Language of document :

Appel iværksat den 18. januar 2023 af Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 9. november 2022 i sag T-655/19, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen

(Sag C-29/23 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellanter: Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA (ved avocat og avvocato D. Fosselard, avocat og solicitor D. Slater og avvocata G. Carnazza)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

–    Den Europæiske Unions Rets dom af 9. november 2022 i sag T-655/19, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen, ophæves.

–    Der træffes endelig afgørelse i henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen, og dermed annulleres Kommissionens afgørelse C(2019) 4969 final af 4. juli 2019 om en procedure efter EKSF-traktatens artikel 65 i sag AT.37956 – Rundt armeringsstål, for så vidt som den vedrører appellanterne.

–    I henhold til procesreglementets artikel 138 tilpligtes Kommissionen at betale sagsomkostningerne for såvel Retten som Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremsat tre anbringender.

Det første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 266 TEUF. Tilsidesættelse af artikel 14 og artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 1 og artikel 11, 12 og 14 i forordning nr. 773/2004 2 . Urigtig og selvmodsigende begrundelse. Manglende stillingtagen. Åbenbar retlig fejl og åbenbart urigtigt skøn.

Retten begik en retlig fejl og gav en urigtig begrundelse for dommen, idet den undlod at tage stilling til visse kritikpunkter, som appellanterne havde fremført, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen ved i 2008 at organisere en ny mundtlig høring vedrørende realiteten i sagen i overværelse af repræsentanter for medlemsstaterne afhjalp den proceduremæssige mangel, som Domstolen havde identificeret i sin dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia, Valsabbia Investimenti og Alfa Acciai mod Kommissionen, forenede sager C-86/15 P og C-87/15 P.

Det andet anbringende: Urigtig fortolkning og anvendelse af EMRK’s artikel 6 og chartrets artikel 41 og 47. Retlig fejl og magtmisbrug. Manglende stillingtagen og tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.

Retten udelukkede, at procedurens varighed, henset til såvel den administrative fase alene som til proceduren som helhed, var uforholdsmæssigt lang, og at denne varighed skadede appellanternes ret til forsvar, hvorved den begik en retlig fejl, anlagde et åbenbart urigtigt skøn, og hvorved den på en måde undlod at tage stilling til visse kritikpunkter, som appellanterne havde fremført i forhold til Kommissionens afgørelse, og gav en urigtig begrundelse for dommen.

Det tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 296 TEUF. Urigtig og selvmodsigende begrundelse af dommen. Manglende stillingtagen og åbenbart urigtigt skøn.

Retten begik atter en åbenbar retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som den fastslog, at Kommissionens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet.

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).

1     Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2004, L 123, s. 18).