PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

9. december 2008

Sag F-52/05

Q

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – psykisk chikane – administrationens bistandspligt – afvisning af ansøgning om bistand – omsorgspligt, der påhviler administrationen – bedømmelse – personalebedømmelse for 2003 – karriereudviklingsrapport«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Q i det væsentlige har nedlagt påstand om for det første annullation af den afgørelse, hvorved Kommissionen stiltiende afviste hendes ansøgning om bistand, for det andet annullation af hendes karriereudviklingsrapporter for henholdsvis perioderne fra den 1. januar 2003 til den 31. oktober 2003 og fra den 1. november 2003 til den 31. december 2003, og for det tredje, at Kommissionen tilpligtes at betale hende erstatning.

Udfald: Kommissionens afgørelse om afvisning af Q’s ansøgning om bistand af 29. april 2004 annulleres, for så vidt som den herved afviste at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning. Kommissionen betaler sagsøgeren et beløb på 18 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – adfærd, der har til formål at miskreditere den pågældende eller forringe dennes arbejdsvilkår

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3; Rådets direktiv 2000/78, betragtning 30, art. 1 og art. 2, stk. 3)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – stiltiende afvisning af ansøgning om bistand

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – administrationens forpligtelse til at undersøge klager om chikane – krav om omsorg og hurtighed

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse – annullationssøgsmål vedrørende en bedømmelsesrapport – tjenestemand, der pensioneres under retssagen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43, 90 og 91)

5.      Tjenestemænd – erstatningssøgsmål – påstand om erstatning for den skade, der er forårsaget af sagsøgerens sygdom og invaliditet som følge af administrationens tjenestefejl

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, art. 18 og 22)

6.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af en anfægtet retsakt, som ikke sikrer rimelig genoprettelse af en ikke-økonomisk skade

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      Vedtægtens artikel 12,a, stk. 3, definerer psykisk chikane som »misbrug«, der kræver, at to kumulative betingelser er opfyldt, for at chikanen foreligger. Den første betingelse vedrører adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som kommer til udtryk »over en periode gentagne gange eller systematisk«, hvilket forudsætter, at den psykiske chikane skal opfattes som en proces, der nødvendigvis har et tidsmæssigt forløb, og forudsætter, at der finder gentagne eller kontinuerlige handlinger sted, og at de er »forsætlige«. Den anden betingelse, som adskilles fra den første af præpositionen »og«, kræver, at adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har den virkning at være et angreb på »en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«. Der kan af det forhold, at adjektivet »forsætlige« vedrører den første betingelse og ikke den anden, udledes to konklusioner. For det første skal adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, være frivillige, hvilket fra denne bestemmelses anvendelsesområde udelukker negativ adfærd, der fremkommer på tilfældig vis. For det andet kræves det derimod ikke, at adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift er blevet foretaget med den hensigt at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord være tale om psykisk chikane i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand, uden at chikanøren med adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har tilsigtet at miskreditere offeret eller forsætligt at forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig.

