Appel iværksat den 30. august 2023 af René Repasi til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 21. juni 2023 i sag T-628/22, René Repasi mod Europa-Kommissionen
(Sag C-552/23 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: René Repasi (ved Rechtsanwalt H.-G. Kamann og Rechtsanwältin D. Fouquet samt universitetsprofessorerne F. Kainer og M. Nettesheim)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Den Europæiske Unions Rets kendelse af 21. juni 2023, Repasi mod Kommissionen (T-628/22, EU:T:2023:353), ophæves.
Delegeret forordning (EU) 2022/1214 1 annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten støtter appellen på to appelanbringender: Den appellerede kendelse tilsidesætter for det første artikel 263, stk. 4, TEUF, og for det andet appellantens grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse i henhold til artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
I den appellerede kendelse benægter Retten det forhold, at appellanten er umiddelbart berørt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, og således appellantens søgsmålskompetence, i det væsentlige med den begrundelse, at de rettigheder, som appellanten har påberåbt sig som medlem af Europa-Parlamentet, ved det hævdede indgreb i Parlamentets lovgivningskompetence kun kan være indirekte påvirket, og at appellanten alene skal kunne udøve sine demokratisk-parlamentariske rettigheder til at deltage inden for rammerne af Parlamentets interne procedurer.
For det første udgør dette en retligt fejlagtig anvendelse af kriteriet om at være umiddelbart berørt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, idet medlemmerne af Europa-Parlamentets retsstilling kvalificeres fejlagtigt.
Appellanten har i henhold til artikel 2 TEU, 10, stk. 1, TEU, 13, stk.1, TEU, og 14, stk. 1, TEU, konkretiseret ved hans parlamentariske deltagelsesrettigheder, navnlig i henhold til artikel 6, stk. 1, første punktum, i akten om direkte valg, artikel 2, litra f), i statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, samt artikel 177 og 218, stk. 1, i Europa-Parlamentets forretningsorden en individuel ret, der følger af hans status som medlem af Europa-Parlamentet, til deltagelse i en korrekt lovgivningsprocedure. Denne ret er appellantens egen ret, som han ikke kun kan gøre gældende intra-institutionelt i Parlamentets procedure, men også inter-institutionelt over for Kommissionen. Ved udstedelsen af den omtvistede delegerede forordning på grundlag af artikel 290 TEUF i stedet for, at den egentlige relevante og almindelige lovgivningsprocedure blev indledt i henhold til artikel 289 TEUF ved et tilsvarende forslag fra Kommissionen, er appellanten blevet umiddelbart berørt i denne ret.
Desuden ligger der også en tilsidesættelse af artikel 263, stk. 4, TEUF, i Rettens i øvrigt retligt fejlagtige fortolkning af kriteriet om at være umiddelbart berørt. Det må lægges til grund, at appellanten er umiddelbart berørt, når – som Retten antog – retten til deltagelse i en almindelig lovgivningsprocedure skal anses for at stå i sammenhæng med, henholdsvis være afledt af, Parlamentets lovgivningskompetence, og således kun kan være indirekte tilsidesat ved den omtvistede delegerede forordning. Kriteriet om at være umiddelbart berørt vedrører alene den anfægtede handling, ikke appellantens ret. At antage, at der kun kan være tale om at være umiddelbart berørt ved et indgreb i en direkte, og altså ikke afledt ret, er uforeneligt med ordlyden af, systematikken i og formålet med artikel 263, stk. 4, TEUF.
For det andet tilsidesætter den appellerede kendelse appellantens ret til effektiv retsbeskyttelse i henhold til artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, idet den fratager appellanten enhver mulighed for retligt set at modsætte sig tilsidesættelsen af hans rettigheder til at deltage som medlem. De interne parlamentariske procedurer, som Retten henviser til, udgjorde ingen egnet mulighed for retsbeskyttelse som omhandlet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Et sagsanlæg fra Parlamentet, som i henhold til artikel 263, stk.2, TEUF er privilegeret søgsmålsberettiget, udgør intet effektivt retsmiddel for appellanten, navnlig når flertallet i Parlamentet modsætter sig at anlægge sag.
____________
1 Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1214 af 9.3.2022 om ændring af delegeret forordning (EU) 2021/2139 for så vidt angår økonomiske aktiviteter i visse energisektorer og delegeret forordning (EU) 2021/2178 for så vidt angår offentliggørelse af specifikke oplysninger vedrørende disse økonomiske aktiviteter (EUT 2022, L 188, s. 1).