Language of document : ECLI:EU:T:2007:33

RETTENS DOM (Første Afdeling)

6. februar 2007

Sag T-143/04

Antonietta Camurato Carfagno

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2001/2002 – annullationssøgsmål – ulovlighedsindsigelse – åbenbart urigtigt skøn«

Angående: Påstand om annullation af afgørelsen af 9. april 2003 om stadfæstelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002.

Udfald: Afgørelsen af 9. april 2003 om stadfæstelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002 annulleres. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmernes skøn

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – internt direktiv fra en institution

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – bedømmernes skøn

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1. Den omstændighed, at bedømmerne ved udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporterne tager hensyn til et gennemsnitligt mål er på ingen måde i strid med vedtægtens artikel 43. Tværtimod kan et gennemsnitligt mål for tildelingen, således som det er fastsat i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, og i henhold til hvilke generaldirektoraterne opfordres til at evaluere deres personale under overholdelse af gennemsnittet på 14 ud af 20, øge bedømmernes frihed ved bedømmelsen af tjenestemændene og fremme en repræsentativ bedømmelse af tjenestemændenes fortjenester.

Dertil kommer, at denne ordning ikke begrænser bedømmernes mulighed for at differentiere de individuelle vurderinger af tjenestemændenes indsats, alt efter i hvilket omfang denne indsats afviger i opadgående eller nedadgående retning fra dette gennemsnit, og det gennemsnitlige mål hindrer ikke bedømmerne i at anvende hele pointskalaen fra 0-20. Bedømmerne er, for at overholde det gennemsnitlige mål, ikke forpligtet til at kompensere de bedømmelser, der er højere end gennemsnittet, med bedømmelser, der er lavere.

De tre referencemargener svarende til den vejledende procentsats for antallet af ansatte, og som tillader forskellige hastigheder i karriereudviklingen med et udsving på 17-20 points (hurtig karriere) for højst 15% af tjenestemændenes vedkommende, et udsving på 12-16 points (normalkarriere) for ca. 75% af tjenestemændenes vedkommende og et udsving på 10-11 points (langsom karriere) for højst 10% af tjenestemændenes vedkommende, er heller ikke i strid med vedtægtens artikel 43.

(jf. præmis 9, 10 og 63)

Henvisning til: Retten, 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s- 329, og II, s. 1465, præmis 52, 53, 56 og 58-62.

2. Ved udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporterne har bedømmerne et særdeles vidt skøn, når de skal bedømme det arbejde, der er udført af dem, som det er deres opgave at bedømme eller evaluere, og det tilkommer ikke Fællesskabets retsinstanser at gribe ind i denne vurdering, medmindre der foreligger en fejl eller et klart misbrug.

(jf. præmis 67)

Henvisning til: Domstolen, 1. juni 1983, forenede sager 36/81, 37/81 og 218/81, Seton mod Kommissionen, Sml. s. 1789, præmis 23; Retten, 5. marts 2004, sag T-281/03, Liakoura mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 61, og II, s. 249, præmis 40.

3. Den af Kommissionen vedtagne vejledning om personalebedømmelse 2001-2002 (overgang), som bl.a. indeholder oplysninger om de overgangsbestemmelser, der finder anvendelse i overgangsperioden fra én bedømmelsesordning til en anden, kan ikke have forrang for de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, som er vedtaget af Kommissionen.

(jf. præmis 71)

Henvisning til: Retten, 8. december 2005, sag T-198/04, Merladet mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 403, og II, s. 1833, præmis 41-43.

4. Under en bedømmelsesprocedure af en tjenestemand gør bedømmerne sig skyldige i et åbenbart urigtigt skøn, hvis de med henblik på at forfremme »trængende kolleger« i samme lønklasse som denne tjenestemand i hans generaldirektorat, ønsker at forbeholde de sidstnævnte fortjenestepoint, og med urette føler sig begrænset af det gennemsnitlige mål i deres frihed til at vurdere den pågældende tjenestemands præstationer, idet det gennemsnitlige mål tværtimod fremmer en sådan frihed.

(jf. præmis 81 og 85)

Henvisning til: Fardoom og Reinard mod Kommissionen.