindelse med en anden retssag. Sagsøgeren har ligeledes anført, at væsentlige formforskrifter er tilsidesat, idet høringsprocedurerne i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke er blevet fulgt korrekt. Sagsøgeren har anført, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter principperne om objektivitet, upartiskhed, lighed og forbud mod forskelsbehandling. Sagsøgeren har desuden fremsat anbringender om tilsidesættelse af begrundelsespligten samt om manglende overholdelse af reglerne om forkyndelse af institutionernes beslutninger i strid med Kodeksen for god administrativ adfærd. Endelig har sagsøgeren til støtte for søgsmålet fremført et anbringende om magtfordrejning og om anlæggelse af åbenbart urigtigt skøn, for så vidt angår de faktiske omstændigheder.

____________

1 - Endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.