En fortolkning i strid med vedtægtens artikel 12a, stk. 3, har det resultat, at denne bestemmelse berøves sin effektive virkning på grund af vanskeligheden ved at bevise den ildesindede hensigt, som ophavsmanden til en adfærd, der udgør psykisk chikane, har. Selv om der er tilfælde, hvor en sådan hensigt kan udledes naturligt af ophavsmandens negative adfærd, er sådanne tilfælde sjældne, og den formodede chikanør beskytter sig i hovedparten af situationerne mod enhver optræden, der kan lade hans hensigt om at miskreditere offeret eller at forringe vedkommendes arbejdsvilkår skinne igennem. Desuden svarer en sådan fortolkning af vedtægtens artikel 12a, stk. 3, som bygger på den formodede chikanørs ildesindede hensigt, ikke til definitionen af »chikane« i Rådets direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, hvorefter en uønsket optræden »har det formål eller den virkning« at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima, hvilket viser, at fællesskabslovgiver, således som 30. betragtning til direktivet bekræfter, har tilsigtet at garantere ofre for psykisk chikane en »passende retsbeskyttelse«. En sådan beskyttelse kan nemlig ikke sikres, hvis den psykiske chikane alene omfatter adfærd, der har haft til formål at være et angreb på en persons personlighed, henset til den store vanskelighed, som offeret for en adfærd, der forsætligt tilsigter psykisk at chikanere vedkommende, har ved at bevise det faktiske indhold i en sådan hensigt og bevæggrunden for denne adfærd. Endelig er det ligeledes vanskeligt forståeligt, at fællesskabslovgiver, efter at man med direktiv 2000/78 var af den opfattelse, at en adfærd, som uden at have dette formål ikke desto mindre har den virkning at nedgøre en persons værdighed, udgør chikane, i 2004 i forbindelse med vedtægtsreformen, der blev indført ved forordning nr. 723/2004 om ændring af tjenestemandsvedtægten og den ordning, der finder anvendelse på øvrige ansatte, besluttede at nedsætte det garanterede retsbeskyttelsesniveau for tjenestemænd og andre ansatte og ved at vedtage vedtægtens artikel 12a, stk. 3, at begrænse psykisk chikane til adfærd, der har til formål at angribe en persons værdighed.

(jf. præmis 132-139)

2.      Den manglende besvarelse af en ansøgning i medfør af vedtægtens artikel 24 udgør efter udløbet af en frist på fire måneder i den i vedtægtens artikel 90, stk. 1, omhandlede forstand en stiltiende afvisning, hvilket udgør en retsakt, der er bebyrdende for den pågældende. Selv om det påhviler administrationen, når en tjenestemand, som kræver beskyttelse af sin institution, fremlægger de første beviser på det faktiske indhold af de angreb, han påstår at være genstand for, at træffe passende foranstaltninger, navnlig at foretage en undersøgelse for at fastlægge de faktiske omstændigheder, som ligger bag klagen, giver en sådan pligt ikke den berørte institution lov til at fravige bestemmelserne i vedtægtens artikel 90, stk. 1, som giver tjenestemanden mulighed for at fremkalde en stillingtagen fra administrationens side i form af en afgørelse inden for en fastsat frist.

Selv om Kommissionen desuden ikke før afslutningen af den administrative undersøgelse kan anses for endeligt at have afslået ansøgningen om bistand, gælder det ikke desto mindre, at Kommissionen, selv inden den tager endelig stilling til en sådan ansøgning, har pligt til at vedtage visse retsakter, i det mindste foreløbige. Sådanne manglende foranstaltninger kan på grund af administrationens stilhed vedrørende denne ansøgning være bebyrdende for vedkommende.

(jf. præmis 193, 195 og 196)

Henvisning til:

Retten, 3. april 1990, sag T-135/89, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 153, præmis 17; 6. november 1997, sag T-223/95, Ronchi mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 321, og II, s. 879, præmis 31; 26. oktober 2007, sag T-154/05, Lo Giudice mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Sml. Pers., præmis 136.

3.      I medfør af pligten til at yde bistand, som fastsat i vedtægtens artikel 24, stk. 1, skal administrationen, når der er indtrådt en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, konstatere, hvad der er sket, for på baggrund heraf at kunne afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende.

Administrationen behandler ikke en anmodning om bistand i forbindelse med en klage om psykisk chikane med den fornødne omsorg, såfremt den ikke, inden den indleder en administrativ undersøgelse, træffer en foreløbig adskillelsesforanstaltning for den pågældende tjenestemand, selv om betydningen og alvoren af de hævdede faktiske omstændigheder for det første viser, at der i det mindste foreligger mistanke om en sådan chikane, og for det andet, at de af institutionen vedtagne interne bestemmelser fastsætter muligheden for at træffe sådanne foranstaltninger til fordel for det formodede offer i tilfælde af den mindste mistanke om psykisk chikane.

