Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland) den 11. marts 2022 – FI mod Bayerische Motoren Werke AG
(Sag C-192/22)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesarbeitsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøger: FI
Sagsøgt: Bayerische Motoren Werke AG
Præjudicielle spørgsmål
Er artikel 7 i direktiv 2003/88/EF 1 eller artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for at fortolke en national bestemmelse såsom § 7, stk. 3, i Bundesurlaubsgesetz (den tyske forbundslov om ferie, herefter »ferieloven«) således, at en arbejdstagers ret til årlig betalt ferie i den fritstillingsperiode, som er erhvervet i beskæftigelsesperioden i et aldersbetinget deltidsarbejdsforhold, men endnu ikke er blevet fyldestgjort, bortfalder ved udløbet af ferieåret eller på et senere tidspunkt?
Såfremt Domstolen besvarer spørgsmålet benægtende:
Er artikel 7 i direktiv 2003/88/EF eller artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for at fortolke en national bestemmelse såsom ferielovens § 7, stk. 3, således, at en arbejdstagers endnu ikke fyldestgjorte ret til betalt årlig ferie, som indtræder i løbet af det ferieår, hvor der overgås fra beskæftigelsesperioden til fritstillingsperioden, bortfalder ved udgangen af ferieåret eller på et senere tidspunkt, hvis arbejdsgiveren – uden forinden at have opfyldt sine forpligtelser til at medvirke ved virkeliggørelsen af retten til ferie – efter anmodning har bevilget arbejdstageren hele den årlige ferie for en periode umiddelbart før begyndelsen af fritstillingsperioden, men retten til ferie – i det mindste delvist – ikke kunne fyldestgøres, fordi arbejdstageren blev uarbejdsdygtig på grund af sygdom, efter at ferien var blevet bevilget?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).