(jf. præmis 205, 207, 209 og 213)

Henvisning til:

Domstolen, 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16.

Retten, 21. april 1993, sag T-5/92, Tallarico mod Parlamentet, Sml. II, s. 477, præmis 31; 5. december 2000, sag T-136/98, Campogrande mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 267, og II, s. 1225, præmis 42.

4.      Bedømmelsesrapporten, der er et internt dokument, som spiller en vigtig rolle for forløbet af tjenestemandens karriere, berører principielt kun den bedømte person indtil dennes udtræden af tjenesten. Efter tjenestemandens udtræden af tjenesten har denne følgelig ikke længere interesse i at fortsætte et søgsmål vedrørende en bedømmelsesrapport, medmindre vedkommende vil godtgøre, at der foreligger en særlig omstændighed, der begrunder en personlig og aktuel interesse i at opnå en annullation heraf. En tjenestemand, der er pensioneret på grund af invaliditet, bevarer ikke en sådan interesse, når et invaliditetsudvalg har fundet, at der, henset til den stationære karakter af den sygdom, der har medført invaliditet, ikke er behov for nogen yderligere lægeundersøgelse.

Tjenestemanden har imidlertid fortsat interesse i at kræve, at der bliver truffet afgørelse om nævnte rapports lovlighed i forbindelse med en påstand om erstatning for den erhvervsmæssige og psykiske skade, sagsøgeren mener at have lidt på grund af administrationens angivelige fejlagtige adfærd.

(jf. præmis 227, 228 og 259)

Henvisning til:

Retten, 13. december 1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 769, præmis 18; 31. maj 2005, sag T-105/03, Dionyssopoulou mod Rådet, Sml. Pers I-A, s. 137, og II, s. 621, præmis 20; 12. september 2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Sml. Pers., præmis 47, der er appelleret til Domstolen, sag C-525/07 P.

5.      Påstande om erstatning for et økonomiske tab, som en tjenestemand har lidt som følge af sin pensionering på grund af invaliditet som følge af en erhvervssygdom, som skyldtes tjenestefejl begået af administrationen, skal forkastes. Unionens retsinstanser har således ikke kompetence til at udtale sig om årsagsforbindelsen mellem en tjenestemands tjenestevilkår og den påberåbte sygdom, idet artikel 18 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber bestemmer, at afgørelsen vedrørende anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse træffes af ansættelsesmyndigheden på grundlag af konklusioner, som er fremlagt af den eller de læger, der er udpeget af institutionen, og, hvis tjenestemanden anmoder herom, efter høring af det lægeudvalg, der er omhandlet i nævnte ordnings artikel 22. Den ordning, der er indført til gennemførelse af vedtægtens artikel 73, omhandler således et engangsbeløb i tilfælde af en ulykke eller en erhvervssygdom, uden at det er nødvendigt for den pågældende at bevise en fejl fra institutionens side, og det kun er under omstændigheder, hvor ydelserne efter vedtægtsordningen ikke er tilstrækkelige til at sikre en passende erstatning for den lidte skade, at en tjenestemand er berettiget til at kræve en supplerende erstatning.

Påstande om erstatning for sagsøgerens ikke-økonomiske skade skal derimod behandles af Unions retsinstanser.

(jf. præmis 238-240 og 242)

Henvisning til:

Domstolen, 8. oktober 1986, forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink mod Kommissionen, Sml. s. 2801, præmis 13; 9. september 1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 22.

Retten, 14. maj 1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 627, præmis 74; 15. december 1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 259, og II, s. 1263, præmis 95.

Personaleretten, 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Sml. Pers., præmis 193.

6.      Annullationen af en ulovlig karriereudviklingsrapport kan ikke i sig selv udgøre en passende og tilstrækkelig afhjælpning af den ikke-økonomiske skade, som en tjenestemand har lidt, når nævnte rapport indeholder udtrykkeligt negative bedømmelser af vedkommendes evner.

(jf. præmis 273)